Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3062Visninger
AA

29. Kapitel 29 - Angelica Scott


 

Jeg blev stående i et stykke tid og kiggede ind i cellen hvor kvinden sad sammenkrøbet på gulvet. En selvtilfreds følelse fyldte min krop og erstattede hadet jeg havde følt for hende. Jeg kiggede hen på Zach og nikkede, inden han lukkede døren og vi fortsatte tilbage mode de andre. Jeg havde ikke travlt med at komme tilbage. Jeg ville nyde følelsen af at have vundet. ”Hvor længe har I været fanget herinde? ” spurgte Zach pludselig og fik mig ud af mine sejrstanker.
”Et par måneder tror jeg. Jeg har ingen tidsfornemmelse herinde, jeg ved ikke engang om det er dag eller nat lige nu”. Han nikkede og gav mig ret.
”Jeg har været herinde i to år og et par uger”. Sagde han pludseligt og det satte nogle tanker i gang hos mig.
”Hvordan har de kunne holde dig fanget? Du kan jo gå igennem vægge og hvordan ved du at du har været her i to år? ”. Jeg stoppede op og vendte ham mod mig med et spørgende blik.

Han sukkede og jeg så et øjeblik et had i hans ellers så blide brune øjne. ”Jeg var fastspændt med nogle anderledes lænker. Jeg ved ikke hvordan de vidste at jeg ikke kunne trænge igennem dem, men det lykkedes dem i hvert fald at holde mig fanget”. Han vendte sig væk fra mig og jeg så hvordan hans muskler spændtes i vrede. ”Hun kom ind hver dag og fortalte mig hvor længe jeg havde været der. Hun sørgede for at jeg følte mig skyldig hver dag”. Han begyndte at gå og jeg fulgte ham, men sørgede for at have en vis afstand. ”Jeg efterlod min eneste ene. Min barndomsveninde. Den eneste pige, der ikke var bange for mig, men syntes derimod at jeg var fascinerende og unik. Jeg flygtede, da politiet kom og ransagede bygningen, men det lykkedes dem at fange mig og hun har aldrig fået fortalt grunden til at jeg forsvandt. Så hun tror sikkert at jeg efterlod hende eller sådan noget”.

”Så hun vidste at du var mutant? Og hun meldte dig ikke? ” Spurgte jeg med et forbløffet udtryk. Han nikkede og lukkede øjnene, sikkert for at holde en tåre væk. ”Der findes ikke mange af sådanne personer i den her verden. Min bror hjalp os med at flygte og det lykkedes ham faktisk at finde os en flugtvej, men det gav bagslag” Nu var det Zachs tur til at kigge på mig med et spørgende udtryk og jeg afbrød ham inden han begyndte at spørge ind til det. ”Lad os bare sige at kvinden var et skridt foran os”. Vi drejede om det sidste hjørne, og først da jeg kiggede ind i cellen og så Brians bare ryg, gispede jeg. Claire havde haft ret. Hans vinger var væk. Det eneste der var tilbage, som viste at der havde siddet nogle vidunderlige vinger, var et par aflange parallelle ar og det første, som faldt mig ind var at det må have gjort forfærdeligt ondt.
 

Det var umuligt at få Claire videre lige med det samme. Hun blev stående samme sted. Med det samme triste ansigtsudtryk. ”Han skal nok finde os igen. Du hørte selv at han lovede det” sagde jeg og gik over mod hende.
”Hvorfor sker det her altid? Hvorfor kan vi ikke bare få en lykkelig slutning ligesom i film eller bøger? ” Hendes ord var tydelige selvom jeg kunne se tårerne trille ned ad hendes kinder.
”Claire, vi skal nok klare det her. Vi er ikke så langt fra havnen og der står Brian helt sikkert og venter på os når vi kommer”. Hun kiggede op og tørrerede tårerne væk fra kinderne. Men hun tøvede med at bevæge sig i retning af havnen.

Men hun havde ret. Jeg havde ikke mødt andet end modgang siden jeg fik mine evner. Det var som om det var en forbandelse. En forfærdelig skæbne. Men det passede heller ikke. Det var fantastisk. Det var fantastisk at føle vinden i håret og alting, som fløj forbi. Det var følelsen af frihed. Vi sagde ikke noget i lang tid og jeg var sikker på at en hel masse tanker kørte rundt i begge vores hoveder. Sirenerne var fulgt efter Brian, som han havde forudsagt, så vi kunne tage det roligt i et lille stykke tid. ”Hvor langt er der til havnen? ” Spurgte Claire pludseligt og lyden af hendes stemme gav mig et chok. Jeg kiggede rundt i den smalle gyde og besluttede at prøve at få et overblik over byen. Det tog mig ikke lang tid før jeg havde fundet min løsning og jeg klatrede op af nogle brandtrapper. Jeg blev overrasket over at jeg også kunne kravle med min superfart.

Himlen var stadig mørk med få skyer, som skyggede for månens lys, men det hele så så fredfyldt ud, hvilket det ikke var for os lige nu. Mit hoved og mine tanker blev hypnotiseret af den flotte måne og jeg glemte næsten hvad det var jeg skulle. Vejen mod havnen var ikke svær. Vi skulle blot følge den smalle vej, der snoede sig ind igennem de forskellige bygninger. Den ville føre os ud af den største del af byen med de høje bygninger og videre ud til der, hvor højhusene blev erstattet af mindre bygninger. Jeg vendte hovedet den modsatte vej. Den vej Brian var fløjet, for at få politiet væk fra os. Jeg kunne hverken se ham eller lyset fra sirenerne, men jeg fik en grum fornemmelse. En fornemmelse om at Brian nok ikke ville møde os nede på havnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...