Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3052Visninger
AA

24. Kapitel 24 - Claire Walker

 

Jeg havde ikke taget vagtens gevær hvilket var rigtig dumt. Jeg vidste godt at jeg aldrig ville kunne skyde en af de andre vagter, men jeg fortrød stadig at jeg ikke havde taget det med. Jeg løb stille ned af gangene og til mit held, var der ikke kommet nogle vagter indtil videre. Jeg skulle kun opspore Angelicas blod, finde hendes celle, få fat i Brian og komme ud herfra hurtigst muligt. Men det er helt sikkert nemmere sagt end gjort. Jeg lyttede efter vagter eller andre, men der var ikke nogen. Så jeg stoppede op og prøvede at finde hende. Hendes blod var ikke ret langt væk. Jeg var ikke ret langt væk fra at have klaret den første del af planen.

 

Jeg fulgte blodet videre rundt i bygningen. Drejede ned ad nogle gange og stoppede foran en celledør. Jeg rodede rundt i uniformen for at finde en nøgle af en slags og det lykkedes mig at finde et kort. Det lignede et helt almindelig kreditkort, men det havde bare en anden funktion. Jeg kørte kortet igennem noget, der lignede en scanner og opdagede først nu at jeg havde holdt været. Døren svingede op og en skikkelse inde i grå rum vendte sig mod mig, men det var ikke Angelica. Det var en pige, men ikke hende jeg ledte efter. Hendes blik var ikke ligefrem imødekommende og venligt. Jeg havde lyst til bare at fortsætte min søgen, men jeg kunne samtidig ikke efterlade hende her. Efterlade en ligesom mig. Jeg trådte forsigtigt ind i cellen og sørgede for ikke at komme inden for hendes rækkevidde. Pludselig var det som om at luften omkring hende blafrede. Hendes hud skiftede farve og en hale voksede frem. Jeg blinkede en gang og da jeg kiggede op igen, var det en stor ulv, der stod foran mig og ikke pigen fra før. Mit hoved skreg at jeg skulle komme væk i en fart, men jeg blev stående. Med rolige og stille bevægelser tog jeg vagtens hjelm af og lagde den på gulvet foran mig. ”Rolig” hviskede jeg og gik med små og forsigtige skridt hen mod hende. ”Jeg er ligesom dig”. Ulven stoppede med at knurre og observerede alle mine bevægelser. ”Jeg vil hjælpe dig”. Endnu to skridt hen mod den store hund, men jeg gik hurtigt et tilbage, da den viste tænder og lagde ørene tilbage.

 

Luften blafrede igen om dyret og den skiftede form igen. ”Hvad får du ud af at hjælpe mig? ” Hendes stemme var skarp og hendes øjne var smalle. Jeg mærkede hvordan min krop slappede mere af, når hun var i menneskeskikkelse.
”Som jeg sagde før, så er jeg ligesom dig, en mutant”.
”Det ved jeg, men hvad får du ud af at hjælpe mig? ” Hun lagde sine arme krydset over brystet og betragtede mig.
”Jeg får ikke noget ud af det, men jeg kan ikke lade en ligesom mig blive her”. Hun skiftede ansigtsudtryk og det viste sig at hun havde en venlig side.
”Hvem er det du leder efter? ” Hun vendte sig med ryggen til mig og begyndte at trække i lænkerne, imens jeg tænkte over hvordan vi kunne få hende fri.
”Jeg leder efter mine venner, men jeg ved ikke hvor jeg kan finde dem”. Jeg kiggede op på hende igen og prøvede at rense mit hoved for bekymringer.
”Jamen, så lad os komme afsted. Jeg har måske nogle venner, der kan hjælpe, herinde”. Hun gik forbi mig og over til døren. Jeg skulle til at spørge hende om hvordan vi skulle få lænkerne af hende, men det havde hun allerede klaret.
”Jeg er en ulv. Ulve er stærke og snedige, og vi er jægere”. Hun vendte sig mod mig og jeg gispede, da hun viste sine spidse hjørnetænder.

