Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3062Visninger
AA

33. Kapitel 33 - Claire Walker

 

Det lignede små svage orange lyskugler, som sad inde under hendes hud og lyste op. Hele hendes krop kastede et svagt lys over gangen. Selv hendes øjne lyste op, men ikke så kraftigt som resten af kroppen. ”Jeg hedder Isla, og jeg er her for at hjælpe jer”. Hendes stemme lød troværdig og mindede mig lidt om en pigeudgave af Zachs stemme. Jeg sænkede min arm som jeg havde holdt oppe for at være klar på et angreb.
”Hvad vil du hjælpe os med? ” Spurgte Zach og kiggede usikkert på hende. Jeg skævede til siden og så at Angelica stod ikke langt fra mig og også hun beundrede Islas lysende krop.
”Jeg kom for at være sikker på at Ella havde fundet jer og så ville jeg advare jer, men vi bliver nødt til at gå imens”. Islas stemme var så rolig og havde en beroligende virkning. Hun virkede som en person, der ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Da hun begyndte at gå med rolige bevægelser, truede mørkets skygger igen med at omringe os, hvilket fik os alle til at følge efter hende med en kort afstand.

”Hvad vil du advare os om? Hvad er det, som venter os? ” Spurgte jeg og gik op på siden af hende. Mørket foran os blev fejet væk for hvert skridt Isla gik. Hendes glødende øjne og sorte kraftige hår gav hende et skræmmende udtryk, men resten af hende virkede som noget fra et eventyr.
”Det er ikke så meget hvad, der venter jer. Det er mere hvem, som venter jer”. Hun drejede hovedet og dømmende mig et øjeblik, inden hun igen fokuserede mod mørket foran os. ”Jeg er overrasket over dig Claire. Du er kun seksten og alligevel er du så ansvarlig for din art”. Hendes ordvalg og stemme fik hende til at lyde så intelligent og moden.
”Isla, hvad er det du mener? Ansvarlig for min art? ” Jeg kunne mærke en hvis nervøsitet ramme mig og jeg gispede, da Brian gav min hånd et klem.
”Lucy og de andre mutanter venter uden for fængslet. De mener at du vil være den rigtige leder, men deres tålmodighed varer ikke evigt”.

Endnu engang måtte jeg prøve at afdæmpe min nervøsitet for hvad de ville med mig. En leder. ”Isla, hvor længe har du været herinde? ” Zachs spørgsmål stoppede mine tanker og jeg indså at man ikke kunne mærke på hende, at hun havde været indespærret.
”Jeg er toogtyve år gammel”. Hun stoppede pludseligt op og vendte sig om mod Zach med et sørgeligt blik. ”Og jeg har tilbragt seks af dem herinde”. Hendes ord fik mig til at se over på Angelica og så op på Brian. Seks år. Vi havde måske kun været her i seks måneder eller uger. Og allerede efter så kort tid var vi ved at gå i spåner. ”Derfor har jeg stor respekt for Claire. Da jeg var seksten fjollede jeg rundt med mine venner. Men du. Du skal til at lede en hel hær af mutanter”.

De gyngende både ved molen blev erstattet af byens lange skygger. Mine tanker flakkede imellem en masse ting jeg burde have gjort, men alt det var for sent nu. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg vidste ikke om jeg blev fanget eller reddet på mysteriøs vis. Og jeg vidste ikke om jeg ville se de andre igen.

Jeg kunne ikke løbe så hurtigt som Angelica, så jeg kunne ikke flygte hurtigt. Jeg kunne ikke flyve som Brian, så jeg kunne ikke sprede vingerne og lade den mørke himmel skjule mig. Det eneste jeg kunne var at kontrollere væsker. Mine ben stoppede med at løbe og jeg indså hvor dum jeg var. Vand. Vand er en væske. Vand er havet. Jeg har lige lagt havet bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og begyndte at løbe tilbage mod molen. Helikopteren var fulgt efter Angelica og havde efterladt mig alene, men jeg vidste at de ville være her snart. At sirenerne ville nærme sig og pludselig stå foran mig. Det store mørke hav kom til syne, da jeg drejede om hjørnet på en bygning og jeg åndede lettet op, men målet var ikke nået endnu.

Jeg var langt fra molen, da sirenerne kom, som jeg havde forudsagt, men jeg havde vandet inden for min rækkevidde. De røde og blå lys reflekterede op ad murenerne og lyden gjorde ondt i mine øre. Da den første bil standsede tyve meter fra mig, måtte jeg kæmpe for at blive stående helt rolig og ikke gå i panik. Flere biler sluttede sig til den første og dannede en lukket cirkel rundt om mig. Ingen flugtvej. Jeg stod stadig med benene solidt plantet og fokuserede. Politifolkene steg ud af deres biler med våben rettet mod mig, men jeg gik stadig ikke i panik. Jeg ventede. ”Læg dig fladt ned på jorden. Der er ingen grund til at gøre modstand, du er omringet”. Med langsomme bevægelser vendte jeg mig mod politimanden, som havde talt. Min koncentration blev rettet mod vandet og det rejste sig på mit bud.

Politimændene bag mig gispede og dem med ryggen mod vandet blev nervøse, men holdt stand. Med hurtige bevægelser faldt vandet ind over molen, som en kæmpe bølge, og tog de fleste af betjentene med tilbage til havet. Bilerne blev stående og spærrede stadig for en flugtvej. Jeg vendte mig om og fokuserede på fire af de sidste betjente. Roligt lettede de fra jorden. Nogen skreg og sprællede, men de kunne ikke flygte. Jeg havde dem i mit greb. Jeg lavede et lille vift med hånden og de fløj efter de andre ud i det kolde vand. Der var noget specielt ved den sidste betjent, men jeg kunne ikke sætte en finger på det.
”Jeg beder dig, lad mig være! ” Hans bønfaldende stemme fik mig til at indse, at det var hans stemme, som var så bekendt. Jeg fokuserede på ham og trak ham stille over mod mig.
”Hvorfor skulle jeg det? ” Han svævede i luften et par meter fra mig, men jeg vidste at han kunne høre mig. ”Du kender min datter, Angelica”.

Vrede og forargelse strømmede ind over mig. Jeg kunne ikke skade Angelica og Kyles far, men jeg kunne heller ikke lade mig overgive. ”Du er en idiot” hvæsede jeg af ham. ”Tænk at du kunne behandle hende sådan som du har gjort, ved du hvad hun har været igennem? ” Jeg råbte. Ikke på mine vegne, men på vegne af Angelica. Jeg stod med den mand, som havde gjort alt det mod hende, og jeg havde valget imellem om han fortsat skulle behandle folk sådan eller ej. Min krop skælvede og gjorde mig usikker. Det var ikke en leg at kunne bestemme andre folks skæbne. Langsomt hævede jeg min fremstrakte hånd og vidste hvad jeg ville gøre, men et skud efterfulgt af et kraftigt stik mod min skulder, fik mig til at miste koncentrationen. Min krop vaklede og jeg faldt over mine egne ben, ned på den våde asfalt. Skridt gik hen mod mig og jeg frygtede det værste. Mit syn begyndte at sløre og jeg havde problemer med at se omgivelserne omkring mig. ”Jeg ved ikke hvad hun har været igennem, men jeg er også ligeglad. Hun er ikke en del af min familie mere”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...