Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3080Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Angelica Scott

Jeg satte mig træt ned på gulvet. Lænkerne gav sig ikke og ville ikke lade mig gå. En sviende smerte fra mine håndled, sendte en skælven gennem kroppen. Lænkerne havde givet mig sår efter mine mislykkede forsøg på at komme fri og gjorde ondt hver gang jeg flyttede på mine hænder.

 

Høje hæle gav genlyd i beton cellen, og jeg kunne høre at de nærmede sig hurtigt. Jeg var for træt og afkræftet til at rejse mig op, så jeg blev siddende med ryggen til kvinden. “Flere historietimer? ” Sagde jeg og lagde mig ned på ryggen og kiggede op i loftet. Gråt. Gråt og kedeligt. Det var hvad fængslet var. Kedeligt. “Jeg vil høre mere om din bror, og hvordan du mødte Claire! ” Hun stod lænet ind over mig og kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede op på hende og løftede det ene øjenbryn.
“Hvorfor fik min bror lige pludselig betydning? ”
“Han indgik i Claires historie om hendes evner”.

 

Jeg rejste mig dovent op og gik over mod briksen. “Du må vælge hvad du vil høre om først, for der er nogle måneder imellem begge historier, så hvad vælger du? ” Jeg spredte armene og kiggede på hende imens hun tænkte sig om.
“Fortæl om din bror, og hvad der skete efter du stak af” Kvinden kom ikke tættere på, hun blev stående og ventede på at jeg begyndte at fortælle.
“Igen, hvorfor skulle jeg fortælle dig mere? Jeg har fortalt dig om mine evner og det var hvad du forlangte”. Hendes øjne blev smalle.
“Skal jeg virkelig fortælle dig det så mange gange? ” Hun bøjede sig stille frem og virkede faktisk truende, men jeg udtrykte intet. Jeg var blank, ligesom cellens vægge. “Dine venner er her og bare jeg knipser med fingrene, kan de blive tortureret eller det der er værre” Jeg smilede og stillede mig lige foran hende, imens jeg kiggede hende i øjnene.
“Du vil aldrig dræbe dem. Du har interesse i dem, dine små forsøgsdyr” Hendes mund blev smal og hun gik et skidt tilbage. Jeg havde ret, et ømt punkt.

 

Jeg smilede selvtilfreds og satte mig på briksen med benene over kors. Hun kunne ikke tvinge mig til at fortælle mere, hun havde intet jeg ville have.
“Jeg kan også få lænkerne af dig” Hendes stemme lød alvorlig og jeg kunne ikke høre noget tegn på løgn. Det selvsikre smil svandt bort og minderne fyldte mit hoved. Følelsen af at løbe stærkt, hurtigt og følelsen af frihed. Jeg var desperat. Min krop var desperat efter at løbe stærkt.
“Hvis jeg fortæller, får jeg så lænkerne af? ” Jeg var ikke så selvsikker mere og det kunne tydeligt høres i min stemme.

 

Kvinden gik over mod mig, stille og roligt. “Ja, hvis din historie har værdi”. Jeg ledte rundt i mine minder, hvad ville hun vide?
“Jeg kan fortælle om min bror, var det ikke det du ville vide? ” Jeg følte mig som om jeg var hjælpeløs, et lille dyr, der brændende ønskede noget.
“Jo, du begynder bare” Hun smilede og satte sig ved siden af mig. Jeg tænkte ikke over hvad historien indeholdte og hvornår den foregik. Jeg kunne kun tænke på at være fri.

 

Natten var mørk og der var stille på havnen. Jeg bar den tunge kasse hen til kanten af broen og Kyle tog imod den. “Hvorfor er det egentlig at vi gør det her? ” Jeg kiggede hen mod den lille bunke af kasser som skulle lastes.
“Hvis vi gør det her, vil kaptajnen lade dig sejle med på båden, så du kan komme væk”. Han gik op fra den lille båd og jeg hjalp ham op på broen.
“Men hvorfor skal jeg væk? Jeg kan bare gemme mig i byen ligesom jeg har gjort indtil videre” Kyle kiggede ned på mig og var meget alvorlig, både i stemmen og i øjnene.
“Du har været ved at blive fanget flere gange af politiet. Det går ikke at være i byen”. Han vendte sig mod bunken af kasser og begyndte at læsse flere over i båden.

