Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1153Visninger
AA

11. 9. December

9. December

"Erik"

Det var forfærdeligt. Erik havde ikke kunnet lukke et eneste øje i løbet af natten. Han havde lagt vågen, og blot stirret op i loftet. Efter noget tid, var han trukket i tøjet og havde vandret ned af de tomme gange, selvom risikoen for at blive taget var ret stod. Han var endt med at befinde sig foran Annabells dør og banke på. Der var gået noget tid, inden hendes veninde Henrietta var troppet op. Erik mindes ikke, at de to skulle sove samme sted.

”Hvad laver du her Erik? Det er midt om natten”, Henrietta havde armene over kors, og så bebrejdende på ham, mens han kunne se renderne under øjnene der tydede på søvnunderskud.

”Jeg har brug for at snakke med Annabell. Hun bliver nød til at høre på mig-” Begyndte Erik, men Henrietta lod blot et blik glide tilbage og ind i rummet.

”Bare gå i seng igen, jeg klarer det her”, mumlede hun i et lavt toneleje.

”Er det Annabell?” Erik trådte et skridt frem og puffede til døren, men den blev skubbet til igen, og snart var Henrietta væk og en dreng. Den maskuline, mørkhårede og fregnede dreng, som havde stået og holdt om Annabell, stod der i stedet for.

”Erik, det er på tide, at du smutter i seng” Lød det fra drengen.

”Hvad laver du derinde?” Erik knyttede sin hånd. Den dreng, skulle bestemt ikke være på Annabells værelse og da slet ikke efter nattens udbrud. Hvad lavede de derinde? Var de kærester? Havde de noget kørende? Det skar igennem Eriks mellemgulv og han mærkede pulsen stige og vreden rase i sine blodåre. Nej nej, det måtte ikke være tilfældet. Hun kunne ikke være sammen med en anden? Vel? Det nej, det måtte ikke være sådan.

”Til forskel fra dig, så er vi faktisk nogen der holder af Annabell og tænker på hendes følelser og ikke bare træder på hende. Skrid i seng Erik og lad hende være alene”

Erik mærkede alle sine muskler spænde og den knyttede hånd blev løftet op, men inden han nåede at komme med et modargument, var døren blevet smækket i i hovedet på ham. Hvad fanden var det for noget? Han hamrede på døren.

”Annabell!” Hans toneleje steg straks og han bed tænderne hårdt sammen. Hun skulle fandme tale med ham. ”Annabell!”

Denne gang var det højere og han slog et par slag på døren, inden han sukkede tungt og lod foden sparke imod trædøren. Hvilket han med det samme fortrød, da den dundrende smerte skød igennem storetåen, og han i stedet hoppede rundt. Han skulle have taget sko på. Haltende forvildede han sig tilbage på værelset og smed sig ned, mens tankerne om Annabell i armene på drengen blev ved med at pulsere i hans hoved, og dræne ham mere og mere fra energi – men ikke nok til at søvnen tog over. Den holdt ham vågen i et levnede mareridt i stedet for.

Den efterfølgende dag og træningen forløb i en døs, og han virkede ikke til at være oplagt på nogen måde.

”Fokuser Erik!” Blev træner Seegar ved med at sige, inden han fløjtede og lod de andre få pause. Erik sank sammen på en stol og Mason satte sig ned ved siden af ham.

”Du ved godt, at du bliver nød til at tale med hende snart? Jeg mener, sådan virkelig tale med hende, inden du fuldstændig går fra hinanden. Det dur ikke det her Erik” Mason havde en skæv trækning i mundvingen.

”Det var jo for helvede også det jeg prøvede på i nat!” Stønnede Erik og begravede sit hoved i hænderne. Fingrene og håret var svedigt, og han følte sig på alle måder

”Midt om natten, Erik? Prøv lige at lyd lidt mere desperat.” Mason kunne ikke  holde det lille grin inde. ”Ej undskyld, jeg ved godt det er seriøst, det ligner dig bare slet ikke. Når du har været uenige med Leonora, så plejer du at lade hende køle af og komme tilbage til dig.”

”Det er noget andet med Annabell” Pustede Erik luften ud og bed sig i underlæben.

