Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3071Visninger
AA

16. Kapitel 16 - Brian Gold

 

Jeg gik. Det ene ben foran det andet. Og så et bump. Jeg lå lidt og kom mig over faldet. Smerterne havde fortaget sig en smule, og nu stod det på genoptræning. Jeg prøvede at komme op og stå, men måtte støtte mig til væggen, da en smerte farede op gennem ryggen. Det var så let at gå. Noget fra min krop var forsvundet og min balance var lettere end før. Desværre vidste jeg godt hvad det var, der var forsvundet og det hjalp ikke på mit humør.

 

Flere skridt og et fald mere. Det var svært. Svært at holde op med at tænke på hende. Hendes krop var blevet mindre. Hun havde tabt sig og hendes hår var filtret og stort. Hendes havblå øjne, der før havde udstrålet glæde, kærlighed og venskab var ændret. Det var ikke glæde, kærlighed og venskab, de udstrålede længere. Det lignede tristhed og noget jeg aldrig havde set i hendes øjne før. Vrede. Bare det nu ikke har ødelagt hende, det her sted.

 

Jeg fulgte cellens vægge for ikke at vælte igen. Lidt efter lidt begyndte min balance at vænne sig til at den ekstra vægt fra vingerne, var væk, og mine skridt blev mere lige og faste. Men mine tanker blev mere og mere bekymrede for hvad der vil ske. Med Claire, med Angelica og med mig. Jeg er et menneske nu, ikke en mutant.

 

Jeg vågnede og falmede rundt i nattens mørke. Jeg så et lysskær lyse ned igennem haven og jeg skyndte mig om bag ruinen som engang havde været et skur. Jeg turde ikke lette og flyve væk. En stemme blev afbrudt af en anden dybere stemme og lysskæret forsvandt. Min krop stod fladt op af muren og min hjerne tænkte panisk på en måde at komme væk på. Jeg kiggede rundt om hjørnet og så flere lysskær fra lommelygter. Der var tre personer, én for meget til at jeg kunne overmane dem. Jeg skyndte mig om bag muren igen, da en af lommelygterne blev rettet mod mig.

 

En kvist knækkede under min fod og jeg bandede inde i mig selv. Jeg blev forskrækket, da jeg hørte en af stemmerne tættere på end jeg havde forventet. ”Er du sikker på at der er noget her? ” Det var en pige. Skridt lød i græsset i modsatte retning og jeg pustede lettet ud. Jeg ville kigge rundt om hjørnet igen, men pludselig blev jeg blændet af en lygte og falmede i blinde.

 

Jeg så at det gav et sæt i personen foran mig, da jeg spredte mine vinger og blokerede for det blændende lys. Lygten blev slukket og efter lidt tid havde mine øjne vænnet sig til mørket igen. Personen stod fastfrosset til stedet. Jeg fornemmede hvor langt væk hun stod, og forstod at hun tøvede med et eller andet. ”Claire? Hvor er du? ” En dybere stemme hørtes og jeg farede frem mod pigen, før at hun kunne nå at svare. Jeg placerede min hånd fora hendes mund og holdt hende fra at svare personen. Hun tog min hånd væk og vendte sig mod mig.
”Hvem er du? ” Hun hviskede roligt ordene og sørgede for at de andre ikke hørte hende.

 

Den dybe stemme kaldte igen, men pigen lod være med at svare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg sagde ingenting. ”Hør jeg ved ikke hvem du er, men vi er her for at hjælpe dig”. Det var underligt, men på en måde følte jeg at jeg kunne stole på hende. Hun tog fat i min arm. Hendes bevægelser var langsomme og stille, hun kiggede mig i øjnene hele tiden og sikrede sig at jeg ikke pludselig fortrød. Stille og roligt gik vi væk fra mit gemmested bag ruinen og ud i lysskæret fra de andre lommelygter. Jeg hørte et gisp og den ene tabte sin lygte. Jeg kiggede ikke på dem, jeg kunne ikke. Det var som om jeg var hypnotiseret af pigens øjne. Så smukke og med et skær af venlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...