Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3079Visninger
AA

17. Kapitel 17 - Angelica Scott

 

Mine ben gik næsten af sig selv. Fem skridt og så en U-vending. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde gået den samme rute, men jeg ventede. Ventede på at kvinden ville komme ind igen, så hun kunne få hvad hun fortjente. Lænkerne gav et klirre hver gang jeg drejede og viklede sig selv ind. Jeg syntes tit at jeg hørte stemmer. Det var forskelligt hvis det var. Nogle gange var det Claire der skreg. Andre gange var det Brian der råbte noget til mig, men jeg kunne ikke høre hvad det var.

 

Jeg havde prøvet at sove, at falde i søvn, men intet hjalp. Jeg kunne ikke have det i mit sind at mine venner, familie, blev tortureret og jeg kunne intet gøre. Jeg kunne kun ligge her og kigge på de grå vægge. Intet ville hjælpe alligevel. Jeg rev i kæden for at få den viklet lidt ud igen. Jeg hørte en underlig lyd som når noget knækkede. Jeg stod stille et øjeblik og tænkte, at det bare var min fantasi der spillede mig et pus.

 

Seks skridt og jeg var over ved kædens anden ende. Jeg havde ret, det var bare min fantasi. Kæden var hel. Jeg lod mig bumpe ned på gulvet af skuffelse og sad og kiggede på mine fødder. Pludselig så jeg at kæden på min ene fod var knækket. Det var den, der var sprunget af. Mit humør lyste op og jeg kiggede forventningsfuldt på den anden fod. Men da sad der stadig et hængsel og holdt kæden fastbundet. Ét lille hængsel. Jeg rejste mig op og begyndte igen at få kæden viklet ind, måske ville min plan lykkedes den her gang.

 

Jeg hørte ikke noget, der knækkede og jeg mistede tålmodigheden. Lidt efter lidt trak jeg voldsommere i kæden, men det hjalp ikke. Jeg vil være fri. Ét lille hængsel holder mine ben fast. Jeg begyndte at løbe og pludselig hørte jeg et knæk mere. Mine ben var frie. Jeg smilede selvtilfredst. Så er det kun hænderne.

 

Vingerne var store og smukke. Fjerene var hvide og så bløde ud. Og med hans blonde hår lignede han en engel. Det tog mig et par sekunder før jeg opdagede, at jeg havde tabt lygten. Jeg kunne ikke se hans øjne, for de var rettet mod Claire, som stod foran ham. Hun lignede en fuldstændig modsætning af ham. Knap så høj, mørkt hår og lysere i huden. Jeg mærkede Kyles øjne hvile på mig et øjeblik og jeg kiggede på ham. Han var tydeligvis også betaget af de smukke vinger. ”Hvad hedder du? ” Spurgte jeg. Drengen kiggede væk fra Claire og fik næsten et chok, som om han ikke havde set os. Claire skubbede ham frem mod os.
”Jeg hedder Brian, Brian Gold”. Hans stemme var dybere end jeg havde forventet. Kyle gik frem mod ham og gav ham hånden.
”Jeg hedder Kyle, jeg er Angelicas storebror”. Kyle lavede en bevægelse over mod mig, for at forklare hvem Angelica var.
”Og det er Claire”. Brian vendte sig om mod Claire igen og hun smilede. Brian og Kyle var næsten samme højde, men lignede overhovedet ikke hinanden.

 

”Hvem er I? Og hvad vil I? ” Hans stemme afslørede at han var bange. Bange for hvem vi var. Jeg så Claire gå op på siden af ham og det fik ham til at slappe lidt af.
”Vi er ligesom dig”. Hendes stemme lød rolig og afslappet ligesom i bilen for et pat timer siden.
”Ligesom mig? ” Hvordan kan I være ligesom mig? I ligner ikke nogen som mig”. Brian lød forvirret og kiggede på os. Han havde ret, vi havde ingen vinger og havde derfor meget lettere ved at tilpasse os hos normale mennesker. Jeg sagde ikke noget, men løb en runde rundt om ruinerne og så gnisterne fløj. Da jeg stoppede igen foran ham, så han ud som om han havde set et spøgelse.

 

”Din tur Claire” Jeg blinkede til hende og hun nikkede. Jeg havde ikke set noget vand i nærheden, men hun finder sikkert noget. Hun gik lidt frem og tilbage, før hun blev stående med ryggen til os. Kyle holdt lommelygten rettet mod hende, og vi ventede. Pludselig så jeg vand komme op af jorden. Grundvandet! Selvfølgelig. Jeg så ikke hvordan Brian reagerede, for jeg var helt opslugt af hendes evner. Det kun hun kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...