Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3089Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Claire Walker


Jeg kunne mærke blod. Blod, der bevægede sig. Jeg lå på ryggen og holdt øje med loftet. Under mig kunne jeg fornemme noget klart. Jeg kunne fornemme vand, meget vand. Døren blev åbnet og jeg satte mig op på briksen med et sæt. En kvinde kom ind og fire vagter kom luntende efter hende. “Godmorgen Claire” Hendes stemme gav mig kuldegysninger. “Jeg kan se at du har sovet en del”. Et smil, der var så falskt, viste sig på hendes læber.
“Hvad laver jeg her? Hvad vil I med mig? ” Jeg var bange og jeg vidste at hun kunne høre det i min stemme. Hun satte sig ned ved siden af mig og strøg mig over håret. Jeg kunne fornemme blodet i hendes årer. Jeg ville rykke mig væk fra hende, så langt væk jeg kunne, men lænkerne på mine hænder lod mig ikke gå.

 

“Det skal nok gå Claire” Hun lød omsorgsfuld, men jeg kunne høre at det var skuespil.
“Hvor er Brian? ” Kvinden stoppede med at stryge mit hår og kiggede mig i øjnene.
“Han har det fint”.
“Og Angelica? ” Jeg vendte mig mod kvinden og håbede at Angelica var langt væk, men jeg vidste godt at hun var her. Ligesom mig. I fangeskab.
“De er her begge to og de har det fint. Indtil videre”. Det tog et par sekunder før det gik op for mig hvad hun havde sagt.
“Indtil videre? Hvad vil der ske med dem? ” Kvinden rejste sig og jeg ville gå efter, men lænkerne holdt mig stadig og jeg begyndte at føle mig som en hund i snor.
“Det er op til dig” Hun rettede på sit hvide jakkesæt og smilede et ægte smil, fuld af ondskab.

 

“Hvad vil du? Hvad skal jeg gøre? ” Jeg var forvirret, bange og hjælpeløs. Jeg kunne ikke stille noget op uden de andre.
“Tag det roligt, du skal bare fortælle mig hvilke evner du har, og hvornår du fandt ud af at du havde dem” Hendes falske smil og den sukkersøde stemme kom frem igen. Jeg sad lidt og tænkte på om jeg kunne stole på hende, eller om hun løj.
“Jeg vil se dem først. De andre, jeg vil se de andre først” Jeg prøvede at lyde selvsikker og rolig, men i virkeligheden var jeg så bange og nervøs at jeg troede at end ikke Brian kunne få mig til at falde ned igen, ligesom han plejede. Kvinden tabte smilet og tog en metaldims frem. Den var ikke større end en mobiltelefon. Hun trykkede på en knap og et lysbillede viste to personer.

 

Jeg mærkede en tårer løbe ned af min kind. Brian sad sammenkrøbet på en briks magen til min, med de smukke englevinger lænket fast på ryggen. Angelica prøvede at rive lænkerne over, som holdt hendes ben og hænder hårdt fast. Hun var fanget som et dyr, ligesom mig. Kvinden slukkede maskinen og kiggede afventende på mig. “Nå? Vil du fortælle noget? ” Jeg rettede min opmærksomhed mod en af vagterne og fokuserede på væsken i hans krop. Jeg mærkede den sædvanlige sitren i fingrene og jeg løftede hånden.

 

Vagten stivnede og lettede stille fra jorden. Jeg holdt ham kun en meter over jorden, men lod ham hurtigt falde ned igen. Kvinden gik et par skridt tilbage og kiggede bedømmende på mig. “Du kan løfte ting? ” Jeg rystede på hovedet.
“Jeg kan kontrollere væsker eller andre genstande i flydende form, løfte dem, få væsken til at stå stille og sådanne ting”.
“Som blod og vand? ” Hun kiggede hurtigt over på vagten igen for at sikre sig at han var okay. Jeg nikkede. Hun så imponeret ud. “Hvornår fandt du ud af at du havde dine evner? ” Hun satte sig ved siden af mig igen. Jeg begyndte at fortælle alt det som jeg helst ville glemme. Det var fortid og betød ikke noget.

