Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3084Visninger
AA

26. Kapitel 26 - Angelica Scott

Jeg var stadig i det samme dilemma. Skal jeg prøve at redde de andre, eller mig selv? Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg rejste mig op i frustration og havde lyst til at slå på noget eller nogen. Jeg var sur, frustreret og bange. Jeg ville ikke ende mine dage inde i et fængsel. Mit hoved gjorde ondt. Tankerne fløj rundt imellem hinanden og gjorde mig svimmel. Og jeg var sikker på at jeg så syner, da noget af en arm kom ud af væggen. Jeg gik med varsomme skridt hen mod den og så hvordan den blev ved med at vokse. Albue og overarm kom til syne og fortsatte op til en skulder. Jeg fik et chok, da et helt menneske faldt igennem muren og ned på gulvet, og af ren refleks løb jeg over til den anden ende af cellen.

 

”Det er lang tid siden jeg har gjort det” Skikkelsen rejste sig op, rystede kroppen og knækkede nogle led. Hans hud havde en solbrun farve og lignede en fra landene sydpå. Håret var sort, men hans øjne var det man lagde mærke til ved ham. Det var helt grønne og lyste næsten som en smaragd. Han kiggede rundt i rummet og fik øje på mig i den anden ende af cellen. ”Er du Angelica? ” Spurgte han og løftede sit ene øjenbryn. Jeg nikkede gik forsigtigt over mod ham.
”Hvem er du? Og hvad er du? ” Spurgte jeg, da jeg nærmede mig.
”Jeg hedder Zach og er mutant, ligesom dig. Jeg er her på vegne af Claire. Kender du hende? ” Jeg nikkede forsigtigt og lyttede opmærksomt. ”Hun står udenfor og venter på os. Jeg skulle tjekke at der ikke var nogle vagter herinde, så vent et øjeblik”. Inden jeg kunne nå at protestere var han forsvundet ind i væggen igen.

 

Døren knirkede, da den blev svinget op og endnu engang gik jeg hen mod den, klar på hvilket som helst angreb. Men jeg åndede lettet op, da jeg så Claire stå på den anden side, med Zach ved sin side og to andre som jeg gættede på også var mutanter. Jeg så hvordan Claire ikke kunne lade være med at smile og jeg løb ud og omfavnede hende. ”Du reddede mig” hviskede jeg stille og en tåre løb ned ad min kind.

 

”Hvad skal vi så gøre nu? Kyle er taget ud for at finde en flugtvej til os, så vi har ikke noget køretøj og jeg regner ikke med at I vil have at vi stjæler en bil? ” Sagde jeg og kiggede afventende på Claire, som rystede på hovedet.
”Kyle sagde at vi skulle blive her og sørge for at vi ikke tiltrak os for meget opmærksomhed” sagde Brian. ”Hvis han skal have en chance for at finde os igen, så må vi blive her”. Jeg nikkede bekræftende, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på om han overhovedet kom tilbage.
”Vi skal nok komme til at se ham igen” jeg så op på Claire og hun smilede beroligende.

 

”Jeg kan bare snart ikke holde det ud længere. Vi har ventet i flere dage nu og vi har ikke hørt et eneste ord eller bare et tegn fra Kyle. Måske er han blevet taget af politiet eller noget der er værre”.
”Angelica tag det roligt. Hvad skal vi ellers gøre end at vente? Vi har ikke andet at tage os til”. Brian kiggede mig i øjnene og jeg så tristhed i hans blik. ”Du er ikke den eneste, der er nervøs for familien. Jeg kommer ikke til at se min søster vokse op og det var noget af det, jeg havde set frem til”. Han vendte sig om og gik ud af åbningen med sænket hoved.

 

”Angelica”. Claires stemme fik mig ud af mine tanker og jeg kiggede op. ”Vi tager et skridt af gangen og jeg ved at Kyle kommer pludselig og får os ud af det her”. Jeg prøvede at være optimistisk, men det lykkedes ikke rigtig. ”Angelica, vi er også din familie og vi vil ikke lade hinanden i stikken lige meget hvad”. Hun var alvorlig. Det kunne tydeligt høres i hendes stemme. Jeg prøvede at smile, men det blev bare til en underlig grimasse. Jeg ville takke hende, men jeg fik ikke chancen før Brian kom stormende ind.
”Vi må af sted hurtigt! ”. Vi forstod ingenting før vi hørte dem i det fjerne og de var ikke til at tage fejl af den her gang. De var på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...