Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3079Visninger
AA

28. Kapitel 28 - Brian Gold


 

Jeg kunne høre stemmer. Ikke vagternes stemmer. Men to som jeg genkendte alt for godt. ”Hvad er det helt præcist du vil med ham? Han er ikke mutant længere så du kan ikke bruge ham til dine små forsøg”. Claires stemme var tydelig og det lød som om hun stod lige foran mig. Jeg prøvede at åbne øjnene, men mit syn var sløret og jeg kunne intet se ud over en masse tilfældige farver.

 


Min krop var afkræftet og mit hoved dunkede så voldsomt. Claire kunne ikke være her. Hun måtte ikke være her. Det må være en drøm. Det skal det være. Jeg prøvede at rejse mig op, men jeg fik en albue slået i ryggen og jeg faldt ned på gulvet igen med flere smerter.
”Havde du nogensinde troet at jeg ville lade jer tre slippe af sted med det her? Bare at forlade det her sted uden min tilladelse? Men tro mig Claire, ingen forlader det her sted uden min tilladelse og da slet ikke dig og dine venner”. Kvinden havde en spydig og alt for selvsikker tone i stemmen og det gjorde mig nervøs. Mit syn begyndte at komme tilbage i bidder og jeg kunne begynde at se Claire og kvinden foran mig. Der var vagter omkring dem og de stod parat til at skyde hvis kvinden gav dem tegn.
”Vi skal nok slippe væk herfra, også selvom det bliver uden din tilladelse”.


Kvinden fnyste og kiggede bedømmende på Claire. ”Og hvordan vil du så gøre det? Du er én person, nej undskyld, mutant og vi er mange flere end dig”. Hendes flabede ordveksling irriterede mig grueligt og jeg forstod ikke hvordan Claire bare kunne stå der og lege med. Hun var stærkere end kvinden og kunne nemt stoppe hende, men hvad var det der holdt hende tilbage? Et smil viste sig på Claires lyse ansigt og en vrede lyste ud af hendes blå øjne, men hun forholdt sig helt roligt. Hun gik et skridt frem mod kvinden og sagde med helt rolig stemme.
”Du sagde det selv lige. Jeg er en mutant. Mod alle jer svage mennesker” Claires smil blev bredere. ”Nu! ” Råbte hun pludseligt og en masse lilla gnister fløj rundt i rummet hvorefter vagterne en efter en forsvandt.


Kvinden kiggede forvirret rundt og forstod ikke hvad der skete. Hun var blevet overmanet. Pludselig forsvandt hun også i en hvirvel af lilla gnister og jeg så hvordan Claire faldt ned på knæene af udmattelse. Min krop skælvede, da jeg rejste mig op og kæmpede mig over til hende. ”Claire, er du okay? ” Jeg prøvede at løfte hende op, men jeg havde svært nok ved i forvejen, at skulle holde mig selv på benene. En dreng, jeg ikke kunne genkende, tog fat om Claire samtidig med mig og jeg kunne ikke lade være med at føle afsky over for ham. ”Hvem er du? ” Spurgte jeg og betragtede ham i det skarpe lys.
”Jeg hedder Josh” svarede han uden at kigge op på mig.


”Brian! ” Claires stemme fik mig til at se væk fra drengen og ned på pigen, der sad i mine arme. Den pige som jeg havde savnet så forfærdeligt, sad lige her. Lige her ved siden af mig. Jeg kunne ikke sige noget, men jeg sad og nød øjeblikket i fulde drag. ”Du er i live” hviskede hun og strøg mig over kinden.
”Selvfølgelig er jeg det”.


Vi havde løbet i et par minutter uden at nogen sagde noget. Jeg havde undervurderet hende. Hun var stærk. Stærkere end Angelica og jeg. Hendes evner var speciale og noget for sig. ”Vi kan tage en pause her” sagde Angelica og stoppede så pludseligt op, at jeg var ved at støde ind i hende.
”Men de er ikke langt herfra, det vil være dumt at stoppe” sagde Claire.
”Der går et stykke tid før de finder ud af hvor vi er efter det lille stunt som du lavede” sagde Angelica og smilede.
”Men hvad gør vi når de kommer? ” spurgte jeg og satte mig ned på den våde asfalt.
”Vi løber vel videre? ” sagde Claire og kiggede på Angelica.
”Hør jeg synes stadig at vi burde dele os” sagde jeg, og Claire vendte hovedet mod mig med et alvorligt blik. Jeg prøvede at ignorere hende og kiggede mod Angelica. ”Jeg tror på at jeg kan give jer et forspring, hvis jeg leder betjentene på vildspor og du ved at jeg har ret. Vi kan ikke flygte resten af vores liv” Claire skulle til at afbryde mig, men Angelica bad hende om at lade være. ”Hvis i fortsætter mod havnen og leder efter Kyle, så leder jeg dem den modsatte vej og så kommer jeg tilbage til jer. Der vil gå et stykke tid før de fatter mistanke og så vil I være langt væk”.


”Du har ret, men det er alt for farligt Brian” sagde Angelica roligt imens Claire var ved at gå amok.
”Ingen forlader hinanden her! Vi bliver samlet” Råbte Claire og satte sig ned på asfalten ligesom mig. ”Jeg vil ikke miste nogen af jer”. Det sidste var næsten uhørligt for hun havde begravet sit ansigt i sine hænder. Jeg rejste mig op og gik hen ved siden af hende.
”Claire lige det her er ikke dit valg, det er mit. Og jeg ønsker at give jer en chance for at komme væk fra den her by”. Hun kiggede op på mig, men sagde mig ikke imod. ”Jeg lover dig at vi alle tre ses igen, og vi skal nok komme væk. Vi skal nok klare det her”. Jeg smilede forsigtigt og håbede at det var sandt det jeg sagde. Hun nikkede stille og jeg lagde armene om hende og håbede at hun fandt lidt trøst i det. Jeg kiggede op på Angelica og hun nikkede forsigtigt.


Jeg rejste mig op fra asfalten og Claire fulgte mig. ”Lov mig en ting inden du tager afsted” sagde hun og holdt fast i min arm. Jeg nikkede og lyttede. ”Lov mig at vi ses igen”. Hun tørrede en tåre væk fra kinden og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.
”Hør Claire, jeg..”.
”Nej. Lov mig det! ” Bestemtheden i hendes stemme overraskede mig og jeg nikkede.
”Okay, det lover jeg”. Angelica gik over og tog fat om Claires skuldre. ”Vi ses” sagde jeg og spredte mine vinger. Jeg tog en dyb indånding for at holde sorgen væk, før jeg satte af fra jorden og fløj op i den mørke nattehimmel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...