Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3068Visninger
AA

25. Kapitel 25 - Brian Gold

Vagterne havde ikke rykket sig en centimeter og det prikkede i mine arme. ”Hvorfor gør i det her? ” Min stemme lød forpint, men det overraskede mig ikke. De havde holdt mig fast i den samme stilling i flere timer og smerter i ryggen og armene begyndte at blive uudholdelige. Kvinden vendte sig om igen. Hun havde stået samme sted, i samme position i al den tid. Men hun så mere spændt end træt ud.
”Hvor mange gange skal jeg sige den samme sætning før at du forstår det? ” Hun smilede og satte sig på hug foran mig. ”Vi venter på Claire”.


”Og hvor mange gange skal jeg sige at det er spild af tid. Claire kommer ikke efter mig”. Det var svært for mig at sige det, men det var det hun havde lovet. At efterlade mig her med en ukendt skæbne. Jeg vidste godt at mit hjerte inderst inde håbede at hun ville komme og få mig fri herfra, men samtidig så ville jeg ikke have at hun blev fanget. Mit sind, mine håb og mit hjerte kunne ikke enes og det bragte et virvar af tanker og følelser inde i mit hoved, som jeg ikke kunne finde rundt i.

 

”Hun er stadig i bygningen, så bare rolig, der er stadig håb”. Hun rejste sig og jeg havde slået ud efter hende, hvis ikke vagterne havde holdt mig fast. Endnu engang kom en vagt over til hende med en kuffert, hvor der lå noget i. Hun åbnede hurtigt kufferten og tog en pistol op. Mit hjerte stoppede et øjeblik. Alt i min krop stoppede et øjeblik.
”Er vi virkelig så farlige? ” Kvinden vendte sig mod mig igen. ”Claire er seksten år, behøver I virkelig at dræbe hende? Er hun så farlig? ” Jeg rystede mig engang for at få lidt blod rundt i mine arme, men det hjalp ikke meget mod den prikkende fornemmelse.

 

”I er en fremmed art og I hører ikke hjemme her. I er vores konkurrenter for overlevelse. Det her er en evolution”. Hun sagde ordene spydigt og lavede en bevægelse mod vagterne, så de rejste mig op. Blodet i mine ben begyndte at cirkulere igen, men jeg kunne ikke støtte mig selv. Hun gik helt hen foran mig og satte en finger under hagen på mig, så jeg kiggede hende i øjnene. ”I er en trussel og hvad gør man ved trusler man ikke vil have? ” Kvinden gik et skridt tilbage og ladte pistolen. ”Man sørger for at de ikke opstår igen”. Hun nikkede og vagterne slap mig så jeg faldt helt slap ned på det hårde gulv. Jeg havde ingen kræfter tilbage, men det lykkedes mig dog at kunne sige. ”I er bange. I er bange for at vi overtager alt det I kender. Det er derfor I vil dræbe os. I vil ikke indse at vi er bedre tilpasset end jer”. Jeg anede kvindens sko gå hen mod mig, inden alting forsvandt for mig og blev sort.

 

”Tror du virkelig at de vil bruge det mod os? ” Frygten i hendes stemme afslørede at hun var bange og jeg forstod hende godt. Jeg strakte min arm ud mod hende og trak hende ind mod mig i en omfavnelse. Musklerne i hendes krop var spændtes, men efter lidt tid slappede hun af i kroppen.
”Jeg ved det ikke, men jeg håber ikke at de gør det og jeg ved ikke om det virker”. Jeg hvilede min hage oven på hendes hoved og min krop slappede helt af og nød øjeblikket.
”De er bare bange for os. Det er derfor de er efter os”. Jeg kiggede ned på hende og mødte hendes øjne.
”Tror du virkelig? ” Hun nikkede stille på hovedet og lod det hvile op af mig igen.
”De er bange for at vi overtager deres verden, den verden de kender. At vi laver om på det hele og jager dem, ligesom de jager os. Men vores skæbne er værre end deres. Angelica sagde at de vil lave forsøg med os. De leger med os som om vi er dyr, men vi er ligesom dem, blot stærkere. De vil bare ikke indse det”.

 

Jeg smilede stille. ”Du er ikke glad for dem” sagde jeg bekræftende og hun rystede på hovedet og trak sig væk.
”Nej jeg hader dem, de behandler os ikke retfærdigt. Vi er jo ligesom dem bare med evner, som giver os en større styrke. Jeg vil ikke flygte resten af mit liv og være bange for politisirener i det fjerne, men jeg vil heller ikke tilbage til mit gamle liv. Jeg vil kunne gå frit rundt og kunne bruge mine evner uden at være bange for at folk vil dræbe mig. Jeg ved ikke med dig Brian, men jeg vil lave om på det her. Vi har ligeså meget ret til at være her, som de har”. Jeg trådte hen foran hende og kiggede skiftevis ind i hendes blå øjne.
”Jeg vil også gerne kunne flyve frit rundt, men hvordan vil du få almindelige mennesker til at acceptere det?”. Jeg smilede nervøst og så hvordan hun tænkte og jeg kunne næsten høre hendes tanker.


”Vi kunne bekæmpe dem? Samle en masse mutanter” sagde Angelica pludseligt og jeg vendte mig om mod hende.
”Bekæmpe dem? ” Spurgte jeg overrasket.
”Vi kunne også lære dem at leve med os” Claires stemme lyste op bag mig og jeg kiggede på hende igen. ”De har ikke været fair over for os, men det er ikke alle mennesker. Kyle har for eksempel hjulpet os en hel del”. Jeg kunne godt følge Angelica, men Claire havde ret. Det var ikke alle der havde gjort os fortræd.
”Brian hvad synes du? ” spurgte Angelica pludseligt og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.
”Jeg ved det ikke, men jeg synes at vi skal bekæmpe dem der er efter os, der må jeg give dig ret, Angelica. Men jeg synes samtidig ikke at det skal gå udover alle menneskene”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...