Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3077Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Claire Walker

Mine tanker fløj rundt i mellem en masse minder, som engang var mit liv. Min ryg lå fladt mod briksen, og mine øjne fulgte loftets kedelige bygning. Jeg fornemmede en masse blod stime sig sammen ude foran døren, og mit blik rettes mod den. Men der var også noget andet. Noget jeg havde følt før, men det var snart lang tid siden. Jeg satte mig langsomt op på briksen og hørte dørens håndtag blive drejet. Døren blev åbnet og en udmattet skikkelse blev smidt ind på gulvet.

 

Det tog mig et stykke tid før at jeg genkendte ham. ”Brian! ” Mine ben fik mig hurtigt transporteret over til mutanten, som lå for mine fødder. Han vendte sig om på ryggen og kiggede op med et smil på læben. En tåre løb ned ad min kind, men det var ikke sorg, det var glæde. Glæde over at se ham i live. At se hans ansigt igen. Men det lignede ham ikke. Han havde tabt sig, der var rander under hans øjne og hans lyse hår var blevet langt og pjusket. Hans vinger var ikke så flotte og velplejede længere, og jeg gættede på at han længtes efter at flyve.

 

Med lidt hjælp kom Brian på benene, og jeg fik ham over på briksen. ”Hvordan er du kommet herind? ” Jeg var overrasket, nysgerrig og glad på samme tid. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Brian smilede stadig og få tåre løb ned ad hans kinder, men der var også noget galt, jeg kunne tydeligt mærke det på stemningen. ”Brian, hvad er der? ” Jeg trak mig lidt væk og jeg så at hans øjne undgik mit blik. Mit smil var væk, og min glæde var blevet erstattet af noget, jeg ikke vidste hvad var.
”Claire, jeg er så ked af det”. Brian rejste sig, og jeg havde lyst til at gå et skridt tilbage, men jeg blev stående. Han tog blidt mit ansigt i sine hænder, og tørrede de sidste tåre væk fra mit ansigt. ”Claire du må få os væk herfra, så hurtigt som muligt”. Han var alvorlig og trist på samme tid. Jeg nikkede uden at vide hvordan eller hvornår jeg kunne få os væk. ”Men du må love mig en ting” Jeg nikkede igen. ”Du må efterlade mig her”. Jeg kiggede op i forbavselse, og var sikker på at jeg havde hørt forkert.

 

”Efterlade dig? Det ville jeg aldrig gøre, og det ved du også godt”. Mit sind gik næsten i panik. Hvad var det han mente?
”Hør på mig inden du tager alt for hurtige beslutninger”. Hans stemme var alvorlig, men han skyndte sig, som om han gjorde noget han ikke måtte. ”Du bliver nødt til at få Angelica og dig væk herfra. Hvis jeg kender Angelica ret så er hun ved at gå i spåner, og du ligner heller ikke dig selv. Jeg vil bare komme til at forsinke jer! ” Jeg skulle til at protestere, men han bøjede sig hurtigt frem og jeg mærkede hans læber mod mine. Det var som om tiden gik i stå, men jeg blev nødt til at trække mig væk.
”Nu kan jeg da slet ikke forlade dig! ”

 

Brian svarede mig ikke, men kiggede ned på noget han havde i sin hånd. Han lagde tingen til rette i hånden og lavede så en hurtig bevægelse. ”Brian! Nej! ” Jeg for frem og ville stoppe ham, men for sent. Sprøjten havde allerede tømt indholdet, som nu flød rundt i hans blod. Brians ansigt fortrak sig i smerte og han faldt ned på gulvet i noget som lignede kramper. Jeg hørte døren blive smækket op og en masse vagter kom ind. De fleste løb over til Brian, men nogle få tog fat i mig og prøvede at holde mig i ro. Jeg kunne ikke se Brian imens de slæbte ham ud, men et spor af fjer blev efterladt på gulvet. Og jeg vidste nu hvad der havde været i sprøjten.

 

Jeg følte, at vi var ude hvor kragerne vendte. Markerne var blevet erstattet af sletter. Sletter uden noget som helst andet end sand. Hvis man var heldig var der nogle træer eller et enkelt græsareal. ”Hvor er vi på vej hen? ” Jeg kiggede over på Kyle, som holdt meget øje med vejen, selvom der ikke kom nogle andre billister.
”For at være helt ærlig, så har jeg ingen anelse. Men Angelica befinder sig i en by heromkring” Han smilede.
”Hvordan ved du egentlig at hun er her? Jeg har ikke set dig snakke i telefon eller noget”. Jeg satte mig sidelæns i sædet, med fronten mod ham.
”Kan du huske da du så mig gå om hjørnet i skolen? Lige efter at du var ved at dræbe ham drengen? ” Jeg rystede lidt. Jeg havde virkelig prøvet at glemme det. Jeg nikkede bekræftende, men jeg mindedes ikke at Kyle havde snakket i telefon da jeg så ham. Jeg åbnede munden for at sige at jeg ikke kunne huske at han havde snakket i telefon, men han kom mig i forkøbet. ”Jeg havde lige lagt på, inden jeg gik rundt om hjørnet. Angelica fortalte at hun lige var flygtet og at hun befandt sig i den by, hvor vi er på vej hen nu. I starten havde jeg selv tænkt mig at tage af sted, men da jeg så dig, og så dine evner. Så følte jeg at jeg skulle passe på dig”. Jeg fnyste og satte mig normalt i sædet.
”Jeg kan godt passe på mig selv”. Kyle grinede og kiggede ud af frontruden igen.
”Det så ikke sådan ud”.

 

”Der er den” Jeg vendte hovedet mod ham, og skulle til at spørge om hvad han mente. Men da jeg fulgte hans blik, fik jeg øje på en by et par kilometer væk.
”Den ser ikke ud af meget” Jeg kneb mine øjne sammen for bedre at kunne se detaljerne fra så lang afstand, men det hjalp ikke rigtig.
”Angelica beskrev den som øde. Jeg troede bare at det var en joke”

 

Kyle parkerede bilen på en parkeringsplads foran en forladt vvs butik. Vi steg begge ud, men forsigtigt. Jeg ved ikke hvad jeg var bange for, måske en fælde eller noget, men der var intet. Fuldstændigt dødt. Jeg gik et par skridt frem og vendte mig mod Kyle. ”Så er vi her, hvad gør vi nu? ” Spurgte jeg. Hans blik strøg ned igennem gaden, men kiggede så tilbage på mig.
”Jeg ved det ikke, Angelica burde være her et eller andet sted”. Mit hoved begyndte at snurre, og jeg fornemmede noget nyt. Noget jeg ikke havde følt før. En væske. Den var ikke klar som vand, men heller ikke så tyk som blod. Den var en blanding af noget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig
”Der er noget underligt her. Noget nyt”. Jeg åbnede øjnene igen i den retning jeg kunne hvor følelsen var kraftigst. Kyle kom op på siden af mig.
”Du sagde at du aldrig havde set en mutant før ” Jeg nikkede . ”Du har ikke mødt nogen siden du fik dine evner”. Jeg forstod nu hvad han mente. Jeg havde aldrig følt en mutants blod før.
”Så er det hende! ” Jeg kunne hoppe af glæde, men vi vidste stadig ikke hvad der ventede os.
”Er hun alene? ” Kyle gik et par skridt frem, men vendte sig og afventede mit svar. Jeg koncentrerede mig igen, men nikkede så. ”Godt. Kom, så finder vi min lillesøster”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...