Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3056Visninger
AA

11. Kapitel 11 - Angelica Scott

Jeg var næsten fri. Jeg kunne mærke, at hver gang at jeg trak i kæden, var et skridt tættere mod frihed. Men der var stadig lang vej endnu, kun et af de hængsler, som holdt mig fanget her, var sprunget af. Jeg blev desperat og begyndte at rive i kæderne på mine hænder. Men det resulterede bare i at sårene på mine hænder, fra sidste gang jeg prøvede at komme fri, sprang op. Det varme blod løb stille ned ad mine hænder og efterlod en rød farve på min lyse hud, som trængte til at se solen. Blodet fortsatte ned ad min underarm og dryppede ned på det grå og kolde gulv. Den lille blodpøl blev langsomt større og stoppede så pludseligt. Blodet var ikke varmt længere, men koldt ligesom alt andet herinde i mit fangeskab.

 

Døren knirkede, og jeg kiggede op, men jeg blev ikke overrasket over at det var kvinden som kom ind. ”Du skal passe på at du ikke får betændelse i de sår” Jeg hadede virkelig den falske omsorgsfulde stemme, som hun altid brugte.
”Det kan være lige meget, jeg kommer alligevel til at dø herinde! ” Jeg vendte mig om så jeg stod med ryggen til kvinden.
”Ja, det var da dejligt at du selv har indset det, så jeg ikke skal fortælle dig det”. Jeg vidste at hun smilede sit oprigtige onde smil. Hendes ord skræmte mig ikke Jeg havde tænkt tanken et par gange og havde prøvet at regne ud hvordan jeg kunne komme væk.

 

Mine hænder og fødder var lænket, så jeg ikke kan gå mere end et par meter fra midten af cellen. Men hvis jeg skulle komme fri af lænkerne, så skulle jeg ud ad døren, som kun havde et håndtag på den ene side. Der stod sikkert også vagter overalt udenfor, og hele fængslet var en stor beton klods, uden vinduer. Og jeg skulle også få Claire og Brian ud. Det hele virkede ret så umuligt, men det var som om der var et eller andet inde i mig, som mente at der var håb. Håb for at komme væk. Håb for at blive fri. Håb for at se Kyle igen.

 

Jeg vendte mig om for at kommentere på kvindens ord, men hun var allerede væk. Hun måtte være gået ud imens jeg tænkte. Jeg lagde mig på briksen og lod trætheden overmane mig. Jeg havde ikke fået meget at spise og det var lang tid siden at jeg havde sovet. Jeg havde ingen tidsfornemmelse og der var ingen vinduer til at vise om det var solen eller månen, som var oppe.

 

Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen. Jeg kendte ikke retningen, ej heller hvor i verden jeg befandt mig. Jeg løb bare. Sletter, marker, skove og forladte byer susede forbi mig i farten. Alt var øde og det føltes som om jeg løb i en verden fuld af ingenting. Ingen mennesker, ingen biler, ingen civilisation.

 

Jeg løb indtil natten faldt på, og kulden trængte igennem mit tøj. Fængslet havde ladet mig beholde mit eget tøj på, men kulden var kold nok til at trænge igennem. Jeg havde kun skiftet retning to eller tre gange, men det havde ikke ført til noget. Det eneste tegn på mennesker jeg havde fundet, var en vej. Men vejen havde bare ført mig ud til flere øde byer uden mennesker. Jeg var træt, træt af at flygte og af at løbe. Jeg var ikke forpustet, da jeg stoppede, men hele min krop var øm og truede med at brase sammen under mig.

 

Et træ. Et træ var det eneste, som var på græssteppen jeg var standset ved. Der var stadig ikke nogle tegn på mennesker eller elektricitet. Jeg kæmpede imod udmattelsen, prøvede at holde mig på benene, men det var svært. Jeg ved ikke hvor jeg er, jeg ved ikke hvor jeg skal hen, og jeg ved heller ikke hvad klokken er. Det eneste jeg ved er at jeg må hvile mig. Den sidste by jeg havde passeret var kun et par kilometer væk, men jeg kunne simpelthen ikke mere.

 

Jeg vaklede over mod træet på græssteppen, imens mine ben rystede under mig. Flere gange faldt jeg ned i græsset, og havde svært ved at komme op igen, men til sidst lykkedes det at komme helt hen under træet. Hele min krop var lykkelig over at ligge ned, så den ikke skulle anstrenge sig for at stå op. Stjernerne over mig lyste og blinkede, og månen lyste svagt. Og det tog ikke lang tid før jeg faldt i søvn under træets beskyttende grene.

 

En solstråle nåede mine øjne igennem grenene, og vækkede mig. Jeg rejste mig fra græsunderlaget og ville forsætte min rejse. Jeg kunne se meget længere i dagslys, og måske kunne det hjælpe mig med min søgning. Jeg tøvede ikke længe før jeg satte i løb, og de lilla gnister fløj omkring mig igen. Alting susede forbi i en voldsom fart, men der gik alligevel et par hundred kilometer før jeg kunne ane en by i det fjerne og satte kursen mod den.

 

Da jeg nærmede mig kunne jeg se at byen så øde ud, men der havde været mennesker for nylig. Der lå aviser uden for nogle huse, og døre stod åbne, som om beboerne havde haft travlt. Byen lignede mange andre byer, men der var ikke store højhuse eller shopping centre. Den havde det mest nødvendige for at have et samfund op og køre. Jeg vaklede over til den nærmeste havelåge, mine ben var stadig ikke vant til at løbe så meget, og blev ømme efter en så lang løbetur.

 

Lyskrydsene i byen stod stadig tændt og skiftede imellem, rød, gul og grøn. Jeg kiggede rundt igen, bare på det mindste tegn af mennesker. Jeg følte hele tiden at jeg hørte skridt eller en bil i det fjerne, men det var sikkert bare noget jeg bildte mig ind. Jeg måtte have fat i Kyle, fortælle at jeg er okay. Han måtte være syg af bekymring, og jeg måtte også vide om han er okay. En telefonboks fik mig til at sukke lettet op. Hans nummer var ikke det sværeste at huske, og jeg holdt vejret indtil jeg hørte den velkendte bip lyd fra telefonen. En stille bøn kørte rundt i hovedet på mig, og jeg håbede inderligt på at han tog den.

 

”Det er Kyle” Hans stemme blev lidt forvredet af telefonen, men jeg genkendte den med det samme. Tåre løb ned ad mine kinder, imens jeg sank sammen inde i den trange telefonboks. ”Hallo? Er der nogen? ” Ordene sad fast i halsen på mig, og flere hulk undslap mine læber i stedet for. Hans stemme afslørede at han var ved at miste tålmodigheden.
”Hjælp! ” Det lød næsten ikke som et ord, men det var det eneste jeg kunne få fremstammet imellem hulkene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...