 

“Jeg kan bare flygte ud på landet” Jeg vidste godt, at intet af det jeg sagde ville få Kyle til at skifte mening. Han kiggede på mig igen og tog en dyb indånding.
“Angelica vi har haft den her samtale før. Du skal afsted i aften og sådan er det” Han fortsatte med at læsse kasser og det irriterede mig at han skulle bestemme.
“Bare fordi du er den ældste betyder det ikke at du skal bestemme hvad jeg skal gøre” Jeg hævede stemmen og det fortrød jeg med det samme bagefter. Kyle vendte sig om endnu en gang. Jeg kunne se på ham at han ikke havde mere tålmodighed og da han talte var hans stemme hård og irriteret.
“Du skal afsted i aften for jeg er bange for at de får fat i dig, og så får jeg dig sikkert aldrig at se igen! ” Jeg åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke før en lommelygte blindede mig.

 

“Hvem der? ” Jeg kunne ikke se personen, som talte, men jeg kunne høre at det var en mand. Jeg tog min hånd op for at skærme mine øjne, så jeg ikke blev blindet af lygtens skarpe lys. Kyles skridt fik broen til at knirke en smule, og manden hørte det straks. “Stop der! ” Jeg hørte en walkie talkie og tænkte straks det værste.
“Undskyld, vi skulle bare læsse båden for kaptajnen” Kyle førte ordet, det havde han altid været god til. Manden slukkede lygten og efter et stykke tid havde mine øjne igen vendt sig til lygtepælens svage lys.

 

“Så sent? Det er ikke en god arbejdstid” Manden smilede af sin joke og Kyle gik tættere på ham.
“Nej, jeg har også klaget et par gange” Han byggede videre på joken og stod nu en meter fra manden, som grinede.
“Hvad er det i kasserne? ” Han kiggede mod kasserne og før han kunne nå at reagere lå han bevidstløs på broen. Jeg gik et skridt tilbage og skulle lige opfange hvad der var sket.
“Hvad venter du på? Løb! ” Kyle havde ramt manden med en knytnæve for at forsinke ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde bare hvad Kyle sagde og løb. De lilla gnister fløj om mig og lyste gaderne op med et lilla skær.

 

Jeg hørte politisirener i det fjerne og drejede ind ad de små gader. Jeg løb. Men hvad med Kyle. Hvad ville de gøre ved ham? Jeg stoppede brat. Det lilla lys forsvandt og gaderne var mørke igen. Jeg kunne ikke tænke klart, det stressede mig at sirenerne kom nærmere. Jeg ville ikke forlade ham, men hvad ville de gøre ved mig? Jeg var rædselsslagen. Både for hvad de ville gøre mod Kyle, men også mod mig. Jeg ville løbe igen, men en politibil blokerede min vej, og flere kom til. Jeg var omringet.

 

En kvinde gik ud af bilen med sin pistol rettet mod mig. “Stop! Vi vil ikke gøre dig noget” Hun lagde pistolen på jorden foran sig. Jeg vendte mig om og så alle de andre politimænd gøre det samme. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og valgte derfor at gå stille over mod kvinden. Hvis hun tog sin pistol igen ville jeg løbe, løbe så hurtigt jeg kunne. Hun kiggede på mig med frygt i øjnene og det gjorde mig nervøs, men jeg fortsatte indtil en pistol gav lyd fra sig og jeg faldt ned på asfalten.  En smerte spredte sig langsomt rundt i min krop og det begyndte at sløre for mine øjne. Det sidste jeg så var en kvinde i hvidt jakkesæt og højhælede sko stige ud af en af politibilerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...