Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3086Visninger
AA

1. Kapitel 1- Brian Gold

Alle mine muskler var ømme og jeg kunne næsten ikke rejse mig. Jeg ville strække mine vinger, men kunne ikke. De var spændt fast, og jern var lagt over så de slet ikke kunne komme fri. Jeg knyttede næverne. Jeg skulle have lyttet til Claire. Nu er hun og Angelica sikkert også fanget, eller også drager de rundt alene. En dør blev åbnet og jeg vendte mig hurtigt om. En kvinde kom ind og tre vagter kom gående bag hende med noget, som lignede geværer. Jeg gik med hastige skridt frem mod hende. Det var hendes skyld. Hun var skyld i at Claire og Angelica var væk. Jeg stoppede da vagterne lagde an til at skyde, og satte mig i stedet på briksen midt i cellen.

 

“Hvad vil du? ” Jeg var vred og ville have dræbt hende, hvis ikke hun havde vagterne med.
“Jeg vil høre hvordan I har fået jeres evner” Hun snakkede afslappet, men var alvorlig.
“Hvorfor skulle jeg fortælle dig noget? ” Jeg kiggede op på hende.
“Fordi jeg ved hvor dine venner er” Jeg kunne mærke blodet koge i min krop.
“Hvor er de? ” Jeg rejste mig og stod lige foran hende. Hun var lavere end mig selvom hun havde hæle på. Vagterne sigtede igen på mig, men hun vinkede dem væk.
“De er lige her, i en celle magen til din” Et smil spredte sig på hendes læber og jeg fik mere lyst til at slå hende, men valgte at vende ryggen til hende. “Og din lille veninde, Claire, var det ikke hendes navn? ” Jeg stoppede op og vendte mig om mod hende igen.
“Hvad har du gjort mod hende? ” Jeg hvæsede ordene, så de næsten var uhørlige.
“Hun har det fint. Hun har bare en mere beskyttet celle, så hun ikke kan slippe ud” Hun smilede igen, og det samme gjorde jeg. Troede de virkelig at de kunne holde Claire indespærret? Jeg fnyste og kvindens smil blegnede hurtigt væk. Jeg ved at Claire kan få os ud på en eller anden måde. Hun skal bare finde hadet frem.

 

“Hvad er det du så gerne vil vide? ” Jeg satte mig ned på briksen og slappede mere af nu. Claire og Angelica var her, samme sted som mig og ikke ude i byen alene. Det gjorde mig mere rolig.
“Som jeg sagde tideligere, jeg vil vide hvordan I har fået jeres evner! ” Hun satte sig ned ved siden af mig, og jeg havde igen trangen til at lange ud efter hende.
“Vi har ikke fået dem, vi er født med dem” Jeg sukkede. Jeg ville helst glemme den tid, før jeg mødte Claire og Angelica. “Men det er ikke alle der kan bruge dem imens de er helt små. For mig kom det omkring teenagealderen” Kviden lavede et tegn til en af vagterne og han tog en notesblok frem og begyndte at skrive. “Fortæl videre” Jeg vendte mig og kiggede hende i øjnene. Hun var desperat, desperat efter at vide noget om mig. Om sådan nogle som mig.

 

Smerten var ikke til at bære, men det måtte gøres. Jeg tog en anden fil og blev ved. Blodet løb stille ned af ryggen på mig, og faldt så ned på badeværelsets stengulv. De skulle væk. Væk før nogen så dem. En banken på døren fik mig til at skynde mig endnu mere. “Brian er du okay derinde? Du har været derinde længe” Min fars hæse stemme lød bekymret, men end ikke han måtte vide noget. Jeg smed filen over til de andre så det gav et klir, hvilket min far hørte og prøvede at komme ind på badeværelset. “Brian, luk døren op, luk døren op nu! ” Jeg stod midt i rummet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tog filene og smed dem ned i skuffen, som stod åben og smækkede den i med et brag. Panikken steg i mit sind, han måtte ikke vide noget. Jeg kiggede rundt efter en løsning på mit problem, men der var ingenting. Jeg rev et håndklæde ned, og lagde det over mine skuldre for at skjule dem mest muligt.

 

“Brian åben så den dør! ” Råbte han, men jeg turde ikke. Turde ikke se han i øjnene. Der lød et højt brag og min far kom ind. Han kiggede rundt efter filene, men fandt i stedet blodet på gulvet. Han fulgte blodsporet med øjnene og kiggede så op på mig. “Hvad har du gjort? ” Han gik med hastige skridt hen mod mig og tog håndklædet væk fra min ryg. Jeg mærkede en sviende smerte, da luften trængte ind i de åbne sår. Jeg vendte mig rundt så han kunne se min ryg. Han gispede ved synet og vendte sig væk. “Hvordan har du fået dem? ” Hans stemme var uden kærlighed eller omsorg, kun vrede og forargelse.
“Jeg vågnede med dem i morges. Far du må hjælpe mig med at få dem væk” Jeg græd. Jeg græd fordi jeg nu var anderledes, anderledes end andre.

 

Han vendte sig mod mig. Kold i ansigtet og i hjertet, tog han mit ansigt i sine hænder.
“Brian du kan ikke få dem væk, de vil gro ud igen” Han vendte sig igen, men denne gang græd han også. “Hvordan så de ud? ” Han mumlede det næsten uhørligt. Jeg kiggede på min ryg i spejlet, det varme blod sivede stadig stille ned af ryggen på mig, men vingerne så forfærdelige ud.
“De lignede englevinger, hvide, smukke og med fjer, de var bløde og fantastiske. ” Et snert af glæde og frihed kunne høres i min stemme. Min far vendte sig mod mig og kiggede mig i øjnene.
“Du ved godt hvad det betyder ikke? ” Jeg vidste godt hvad de gjorde med mennesker, som var mutanter. De dræbte dem, og det var min fars arbejde at opspore dem.

 

“Vi må sende dig væk, du må langt væk herfra! Du må i sikkerhed! ” En tårer løb ned af hans kind.
“Men far det vil jeg ikke, jeg vil ikke forlade mor og dig, og hvad med Hailey? Far, jeg forlader jer ikke, det kan jeg ikke! ” Jeg græd igen og tårerne løb ned af mine kinder.
“Jeg er virkelig ked af det Brian, men det bliver du nød til” Han tog min hånd og hev mig ud af badeværelset og ud i vores lejlighed. “Du må komme langt væk, jeg bliver nødt til at sende dig ud til din moster på gården” Jeg prøvede at trække mig fri fra hans greb, men det lykkedes ikke.
“Far, jeg vil ikke forlade jer! ” Jeg råbte det så højt jeg kunne.

 

“Forstår du det ikke knægt? Hvis du bliver her bringer du os alle i fare, og især din søster, du bliver nødt til det! Hvis du vil beskytte os, så må du afsted nu! ” Ordene ramte hårdt og han havde jo ret, hvis nogen fandt ud af at jeg er mutant, så ville de undersøge om hele min familie også var det.
“Okay, jeg tager afsted med det samme” Min far nikkede og gik hen mod telefonen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...