Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3073Visninger
AA

23. Kapitel 23 - Angelica Scott

 

Jeg tørrede den sidste tåre væk fra mit ansigt og prøvede at bevæge begge mine hænder. Den ene var stadig lidt øm, men jeg kunne bruge den. Den anden derimod var helt ødelagt, jeg kunne kun lige rykke lidt med mine fingre. Der ville nok gå noget tid før jeg kunne bruge dem begge som før, men jeg var fri. Alle de lænker, der havde holdt mig tilbage, var nu væk. Jeg kiggede ned på mine hænder og så hvor beskadiget mine hænder var. Men jeg må ofre noget for få min frihed, også selvom jeg ikke ved om den eksisterer. Jeg rystede tanken af mig og rejste mig. Jeg er flygtet før og jeg kan gøre det igen. Mine ben gik bestemt mod døren og jeg prøvede at slappe så meget af som jeg nu kunne.

 

Jeg havde ingen plan. Jeg havde ingen ideer. Jeg vidste bare at jeg ville forsøge at flygte, når jeg havde chancen. Problemet var bare at jeg havde haft den tanke flere gange og alligevel var jeg her stadig. Jeg stoppede med at gå, få meter fra døren og valgte så at sætte mig ned igen. Det eneste jeg skulle nu var at vente. Vente på at en chance bød sig. Jeg ved ikke engang om det kan betale sig at prøve at redde Claire og Brian. Men samtidig ville jeg ikke kunne leve med mig selv hvis jeg ikke prøvede.

 

Brian landede hårdere på taget den her gang end lige før. Jeg gav slip på ham, da jeg mærkede fast grund under mine fødder igen. Jeg kan ikke lide flyve og det at flyve med Brian har forstærket min angst. Så jeg er taknemlig for at mine evner bruges på jorden og ikke i luften. ”Var det bare falsk alarm? ” Spurgte jeg og vendte mig mod de andre. Claire nikkede,
”Ja, vi kunne i hvert fald ikke se noget politi, men nu ved vi da hvad vi skal gøre” sagde hun smilende, men stoppede hurtigt igen.
”Hvad gør vi nu? ” Spurgte Brian og jeg kiggede tilbage på ham. Jeg tænkte mig lidt om.
”Vi holder vel stadig fast i at flygte ud af byen? ” Jeg blev utryg ved at Kyle stod og rystede på hovedet med et trist udtryk i ansigtet.
”Det kan vi ikke, de har spærret byens grænser”.
”Hvordan ved du det? ” Claire kiggede op mod min bror og jeg havde ikke indset før nu, hvor meget højere han var end hende. Kyles øjne rettedes mod mig, og jeg følte at jeg kunne krympe mig under hans blik.
”Jeg ville ikke sige det før vi var langt væk, men min søster gav mig ikke rigtig chancen”. Jeg fik en klump i maven af skyldfølelse, men til min lettelse vendte han sin opmærksomhed mod Claire igen.

 

”Men hvad gør vi så? ” Brian gik op på siden af mig og jeg behøvede ikke at kigge på ham, for at gætte hvem der havde hans opmærksomhed.
”Vi kunne sejle? ” Jeg sagde det ikke særligt højt, for jeg fortrød at jeg ikke havde set det før. Kyle havde ret helt fra starten, allerede inden jeg blev fanget. Den eneste vej væk var over vandet. Jeg kiggede forsigtigt op på Kyle igen og så et lille smil på hans læber.
”Jeg kan lede efter en båd, men det er nok bedst hvis I bliver her. Og måske skulle i gemme jer nede på jorden, så I ikke bliver set af helikoptere fra luften”. De to andre nikkede i takt, men jeg tøvede. Jeg vil ikke forlade min bror igen.

 

Det tog et stykke tid at komme ned fra taget, da jeg nægtede at få endnu en flyvetur. Men Claire og Kyle havde haft ret, der var ingen tegn på politibiler nede i den forladte gade. Jeg så Kyle og Brian snakke sammen, da jeg kom ned. Men jeg kunne ikke se skyggen af Claire nogen steder. ”Kyle! ” Kaldte jeg og han stoppede med at snakke med Brian og kom over mod mig.
”Hey hvad så søs? ” Jeg smilede, men blev alvorlig igen.
”Kyle jeg vil ikke have at du tager afsted igen” Han tog fat om min ene arm og bukkede sig ned for at kunne se mig i øjnene.
”Jeg ved at lige meget hvad, så vil du aldrig lade mig tage af sted, men det her kan måske få jer alle tre reddet. I kan måske kommer over grænsen og så burde I være i sikkerhed”. Han smilede og prøvede at berolige mig.
”Men hvad så med dig” Han smilede og kiggede ned hurtigt inden han kiggede på mig igen.
”Som du råbte af mig tideligere, så er jeg et menneske, så jeg har nemmere ved at komme over grænsen end i har”. Igen fik jeg dårlig samvittighed og omfavnede ham.
”Jeg vil stadig ikke have at du tager afsted”.
”Hey, alt skal nok blive godt igen. Det lover jeg”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...