Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3058Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Claire Walker

Jeg redte mit hår igennem med fingrene for nogenlunde at få styr på det. Det var svært. For mine hænder var lænket og det gjorde dem tunge. Jeg ville ønske at jeg kunne samle det på en måde, men jeg havde ikke noget elastik. Jeg sad på det kolde betongulv og kiggede ind i væggen. Der havde flere gange været vagter inde med mad og vand, men jeg kunne ikke drikke eller spise noget. Jeg var alt for bekymret og bange.

 

Jeg rejste mig forsigtigt. Alle lyde lød så høje når de ramte cellens betonvægge og det skræmte mig. Jeg gik stille hen mod bakken med mad og vand, tog glasset og gik ind mod midten af rummet. Jeg savnede at bruge mine evner. Jeg turde ikke bruge dem når kvinden var i nærheden, for hun skræmte mig. Jeg stillede glasset på gulvet og satte mig lidt fra det. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om vandet i glasset. Jeg mærkede en klar og ren følelsen flyde igennem min krop. Den gjorde mig rolig og en smule mere tryg. Jeg ville ønske at Brian eller Angelica var ved mig, men de kunne være langt væk. Måske i et andet fængsel, i en celle magen til min. Jeg mærkede den sædvanlige sitren i mine fingre og løftede stille hånden. Jeg åbnede øjnene og så vandet stige op af koppen. I starten var det bare små dråber, men jo mere jeg koncentrerede mig og lod følelserne flyde rundt i min krop, jo nemmere kunne jeg styre vandet og få det til at danne figurer.

 

Jeg fik et chok, da døren indtil cellen blev åbnet, og tabte koncentrationen og vandet faldt ned på gulvet. Kvinden kom gående ind og to vagter gik efter hende. Jeg tog glasset op til mig som om det var mit kæreste eje og kiggede skræmt over på hende. “Tag det fra hende” Hendes stemme var kold og hensynsløs. Vagterne fulgte hendes ordre og gik over mod mig med hastige skridt.

 

Den ene vagt tog fat i mig, imens den anden prøvede at tage glasset fra mig. Jeg knugede det ind mod mig. Vandet deri var det eneste der kunne få mig til at slappe af. Mit kæreste eje her i fængslet, og nu ville de tage det fra mig. Jeg prøvede at sætte mig ned, men den ene vagt holdt mig oppe. Mine hænder gav efter vagtens styrke og begge vagter slap mig, da de havde fået fat i glasset.

 

Jeg gik ikke efter dem. Jeg stod bare og kiggede, imens jeg mærkede vreden boble i mig. Jeg var ikke sur på vagterne, men på kvinden. Det at hun var så hensynsløs og helt igennem ond. Jeg havde lyst til at skade hende, men det ville gå galt. Vagterne gik ud af døren og kvinden fulgte efter. Jeg lagde mig ned på briksen og kiggede op i loftet. Jeg må ud herfra, men jeg vil skade hende først. Få hende til at lide. Jeg blev skræmt over mine tanker. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg skadede nogen, også selvom det var hende.

 

Vi havde kørt længe i tavshed og jeg begyndte at tænke på om det havde været klogt at tage med ham. “Er det første gang du har set dine evner? ” Jeg blev overrasket over at høre hans stemme, så det tog mig lidt tid at reagere.
“Ja, jeg vidste slet ikke at jeg havde dem”.  Jeg kiggede ned på mine hænder, den underlige sitren var for længst forsvundet, men jeg savnede følelsen.

 

“Hvad hedder du? ” Vi fik øjenkontakt et øjeblik, men jeg kiggede hurtigt ned igen.
“Claire, Claire Walker”. Jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig, men jeg undlod at kigge op.
“Claire. Det var et flot navn”. Jeg kiggede op og smilede.
“Tak. Kyle er heller ikke det værste navn”. Kyle fnyste og koncentrerede sig igen om vejen.

 

“Hvem er det du mener kan hjælpe mig? ” Jeg havde tænkt over hvad han havde sagt. Jeg kender en som kan hjælpe dig. Det lød næsten for godt til at kunne være sandt.
“Hun hedder Angelica” Jeg kunne se på Kyle at han tøvede med at fortælle mere. “Hun er også mutant. ” Jeg vendte mig mod ham.
“Er der flere? ” Han kiggede på mig som om jeg var underlig, og lige der ønskede jeg at jeg kunne læse hans tanker.


“Selvfølgelig er der flere mutanter. De lever i hele verden! ” Han smilede da han så mit ansigt lyse op af glæde. Jeg var altså ikke den eneste i verden, der var andre ligesom mig.
“Hvorfor har jeg så aldrig mødt en? ” Tanken undrede mig. Hvis der levede så mange at de var over hele verden, hvorfor havde jeg så aldrig set en af dem?
“Det er fordi de fleste ligner helt almindelige mennesker og så fordi... ” Han stoppede midt i sætningen.
“Kyle, er du okay? ” Jeg så et strejf af frygt i hans øjne og han virkede bekymret.
“Det er fordi der er nogle mennesker, som fanger mutanter, og dræber dem” Mit hjerte stoppede et øjeblik og farven forsvandt fra mit allerede lyse ansigt.
“Dræber dem? ” Kyle betragtede mig, da han hørte frygten i min stemme. Alt glæden, som var i min krop lige før forsvandt hurtigt, og jeg var tom og bange.

 

“Undskyld Claire det skulle jeg ikke have sagt” Han lød stadig bekymret.
“Hvis der er mennesker som dræber mutanter, hvordan ved du så at denne Angelica er i live når vi finder hende? ” Kyle stirrede frem for sig.
”Jeg ved at hun er i live, men hun kan blive fanget og dræbt hvert øjeblik”. Han var bange og nu vidste jeg hvorfor.
“Angelica er din søster ikke? ” Kyle nikkede og jeg kunne se en tåre løbe ned ad hans kind. Han stoppede bilen, og flere tårer løb ned ad hans kinder. Jeg spændte min sele af og gav ham et kram. Jeg håbede at det ville hjælpe lidt, men jeg blev alligevel overrasket da han også lagde sine arme om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...