Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1174Visninger
AA

10. 8. December

8. December

"Annabell"

Annabell havde aldrig i sit liv følt sig så langt nede. Hun havde stort set ikke sovet hele natten ved at ligge og fundere over, hvad hun havde gjort galt for at føle sig så… tom. Hvorfor havde hun troet, at der var noget? Hvorfor havde hun troet, at alt var som det plejede og hun faktisk kunne have en chance med ham. Men nej.

Træningen var næsten det værste. Leonora var mere højtråbende end normalt og hun kom med flere spydige kommentarer til Annabell, så hun var ved at bryde sammen igen. Det burde ikke påvirke hende så meget. Der havde jo ikke været noget vel? Hun havde jo afvist ham, det burde ikke påvirke hende så meget, men det gjorde det.

”Annabell, benet højere op. Hold en stabil vinkel. Tag dig sammen!” lød træner Dinels stemme og Annabell prøvede virkelig at gøre, hvad der blev sagt. Hun hadede at blive skældt ud, men hun kunne bare på ingen måde koncentrere sig. Ved lyden af Leonoras latter gik det helt galt og hun fik overbalance, så hun blev nødt til at sætte begge fødder på isen for at holde balancen.

Det hele var bare noget lort. Det her var grunden til, at hun havde klaret sig selv før i tiden. Det her var grunden til, at hun havde afvist ham. Og det burde hun bare have stået fast på. For han var tydeligvis ikke til at stole på.

”Hey. Annabell!” kom det fra en mandestemme fra sidelinjen og hun stivnede, inden hun vendte sig om. Det sorte hår sad som altid vildt og fregnerne var endnu klarede mod den blege hud nu end normalt. De blå øjne havde ikke samme drillende glimt i sig, men var mere bekymrede, end hun nogensinde havde set dem før.

Daniel og Henrietta havde været der for hende lige efter hendes mislykkede præstation, og havde ført hende med tilbage til sit værelse, inden hun havde bedt dem om at gå. Hun ville gerne være alene, havde hun sagt. Men det havde på ingen måde hjulpet, nærmere tværtimod.

”Hvad laver du her?” spurgte hun lavt og skøjtede hen til ham. Hendes blik gled kort hen på træner Dinel, Der heldigvis havde gang i at guide Bianca i et eller andet. Daniel blinkede til hende og formåede at få et oprigtigt smil over læberne.

”Jeg kommer for at stjæle dig.”

Hun hævede øjenbrynet af ham.

”Hvad mener du?”

Inden hun kunne nå at spørge mere ind til det, sprang han over barrieren og bevægede sig overraskende stabilt over isen med sine sko.

”Daniel, du ødelægger isen!” påpegede Annabell en anelse panisk. Nu skulle han bare ikke få hende i problemer. Det ville virkelig ikke være godt for hende, hun havde nok problemer i forvejen, han skulle simpelthen ikke give hende flere.

Han fortsatte dog bare ufortrødent over isen og pigerne rundt omkring stoppede op og betragtede ham nysgerrigt. Det var nu ikke så underligt, for han så jo godt ud, men det tiltrak hurtigt træner Dinels opmærksomhed og hun vendte sig med fronten mod ham og armene over kors. Annabell bed sig i læben og havde lyst til at gemme sig under et eller andet. Det her gjorde bare det hele meget værre.

”Hvad i alverden tror du, unge mand, at du laver her?” spurgte træneren og betragtede Daniel med sit dræberblik. Annabell skøjtede forsigtigt tættere på, hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle tro. Hun havde det virkelig elendigt, hvilket nok også kunne ses. Daniel virkede dog ikke påvirket og sendte bare træneren et charmerende smil, et af dem, han var bedst til. Alle pigerne havde nu samlet sig omkring det, der skete.

Daniel gik hele vejen hen til træneren og tættere på, end de fleste ville finde behageligt. Træner Dinel var nu ikke hvem som helst og blev stående, da han lænede sig ned for at hviske noget til hende. For fanden da også! Annabell skar tænder og kunne mærke Leonoras spydige blik på sig, som om hun også vidste, at det her ville give problemer.

Efter et godt stykke tid, hvor træneren og Daniel havde konverseret i lavt toneleje, nikkede hun og vendte blikket ud mod pigerne. Et tilfredst smil var på Daniels læber, da han gik over til Annabell.

”Kom, lad os smutte”, hviskede han til hende i samme øjeblik som træneren råbte: ”Hvad er det her, en strikkeklub? Kom i sving, lad mig se nogle perfekte dobbelt Axel’er!” beordrede hun og pigerne fik med det samme gang i skøjterne. Annabell stirrede dog bare mystificeret på Daniel, da han let greb fat i hendes arm, så hun skøjtede med ham ud af banen.

”Hvad gik det ud på? Hvad sker der?” spurgte hun ham, da de var kommet ud fra banen, og hun satte sig ned, da han førte hende hen til bænken. Han nikkede til, at hun skulle tage sine skøjter af, og for første gang nogensinde protesterede hun ikke imod det. Hun kunne alligevel ikke træne lige nu. Det var bare elendigt og alle de andre kunne se, hvor dårligt det var.

”Jeg har lige skaffet dig en fridag, smukke. Tag det som en tjeneste, hvor du skylder at finde mig en sød fyr”, blinkede han til hende og hun sukkede tungt af ham.

