Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3052Visninger
AA

32. Kapitel 32 - Angelica Scott

 

Gangen var mørk og det var som om den, for hvert skridt, blev mørkere. Mine instinkter skreg at jeg skulle løbe, men jeg blev nødt til at blive. Jeg kunne ikke lade Claire i stikken endnu en gang. Det skræmte mig stadig at se Brians bare ryg uden de hvide vinger og flotte fjer. Ham og Claire gik forrest og af en eller anden grund gjorde det mig tryg. Jeg vidste at Claire kunne fornemme hvis der var nogen, men hvad nu hvis mørket og frygten spærrede for hendes instinkter? Jeg fik et chok, da der pludselig lagde sig en hånd på min skulder og hele min krop rystede af skræk. Af ren refleks vendte jeg mig hurtigt om og åndede lettet op, da jeg så at det var Zachs hånd. ”Du må ikke skræmme mig sådan” hviskede jeg og prøvede at få mit bankende hjerte til at falde til ro. Jeg kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne høre hans blide latter, hvilket fik mig til at smile.


Pludselig stoppede Claire op og ingen forstod hvorfor. Hun sagde ikke noget, men stod bare der og kiggede frem for sig, og der slog det mig. ”Der er nogen længere fremme” sagde jeg og gik frem mod Ella, som jeg gættede på stod som et spørgsmålstegn. ”Er det ikke rigtigt? ” Spurgte jeg Claire og kiggede kort tilbage i den retning hun stod.
”Jo, men det er ikke et menneske”. Sagde hun og hendes skridt gav genlyd, da hun gik lidt frem.
”Ella, skulle vi mødes med nogen her? ” Jeg blev overrasket over at høre Brians stemme så tæt på. Ella tøvede med at svare og jeg hørte at hun gik lidt rundt.
”Nej det mener jeg ikke” svarede hun endelig efter noget som føltes som lang tid. Men hendes ord fik os alle til at stivne.


”Stop! ” Råbte Claire ”Bliv hvor du er”. Kraften i hendes ord var skræmmende og jeg huskede på hvor stærk hendes kræfter var. Et par meter længere fremme glødede en lille plet midt i gangens mørke. Lyset spredte sig langsomt og flere små pletter begyndte at gløde, og en menneskelig skikkelse blev dannet af de svage lys. Jeg gik et skridt væk fra personen, som havde vist sig for os. Jeg kunne ikke se om det var en pige eller en dreng, men personen var fascinerende. ”Jeg hedder Isla, og jeg er her for at hjælpe jer”.


Mine ben løb af sig selv. En helikopter fulgte mig på min flugt og jeg havde svært ved at slippe fra den. Dens projektørlys var skarpt og fulgte hver af mine hurtige bevægelser. Politibilerne kunne ikke følge med mig, så helikopteren var min eneste fjende lige nu. Jeg fortrød det. Jeg fortrød det så inderligt, at jeg havde efterladt Claire. Men jeg havde set hendes evner. Jeg ved hvad hun er i stand til og hvad hun kan opnå blot med et vift med hånden. Hun kan klare sig. Det ved jeg.


En blokade af biler og mennesker, fik mig til at skifte retning og fortsatte længere ind i byens midte. Det undrede mig at de ikke havde stået med nogen form for våben rettet mod mig. De havde bare stået og kigget på mig. Endnu en afspærring fik mig til at skifte retning. Helikopteren sakkede lidt bagud, men kom hurtigt op og lyste på mig igen. Jeg begyndte at tvivle på om det var klogt bare at være løbet fra Claire. Selvfølgelig var det ikke klogt. Hverken for mig eller for hende. Jeg stoppede hurtigt op og kiggede i den retning jeg var kommet fra. Hvis hun var i problemer ville hverken jeg, Kyle eller Brian tilgive mig for det jeg lige havde gjort. Langsomt overvejede jeg situationen. Helikopteren svævede truende over mig, men den sørgede blot for at jeg havde lys til at kunne se mine omgivelser. Jeg måtte gøre det. Mine ben satte i løb igen, men denne gang var det ikke væk fra molen. Jeg måtte tilbage. Jeg måtte hjælpe hende.


Det tog mig ikke lang tid at komme tilbage. Ingen blokader afspærrede vejen foran mig, som om politiet ønskede at jeg skulle vende om. Helikopteren var også fløjet, hvilket burde have vakt min opmærksomhed, men jeg måtte hjælpe hende. De høje bygninger blev igen erstattet af de mindre og det tog mig ikke lang tid at finde hende. Jeg gispede og holdt mig i skjul af en bygning, da jeg fandt hende. En skikkelse lå, oplyst af flere helikopteres projektøre, på asfalten og rundt om holdt biler og afspærrede enhver form for flugt. Det kastanjebrune hår var ikke til at tage fejl af, det var Claire. Men desværre var betjenten ved siden af hende, heller ikke til at tage fejl af. Jeg havde set den mand næsten hver morgen i seksten år. Altid med næsen begravet i en avis og et kaffekrus i hånden. 


Jeg opdagede at jeg græd og tog hånden op foran munden for at holde et hulk tilbage. Langsomt og uden at tiltrække mig opmærksomhed gik jeg med langsomme skridt baglæns og håbede at ingen havde set mig. Jeg kunne ikke hjælpe hende. Hun var allerede taget. ”Holdt! ” Hørte jeg en råbe bag mig og min krop gik i chok. De havde set mig, de vidste at jeg var der. Jeg stod med ryggen til, men jeg vidste at de havde deres våben rettet mod mig. ”Den mindste bevægelse, og vi skyder! ” Mandens stemme var klar og jeg vidste at han ikke ville tøve med at skyde, hvis han fik chancen. Jeg ville løbe, men hvorhen? Med næsten usynlige bevægelser kiggede jeg op og tog en hurtig beslutning. Brandtrapperne. Uden tøven og flere tanker, løb jeg næsten op af væggene og det tog ikke mange sekunder, før jeg stod på taget og hørte betjenten råbe ordre. Jeg smilede selvsikkert, men det var for hurtigt. Et skud fra et gevær fik hele byen til at dø hen og det var den eneste lyd jeg kunne høre. Langsomt vendte jeg mig om og kiggede direkte ind i øjnene af betjenten, som havde stået nede ved siden af Claire lige før.


Hans ansigt afslørede på ingen måde nogen form for fortrydelse, men hans brune øjne, som lignede mine på en prik, var forpinte og sørgelige. Vi var de eneste oppe på taget og der var ingen tegn på, at nogen var på vej op til os. Bedøvelsen spredte sig hurtigt rundt i mit system og jeg sank sammen på det kolde tag. ”Hjælp mig, far ” sagde jeg og prøvede at rejse mig, men uden held. Han gik forsigtigt hen mod mig, som om jeg var et farligt dyr. Langsomt satte han sig på knæ ved siden af mig og kiggede mig i øjnene.
”Du er ikke min datter længere”. Hans ord gjorde mig rasende og det gjorde mig mere rasende at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg var fanget, i min egen krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...