Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3066Visninger
AA

30. Kapitel 30 - Claire Walker

 

Jeg ville ønske at det hele bare havde været en ond drøm. At jeg lå hjemme i min seng, i Brians arme, og at vi begge to bare var helt almindelige personer. Men sådan var det jo ikke. Jeg var imod det, men jeg trak mig ud af Brians omfavnelse, da jeg hørte Angelica gispe. Brians øjne var fuld af håb og ikke af vrede længere. Jeg rejste mig op og kiggede over på Angelica, men hun kiggede ikke tilbage på mig. Hendes blik var fæstet på Brians ryg og jeg forstod hendes tanker. Han havde været så meget igennem. Han havde fået ar på sjælen. Brian rejste sig også op og gik over mod Angelica og jeg havde helt glemt at de ikke var blevet genforenet endnu. Allerede før Brian stod ovre ved Angelica kunne jeg se tåre trille ned ad hendes kinder, ligesom da jeg havde befriet hende.


”Hvor er Lucy? ” Spurgte jeg og vendte mig mod Josh. Han kiggede ned på mig og smilede. Overraskende nok så var det ikke et ironisk smil.
”Hun prøver at finde en vej ud sammen med de andre mutanter vi befriede”. Jeg nikkede og kiggede tilbage på de andre.
”Skal vi bare vente på hende? ” Jeg kiggede ikke engang på ham, da jeg stillede spørgsmålet, men det behøvede jeg heller ikke.
”Ja, det vil være klogest. Vi skal ikke skabe os mere opmærksomhed end vi allerede har gjort, og vi vil ikke kunne kæmpe når din kæreste er i den tilstand” sagde han og jeg hørte en hånlig undertone i det sidste, men jeg gad ikke blive sur over det lige nu.


”Hvad er din evne egentlig? ” Spurgte Angelica, da hun gik over mod os. ”Du har ikke brugt den endnu og jeg er faktisk ret spændt”. Hendes stemme lød mere mistroisk end spændt og jeg fornemmede at hun allerede nu havde fordomme om ham.
”Jeg er tankelæser. Så jeg ved allerede at du ikke bryder dig om mig”. Sagde Josh og smilede flabet til Angelica, som gik et skridt tilbage. ”Jeg kan få folk til at gøre som jeg vil og læse deres tanker. Desværre virker det dog ikke på andre mutanter”. Både Angelica og jeg rynkede brynene af undring.


”Men hvordan vidste du så at hun ikke kunne lide dig? ” spurgte jeg og skiftedes med at kigge på ham og Angelica. Han smilede igen og fortsatte på sin forklaring.
”Jeg kunne fornemme det på hendes knap så imødekommende attitude”. Angelica himlede med øjnene.
”Hvorfor befriede du overhovedet ham der? ” Spørgsmålet var henvendt til mig, men Josh overtog ordet.
”Fordi Lucy er min ven, og hvis der var en hel masse vagter herinde, så ville jeg bare kunne knipse og de alle sammen faldt i søvn”. Jeg gik et par skridt tilbage og fortsatte over mod Brian og Zach, som stod og snakkede. Brian blev forundret over at se mig, så han sendte et stjålent blik over mod de to andre og forstod nu hvorfor jeg var kommet.

Luften nede ved havnen var fuld af dufte fra det salte vand og mindede mig om stranden. Fra stedet hvor vi stod skjult, så det ikke ud til at der stod nogen på molen, men i en af lygtepælenes lyd kunne vi ane at der stod en skikkelse. ”Tror du det er ham? ” Hviskede jeg og holdt udkig.
”Jeg har ingen anelse” hviskede Angelica tilbage.
”Hvad gør vi hvis det ikke er ham? ”.
”Der er jo kun en måde at finde ud af om det er ham på”. Jeg turde ikke rigtig at gå frem i lygtepælenes lys. Der var noget skummelt over stedet og situationen.
”Angelica, jeg tror ikke at det er en god ide”. Jeg kiggede tilbage på hende og hun spejdede ud efter fare.
”Vi bliver nødt til det” Hun kiggede mig i øjnene og jeg så at hun heller ikke var tilpas med situationen.

 

Stille og roligt gik vi frem. Det ene ben foran det andet. Asfalten blev erstattet af træplanker som knirkede når vi satte vores fødder derpå. Skikkelsen under lygtepælen vendte sig mod os. Vi kunne stadig ikke se hvem det var, men det var helt sikkert ikke Brian. ”I klarede det! ” Angelica genkendte stemmen hurtigere end jeg gjorde, og hun fløj forbi mig og ind i personens arme. Jeg gik smilende over til de to søskende og var lykkelig over at Kyle havde det godt. Men det bekymrede mig at Brian ikke var der. ”Kaptajnen står længere ude på molen, men jeg ville ikke betale ham før jeg var sikre på at I klarede den” Kyle kiggede op på mig og smilede, men smilet døde hen, da han opdagede at en manglede. ”Hvor er Brian? ” spurgte han og gav slip på sin søster.
”Han ville jage politiet på vildspor, men han kommer” sagde jeg og gav Kyle et kram. Han nikkede og kiggede sig over skulderen.
”Jeg går over og snakker med ham nu, så hvis I bliver her vil det være perfekt”. Vi nikkede begge to samtidig imens han småløb ud mod kaptajnen.


Bådene blev skubbet frem og tilbage af de store bølger og gav en knagende lyd fra sig. Det hele virkede så øde og dødt. Vi stod på afstand, som vi havde fået fortalt, og holdt øje med de to personer i lygtepælenes skær. Det så fredeligt ud, indtil Kyles bevægelse blev mere og mere hastige og så pludselig stivnede han. Det ville nok ikke bekymre os særlig meget hvis vi havde hørt samtalen, men vi begyndte begge to at spejde omkring os efter andre mennesker. Der var noget på færde. Vi kunne mærke det. Kyle satte i løb og kom tilbage til os, men han så ikke glad ud, snarere bange. ”Løb! ” Råbte han og pegede op mod himmelen, hvor en helikopter nærmede sig hastigt. ”Det er en fælde! Løb! ” Råbte han igen. Jeg kunne se på Angelica at det gjorde ondt på hende, da hun satte af for at løbe. Hun skulle til at flygte fra sin bror igen. Jeg satte også selv af og løb så hurtigt jeg kunne. Vi måtte væk endnu engang. At flygte var, og forblev en del af vores skæbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...