Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3075Visninger
AA

20. Kapitel 20 - Angelica Scott

Mine skrig gav genlyd i cellen og lyden lød højere når den ramte betonen. Min ene hånd var lænket, men den anden var halvvejs fri. Et skrig undslap igen mine læber. Det undrede mig at vagterne ikke reagerede udenfor, de måtte have hørt mig. Jeg rev igen i min hånd og fortrød det jeg var startet på. Min hånd var mast og jeg kunne ikke bevæge den. Det var lykkedes mig at mase halvdelen af min hånd ud af lænken, men jeg kunne ikke få jernet over mine knoer. Jeg skreg igen. Jeg kunne ikke starte forfra nu, så jeg måtte ikke stoppe. Kom nu Angelica, du er der næsten. Jeg stoppede et øjeblik, men jeg kunne ikke holde smerten ud. Mine muskler lå fastlås inde i noget jern, som i hvert fald ikke gav sig. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig, men jeg fik sat mig i stilling så jeg kunne trække lænken den modsatte vej med mine fødder, imens jeg rev i min hånd. Men det virkede ikke.

 

Hvad ville Kyle gøre? Hvad ville Claire? Eller måske Brian? Jeg mærkede nogle få tåre trille ned af min kind, men jeg ignorerede dem. Det er bare smerte, jeg kan godt klare det. Jeg skal bruge noget væske. Smerten var uudholdelig og flere tåre trillede. Jeg kiggede ned på min hånd og kom i tanke om en ide. Nu må det bare virke, ellers er jeg færdig. Jeg bøjede min mund ned til lænken og lod mit spyt løbe ned ad min hånd og ind under lænken.

 

Jeg begyndte igen at rive i min hånd og jeg skreg igen. Jeg mærkede et lille ryk i min hånd og en sviende smerte, som ikke var noget i forhold til den anden smerte. Jeg så en rød væske løbe ned af min hånd, mit blod. Jeg havde revet hul i huden. Måske ville det også hjælpe. Jeg rev en sidste gang og jeg faldt tilbage på gulvet, da min hånd endelig kom fri.

 

Jeg kunne ikke mærke den, den var følelsesløs. Blodet strømmede fra en rift jeg havde fået tværs over en af mine knoer og den fortsatte ned ad håndryggen. Den røde væsken løb langsomt ned ad min albue og dryppede derefter ned på det grå gulv, som fik en rødlig farve. Jeg kiggede på den anden hånd og flere tåre løb ned ad mine kinder. Smerten blev igen fremkaldt i mit sind, men jeg havde ikke noget valg. Det måtte gøres, hvis jeg ville væk herfra.

 

”Noget nyt? ” spurgte jeg Kyle, og hoppede ind i bilen ved siden af ham. Jeg kiggede på ham, da han ikke svarede ham og så at hans ansigtsudtryk var trist. ”Kyle? Hvad har de sagt? ”. Han rejste sig og gik ud af bilen uden at sige så meget som ét ord.
”Hent de andre” sagde han, da han åbnede bildøren for mig. Jeg tøvede og stillede mig foran ham.
”Kyle. Hvad sker der? ” Jeg prøvede at fange hans blik, men han undgik mig.
”Jeg kan kun sige at vi skal væk herfra, lillesøster. Resten skal jeg nok forklare senere”. Han gik forbi mig og lod mig stå med min egen bekymring.
”Nej” sagde jeg og vendte mig om. ”Det her angår min skæbne og jeg vil ikke have at du tier hvis du ved noget” Min stemme afslørede at jeg var vred og fortvivlet. Men det var to følelser jeg aldrig har kunne skjule, så det kom ikke bag på mig.

 

Kyle kiggede hurtigt rundt, og gik så hen til mig med et bestemt blik. ”Hør Angelica, jeg vil aldrig udsætte jer for fare og det ved du godt. Så du må lære at stole på mig, også selvom det afhænger af jeres liv”. Han hviskede ordene lavt, for at de andre ikke hørte det, men Claire havde allerede opfattet mistanke. Jeg kiggede op på ham
”Du er en menneske! ” Hvæsede jeg og jeg så hvor såret han blev. ”Du har ingen anelse om hvad det er vi gennemgår! Ingen af jer har en ringeste anelse om hvordan de er, dem vi bliver forfulgt af. Men jeg ved det. For jeg har været der! ” Jeg kunne ikke holde vreden inde og ordene blev råbt, så de alle tre kunne høre det. Jeg så hvordan Brian kom gående roligt over mod os, med et bedømmende blik.

 

”Angelica jeg ved hvad du gennemgår” sagde Brian, roligt og stille, som om der ikke var sket noget. ”Jeg skulle have været deres forsøg, men jeg flygtede og efterlod min far med en tung byrde”. Jeg skulle til at spørge ind til hans far, men nogle sirener i det fjerne fik mit hoved til at gå kold og min puls steg. Jeg vendte mig mod den store vej, og så de røde og blå lys i det fjerne.
”De kommer nærmere” hørte jeg Claire sige. ”Angelica hvad gør vi? ” Jeg kunne ikke rykke mig. Intet ville reagere, end ikke min tunge.
”Løb! ” Hørte jeg Kyle råbe. ”Angelica kom nu”. Men jeg kunne ikke. Mit sind var gået i baglås.
”Måske er det bare en ambulance? ” Brian stod lige bag mig hørte jeg, men hvor langt vidste jeg ikke.
”Vil du virkelig tage chancen? ” Kyle var sarkastisk og jeg forstod ham godt. Brian gik om foran mig og kiggede mig i øjnene.
”Angelica, jeg tager en kæmpe chance nu, så du har bare at holde fast” Jeg kunne ikke andet end nikke imens han lagde mine arme om ham. ”Kyle, sørg for at Claire kommer i sikkerhed! ” Råbte Brian og jeg hørte Kyles skridt give genlyd på asfalten. Jeg så Brian folde sine vinger og strække dem mod den mørke himmel. ”Hold fast” Hviskede han og i det næste øjeblik forsvandt jorden under mine fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...