Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3083Visninger
AA

15. Kapitel 15 - Claire Walker

Jeg så det for mig igen og igen. Jeg kunne ikke lade det ligge. Vingerne der var så flotte og fjerene, der begyndte at falde af. Jeg strammede grebet om fjeren jeg havde i hånden og håbede at Brian var okay. Jeg havde set ham i få minutter og nu ved jeg ikke om han overhovedet overlever sprøjtens virkning. Sprøjten. Hvor havde han fået den fra? Jeg rejste mig fra gulvet og tørrede tårerne væk. Og hvorfor havde han stukket sig selv? Min hjerne drejede og vred sig, for at finde et svar.

 

Der var noget galt. Som om jeg manglede en brik for at få løst puslespillet. Brian var klog nok til at vide hvilken slags væske der var i sprøjten. Han havde selv fortalt Angelica og mig om det. Og han vidste også godt hvad det ville gøre ved ham. Jeg gik rastløst rundt langs cellens vægge og jeg kunne fornemme vagterne gå rundt udenfor. Det var som om han var tvunget til det. Men hvorfor? Han havde fået lov til at komme ind i til mig, hvilket også var underligt.

 

Jeg var i anden ende af cellen, da døren blev åbnet. ”Du var heldig” Hun kom gående hen imod mig og hun så selvtilfreds ud. Selvfølgelig! Hende. Hun gjorde det.
”Du står bag det her! Du har gjort det mod ham! ” Jeg gik med hurtige skridt hen mod hende og stoppede få meter fra hende.
”Nej, jeg gjorde ikke noget mod ham. Han gjorde det mod sig selv”, hun smilede ondskabsfuldt.
”Du lyver! Han var klog nok til at vide hvad der var i sprøjten”. Jeg råbte. Jeg kunne ikke holde vreden i mig længere.
”Ja det var han, men jeg bad ham om noget. Desværre gjorde han noget andet i stedet”. Hun så næsten ud til at have medfølelse med Brian et øjeblik, men også kun ét øjeblik.
”Hvad var det du ville have ham til? ”.
”Det var meningen at han skulle have stukket dig med sprøjten”. Hun vendte sig rundt og blev stående et øjeblik. ”Og at det var dine evner der var forsvundet”.

 

Hun begyndte at gå mod døren. Jeg var fastfrosset, af vrede og samtidig frygt. ”Du er et uhyre! ” Jeg råbte igen, men hun var allerede ude af døren. Jeg forstod det ikke. Mange mennesker mener at mutanter er uhyrer, men så har de i hvert fald ikke mødt hende. Hun er uden medlidenhed og vil kun såre andre.

 

Turen tilbage til min hjemby gik hurtigere end turen derfra. Angelica sagde at hun vidste hvor der befandt sig en mutant. Kyle så også ud til at vide hvilket sted hun mente. Huse, planter og postkasser passerede hurtigt forbi imens vi kørte og jeg nød at være tilbage i vante omgivelser. ”Angelica? ” Jeg fangede hendes blik i bakspejlet og så at hun var træt. Vi havde kørt i mange timer uden at holde stop undervejs og bilens rolige vuggen gjorde en søvnig. ”Hvilke evner har du? ” Jeg havde først lige indset at jeg ikke havde spurgt ind til noget om hende, jeg kendte ikke engang hendes efternavn.

 

Hun drejede sig i sædet og kiggede tilbage mod mig. ”Jeg kan løbe hurtigt, en sådan slags superfart”. Jeg nikkede stille og betragtede hende.
”Hvordan er det? ”.
”Hvordan er hvad?”
”At kunne løbe med superfart? Jeg får en vidunderlig følelse når jeg bruger mine evner, føler du noget specielt eller anderledes? ”. Jeg kunne se på hendes øjne at hun vågnede lidt op, som om hun mindes noget. Pludselig tog hun selen af og hoppede om på bagsædet til mig. Kyle kiggede lidt, men lod være med at spørge.

 

”Det er svært at forklare, men jeg føler en slags frihed. Det lyder sikkert dumt, men det er sådan det føles”. Jeg rystede på hovedet og tog hendes hænder.
”Det lyder overhovedet ikke dumt. For jeg ved hvor fantastisk følelsen er. Frihed. Det er et godt ord at sætte på”. Hun smilede og virkede til at slappe af. ”Du virker til at have været igennem noget forfærdeligt, tager jeg fejl? ” Angelica så ned i sit skød og rystede stille på hovedet. Jeg regnede næsten med at hendes øjne ville være fulde af tårer, da hun kiggede op. Men jeg tog fejl. Hendes ansigt var hårdt og viste en snert af vrede. Jeg havde lyst til at trække mine hænder til mig, men jeg lod dem ligge.

 

”Du har ingen anelse om hvad jeg har været igennem Claire” Glæden der havde været i hendes stemme lige før var blevet erstattet af vrede. Jeg rystede på hovedet og prøvede at få min stemme til at lyde så afslappet som muligt.
”Nej Angelica du har ret, jeg er helt sikker på at jeg ikke har oplevet noget lignende, men jeg har også kun haft mine evner i kort tid”. Hun kiggede overrasket på mig og jeg prøvede at smile tilbage.
”Hvordan kan du lade være med at bruge dem? ” Hun kiggede på mig og så ud til at betragte mig.
”Jeg har lyst til at bruge dem hele tiden, men jeg er bange, jeg er bange for hvem jeg kan skade”. Jeg mærkede hvordan min stemme skiftede tone og mit humør blev trist, da jeg mindedes Bobbys ord. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det og prøvede at tænke på noget andet.
”Jeg kan huske jeg løb hver gang jeg havde chancen, det var en måde for mig at komme væk på”. Hun smilede og vreden fra før var væk. Lige nu kunne jeg se at hun mindedes de gode minder, og ikke de dårlige.

 

”Hvor er vi? ”. Jeg genkendte ikke stedet hvor vi var stoppet.
”Et godt stykke uden for byen og der er vores mål” Angelica pegede mod noget der lignede et hus. Jeg kunne ikke bedømme hvor langt væk det lå, for solen var ved at gå ned og skyggerne var ved at overtage og henlægge markerne i mørke. ”Lad os se om vi kan nå derover før det bliver helt mørkt” Angelica hoppede ind på forsædet igen og Kyle fulgte efter hende. Jeg stod stille et øjeblik og betragtede huset. Der var et eller andet galt, men jeg vidste ikke hvad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...