Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3077Visninger
AA

19. Kapitel 19 - Brian Gold

 

Min krop havde vænnet sig til, at den ekstra vægt var væk. Smerterne var også forsvundet, og jeg kunne bevæge mig frit igen. Jeg overvejede hvad jeg nu skulle stille op. Jeg kan ikke redde Claire eller Angelica. Jeg kan ikke selv komme ud og de vil højst sandsynligt dræbe mig snart. Jeg har ingen betydning for dem mere, og er bare en byrde.

 

Jeg kunne slutte mig til dem. Tanken skræmte mig, men det var den mest rigtige jeg kunne komme i tanke om. Men hvordan? Det var første gang at jeg håbede at døren ville gå op, og at kvinden ville kom ind. Men når man har brug for hende, så kommer hun selvfølgelig ikke. Jeg følte mig sindssyg, dum og egoistisk. Mine ben gik mod døren og skræmmende nok var mit hoved sikker på at jeg gjorde det rigtige. Det var mit hjerte der holdt mig fra at banke på døren. Det gjorde ondt, forfærdeligt ondt. Men kunne jeg redde de andre på den måde? Sørge for at de kom fri? Sørge for at de ikke vil lide samme skæbne som mig?

 

Jeg kunne ikke. Claire ville aldrig kunne tilgive mig. Det ville Angelica heller aldrig. Jeg måtte finde på noget andet. Og jeg måtte gøre det hurtigt, inden kvinden ønskede mig død. Hvis bare jeg kunne få døren op, uden at tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg satte mig ned på det kolde gulv og tog en dyb indånding. Der må være en udvej. Mit hoved arbejdede på højtryk, men det var som om mine tanker altid endte ved det samme resultat. At jeg skulle vente.

 

”Klar? ” Jeg nikkede og kiggede afventende på radioen. Kyle tændte på knappen. Først var der en del skratten, men efter et stykke tid kunne man høre en stemme blive tydeligere. Jeg var målløs, det virkede rent faktisk.
”Kyle, vi gjorde det! ”. Han kiggede på mig med samme udtryk i ansigtet. Jeg hoppede ud af bilen og strakte mine vinger. Angelica og Claire kom gående hen mod os. Det første jeg lagde mærke til var Claires ansigtsudtryk, men jeg nåede ikke at spørge om hun havde det godt, før Angelica spurgte mig om noget.
”Virker det? ” Kyle hoppede ud af bilen i den anden side med hænderne over hovedet og nikkede.
”Vi kan nu høre alt hvad politiet siger, så længe radioen er tændt”

 

Jeg ville spørge Claire hvad der var galt, men det var som om hun undgik mig. Jeg vidste ikke hvad der var med hende, men jeg følte at hun var noget specielt. Jeg følte at jeg skulle passe på hende. ”Jeg sætter mig ind og aflytter radioen” hørte jeg Kyle råbe. Jeg ville så gerne hjælpe hende. Men jeg gik over til Angelica i stedet.
”Hvornår regner du med at vi forlader byen”. Hun vendte sig mod mig og virkede alvorlig.
”Så hurtigt som muligt”.
”Men hvorfor er vi så her? Hvorfor er vi stoppet? ” Min stemme afslørede at jeg snart ikke havde mere tålmodighed.
”Jeg kender kvinden der er efter os, og tro mig, hun er ikke dum. Jeg vil ikke have at vi går direkte i hendes fælde, hvis hun har en”.
”Det var derfor du ventede på at de fik radioen til at virke, ik? ” Sagde Claire. Jeg havde ikke set hende komme og blev overrasket. Angelica nikkede og kiggede ned i jorden.
”Så nu skal vi bare vente? ” Spurgte jeg og kiggede rundt efter et sted at hvile. Angelica nikkede igen og kiggede afventende over mod sin bror i bilen.

 

Jeg gik et par skridt væk fra pigerne og kiggede op mod de forladte bygninger. Nogle af bygninger var ikke engang bygget færdig, og der var ingen tegn på at de nogensinde ville blive det. Jeg satte mig op langs en af murene, med hovedet hvilende mod de kolde mursten. Selvom det var midt om sommeren, så bragte de mørke nætter kulden med sig, og den havde nemt ved at snige sig ind under vores tøj. Det var ikke det at flygte, der skræmte mig, det havde jeg været vant til siden jeg var fjorten. Men man skal hele tiden tage sig i agt, man ved aldrig hvem man kan stole på. Jeg ved ikke engang om jeg kan stole på dem af min egen art.

 

Jeg rejste mig op igen og gik rastløs rundt på den øde vej. Det at være anderledes end andre, at tilhøre en anden art har sin pris. Også selvom man ikke selv har valgt det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...