Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3079Visninger
AA

34. Kapitel 34 - Brian Gold

 

”En hær af mutanter? ” Jeg hørte min egen stemme sige den sætning, som kørte rundt inde i mit hoved. ”Skal Claire lede en hær af mutanter? ”. Det virkede så umuligt.
”Lucy mener at det burde være hende. Claire har trods alt sørget for at vi alle kunne komme ud fra dette fængsel” sagde Isla og det virkede som om hun var enig i beslutningen.
”Men hvem skulle hun lede en hær af mutanter mod? ” Angelicas stemme brød ind i samtalen og fik Isla til at kigge væk fra mig. Hun skræmte mig faktisk lidt.
”Menneskene”. Blodet i mine årer frøs til is og jeg tænkte på min familie. Og hvad ville der ske med mig? Claire gik hen til mig og stod op ad mig.
”Jeg vil ikke lede en hær mod personer, som ikke kan forsvare sig” hviskede hun til mig og jeg blev lidt stødt.
”Det ved jeg godt” hviskede jeg tilbage og kyssede hende forsigtigt på øret. ”Vi skal nok finde ud af noget”.

Jeg kunne se at Angelica tøvede, da vi andre begyndte at gå videre. Hendes blik fortalte at hun tænkte på Kyle og jeg forstod hendes tanker. Der er ved at bryde en krig ud imellem to arter og den stærkeste art vil selvfølgelig vinde. Overraskende nok sagde Josh ikke noget. Han, Ella og Zach var helt tavse og fulgte bare efter os andre. ”Vi kan ikke lade det ske” hørte jeg Angelica hviske. ”Vi må gøre noget. Det kan gå ud over Kyle”. Claire nikkede som svar på hendes bønner.

Et skarpt lys foran os kom nærmere hver gang vi tog et skridt. Islas lys blev lidt efter lidt svagere, for så til sidst helt at forsvinde. ”Det er jeres udgang. Det er døren ud til jeres frihed” Hendes stemme lød som om hun var hypnotiseret af det blændende hvide lys fra solen. Men både Claire, Angelica og jeg sænkede farten, imens de andre fortsatte i længsel.
”Det er ikke frihed derude” sagde Angelica efter et stykke tid. ”Det er endnu et fængsel. Hvorfor havde vi så travlt med at komme ud? De vil stadig ikke acceptere os”.
”Du har ret, men måske vil resten af vores art acceptere os? Jeg kan mærke at der er mange af dem derude” Claires stemme var ikke fuld af håb, men mere af ærgrelse. Jeg gik hen foran den begge to og kiggede dem skiftevis i øjnene.
”Vi har overvundet så meget. Det her skal ikke slå os ud. Vi behøver ikke at kæmpe en kamp, vi ikke har lyst til at vinde og jeg er helt sikker på at der er andre derude som har det på samme måde” Jeg pegede hen mod sollyset og fortsatte. ”Men der er kun en måde at finde ud af det på”. De sagde ingenting, men stod bare og kiggede på mig. De ville ikke.
Efter lang tids stilhed mærkede jeg at Claire tog min hånd og jeg kiggede op. ”Du har ret. Vi var ikke de eneste mutanter i verden og vi kan heller ikke være de eneste som ikke ønsker en krig” Hun smilede forsigtigt og tog også Angelicas hånd og trak os begge ind i et kram. ”Jeg tror på os”.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...