Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3056Visninger
AA

27. Kapitel 27 - Claire Walker

 

Jeg havde lyst til at stå sammen med hende i længere tid, men det havde vi ikke. ”Claire” sagde Zach og fik mig ud af mine tanker. Jeg trådte et skridt tilbage og nikkede, imens jeg tørrede en tåre væk.
”Angelica, du og Zach bliver nødt til at lede cellerne igennem for at finde Brian”. Jeg vendte mig om mod de to andre mutanter og sørgede for ikke at provokere dem. ”Josh og Lucy, i skal se om i kan finde flere mutanter og prøv at se om det er muligt at få dem ud herfra”. De nikkede samtidig og jeg rakte Lucy nøglekortet.
”Hvordan finder vi hinanden igen? ” spurgte Angelica og kiggede bedømmende på de to mutanter.
”Det bliver ikke noget problem” sagde Lucy og gik et par skridt hen mod Angelica. Vinden blafrede om hende igen og den grå ulv fra før stod foran os. Angelica stod skrækslagen og kiggede på den store.
”Lucy kender jeres fært, så hun får os frem til jer igen, men Claire er du sikker på at jeg ikke skal gå med jer? Hvis der er mange vagter, så kan jeg trods alt hjælpe”. Sagde Josh med bekymret stemme. Jeg nikkede.
”Vi skal nok klare os”. Han nikkede bekræftende og fulgte efter den grå ulv længere ind i fængslet.

 

”Jeg tror ikke at vi har lang tid, så vi må skynde os”. Sagde jeg imens jeg vendte mig mod Angelica. ”Du skal gennemsøge så mange celler du kan, hvor døren ikke er låst. Imens tager Zach dem der er låst”. Jeg gik ned ad den modsatte gang, som vi kom fra.
”Hvorfor sporer du dig ikke bare ind på ham? Ligesom du gjorde ved mig i den forladte by? ”. Jeg vendte mig om mod hende med et trist ansigts udtryk.
”Brian er ikke mutant længere”. Angelicas øjne lyste op og et halvkvalt gisp kom fra hende. ”Kvinden gav ham en sprøjte med det middel hans far havde lavet. Det var meningen at Brian skulle tage mine evner, men han tog sine egne for at redde mig”. Minderne hoppede op i mit hoved og fjerene, der lå hen af jorden skræmte mig stadig. ”Jeg ved ikke engang om han er i live”. Jeg blinkede for at holde tårerne tilbage. Angelica sagde ikke noget, men pludselig var hun væk. De lilla gnister afslørede dog at hun var gået i gang med undersøgelsen.
”Er du okay? ” Zach lagde en hånd på min skulder, men jeg kunne ikke sige noget, så jeg nikkede blot. Så satte han i løb og vi begav os ned af et virvar af gange.

 

Efter noget der føltes som timer kom Angelica tilbage til os. Hendes øjne var ikke ligefrem fuld af glæde og jeg forventede allerede det værste. ”Har du fundet ham? ” Zach førte ordet og Angelica nikkede og tog en dyb indånding før hun startede med at tale.
”Jeg har fundet ham, men der er en del vagter inde i cellen. De er i fuld udrustning, men det værste er at”. Hun stoppede mit i sætningen og kiggede hen på mig. ” Hun er der”. Jeg undgik Angelicas blik og tænkte over hvad vi så gjorde.
”Vi skal derind, vi må gøre et forsøg”. Zachs stemme var fuld af kampgejst og det forstod jeg ikke.
”Vil du sætte livet på spil for en du ikke engang kender? ” Jeg vendte ham mod mig og så at hans udtryk blev mere alvorligt.
”Han er en af os og vi må holde sammen”. Angelica nikkede bekræftende.
”Det er den her vej” sagde hun så og vi fulgte efter hende.

 

”Hvad mener du med at de har fundet os? ” spurgte Angelica og gik frem mod Brian. Jeg kunne høre på hendes stemme at hun var sur.
”Angelica det er ikke Brians skyld” sagde jeg og ville lægge hånden på hendes skuldre, men jeg trak den til mig igen.
”Vi har ikke tid til at skændes lige nu” sagde Brian. ”Vi må væk herfra hurtigst muligt”. Angelica og jeg nikkede samtidig og fulgte efter Brian udenfor. Sirenerne kom tættere på og jeg mærkede adrenalinen rundt i kroppen.
”Hvor skal vi tage hen? ” spurgte Angelica og spejdede op mod de høje bygninger.
”Lige nu skal vi bare væk, så kan vi finde ud af hvor vi er, bagefter” sagde Brian hastigt og igen gav vi ham ret. Angelica tog føringen og førte os alle tre ud af den beskyttende gyde, som havde været vores tilholdssted de sidste par dage, og ud i den store by.

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Angelica kunne nemt løbe fra os og redde sig selv, men hun blev hos os. Brian kunne også nemt flygte, men de blev begge to. De blev hos mig og det var jeg dem taknemmelig for. Vi løb ned ad gader og ud på veje. Vi måtte væk. Betjentene havde valgt at sætte bilerne og fortsætte til fods, hvilket gjorde at vi hele tiden kunne høre hvor langt de var fra os, når deres skridt gav genlyd i gaderne. Der lå vandpytter rundt i de forskellige gader efter regnen og også på den måde kunne vi høre dem bag os.

 

Angelica løb et par meter foran os og kiggede hele tiden bagud for at afmåle afstanden mellem os og betjentene. Jeg kunne høre Brians vejrtrækning og tænkte på hvor tungt det må være for ham at skulle løbe med den ekstra vægt fra vingerne. ”Det går ikke det her” sagde Brian pludselig og stoppede op.
”Nej Brian vi må fortsætte” sagde jeg bedende og så at betjente var et godt stykke bag os.
”Vi må dele os. Det burde give os mere tid til at slippe væk og så kan vi finde hinanden bagefter”. Han prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol, men det hjalp ikke. Jeg så op på Angelica, som var stoppet et par skridt fra os, og håbede at hun ville sige noget. Men hun holdt øje med betjentene og sagde ikke et ord.
”Nej Brian” sagde jeg og kiggede på ham igen, inden jeg kiggede op mod betjentene, der var stoppet omkring tredive meter fra os. ”Vi skal holde sammen”. Jeg gik et par skridt i retning af betjentene og koncentrerede mig om vandpytterne og håbede at der var vand nok. Uden at have prøvet det før, stampede jeg i asfalten og vandet rejste sig som en bølge mod betjentene og væltede dem omkuld. Jeg åndede lettet op og vendte mig mod Brian igen. ”Vi har større chancer for at overleve hvis vi holder sammen”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...