Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3089Visninger
AA

10. Kapitel 10 - Brian Gold

Jeg vågnede med et sæt og satte mig halvt op på briksen. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg prøvede at få min puls under kontrol igen. Jeg satte mig med benene ud over kanten og støttede mine albuer på knæene. Hendes ansigt. Det var sidste jeg kunne huske fra drømmen. Claires ansigt, sådan som hun havde set ud den aften før jeg forlod hende og Angelica. Fuld af sorg, tristhed og savn. Drømmen havde hjemsøgt mig siden den aften, og jeg havde altid den samme reaktion. Hun havde sagt at jeg ikke måtte forlade dem, at politiet ikke ville finde os. Men jeg havde insistereret på at jage politiet væk fra vores gemmested, og sørge for at de var i sikkerhed, men planen havde slået fejl og jeg var blevet fanget. Jeg havde efterladt dem, og nu er de her, alt sammen på grund af mig.

 

Jeg rejste mig op og begyndte at gå i cirkler. Og hvad med Hailey? Hvordan mon hun havde det? Jeg ville så gerne se hende og mor. Se dem grine igen. Et stik føltes at bore sig igennem hjerte og gjorde det værre end det var i forvejen. Jeg sank sammen og jeg gættede på at mit ansigt måtte se forpint og blegt ud.

 

Døren åbnede sig og en kom ind, men jeg reagerede ikke. Høje hæle gav genlyd i cellen og jeg vidste at det var kvinden som var kommet ind. Hun stoppede lige ved siden af mig, og jeg kunne skimte hendes ben ud af øjenkrogen. “Hvorfor er du så trist? ” Hun satte sig på hug og kiggede bekymret på mig.
“Jeg vil se Claire”. Jeg hørte kvinden sukke imens hun rejste sig og jeg fulgte hendes bevægelser med øjnene. Jeg rejste mig op foran hende og stoppede hende, da hun ville tage metaldimsen op. “Jeg vil se hende rigtigt” Ordene var stille og rolige, og ligeså var jeg.

 

Kvinden kiggede overrasket på mig og hendes øjne viste at det ikke var skuespil. “Brian, det kan du ikke”.
“Hvad vil du have i bytte? ” Kvinden var gået over mod døren, men stoppede.
“Jeg har kun en ting i hovedet lige nu, men det tror jeg ikke at du kan klare”.
“Hvad er det? ” Min stemme var hård, men samtidig fuld af glæde.
“Jeg vil have kontrol over Claires evner! ” Kvinden vendte sig mod mig. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg ville så gerne se Claire, men jeg kunne ikke tage hendes kræfter fra hende, de var en del af hende. “Du får til i morgen til at tænke over det” Hun vendte om på hælen og forsvandt ud af cellen. Jeg sank sammen på gulvet igen. Hvorfor Claire? Hvorfor Claires evner?

 

Jeg landede ude foran vinduet og foldede mine vinger om på ryggen. Jeg havde ikke meget tid, men jeg ville ikke kunne leve med mig selv hvis jeg ikke gjorde det. Jeg bankede på ruden og en ung pige rettede sin opmærksomhed mod mig i stedet for sin computer. Hendes tydeligt blå øjne fyldtes med tåre og ligeså gjorde mine, der havde næsten samme farve. Hun skyndte sig hen mod vinduet og åbnede det. “Skynd dig ind! ” Jeg skyndte mig ind og faldt ned på gulvet.
“Hvor er den lille pige jeg kendte? ” Jeg smilede og rejste mig op.
“Brian det er ikke tid til jokes lige nu”.
“Jeg er bare så glad for at se dig, Hailey” Jeg omfavnede hende i et kram og jeg ønskede at jeg aldrig skulle give slip igen.

 

“Hvor er mor? ” Jeg gav slip på hende imod min vilje, og kiggede ned på hende.
“Hun kommer snart hjem, men du skal være væk til den tid” Hendes stemme blev alvorlig og flere tårer løb ned ad hendes kinder.
”Hvorfor? ” Hendes øjne var bedrøvede, da hun satte sig på sengekanten.
”Efter at du forsvandt blev far og mor helt anderledes, de holder hele tiden øje med mig og vil ikke lade mig gå nogen steder. De sørger for altid at se nyhederne og læser alle aviserne. De er så bange for at politiet fanger dig. De savner dig, og vil bare have dig tilbage, men de kan ikke ” Jeg vendte mit ansigt væk fra hende. Far ville give mig modgiften for at få mig hjem igen, ikke for at skade mig. Jeg mærkede en vrede forlade min krop og blev erstattet af sorg.
”De vil ikke lade dig gå, fordi de er bange for at politiet pludselig kommer og tager dig med”. Jeg sukkede, ”Det må du undskylde”.

 

”Det er ikke din skyld. ” jeg mærkede hendes arme ligge sig om mig. ”Du kan ikke gøre for det. Du blev valgt, og se dig nu! ” hun gav slip og vendte mig mod hendes spejl. Mine vinger var næsten lige så store som mig selv, og mit lyse hår trængte til at blive klippet. Min krop var blevet mere muskuløs, og jeg var skudt meget i vejret. ”Du ligner ikke den teenager, der forlod mig for et par år siden”. Jeg prøvede at forstille mig hvordan jeg så ud dengang, men uden held.
”Jeg trænger til at blive klippet”. Hailey grinede og jeg begyndte at smile. Jeg savnede hende sådan, hendes grin og at drille hende med hendes højde.

 

Hoveddøren blev åbnet, og jeg hørte en velkendt stemme kalde. Hailey vendte hurtigt hovedet mod døren og begyndte at skubbe mig hen mod vinduet. ”Du må afsted” Hendes stemme var bedrøvet og glæden fra grinet var forsvundet.
”Jamen, jeg vil blive her, her sammen med jer! ”. Jeg kæmpede imod og prøvede at komme over mod døren.
”Brian, stop så. Hun må ikke se dig, hun vil bryde sammen hvis hun ser dig. Du må ikke gøre det mod hende! ” En hulken, fik mig til at indse hvor hårdt det er for Hailey at se mig igen, og det at jeg skal forlade hende igen er en smerte i sig selv. Hun vil beskytte mor mod den smerte.
”Okay, jeg skal nok” Jeg stoppede med at gøre modstand og trak Hailey ind i et kram. Jeg mærkede hende ryste, hver gang et hulk undslap hendes læber. Jeg ville ikke, men jeg blev nødt til at slippe hende og komme afsted. Hun rystede stadig, da jeg slap hende og gik over mod vinduet. ”Lov mig en ting inden jeg tager afsted”. Hailey nikkede, og tørrede tårerne væk. ”Du må ikke lade dem glemme mig”. Jeg rev en fjer af hver af mine vinger, og den korte smerte fik mig til at krympe mig en smule. Jeg rakte hende dem begge, og kravlede ud ad vinduet. ”Farvel Hailey”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...