Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3058Visninger
AA

13. Kapitel 13 - Brian Gold

Smerte. Smerte og had. Jeg prøvede at strække min arm, men en smerte farede igennem min ryg og fik mig til at falde ned på gulvet igen. Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning, men hver indånding tog hårdt på mine kræfter. Smerten og kramperne var forfærdelige. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne mærke det kolde beton mod min kind, og jeg prøvede at slappe af i kroppen. Men selv det fremkaldte smerter, og min krop prøvede at krympe sig sammen.

 

Jeg havde reddet Claire. Jeg havde reddet Claire fra disse smerter. Sørget for at hun havde en chance for at flygte. Ingen lænker holdt mig fast, men det behøvede der heller ikke at være. Mutantdelen af mig var væk, mine vinger var væk. Jeg havde ikke kigget mig i et spejl, men det behøvede jeg heller ikke. Jeg kunne tydeligt mærke det. Noget ved mig var forandret og det var ikke kun mine vinger. Det var som om noget inde i mig også var forandret. Jeg græd, tårerne tøvede først, men gled så ned ad mine kinder. Friheden. Det at flyve. Det var væk. Væk for altid og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg var et menneske igen.

 

Jeg prøvede igen at bevæge mig, men smerterne gjorde det næsten umuligt. Min ryg føltes som om hver en knogle var brækket og området omkring, hvor mine vinger havde siddet, var fuldstændigt følelsesløst. Det lykkedes mig at få mig løftet op på briksen, men det var hårdt og smertefuldt. Jeg lagde mig stille ned på briksen og prøvede at finde en stilling, som jeg kunne ligge i uden at det gjorde ondt. Hvis Claire havde set det. Set at jeg havde haft sprøjten. Så vil hun være klog nok til at regne ud at det var dem. At det var deres skyld.

 

Jeg så huset blive mindre under mig, og jeg ønskede så inderligt at flyve tilbage. Gaderne omkring var fyldt med minder, og jeg kunne næsten ikke forlade det igen. Jeg tog et hårdt vingeslag og gaderne forsvandt. Mine lunger blev fyldt med den friske luft, og vinden uglede mit hår. Jeg hørte sirener i det fjerne, men de var langt væk, og var på vej væk fra mig. Hvad skulle jeg gøre nu? Vende tilbage til gården? Jeg kan ikke vende tilbage lige med det samme. Jeg stoppede i luften og lod mine vinger bære mig, imens jeg spejdede ud over byen. Jeg kunne ikke fortryde og vende tilbage til Hailey. Ej heller til min far. Det eneste hjem jeg havde tilbage var gården.

 

Jeg tøvede lidt, men satte kursen mod skoven tæt ved gården. Hvis de ville komme efter mig, så ville de ikke kunne finde mig. Det tog længere tid end jeg havde forventet at nå dertil. Der var ingen tegn på sirener, men for at være sikker blev jeg i skoven. Først da solens farve var ved at være orange, lettede jeg fra træets toppe og vendte hjem.

 

Men jeg var ikke klar på det syn som ventede mig. Jeg landede på pladsen og begyndte at lede efter min familie. ”Moster? Onkel? ” Der var ingen som svarede, som jeg havde frygtet. Huset lignede en ruin. Nogen havde sat ild til det i den ene ende, og ilden havde så spredt sig stille. Asken blev hvirvlet op af vinden, jeg turde ikke gå ind i ruinen. Jeg vidste ikke hvorfor der var blevet tændt ild til gården, og jeg var bange for at der ville være endnu et skræmmende syn derinde. Jeg sank sammen på gårdspladsen og tåre løb ned ad mine kinder. Jeg havde ingen tilbage. Ingen familie overhovedet. Alle var væk. Jeg var alene i en verden hvor mutanter er en skændsel og ikke hører til her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...