Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3067Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Brian Gold

Jeg håbede at Claire var okay. Jeg savnede hende. Savnede at se hende grine, at holde om hende og trøste hende. Jeg må se at få hende ud herfra. Hun vil ikke kunne holde længe herinde. Det ved jeg. Mine vinger sov og jeg trængte til at strække dem, men metallet var for tungt og ville brække mine vinger hvis jeg prøvede. Jeg rejste mig og begyndte at gå rundt i cellen. Det hele var gråt og kedeligt. Ingen farver, ingenting overhovedet, ikke engang et vindue. Jeg forestillede mig vinden og naturen udenfor, og min længsel efter at flyve blev stærkere.

 

Imens jeg gik rundt der blev døren åbnet og kvinden kom ind igen. Jeg sukkede og stak mine hænder i lommerne på mine jeans. “Jeg er da også glad for at se dig” Hun smilede og gik over mod mig. Hendes høje hæle gav genlyd i cellens betonvægge og det lød mere dødt end nogensinde.
“Er det meningen at her er så dødt herinde? ” Jeg kiggede rundt og betragtede igen de grå vægge.
“Ja, det tror jeg” Hun kiggede op og fulgte cellens vægge med øjnene.
“Er du nysgerrig efter mere af min historie? ” Jeg begyndte at gå over mod briksen for at sætte mig.
“Ja” Hun fulgte mit eksempel og satte sig ved siden af mig.
“Jeg har en betingelse, før jeg fortæller videre” Hun kiggede mig i øjnene.
“Hvad er det for en betingelse? ”
“Jeg vil se Claire”. Hun stak sin hånd i lommen og tog en metaldims op.  Et lysbillede viste sig svævende over den og jeg kunne straks genkende hende. Selvom det hele havde en blålig farve kunne jeg se hvordan hendes kastanjebrune hår bølgede, og jeg kunne næsten mærke hendes bløde lyse hud.

 

Kvinden slukkede apparatet og jeg mærkede, til min overraskelse, en tåre løbe ned af mine kinder. Jeg tørrede dem væk og vendte mig mod hende. “Hvad skal jeg fortælle? ”
“Du kom til at du blev sendt væk, så hvad med at fortælle videre derfra? ” Jeg prøvede at huske det hele og begyndte at fortælle.

 

Det var nogle måneder siden at min far havde sat mig af hos min moster, men det føltes som år. Mine vinger var groet ud og havde fået hvide fjer. De lignede englevinger og var meget store. “Brian! Brian hvor er du? ” Jeg hørte min mosters stemme og landede foran hende.
“Ja? ”  Jeg kunne se i hendes øjne at hun fik et chok, og jeg smilede.
“Du må ikke forskrække mig sådan” Hun smilede og beundrede mine vinger. “De er fantastiske, hvorfor ville nogen nogensinde fjerne dem” Mit smil svandt bort og jeg kiggede op på dem. De var fantastisk, men de mindede mig samtidig om at jeg er anderledes.
“Hvad skulle jeg hjælpe med? ” Hun stoppede med at kigge på mine vinger og fokuserede igen.

 

“Nå ja, undskyld. Jeg ville bede dig om at bringe den her ud til din onkel på marken. Jeg ved godt at det er tæt på byen, men jeg tænkte at du gerne ville lidt væk fra gården” Hun smilede og rakte mig en kurv med mad og drikkelse. Jeg smilede, tog imod kurven og lettede før hun kunne ombestemme sig.

 

Vinden susede imod mig og jeg fyldte mine lunger med den friske og kolde luft. Alting blev mindre og jeg susede forbi, som en kæmpe fugl med store hvide vinger. Frihed. Det var det eneste jeg følte og forstod nu hvorfor fuglene altid fløj. Jeg nærmede mig min onkels traktor og satte farten ned. Kornet bukkede sig, da jeg baskede med mine vinger tæt ved jorden for at lande blødt. Min onkel smilede, da jeg var nået helt ned på jorden og foldede mine vinger om på ryggen.

 

“Har Petunia sendt dig herud? ” Han smilede og jeg rakte ham kurven.
“Der er nogle forfriskninger i, som hun syntes du skulle have” Jeg kiggede ud over marken og kunne dufte sommerens varme.
“Du skal passe på” Jeg vendte mig mod ham.
“Hvad mener du? ” Han rodede lidt rundt i kurven for at se hvad der var i.
“Byen er tæt på, og vi skulle nødig have at de opdagede at der bor en mutant i nærheden” En gysen gik gennem min krop da han nævnte ordet mutant og jeg skælvede kort selvom det var varmt. Han kiggede op og smilede, men hans øjne viste at han var bekymret.
“Jeg skal nok passe på” Jeg sendte ham et smil for at berolige ham lidt.

 

Et vindsus strøg over marken igen og jeg spredte mine vinger. Frihed og alligevel ikke. Det var hvad mine vinger symboliserede. De viste at jeg var anderledes, men samtidig fik de mig til at føle mig fri og levende. Jeg lettede fra jorden og satte kursen mod skoven. Det var det eneste sted jeg kunne være alene, uden at være bange for at blive set og dømt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...