Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3088Visninger
AA

21. Kapitel 21 - Claire Walker

Jeg smilede selvtilfredst, da jeg så et hul i betonen der hvor døren normalt sad. Det lykkedes. Jeg tøvede lidt, men gik langsomt hen mod hullet. Jeg stoppede pludseligt, da kæderne holdt mig tilbage. Dem havde jeg glemt. Jeg kiggede tilbage på dem og prøvede at komme på en idé. Men det hjalp ikke at jeg mærke blodet fra vagterne nærme sig hurtigt.

 

Rust. Jern ruster når det kommer i nærheden af vand. Og rust er ikke så stærkt som vand. Jeg tog en dyb indånding og mærkede at mine hænder rystede, da jeg løftede vandet igen. Hvis bare jeg havde tid nok. Jeg prøvede at ligge vandet rundt om lænkerne, men det var svært. Lænkerne skiftede farve, men det gik ikke hurtigt nok. Jeg manglede mere tid. Vagterne skridt genlød igennem hullet. Jeg havde ikke mere tid. Jeg begyndte at trække i kæderne og håbede at de ville give sig. De skulle ikke fange mig på grund af nogle hængsler. Jeg fik overbalance, da hængslet gav sig og jeg faldt ned på gulvet.

 

Jeg skyndte mig på benene igen og koncentrerede mig. Jeg måtte stoppe vagterne. Vandet for ud af hullet på min befaling og tog alt med sig som stod i vejen. Jeg gik med hastige skridt mod min udvej og håbede at vagterne var slået bevidstløse, med slaget fra vandet. Den nærmeste vagt lå på den anden side af hullet og jeg indså at jeg havde nået det i sidste øjeblik. Uden at tænke trak jeg vagten med ind i cellen og trak hans uniform af. Måske kunne den være mig til hjælp. Den var for stor, men det skulle nok gå. Jeg tog hjelmen af ham og trak ham så langt ind i cellen, så man ikke kunne se ham udefra. Så er det nu Claire, tænkte jeg og tog hjelmen på. Nu skulle jeg bare finde de andre.

 

Jeg hørte skridt give genlyd bag mig og jeg satte farten op. Men personen var langt hurtigere end mig. ”Claire, tag det roligt, det er bare mig” Jeg åndede lettet op. Det var Kyle, som var bag mig og ikke en betjent. Jeg stoppede op og lod ham få pusten et øjeblik.
”Hvad gør vi? Og hvor er de andre? ” Min stemme var desperat og bange.
”Brian sørger for at få Angelica i sikkerhed, og han bad mig om at få dig i sikkerhed”. Sagde han og gispede efter vejret. Jeg kiggede rundt på mine omgivelser og prøvede at komme på en idé. Vi var ikke kommet ud af området med de ufærdige boliger, så det gav ikke så mange muligheder.

 

Jeg vendte mig om og kiggede ned af gyden, vi var kommet fra. Der var ingen efter os, og lyden af sirener var væk. ”Kom med” sagde jeg og trak Kyle ind i højhuset ved siden af os.
”Tror du ikke de finder os her? ” Spurgte han og trak sin hånd til sig.
”Jeg er helt sikker på at de vil finde os, hvis det altså var politisirener”. Mine øjne spejdede efter en måde at komme op på den næste etage og Kyle fulgte mit eksempel.
”Herovre” råbte han efter et par minutter. Helt over i hjørnet var der en stige, der førte ovenpå. Han kravlede op og ventede på mig.
”Kan vi se bilen herfra? ” Spurgte jeg imens jeg var på vej op.
”Nej, så skal vi højere op endnu”.
”Så lad os finde nogle flere stiger”. Kyle trak stigen vi lige var kommet op af op.
”Eller vi kunne genbruge den her”. Han stillede den ved endnu et hul og kravlede op.

 

”Herfra kan vi se den” sagde Kyle efter et par etager mere. Jeg gik over ved siden af ham og spejdede ud af vinduet.
”Det var slet ikke politisirener” sagde jeg forpustet.
”Brian havde ret” sagde Kyle og jeg så at han smilede.
”Hvordan skal vi finde de andre? ” Jeg kiggede rundt på etagen, men det lignede alle sammen hinanden. ”Eller hvor skal vi finde de andre? ” Rettede jeg mig selv og vendte mig mod Kyle igen. Han tog en dyb indånding og åndede hurtigt ud igen.
”Hvad med at vi går op på taget? ” Han gik rundt på etagen og stoppede så op. ”Og her er en trappe. Det vil nok gå lidt hurtigere” Sagde han smilende og begyndte at gå op af trappen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...