Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3062Visninger
AA

22. Kapitel 22 - Brian Gold

At vente. Det tog livet af mig. Det var værre end at vide at man skal til at dø. Man er uvidende. Ved ikke om man er i live, eller om det er den sidste time man har tilbage. Jeg hørte skridt. Hurtige skridt. Jeg gik mod døren med tøvende skridt og sørgede for ikke at komme for tæt på. Kvindens ansigt var det første jeg så, da døren svingede op med et smæld. Men hun smilede ikke. Hendes ansigt var alvorligt og skræmmende. ”Hold ham” hun pegede på mig, og nogle vagter fulgte hendes ordre. Resten af dem blev stående inde i cellen, og holdt øje med døren. De sparkede mig, så jeg faldt sammen på gulvet. Jeg vred mig og prøvede at komme løs, men det resulterede i at de vred mine arme om på ryggen og holdt dem der.

 

”Hvad skal det her til for? ” spurgte jeg med vrede i stemmen. Kvinden, som før havde stået med ryggen til mig, vendte sig og satte sig på hug for at kunne se mit ansigt.
”Du kan takke din lille veninde for den her behandling” sagde hun med en sukkersød stemme og et smil, som hurtigt forsvandt igen.
”Hvad har i gjort ved hende? ”.
”Tro mig, vi har ikke gjort noget den her gang” Hun rejste sig op igen og gjorde tegn til en af vagterne. ”Hun har fundet en vej ud af hendes celle og nu, leder hun efter Angelica og dig”. Vagten gik over til hende og hun sagde noget til ham, hvor han derefter gik ud af cellen. Jeg kunne ikke lade være med at smile ironisk.
”Hvis I virkelig tror at hun vil komme efter mig, så er I dummere end jeg troede”.

 

Kvinden gik over og satte sig på hug igen. ”Jeg ved, at hun ikke vil efterlade dig her. Vi skal bare vente på at hun kommer efter dig”. Vagten der var gået før kom tilbage med en kuffert. Han stillede sig foran kvinden og åbnede den. Hun tog en genstand op, som jeg ikke kunne genkende med det samme. ”Og så skal vi nok sørge for at hun ikke kommer til at kunne skade nogen mere”. Hun smilede og jeg genkendte sprøjten, som var magen til den, der havde taget mine evner.
”Nej. Nej ikke Claire”. Jeg vred mig igen og det lykkedes mig at vælte en af vagterne den her gang. Men de satte sig bare oven på mig, så jeg ikke kunne bevæge mig.
”Pas nu på ham drenge. Han skal lige se sin kæreste lide på grund af ham”. Jeg hadede det smil. Hendes smil. Fuld af ondskab.

 

"Så” sagde jeg og satte Angelica ned på taget. Jeg foldede fint mine vinger sammen og kiggede efter helikoptere eller andre sporingsting.
”Hvad gør vi nu? ” spurgte Angelica og kiggede forsigtigt ud over kanten. Jeg vendte mig om mod hende og tænkte over situationen.
”Vi bliver vel nødt til at finde de to andre” sagde jeg og kiggede ud over området. ”Men det bliver nok lidt svært".
”Måske skulle vi bare vente? ” sagde Angelica og jeg forstod ikke hendes tankegang.
”Skal vi vente her? Oppe på taget? Hvordan skal de nogensinde kunne finde os? Har de en sporingssans eller sådan noget? ” Jeg så at Angelica smilede da hun vendte sig mod mig.
”Tro det eller ej, men det har de faktisk” sagde hun og jeg fattede ingenting. ”Claires evner er at kunne kontrollere alle former for væsker. Men ud over det, så kan hun også opspore dem, fornemme dem, tror jeg hun sagde. Så jeg tror det klogeste ville være at vente”. Jeg trak på skulderen og satte mig ned.
”Jamen så lad os vente”. Angelica spejdede ud over byen med et bekymret blik, men satte sig så ned ved siden af mig.

 

”Hvor mange tror du der er der ude? ” spurgte jeg og kiggede mod den lysende by.
”Jeg ved det ikke, men jeg er glad for at jeg ikke er den eneste”. ”Hvis du selv kunne vælge dine evner, hvilke skulle det så være? ” Angelica begyndte at grine forsigtigt og kiggede på mig.
”Det spørgsmål spurgte jeg altid mine venner om, da vi var små. Vi syntes at det kunne være sejt at have sådanne evner. Nu sidder jeg her, og flygter fordi jeg har fået én af mine drømme opfyldt”. Jeg forstod hendes pointe, men kunne ikke relatere den til min egen barndom. ”Du sagde tideligere at du efterlod din far med en stor byrde, da du flygtede. Hvad mente du med det? ” Jeg skulle lige huske hvad det var jeg havde forbundet det med, og i hvilken sammenhæng jeg skulle forklare det i.
”Da jeg vågnede en morgen med mine vinger var det første jeg gjorde at prøve at få dem væk. Jeg vidste godt hvad de gjorde ved mutanter og jeg så dem i det samme syn som min far. At de var anderledes. Nogle misfostre. Min far arbejder inden for mutantafdelingen, så han ville også skjule det, men han ville ikke dræbe mig. Han ville sørge for at jeg en dag kunne komme tilbage og leve som et almindeligt menneske, men skæbnen ville noget andet med mig. Han arbejdede hårdt for at finde en kur mod mutanters evner, og det lykkedes ham. Men jeg var blevet glad for mine vinger og derfor flygtede jeg”.

 

Hun nikkede. ”Min far arbejdede samme sted, men det vidste jeg ikke før han en dag sagde noget om en kæmpe ørn lidt uden for byen” Hun kiggede mig i øjnene og jeg forstod hendes hentydning. Jeg havde været den store ørn. ”Men da mine forældre fandt ud af at jeg var mutant, hjalp de mig ikke som din far gjorde, de ringede efter politiet, så jeg var nødt til at flygte. Kyle var den eneste der hjalp mig”. Hun havde haft det modsat af mig og så alligevel ikke. Hendes far havde reageret modsat af min, men begge vores søskende havde accepteret det.


”Jeg var fjorten dengang. Var du også det? ” Jeg drejede hovedet mod hende og hun nikkede stille.

”Angelica! Brian! ” Vi rejste os begge to samtidig, da vores navne blev kaldt igennem nattens mørke. Jeg genkendte stemmerne og spejdede ud over byen efter Claire og Kyle. ”Hernede! ” råbte de igen og jeg kiggede ned. Og ganske rigtigt. De stod på taget af en lavere bygning og vinkede op til os.
”Hvordan kommer vi derned? ” Spurgte Angelica og jeg gik over ved siden af hende.
”Hold fast” sagde jeg smilende og lettede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...