Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3073Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Angelica Scott

Jeg ville flygte. Løbe så hurtigt jeg kunne væk. Væk herfra, men jeg kunne ikke. Mine hænder var hårdt låst fast og mine ben var lænket, så jeg kun kunne gå et par meter fra briksen. Jeg hader fangeskab. Jeg vil være fri, ligesom alle andre.

 

Døren bag mig blev åbnet og jeg hørte høje hæle give genlyd i rummet. “Angelica, hvor er det godt at se dig igen” Jeg himlede med øjnene, hende igen. “Er det to år siden sidst? ” Hendes falske stemme mindede mig om hvordan hun havde været dengang. Jeg vendte mig mod hende med et falsk smil på læberne.
“Ja, og jeg har sådan savnet dig”. Hendes falske smil faldt og det samme gjorde mit. “Hvad vil du vide den her gang? ”.
“Det samme som altid” Jeg rejste mig og var nogenlunde på højde med hende.
“Og hvis jeg nægter? ” Jeg lod mig være flabet. De havde intet som kunne såre mig. Hun begyndte at smile og det bekymrede mig, men jeg udtrykte det ikke. Kvinden tog en lille metaldims op og trykkede på den. Et lysbillede viste sig og jeg kunne se to personer. De var helt sikkert ikke i samme rum, men de var begge lænket, ligesom mig.
“Pas nu på at du ikke udsætter de to for fare” Hun smilede og slukkede den igen.

 

“Hvad er det så du vil vide? ” Jeg sukkede og satte mig på briksen igen. Jeg ville ikke udsætte Claire for fare. Brian kan godt klare sig, men Claire vil ikke kunne klare det.
“Hvornår fandt du ud af at du havde dine evner? ” Jeg kiggede op på hende. Hun plejede at spørge om hvordan jeg har fået mine evner.
“Hvem har du snakket med? ”.
“Brian var villig til at snakke, da han vidste at du og Claire også var her. Så fortæl, jeg er nysgerrig” Jeg tog nogle dybe indåndinger og begyndte så at fortælle.
“Jeg stak af. Jeg var bange for at min far ville melde mig og derfor blev jeg nødt til at flygte. ” Jeg sukkede, det var meningen at jeg skulle glemme det. Minderne hoppede op som mure og blokerede min vej, ligesom Claire havde sagt. Jeg havde lyst til at bryde sammen, men jeg kunne ikke.
“Hvor gammel var du da du stak af? ” Spurgte hun og jeg tænkte lidt.
“Jeg må have været fjorten eller deromkring”

 

Jeg susede rundt i mit værelse. Farten fik mig til at føle mig fri. Lilla gnister fulgte efter mig i farten og matchede striben i mit sorte hår. Kyle åbnede døren og skyndte sig ind. “Angelica, du må stoppe inden mor og far opdager det! ” Jeg stoppede og mærkede straks friheden forlade min krop. Jeg satte mig på sengen og smed en bog over på skrivebordet. Kyle gik over og satte sig ved siden af mig, imens han betragtede mig. “Hvordan føles det? ” Jeg kiggede op på ham og smilede.
“Det kan ikke rigtig beskrives, men det er en følelse af frihed og fart, og det at kunne se alting suse forbi, det er fantastisk”. Jeg savnede allerede følelsen. Kyle smilede.
“Jeg kender kun til følelsen af fart og det med at tingene suser forbi, men det er ikke så tit at jeg ser det. Bilen skærmer det meste. ” Han kiggede på mig igen og fik et overrasket blik i sine øjne.
“Hvad er der? ”
“Dine øjne, de er lilla! ” Jeg sprang hen til spejlet. Kyle havde ret. Mine normalt brune øjne glødede Lilla, ligesom gnisterne. “Det matcher din stribe” Sagde han og grinede. Jeg kunne mærke en lille panik, hvad hvis mor og far ser det? Hvad vil de så sige?
 “Kyle, Angelica, der er mad! ” Jeg fik ikke tid til at tænke på en plan før Kyle trak mig ind i dagligstuen.

 

“Hvad har i så lavet i dag? ” Far læste avis hver dag og ville gerne have af vide hvad der skete rundt omkring.
“Jeg klarede min personlige rekord på banen i dag” Kyle snakkede med munden fuld af mad, men det var der ingen der tog sig af.
“Wauw, flot min skat” Mor gav han et kys på hovedet før hun satte sig og begyndte at spise. Kyle er mor og fars yndlings fordi han kører ræs og nogen gange rally. Jeg var bare en almindelig pige i deres verden, som ikke kan noget specielt. Jeg overvejede at fortælle dem hvad jeg var, bare for at få lidt opmærksomhed.

 

“Har I hørt det? ” Far lagde avisen fra sig og kiggede på os. “Nogen påstår at de har set en ørn med et kæmpe vingefang flyve rundt, langt væk herfra. De beskriver den med kæmpe hvide vinger, og så ud til at have samme størrelse som et menneske”. Størrelse som et menneske? Mine tanker begyndte straks at kører rundt. Kunne der være andre som mig? Bare med andre evner?
“Har du hørt noget fra mutantafdelingen? ” Mor kiggede afventende på far og spiste videre.
“Altså arbejdet? Ja, nogen havde tænkt sig at tage ud og kigge på denne store fugl, for de mener at det måske kan være en mutant. ” Jeg begyndte at få det meget varmt.
“Hvad vil de så gøre med den hvis det er? ” Spurgte jeg. Mor og far snakkede aldrig om deres arbejde foran os. De kiggede på mig og far så indtrængende på mig.
“De vil højst sandsynligt dræbe den hvis det er en mutant, men ellers vil de undersøge den tror jeg” Jeg frøs på stedet, dræbe en mutant? Jeg må væk, langt væk.

 

“Er du okay skat? ” Mor lød bekymret. “Angelica, hvorfor er dine øjne lilla? ” Mine øjne må have lyst op, da jeg tænkte på at løbe væk. Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en lyd. Jeg væltede stolen og løb ind på mit værelse. Gnisterne fløj efter mig og lyste gangen op med et lilla skær. Jeg hørte tre stole skrabe mod gulvet og nogen løb rundt i huset. Jeg løb rundt i mit værelse og tog en taske, noget tøj og andet jeg havde brug for, det var kun et spørgsmål om tid.

 

Kyle kom løbende ind på værelset og smækkede døren i. “Du må væk, nu! ” Han rakte mig min telefon. “Far har ringet til sit arbejde, du må skynde dig! ” Han så rundt i værelset og så efter om jeg havde glemt noget.
“Men jeg vil ikke forlade dig! ” Panikken steg mig til hovedet og jeg kunne ikke rigtig tænke klart. Han tog fat i mig og rystede mig stille.
“Du må væk nu, men mød mig på racerbanen i morgen” Han gav mig tasken og skubbede mig mod vinduet. “Men løb nu før de kommer, afsted! ” Jeg var halvt ude af vinduet, da jeg stoppede og kiggede på ham.
“Kyle jeg... ”
“Nej, nu skal du afsted! ” Jeg hørte sirener nærme sig og jeg valgte at løbe den modsatte vej. Jeg satte i løb og det virkede som om vejen blev længere. Jeg mærkede det velkendte sus og følelsen af fart og frihed. Det var mørkt, men de lilla gnister lyste vejen op efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...