Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3069Visninger
AA

18. Kapitel 18 - Claire Walker

 

Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg vil have os ud herfra og det skulle være så hurtigt som muligt. Kvinden er forfærdelig og uden medlidenhed. Jeg må få os væk fra det her sted og især væk fra hende. Jeg ville gerne se hendes ansigt hvis vi alle tre pludselig var væk. Men det var ikke kun for at hævne sig på hende, det var også for de andre helbred. Brian havde sikkert ret i at Angelica var ved at gå i spåner, og Brian, hvad gør jeg ved ham?

 

Sprøjtens indhold har aldrig været afprøvet på en mutant før, så jeg ved ikke om Brian er i live eller. Jeg kunne ikke tænke tanken. Jeg ville ikke tænke tanken. Jeg vendte mig om på siden på briksen og kiggede mod døren. Jeg skal have ham med, lige meget hvad. Men det bliver svært at finde ham. Hans blod er ligesom alle vagterne her i fængslet, så det vil være svært at opspore ham.

 

Men da kan Angelica være til hjælp. Hun kan lynhurtigt gennemsøge cellerne. Bogstavligt talt. Jeg rejste mig op og gik over mod cellens mur. Jeg fornemmede en vagt gå på den anden side. Jeg sukkede. Hvordan skulle jeg komme igennem der? Jeg tænkte og tænkte. Ingenting kunne hjælpe. Jeg kunne sagtens få fat i vandet uden for cellen, men jeg vil ikke kunne se hvad jeg lavede og det ville ende galt. Hvis bare jeg kunne få vandet herind.

 

Pludselig gik det op for mig. Grundvandet. Jeg lagde mig ned på gulvet og mærkede at det ikke var særlig langt under mig. Gad vide om mine kræfter var stærke nok til at få vandet igennem betonen? Jeg rejste mig op igen og kiggede på mine hænder. Jeg har aldrig prøvet det. Men måske er det på tide at prøve det nu.

 

Jeg gik et par skridt rundt om mig selv, og stillede mig med fronten mod døren. Hvis vandet kan komme igennem gulvet, så kan det også komme igennem døren. Jeg koncentrerede mig, ikke på vandet, men på mine evner. En blanding af en masse væsker adlød mit bud. Jeg kunne mærke at vand og kaffe var mig nærmest, og det så jeg som en fordel. Jeg løftede min ene hånd og sørgede for at holde den anden lidt hævet. Væskerne løftede sig fra deres hvilested. Jeg koncentrerede mig meget om vandet for at få det igennem betonen, og det lykkedes. Først kom små dråber igennem, men pludselig sprang der en bred revne i gulvet og vandet flød op langs gulvet. Et smil bredte sig på mine læber og jeg lod mine tanker løbe mod døren. Vandet strøg forbi mig med stor kraft og jeg mærkede vandet ramme døren. Hårdt.

 

Vandet glitrede i lommelygtens lys og kastede en skinnende skygge mod det, som engang havde været et hus. Jeg holdt ikke figuren særlig længe. Jeg ville have det overstået og komme væk herfra hurtigst muligt. Der var noget over stedet jeg ikke kunne lide. Og jeg syntes hele tiden at jeg hørte sirener nærme sig. Jeg vendte mig om og tog mig ikke af det forbavsede udtryk i Brians øjne. Jeg var bange og jeg ville væk herfra. ”Angelica, vi må se at komme af sted”.
”Ja du har ret, vi er ikke i sikkerhed her”. Hun lagde de sidste lommelygter i en taske, som jeg ikke havde set før, og svang den over skulderen. Så hun vendte sig om mod Brian og kiggede på ham, før hun nikkede og gik op mod bilen. ”Jeg håber at du kan være i bilen, Brian. For vi har ikke andre transportmidler”. Kyle klappede ham på skulderen og gik så op af skråningen efter hans lillesøster. Jeg sukkede, men blev stående.
”Er du okay? ” Jeg vendte mig om med et chok, og så ind i Brians blå øjne.
”Ja jeg er okay” Han smilede og fulgte efter de andre. Da han var gået et par meter, kunne jeg høre mine tanker. ”Tror jeg”.

 

Jeg havde ikke opdaget at vi var stoppet, før at Angelica rev døren til bagsædet op. ”Skal du ikke strække benene? ” Mit hoved var fyldt med tanker og jeg ville helst sidde i bilen, men det var nok bedst hvis jeg gjorde som Angelica sagde og lod mine tanker flyve. Jeg steg ud af bilen og kastede et blik til siden, hvor de alle tre stod og snakkede. Men jeg havde ikke lyst til at snakke med dem. Mine ben fortsatte i den anden retning og jeg prøvede at gætte hvor vi var stoppet.

 

Vi var helt sikkert stadig i byen, men vi nærmede os udkanten. De store bygninger, blev mere og mere forfaldne og uden beboer. Jeg hørte en nærme sig og jeg vendte mig om. ”Han er ikke grim” Angelica kom gående mod mig med et bredt smil på læberne. Jeg vidste godt hvem hun mente, men lod som om jeg intet anede.
”Hvem? ”.
”Årh. Vær dog ikke dum. Brian selvfølgelig”. Hun tog mig om skulderen og vendte mig mod drengene. De stod og arbejdede heftigt på en ting inde i bilen.
”Helt ærligt Angelica”. Jeg drejede mig rundt igen og kiggede ind i hendes brune øjne.
”Du synes heller ikke at han er grim. Jeg kan se det i dine øjne”. Hendes lumske smil irriterede mig.
”Hold dog op, han er ikke noget for mig”.
”Helt ærligt Claire, det er tydeligt”. Jeg kiggede forbavset på hende og forstod ikke hvad hun mente.
”Hvad? Tror du at jeg er forelsket i Brian? Angelica, vi har lige mødt ham! ”.
”Har du aldrig troet på kærlighed ved første blik, ” sagde hun med en så sukkersød stemme, at man var ved at få kvalme. Jeg vendte mig igen mod drengene og Brian smilede, da han så mig.
”Nej desværre, det har jeg ikke”. Jeg blev overrasket over hvor ondt ordene gjorde, da jeg sagde det højt. Og det var som om Brians smil falmede, idet jeg sagde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...