Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3071Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Brian Gold

En stærk vrede boblede i min krop og jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg tænkte over hvor længe jeg havde været her. En uge? En måned? Måske to? Jeg savnede hende. Jeg savnede dem begge og ville gøre alt for at se dem. Jeg sank igen sammen på briksen. Jeg måtte se dem på en eller anden måde. Betonvæggene var de samme jeg så hver eneste dag. Jeg vidste ikke hvornår det var dag eller nat. Jeg vidste ikke om det stadig var sommer eller om bladene var ved at falde af træerne. Jeg savnede de lange nætter i byen og at snakke med nogen. Snakke med Claire. Bare tanken om hende fik vreden i mig til at boble endnu mere.

 

Døren knirkede og jeg kiggede op. En vagt kom ind med noget mad, men han gik hurtigt igen, da jeg rejste mig. Jeg gik over mod maden. Jeg var ikke sulten. Jeg hældte vandet i mig og smadrede glasset ind i væggen. Glasskårene fløj rundt i rummet et øjeblik, men faldt hurtigt ned på det grå betongulv. Et øjeblik efter kom en tallerken også flyvende og splintres på samme måde. Jeg åndede lettet op. Vreden var forsvundet for nu, men den lå på lur i mit hoved. Jeg bliver nødt til at finde en vej ud herfra. Jeg må få os allesammen ud, alle tre.

 

Endnu engang gik døren op, men det var kvinden, som kom ind den her gang. “Ved du hvor dyr den tallerken var? ” Jeg så på kvinden. Hun kiggede hen på muren, hvor tallerkenen og glasset havde ramt.
“Næh, og jeg er også ligeglad” Jeg vendte mig om og fortsatte hen mod briksen igen.
“Hvad er det, som har gjort dig så vred? ” Hun lød omsorgsfuld og jeg havde lyst til at slå hende.
“Stedet. Det her fængsel. Det at jeg ikke må se mine venner, at jeg ikke må se Claire. Du er det, som gør det værst! ”.  Hun virkede overrasket over mine ord og lød næsten uskyldig da hun snakkede.
“Jamen dog, hvad har jeg dog gjort? ” Jeg skar tænder af vrede. Hun legede med ilden og hun vidste det godt. Hendes falske og uskyldige ansigtsudtryk svandt bort, og blev erstattet af et så ægte og ondskabsfuldt smil.
“Der har vi jo uhyret” sagde jeg og smilede bredt, da jeg så hendes reaktion.

 

“Du skal passe på loverboy, du ved ikke hvad du er oppe imod” Jeg fnyste.
“I kan ikke gøre mig noget”. Kvinden smilede endnu mere ondskabsfuldt.
”Måske ikke dig, men vi har det arbejde som din far arbejdede på for at hjælpe dig, og vi har jo også dine venner her”. Minderne strømmede gennem mit hoved, og mine tindinger dunkede af vrede, forargelse og frygt.
“Du vover på det! Claire og Angelica skal ikke lide, bare fordi jeg gjorde noget dumt! ” Jeg råbte, vreden kom op til overfladen igen og jeg kunne næsten ikke styre det.
“Så må du hellere opføre dig ordentligt”. Hun smilede og gik ud ad døren. Jeg sank sammen på gulvet. Jeg kan ikke holde til det mere. Hun bruger Claire og Angelica mod mig. Hun ved at jeg vil sørge for at de har det godt.

 

“Jeg skal se hr. Gold”. Receptionisten kiggede overrasket på mig over skranken.
“Ja, det er på øverste etage”. Hun nikkede mod elevatoren.
“Tak” Jeg trådte ind i elevatoren og håbede at der ikke var nogen som skulle med. Mine vinger var gemt under et gråt jakkesæt så ingen kunne se dem. Jeg rettede en smule på slipset og tænkte på hvor idiotisk det her var, at være midt i fjendens base. Min far havde ringet og havde sagt at jeg skulle komme forbi, på hans kontor. Han mente at han kunne hjælpe med mit vinge problem, men jeg kom ikke på grund af mine vinger, jeg kom for at sige farvel.

 

Elevatoren stoppede og dørene åbnede. “Min søn” Min far stod og havde ventet på mig. Jeg gik over og krammede ham, det var lang tid siden og jeg havde mest lyst til at tage hjem til mor og Hailey sammen med ham.
“Hej far, hvordan har Hailey og mor det? ” Han slap mig og førte mig ned ad en gang.
“De har det godt, Hailey klarer sig rigtigt flot i skolen” Der var noget i hans stemme jeg ikke kunne genkende, noget som var anderledes. Han førte mig ind i et rum, hvor nogle forskere stod med nogle sprøjter.
“Far, hvad er det her? ” Jeg kiggede over på ham og mødte et bekymret blik.

Jeg sagde at jeg ville hjælpe dig” Jeg kiggede over på forskerne, en af dem kom over mod mig. Jeg havde mest lyst til at løbe.
“Tag det roligt Brian, det skal nok gå”. Forskeren fik mig til at sætte mig i en stol, men jeg fortrød det hurtigt da han spændte mine hænder fast.

 

En kvindelig forsker kom mod mig med en sprøjte i hånden. Jeg begyndte at indse hvad de ville. De ville fjerne mutant siden af mig. De ville fjerne mine vinger. Jeg rev i læderremmene som holdt mig fast, men det lykkedes mig ikke at komme fri. “Stop! ” Råbte jeg og kiggede på dem alle sammen. “Hvad er det der? ”. Som jeg havde forventet, begyndte forskerne straks at forklare, og det gav mig lidt ekstra tid. Efter lidt tid kom kvinden kom igen nærmere, men denne gang lykkedes det mig at rive mig fri. Jeg sprang op og sparkede sprøjten ud af hånde på hende. To politimænd, som jeg ikke havde lagt mærke til før, spærrede udgangene, så jeg måtte tænke hurtigt. “Brian! Hvad er det du laver? ” Min fars stemme lød gennem alt kaosset. “Jeg kom ikke for at miste min vinger, jeg kom for at sige farvel”. Jeg rev jakken og skjorten i stykker, og spredte mine vinger. Jeg hørte de fleste gispe, og alle tog et par skridt tilbage. Jeg kiggede rundt efter en udgang og fandt en. Vinduet. Min far prøvede at sige noget til mig, men jeg hørte ikke hvad han sagde, jeg var fokuseret. Jeg tog en stol og kastede den gennem ruden, så glasset splintres. “Farvel far”, Det var de eneste jeg kunne sige til ham, før jeg spredte mine vinger og lettede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...