Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3083Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Angelica Scott

Kvinden havde løjet. Mine lænker var ikke løsnet, tværtimod. Vreden i mig blev ved med at vokse hver gang jeg tænkte på hende og hendes løgne. Jeg satte mig på cellens gulv og undersøgte lænkerne på mine fødder. De var af solidt materiale og ville ikke give sig hvis et menneske prøvede at få dem af. Men jeg er ikke et menneske. Det var anden gang at jeg indså at mine evner var til nytte for mig, men det skræmte mig stadig. Jeg sad og prøvede at dirke nogle skruer løs, men det virkede kun en smule. Lænkerne føltes at stramme sig om mine ben, jo mere jeg forsøgte at komme fri, men jeg ignorerede det, jeg ville være fri.

 

Jeg rejste mig og gik i cirkler for at prøve at løsne kæden. Jeg satte stille farten op, indtil de lilla gnister fløj om mig. Men jeg følte ingen følelse af frihed, tværtimod. Nu følte jeg mig endnu mere indespærret. Pludselig hørte jeg en lyd af noget, som knækkede. Jeg stoppede og undersøgte kæden, og ganske rigtigt, en af hængslerne var sprunget af. Men det var ikke nok til at jeg kunne komme fri.

 

Gid det bare havde været så let som sidste gang, der havde ikke været nogle lænker, og jeg måtte endda komme udenfor. Heldigvis for mig kendte de ikke mine evner dengang. Hvis de havde kendt mine evners styrke så havde jeg nok stadig siddet herinde, og så havde jeg ikke mødt Claire og Brian. Jeg fyldtes af skyldfølelse, da jeg indså at det var min skyld at de andre var endt i fængsel. Hvis jeg ikke havde mødt dem, så havde de ikke siddet herinde, men så havde de heller ikke mødt hinanden. Det fik mig til at smile, da jeg tænkte på hvordan Brian ville reagere hvis jeg fortalte ham, at det var mig, som havde ført Claire og ham sammen.

 

Cellen var grå, grå og kedelig. Gad vide om alle fængselsceller så sådan ud? En kvinde kom ind og jeg genkendte hende straks, det var hende som var steget ud af bilen lige før jeg besvimede. “Åh søde dog, er du kommet til skade? ” Hun lød omsorgsfuld og jeg blev lokket af det.
“Nej jeg har det fint, jeg er bare lidt øm i kroppen”. Kvinden smilede sødt til mig.
“Må jeg stille dig et par spørgsmål? ” Jeg trak på skulderen.
“hvorfor ikke? ”.
“Betjentene sagde at du var et uhyre, hvordan kan det være? ” Jeg kiggede på hende. Jeg havde lyst til at fortælle hende det hele, men der var noget ved hende der fik mig til at lade være.
“Jeg har nogle specielle evner, men jeg er ikke et uhyre”. Jeg kiggede rundt i cellen. “Hvorfor er her ingen vinduer? ” Kvinden fulgte mit blik rundt i cellen.
“Det ved jeg ikke, måske for at man ikke kan se verden udenfor? ” Jeg kiggede igen på hende.
“Må jeg ikke nok komme udenfor? Jeg kan ikke lide lukkede rum” Jeg havde ikke noget imod små rum, men jeg kunne ikke holde ud at være indespærret, og slet ikke i et fængsel som dette. Hun virkede til at betragte mig et øjeblik.
“Jo selvfølgelig må du det”. Jeg smilede, hun var ved at begå en stor fejltagelse og det var kun mig som vidste det.

 

Gården, der hørte med til fængslet, var ikke særlig stor. Den var firkantet med asfalts gulv, der var ingen planter ud over et enkelt træ, som stod midt i gården. Det hele var indhegnet med pigtråd, og virkede umuligt at komme over. Solens stråler varmede min hud og jeg nød duften af sommer. Jeg vendte mig mod kvinden, “Tak”. Hun smilede, og fulgte mig lidt rundt i gården.

 

“Hvordan har du fået dine specielle evner? ” Hun havde stillet spørgsmålet omkring fem gange, og det var ved at gå mig på nerverne.
“Jeg fik dem ikke. Jeg opdagede dem da jeg var omkring fjorten år gammel”.
“Det var tidligt” Hun kiggede ned på mig, “Hvor gammel er du nu? ” Jeg tænkte lidt over spørgsmålet.
“Jeg er lige fyldt seksten, så det er omkring to år siden nu”. Hun kiggede overrasket på mig,
“Har du undgået at blive fanget i halvandet år? Vi skal have forstærket vores tropper kan jeg se” Jeg stoppede op, men kvinden gik lidt videre, indtil det gik op for hende at jeg ikke gik ved hendes side.
“Hvad gør I ved de mutanter I fanger? ” Kvinden nikkede mod indgangen til fængslet og to politimænd begyndte stille at gå over imod os.
“Vi plejer at lave forsøg med dem, så vi kan finde en modgift mod disse mutant evner, men vores sidste forsøgs mutant stak af, så det var et godt tidspunkt du kom på! ” Hun smilede, men hendes smil var ikke det søde smil som før. Det her var ondt og det skræmte mig.

 

De vil lave forsøg med mig. De vil dræbe mig. Dræbe alle mutanter. Jeg måtte væk hurtigst muligt, de skal ikke lave forsøg med mig. Jeg skimmede hurtigt pladsen med øjnene, og fandt et sted i hegnet hvor pigtråden var fjernet. Før jeg tænkte over det, sværmede de lilla gnister om mig og alt gik i slowmotion. Politiets øjne lyste op af forundring, da jeg susede forbi dem. Jeg kravlede hurtigt og let over hegnet, og fortsatte med at løbe. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, men jeg måtte bare væk, så langt væk som muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...