 

Ilden blafrede i den stille vind og mindede om den, der plejede at være tændt hjemme i pejsen. ”Der er du” Jeg vendte mig om med et sæt og så lige ind i Brians blide øjne.
”Ja det er jeg vel” Jeg smilede forsigtigt og kiggede tilbage på flammerne. Han satte sig på den modsatte side af flammerne og beundrede dem.
”Er Kyle taget af sted? ” Spurgte jeg uden at kigge op.
”Ja han er lige kørt. Angelica kommer sikkert lige om lidt”. Jeg nikkede langsomt.
”Hvor kommer du egentlig fra? ” Jeg kiggede op og mit hoved tænkte på højtryk.
”Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra” lykkedes det mig at svare.
”Du ved det ikke? ” Angelica kom gående ind af åbningen i væggen og satte sig tættest ved Brian. Jeg rystede på hovedet og overvejede om jeg burde fortælle dem det. ”Men Kyle sagde at han fandt dig på skolen? ”.
”Det gjorde han også, men Brian spurgte mig om hvor jeg kom fra. Ikke hvor jeg boede før jeg tog med Kyle”. Brian lænede sig frem og havde det samme forvirrerede udtryk i øjnene som Angelica. ”Jeg ved ikke hvem mine forældre er og jeg er ikke ligefrem vild efter at møde dem. De gav mig væk. Uden en besked. Uden en grund”. Jeg kiggede ind i Angelicas øjne og hun undgik mit blik. ”Men nu hvor jeg har fundet ud af at jeg har evner, så får jeg mere og mere lyst til at møde dem, og se om de også er mutanter”.

 

Der var ingen, som sagde noget i et stykke tid. Vi sad alle sammen og kiggede ind i de varme flammer, som optog det brændbare materiale, jeg havde fundet rundt omkring. ”Så vidt jeg ved, så er det ikke noget man arver. Altså det at være mutant. Evnerne” sagde Brian og kiggede over på Angelica. ”Vi kan jo se at din bror ikke er mutant” forsatte han og kiggede til sidst tilbage på mig. ”Hverken min mor, far eller søster har nogle former for mutantevner. Men min far kender til evnerne”. Jeg kiggede op fra flammerne.
”Kender din far til dem? Hvordan? De sørger jo for at ingen finder ud af at der findes mutanter”.
”Både min og Brians far arbejder inden for mutantafdelingen og Brian fortalte tideligere at hans far havde arbejdet på en kur, for at få Brian tilbage som en del af familien” Angelica havde overtaget ordet, men Brian fortsatte hendes forklaring.
”Det lykkedes ham at fremstille et middel, men så vidt jeg ved så er det ikke blevet afprøvet på mutanter endnu. Men de har det i deres varetægt, det er helt sikkert, så pas på”.
”Hvad gør det middel helt præcist? ”. Spurgte jeg og rejste mig op.
”Det fjerner mutant siden af dig. I jeres tilfælde jeres evner, men i mit tilfælde fjerne det mine vinger”.
”Så din far ville fjerne dine vinger? For at du kunne leve som et almindeligt menneske igen? ” Brian nikkede bekræftende og fik et fjernt udtryk i sine øjne.

 

”Tror du at de vil bruge det mod os? ”Jeg havde ikke lyst til at leve uden mine evner. Jeg havde ikke haft dem i så lang tid, men alligevel ville jeg ikke kunne forestille mig et liv uden dem.
”Jeg ved det ikke, men vi skal stadig passe på. Jeg ved ikke om der er nogle bivirkninger eller lignende” Han rejste sig og gik om på den anden side af bålet, over til mig. ”Men jeg vil ikke lade det ske” afsluttede han og strøg tøvende mit hår om bag mit øre.
”Jeg går ud og leder efter noget mere brændbart materiale” hørte jeg Angelica sige og hendes skridt døde ud, da hun gik ud af åbningen i muren og efterlod os alene i lyset fra flammerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...