”Hva der det der er så specielt ved hende?” Mason hævede det ene øjenbryn. ”Altså, du har været efter hende i evigheder og hun bliver ved med at afvise dig?”

”Ja men-”

”Ikke noget men, du har Leonora. For helvede Erik, du har fået alt det du gerne ville have. Du er hold kaptajn, du har en mega lækker kæreste og verdens bedste ven. Jeg ved godt, at du har en ting for Annabell, men tror du selv, at det ændre sig, hvis du slår op med Leonora? Annabell vil stadig have hovedet i konkurrencerne og afvise dig, selvom du giver hende lidt modstand. Det er sådan vi kender hende bedst”

Erik mærkede to venskabelige klap mod sin ryg.

”Måske har du ret .. Det er bare-”

”Drop nu det der. Hvis du ikke tager dig sammen og spiller ordentlig, så ender Jake med at få pladsen i stedet for og du ved, hvordan det så går, ikk?”

”Ja ja”, afviste Erik. Han havde ikke lyst til at tænke i de baner. Hvis Jake overtog holdet, så ville det da først gå ned af bakke. Ikke at han var dårlig, Jake var virkelig god – men han havde det med at lade sig styre af sit ego lidt for ofte.

”Sådan skal det lyde”

*

Endnu engang var det ikke lykkedes ham, at finde Annabell. Hun blev ved med at forsvinde. Han havde endda været ude i skøjtehallen, men de var færdige med træning og hun havde brudt sit vanlige træningsmønster. Erik var ved at gå helt fra snøvsen over det. Han bed tænderne sammen og var endt med at smække døren bag sig ind til sit eget værelse.

Han havde kun lige nået at smide sig i sengen, inden han hørte døren gå op. Et tungt suk flød ned i mod den bløde pude.

”Skrid ud Mason”, stønnede han irritabelt imod puden.

”Er det sådan man taler til sin kæreste?” Den pigede stemme var melodisk og han kunne ikke undgå at regne ud, hvem det var. Leonora. Selvom selve ordene tydelig gjorde det. Han endte derfor med at dreje 180 grader på sengen, og ligge sig ned. Blikket gled imod Leonoras krop, da hun stod lænet op af døren, inden hendes klikkende hæle kunne høres, da hendes krop yndefuldt nærmede sig ham, og hun endte med at synke ned på sengen ved siden af ham i siddende stilling.

”Jeg er ikke dum, fortæl mig, hvad det er du vil med hende? Er hun sådan en overgangs fase?” Ordene forlod en anelse stramt Leonoras læber. Han studerede, hvordan de spidsede en anelse, inden hun vendte overkroppen imod ham og hovedet tiltede blidt på skrå og det lange lyse hår faldt elegant omkring hendes kønne ansigt. Erik kunne ikke andet end at føle sig betaget af hendes skønhed.

”Hvad? Nej? Nej selvfølgelig ikke! Fuck hvor er jeg et dårligt menneske”, endte Erik med at udånde og gemte sit hoved i sine hænder i et forsøg på at flygte fra omstændighederne, som ikke ligefrem var gode. ”Hun er min veninde. Min bedste veninde. Det er bare noget lort”.

”Du er ikke noget dårligt menneske”, Leonora drejede sin krop og endte med at placere sig over skrævs på ham, mens hun lænede sig ned. Han kunne mærke sin puls stige en anelse ved handlingen og derfor stirrede han op i hendes isblå blik, der lå i hans gullige.

”Jo jeg er-”

”Shh-” Leonora pressede sin elegante langefinger imod hans læber. ”Ved du hvad? Lad os glemme, at det her er sket, ikke? Vi elsker jo hinanden, så en lille bagatel som Annabell, skal ikke komme i vejen for os, vel?”

Hun lænede sig ned og pressede sine læber imod Eriks. Hvilket straks fik ham til at trække sig tilbage.

”Nora” Sukkede han, men kunne ikke få det allerede tikkende begær ud af sin krop. ”Det- Vi kan ikke”, endte han med at få presset ud over sine læber. Leonora trak let sit hoved tilbage, og Erik nåede lige at fange det korte spørgende blik, inden hun trak på skulderne.

