Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3083Visninger
AA

14. Kapitel 14 - Angelica Scott


Jeg vågnede med et sæt, da døren blev åbnet. Men jeg blev liggende i den stilling jeg lå i. ”Jeg ved godt at du er vågen” De høje hæle gav genlyd, og jeg blev skuffet. Jeg satte mig op på briksen og kiggede mod hende.

”Vil du nu fortælle mig at jeg kan dø af at sove? ”. Hun svarede mig ikke, men stod i midten af cellen, uden at bevæge sig.
”Det er den tone. Den kan udsætte dine venner for fare”. Hendes tilfredse udtryk skræmte mig lidt, men jeg vidste at hun ikke ville gøre dem noget.
”Nå, hvad vil du så udsætte dem for? ” Jeg rejste mig fra briksen og kiggede bedømmende på hende. ”Dræbe dem? ” Sagde jeg flabet. Hun smilede.
”Den værste straf er at holde dem man elsker væk fra en. Men endnu værre er at man ved de er skadet, men man kan ikke hjælpe dem”. Hun vendte sig om og gik stille mod døren igen. Jeg var frosset til stedet i  et øjeblik. Hun havde gjort noget mod dem.

 

Det tog mig et splitsekund før jeg stod foran hende og de lilla gnister svandt bort. Hun så forbavset op og så overrasket ud. ”Hvad har du gjort mod dem? ” hvæsede jeg og indså at jeg lød som en slange. Hun svarede ikke, men prøvede at gå uden om mig. Hun var bange, jeg kunne se det på hendes bevægelser. Hun nåede at gå tre hurtige skridt, før jeg tog fat i hende og holdt hende op ad muren i et jerngreb. ”Hvad. Har du gjort ved dem? ” Jeg mærkede alle mine muskler spændtes. Hendes øjne lyste af frygt, men hun sagde ikke noget. Jeg strammede mit greb og hun begyndte at trække vejret hurtigere.

 

Jeg hørte dørens håndtag give sig udefra og jeg gav slip på hende. De lilla gnister susede om mig imens jeg løb hen til den modsatte væg. Som jeg havde forventet kom fire vagter ind, udstyret med geværer. Kvinden, som jeg kun havde slippet for et par sekunder siden, lå på gulvet og prøvede at komme sig over chokket. To vagter hjalp hende op og prøvede at få hende ud ad døren. ”Jeg vil stadig vide hvad du hare gjort ved dem! ” Råbte jeg inden døren lukkede sig efter dem.

 

Jeg hørte fodtrin give genlyd i huset og det undrede mig. Jeg rejste mig fra sengen og gik mod døren, som stod på klem. Forsigtigt åbnede jeg døren for ikke at lave nogen lyd. Den ene fod efter den anden listede jeg ud af værelset og ud mod køkkenet. Jeg hørte to snakke sammen. En pige og en dreng. Et skridt nærmere køkkenet og de to mennesker. Hvad ville jeg gøre? Slå dem? Jeg hørte en nærme sig, men stoppede op igen. Et hjørne til og så var jeg i køkkenet.
Et skridt mere og så kunne jeg nå at komme ud ad bagdøren fra køkkenet. Jeg hørte drengen snakke, men forstod ikke noget af det. ”Ja ja, jeg skal nok passe på” Pigen var tættere på end jeg havde forventet og jeg fik et chok, da jeg pludselig så ind i nogle blå øjne. Hendes krop spjættede, da hun så mig og viste at hun også var blevet forskrækket. Jeg ville løbe, men jeg kunne ikke røre mig. Min krop ville ikke lystre, der var noget som holdt mig fast. Som usynlige lænker. Jeg kunne ikke gøre andet end at se ind i hendes blå øjne, som næsten hypnotiserede mig.

 

Drengens skridt nærmede sig hastigt og fik gulvet til at knirke. ”Claire, stop! ”. Stemmen. Den stemme. Pigen sænkede sin arm, som jeg først havde set nu var hævet, og så ud til at slappe af. Jeg følte at noget forsvandt fra mig, da hun slappede af. Jeg prøvede at bevæge min krop og den lystrede med det samme. Drengen kom til syne bag ved pigen og det tog mig lidt tid at genkende ham.
”Kyle! ” Min krop sprang frem mod ham og fangede ham i en omfavnelse.

 

”Du kom efter mig” Jeg gav slip og gik et skridt tilbage.
”Selvfølgelig gjorde jeg det”. Han smilede og mindede mig om hvad han må have gennemgået, for at komme her efter mig.
”Er du Angelica? ” Jeg vendte mig om mod pigen og beundrede hende. Hendes kastanjebrune hår bølgede og hendes øjne var blå som det klareste hav.
”Ja, jeg er Angelica”. Hun smilede.
”Og du er mutant? ”. Jeg vendte mig spørgende mod Kyle. Havde han fortalt hende noget?
”Angelica, det her er Claire. Hun er mutant, ligesom dig”. Jeg kiggede igen på Claire og hendes smil blev bredere.

 

”Hvad gør vi nu? ” Spurgte jeg. Vi havde gået rundt i byen i et stykke tid og snakket om hvad der var sket.
”Vi havde ikke tænkt over hvad vi ville gøre efter at vi havde fundet dig”. Kyle trak på skulderen. Pludselig stoppede Claire op og vi vendte os om mod hende.
”Hvad tænker du Claire? ” Jeg kunne se på hende at hun havde fået en ide.
”Vi kunne finde flere mutanter. Samle en gruppe! ” Jeg trak på smilebåndet og gik tættere på hende.
”Claire hvordan skulle vi finde en mutant? Spørge dem? ”.
”Nej, jeg kan mærke dem. Vores blod er anderledes end menneskers, jeg kan opspore dem” Hendes stemme afslørede at hun var ivrig.
”Men det er begrænset hvor langt væk du kan opspore dem og hvordan vil i komme rundt? ” Kyle kiggede på mig og rettede sin sætning. ”Eller rettere, hvordan vil Claire komme rundt? ”.
”Kyle. Du er hermed udvalgt til at være vores privatchauffør! ” Jeg gik over mod bilen og Claire fulgte efter med et lille grin. Bilen var ikke låst da jeg tog i døren og inden jeg satte mig ind, kiggede jeg over på Kyle, som stod et par meter væk. ”Jeg ved præcis hvor vores mutantsøgning skal starte”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...