 

Jeg gik ned ad skolegangen. Jeg havde omkring en halv time til at komme til næste time og det var rigeligt. Jeg holdt mine bøger helt ind til mig imens jeg fortsatte ned mod mit skab med hastige skridt. Jeg hørte nogen løbe og stoppe ikke langt fra mig. “Hey Claire! Hvorfor har du så travlt? ” Jeg hørte Bobbys hårde stemme bag mig og jeg mærkede panikken komme.
“Hey, hørte du ham ikke? ” Patrick tog fat i min skulder og vendte mig rundt, så jeg havde fronten mod dem og ryggen mod mit skab. Jeg prøvede at vride mig fri, men Patrick tog bare hårdere fat i min skulder.

 

“Hvad vil I? ” Jeg var bange, så bange at jeg kunne fornemme mit blod flyde rundt.
“Han spurgte dig om noget! ” Joe viftede med sin hånd foran mit ansigt og jeg prøvede igen at komme væk. Der var ingen på gangen, som kunne hjælpe mig, det var der aldrig.
“Jeg skyndte mig fordi jeg skulle nå til næste time! ” Jeg håbede at de ville acceptere mit svar og lade mig gå. Patrick kiggede på Bobby, men gav ikke slip på min skulder. Jeg ville ikke mere. Jeg begyndte at høre blod, meget blod, deres blod. Bobby kiggede på sit ur.
”Så må du komme for sent til time, igen” Hans ondskab gjorde mig rasende.
“Lad mig nu bare gå. Jeg har ikke noget I vil have” De smilede alle tre og Patrick løftede mig op i min jakke.

 

“Nej, men du får eftersidning igen, og det er sjovt, for os! ” Jeg blev rasende og havde lyst til at slå ham. En underlig sitren i mine fingre overraskede mig, men jeg tænkte ikke over det. Jeg prøvede bare at lange ud efter ham. Bobby stivnede pludselig og smilet på hans ansigt svandt bort. Patrick gav slip på mig og rystede i Bobby. Først da Bobby gispede efter vejret, opdagede jeg at jeg stod med min hånd fremstrakt mod ham. Jeg trak den hurtigt til mig og den underlige sitren holdt op. En ældre dreng kom gående rundt om hjørnet, og så hurtigt på Bobby og så på mig.
“Hvad er du? Uhyre! ” Råbte Bobby da han havde fået vejret igen.

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, kiggede bare på min hånd og prøvede at ignorere alle de underlige ting som skete i mit hoved. Drengen gik med hastige skridt over mod mig. “Kom med hurtigt! ” Jeg nåede ikke at protestere før han havde taget hårdt fat i min arm, og trak mig ned ad gangen og ud af skolen.
“Stop” sagde jeg og prøvede at rive mig fri. “Hvem er du? ” Han slap min arm da vi var gemt bag nogle træer og lidt buske.
“Hvad fanden skete der derinde? ” Han rakte sin arm ud mod skolen for at understrege sin pointe.
“Jeg ved det ikke, jeg gjorde ikke noget. Jeg kunne bare pludselig mærke hans blod og så skete det. Du må hjælpe mig! ” Jeg mærkede panikken i mit sind.
“Er du mutant? ” Hans stemme var normal og viste ingen tegn på vrede, blot nysgerrighed.
“Nej, jo, det ved jeg ikke! Jeg har aldrig oplevet det her før” Jeg kiggede ned i min hænder igen, hvad skete der med mig?
“Kom med” Han tog fat i min arm igen.
“Nej, jeg kender dig ikke engang”.
“Jeg kan hjælpe dig! Eller jeg kender en som kan” Jeg var forvirret. Jeg kunne ligeså godt gå med ham. Jeg havde ikke mere at miste.
“Okay, hvis jeg ikke skader nogen der” Jeg fulgte efter ham og håbede at han ikke løj.
“Forresten hedder jeg Kyle” sagde han, da jeg satte mig ind i hans bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...