Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3056Visninger
AA

31. Kapitel 31 - Brian Gold

 

Skridt gav genlyd i gangen uden for cellen og alle blev stille, selv Josh og Angelica. En nervepirrende atmosfære lagde sig over os og jeg gik et skridt nærmere Claire. En knap så høj person kom til syne og kiggede skræmt, da hun så os. ”Claire? ” Sagde hun stammende og vi åndede lettet op alle sammen.
”Det er mig” sagde Claire og gik frem mod pigen. Hun så ikke ud til at være særlig gammel. Hun havde sikkert først lige fået sine evner og så var blevet fanget. Hendes gyldne hår var uglet, men det gav hende en vild udstråling.
”Lucy har sendt mig. Vi har fundet en vej ud, men der er mange vagter, så vær parat”. Claire nikkede og kiggede tilbage på os.
”Hvordan er du kommet forbi helt alene, hvis der er så mange vagter? ” spurgte Zach og jeg kiggede på ham et øjeblik.


Pigen sagde ikke noget, men gik blot et skridt væk fra Claire og forsvandt. Hun var ikke løbet nogle steder. Hun stod stadig et skridt fra Claire, men alligevel ikke. ”Hun kan gøre sig usynlig! ” sagde Angelica overrasket.
”Vi må afsted nu, før der kommer forstærkning udefra”. Vi kunne høre pigens stemme, men ikke se hende.
”Vent” sagde Claire og kiggede rundt efter hende. ”Hvad hedder du? ”. Der gik kun et par sekunder, før pigen endnu engang stod ved siden af Claire og kiggede op på hende.
”Jeg hedder Ella”. Claire smilede og betragtede pigen.
”Ella, vil du vise os vejen ud herfra? ” Ella smilede og gjorde tegn til at vi alle skulle komme med.


Det var skræmmende at skulle gå igennem den store øde bygning. Der kunne komme en masse vagter og overfalde os, når som helst. Ella var usynlig, så hun kunne gå frem og advare os hvis der kom nogen, men vi vidste heller ikke hvis hun stak af fra os. Ingen sagde noget. Alle de andre kunne forsvare sig, men ikke mig. Jeg var uden forsvar eller en hurtig flugtmulighed, hvilket fik mig til at føle mig svag. Mine instinkter var vakte og jeg kunne høre mit hjerte dunke i en hurtig rytme. ”Det her tager seriøst livet af mig” hviskede Josh og jeg hørte at han beklagede sig, da Angelica gav ham et slag på skulderen.
”Ella, hvor langt er der endnu? ” Spurgte Claire og kiggede frem for sig.
”Vi nærmer os, men der er stadig et stykke vej endnu”. Claire nikkede og kiggede bekymret tilbage på mig. Jeg smilede tilbage til hende og tog hendes hånd. Hun smilede forsigtigt, men hun var bange. Det afslørede hendes øjne.


Ella blev pludselig synlig og det fik os alle til at stoppe op. ”Lyset er gået i den her ende af fængslet, men som jeg sagde før, så er der ikke langt endnu, men vær alligevel parat hvis der sker noget uventet”. Sagde Ella og vendte sig mod os. Hun kiggede bekymret på mig, men hun kommenterede ikke min tilstand. Jeg mærkede at Claire klemte min hånd.
”Vi skal nok klare det her” sagde jeg og trak hende tættere på mig. Hun nikkede, men smilede ikke. Hun var bekymret. Bekymret for om jeg ville klare det.


Jeg strøg hurtigt forbi de store skyskrabere og sørgede nøje for ikke at ramme en af dem med mine vinger. Jeg fløj med høj fart og den kolde vind fik mig til at ryste, men jeg kunne ikke stoppe. Lysene under mig lyste vejen op og jeg kunne følge med i hvor politibilerne befandt sig. Jeg nærmede mig udkanten af byen og tænkte at det var langt nok væk fra de andre. Mine øjne skimtede hurtigt mine muligheder for at slippe væk, men de ville finde mig lige meget hvad. En af betjentene havde taget en megafon frem og råbte, men jeg ignorerede ham. Han var ikke min overordnet. Jeg havde ingen overordnet.


Betjenten fik min opmærksomhed, da han affyrede et advarselsskud, men jeg landede ikke. De skulle ikke være på hjemmebane. ”Kom ned nu, eller vi skyder” råbte han og det fik mig til at stoppe. Jeg svævede i luften mange meter over ham, men jeg kunne se at han var bange for mig. Det var de alle sammen.
”Skyde mig her? I den åbne by? Det vil jeres overordnede nok ikke være så glad for” råbte jeg hånligt tilbage. Men jeg havde taget fejl af ham. En skælven kørte igennem min krop da jeg så at han sigtede på mig og ladede. Jeg kunne ikke flygte fra en kugle af jern, som var langt hurtigere end mig. Et højt skud gav genlyd igennem den ellers øde by og jeg mistede fatningen et øjeblik. Han havde ikke ramt mig på kroppen, men da jeg mistede højde så jeg, at han havde skudt mod det han frygtede mest. Mine vinger. Det som gjorde mig anderledes.


Jeg mistede langsomt højde, så jeg måtte finde på noget hurtigt. Det undrede mig at der ikke var noget blod, men det gjorde ondt og tog på mine kræfter. Jeg besluttede at lande på taget, men det var en kamp at komme derhen med kun en fungerende vinge. Min krop sank sammen, da jeg placerede mine ben på det solide tag og jeg havde svært ved at rejse mig. Min vinge gjorde ondt og jeg følte mig træt. Jeg vidste at der ikke ville gå lang tid før at politiet fandt mig, men jeg kunne ikke komme væk. Der var ikke noget hul, eller noget tegn på et skud, i min vinge og intet gav mening. Døren til taget blev sparket op og en masse betjente kom ind. Mine bevægelser var langsomme, men jeg måtte prøve at komme væk.


I stedet for store støvler, hørte jeg stiletter give genlyd mod betonen og jeg måtte kæmpe for at holde mine øjne åbne. En kvinde kom gående mod mig med et ansigt, der udstrålede medlidenhed og nysgerrighed. ”Hvem er du? ” lykkedes det mig at fremstamme, men det lød som en lav hvisken.
”Spar på kræfterne”. Sagde hun og smilede bekymret, imens hun satte sig ned på hug ved siden af mig. ”Du blev ramt af et bedøvelsesskud ved en fejl, men tag det helt roligt, jeg skal nok hjælpe dig”. Hun drejede hovedet og kørte sine fingre over mine vinger. Det bekymrede mig at hun så helt betaget ud og jeg prøvede igen at komme væk, men jeg kunne knap nok åbne øjnene helt.
”Det var ikke en fejl”. Hviskede jeg. ”De ville dræbe..” Jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig, før alting flimrede og blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...