”Det er vi to om at bestemme”, hvortil hun skubbede ham ned og han lod hende gøre det. Uden at vide, hvad han skulle stille op. Erik havde et behov for, at komme væk fra tankerne om Annabell. Forhelvede du burde ikke have problemer? Du har aldrig været kærester med Annabell, så hvorfor reagerer hun sådan? Hun burde være glad for, at du har fundet en kæreste, forsøgte Erik at overtale sig selv.

*

Senere på aftenen havde Erik valgt at bevæge sig ud af sit værelse og udenfor i den kølige aften. Vinden var alligevel noget harsk. Han drejede omkring et hjørne og ned imod området, hvor anlægget lå. Han ville hen imod søen, hvor der allerede skulle være is nok på, til at man kunne stå på skøjter. Hans tanker forvildede sig hen på tanken om, hvor sjovt han og Annabell havde haft det i weekenden, da han havde stået på skøjter. Han sukkede tungt og stoppede nær det lysende juletræ, mens han betragtede de få, der havde vovet sig ud på isen. Blikket fangede straks et par piruetter, som han ikke kunne undgå at bemærke. Annabell. Han hørte hendes latter og bed tænderne sammen, da en dreng – den samme som havde været på hendes værelse i løbet af natten stod med armene omkring hende.

”Hvad fanden-” Ordene slap over hans læber.

”Du ved godt, at du virkelig har klokket i det denne gang, ikk?” Ordene var fra en pige og Erik drejede straks sit hoved imod en mørk håret pige, der havde håret sat løst omkring sit ansigt. Henrietta.

”Ja, det har jeg ligesom fundet ud af. Det ville være lettere, hvis I rent faktisk gav mig lov til at snakke med hende om det” Stønnede han med et suk i utilfredshed.

”Efter det der skete? Hun har brug for en lille pause, og derfor skal vi planlægge” Hendes øjne lyste op. Erik åbnede munden for at tale, men nåede ikke længere inden hun fortsatte. ”Men først, skal jeg lige vide, hvad du overhovedet ser i Leonora?”

”Hvad jeg ser i Leonora? Hun er virkelig sød, altså når man lige kommer ind under huden på hende. Jeg ved godt at hun kan virke meget-”

”Kontrollerende?”

”Jeg ville nu have sagt flabet”

”Okay, men hun er mere kontrollernede. Hun er en kontrolfreak, mere end Annabell. Eller Leonora er det på en ubehagelig måde. Helt ærlig, havde du selv regnet med, at kunne holde det hemmeligt?”

”Jeg-”

”Det var mere en konstatering end et spørgsmål, og jeg gider ikke høre svaret. Så du synes Leonora er virkelig sød? Men ved du hvad jeg synes?” Han hævede det ene øjenbryn og så afventende på hende. Hvad fanden var der galt med den pige? Nu stod hun og nærmest overanalyserede det hele. ”Jeg synes du er en kæmpe idiot. Men en sød idiot, som burde slå op med Leonora og finde sammen med Annabell. Ligesom det burde have været”

 ”Jeg kan ikke slå op med Leonora. Eller jo, jeg kan godt, men jeg .. Åh for fanden, jeg ved det ikke. Jeg har bare brug for at finde ud af, hvad jeg vil – men først skal jeg have reddet mit venskab med Annabell” Sukkede han tungt.

”Jeg har en plan!” Henriettas øjne glimtede nærmest og Erik havde en dårlig fornemmelse med det.

”Jeg har en dårlig fornemmelse med det her”

”Godt, det betyder, at du rent faktisk føler noget. Men kom, så skal jeg indvie dig i de mest fantastiske planer også vinder vi Annabell tilbage. For mellem os, så hepper jeg stadig på jer to”, det sidste hviskede hun og Erik mærkede en form for lettelse og frustration skyde igennem sin krop i stedet for.

Hvad fanden tænkte han på. Han havde en kæreste. Åh, fuck det var noget rod det her. Han måtte snart finde ud af, hvad han ville gøre med det hele.

”Det er rigtig sødt af dig Henrietta, men jeg bliver nød til at sove på det. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der sker for tiden og .. Ja”

”Kom til mig, når du har bestemt dig, men gør det snart, ellers mister du hende”

Det gav et sæt i ham og han mærkede en ubehagelig fornemmelse af .. hvad var det? Jalousi? Det stak let i mellemgulvet på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...