”Men Daniel, jeg kan ikke bare misse træning på den måde, det vil…”

”… være det bedste for dig. Du trænger til at komme ud og få det sjovt. Og nu har jeg lavet et helt program, det ville da være synd, hvid det ikke kom i brug, ik’?” afbrød han hende med et skævt smil og gav hendes skulder et klem.

”Gå nu ned og skift. Og bare rolig, vi kommer tilbage og træner i eftermiddag efter de andre, så du skal nok få trænet”, forsikrede han hende om. Et let smil gled over hendes læber, inden hun rejste sig og skyndte sig ned i omklædningsrummet.

*

”Prøv lige at se ham der! Se lige, hvordan han kan bevæge sig. Se lige hans hår! Uf, det kunne jeg godt røre ved!” Daniel var helt klart mere entusiastisk omkring det end Annabell, men hun kunne alligevel ikke lade være med at fnise af ham, da han pegede en stakkels spiller ud. Hun kunne ikke helt se de træk på ham, men Daniel var nu også speciel. Hun betragtede kort den stakkels udvalgte badmintonspiller, inden hun vendte blikket rundt i hallen. Det havde været Daniels ide, at de skulle tage til en af de andre haller for at se træningskonkurrencen for badminton. Herrernes, fordi ”der trods alt var noget ordentligt at se på”, som han havde formuleret det.

Problemet var bare, at hver eneste gang Annabell fik øje på en rødhåret fyr, kom hun i tanke om Erik, og så kom tristheden over hende med det samme. Det burde ikke være sådan her, hun burde kunne abstrahere fra det. Det var jo ikke en gang fordi de havde noget sammen. Eller jo, de var venner. Men burde man ikke også fortælle sine venner sådan noget som nye kærester? Hvorfor havde han ikke fortalt hende det i stedet for bare at holde hende for nar? For det var sådan, hun følte det.

”Nej, helt seriøst, se lige ham der. Han er lige til at spise!” Daniel trak hende ud af de deprimerende tanker med at gribe fat i hendes skulder og pege over på en høj lyshåret fyr, der stod nogle meter fra dem på tilskuerpladserne.

”Skal jeg gå over og spørge, om han er til sådan en fyr som dig?” spurgte Annabell i et forsøg på at være drillende og det virkede vist. Daniels ansigt lyste i hvert fald op i et stort smil, hvilket fik ham til at se en anelse sindssyg ud, men det var nu bare sådan det var.

”Lad mig lige tjekke resten af udvalget ud, inden da”, blinkede han til hende.

Annabell betragtede ham, da hans blik gled videre rundt, og hun kunne ikke lade være med kort at føle sig utrolig melankolsk. Her havde hun uden tvivl en rigtig ven. Ikke en ligesom Erik. Ham her ville virkelig gøre alt for at få hende til at føle sig tilpas, og intet var forvirrende. Han havde endda misset sin træning for at… Vent, havde han misset sin træning?

”Daniel, skulle du egentlig ikke også være til træning?” spurgte hun ham undrende. Det hang i hvert fald ikke sammen, hvis han ikke skulle. Alle sportsudøverne havde træning stort set alle dage, og gymnasterne trænede i hvert fald mindst lige så meget som hende. I hvert fald, hvad hun havde hørt fra Henrietta.

Han vendte blikket mod hende og sendte hende et smil.

”Narh… Etta fortalte trænerne, at jeg var syg, og så havde jeg jo en veninde, jeg skulle passe. Og ikke noget med, at det her kan forringe mine chancer for at komme med næste år – jeg kan ikke komme med næste år”, sagde han muntert og lagde armen om hende for at give hende et halvt kram. ”Lad os nu bare hygge os, ik’?”  

Hun betragtede ham nedefra og det første oprigtige smil den dag gled over hendes læber.

”Okay. Lad os hygge os.”

*

Efter badmintonkonkurrencen var de taget videre til træningskonkurrencen i snowboarding (”Selvom snowboardere virker til at være ude i kulden, så er de sindssygt hotte!”), til gymnastikhallen, hvor Daniel lærte Annabell at stå på hænder og til sidst tilbage i skøjtehallen efter de andres normale træningstid. Annabell kunne mærke nervøsiteten komme over sig, da hun fik stukket fødderne i skøjterne igen. Det hele ville falde sammen, det var hun næsten sikker på. Hun havde virkelig mistet gejsten lige nu efter gårdagens fiasko.

”Hey kom nu op med humøret! Varm lige lidt op, og lad mig så se, hvordan dit program rigtigt skulle se ud”, sagde Daniel muntert og skubbede hende let ud på isen. Hun vendte blikket tilbage mod ham og han blev ved med at vinke hende ud på isen, så hun til sidst ikke kunne gøre andet end at følge hans anvisninger.

Hun skøjtede ud på isen og skøjtede nogle runder for at varme op, inden hun begyndte på nogle små øvelser. Koncentrationen blev lagt på skøjteløbet, men hun kunne stadig ikke helt lave alle øvelserne. Det var som om det hele var faldet sammen dagen før, også hendes selvtillid, som ellers havde båret hende frem. Hun følte ikke, at hun kunne finde ud af noget som helst.

Som ved et trylleslag sprang trommerne frem omkring hende i en fantastisk flod af lyd. Hendes blik gled med det samme om på afspilleren, og der stod Daniel med et smil på læben. Han lænede sig op af rækværket og nikkede til hende.

”Lad mig så se. Og husk, vi har hele eftermiddagen, så du tager den bare så mange gange, du har brug for.” Hun bed sig i læben og vidste ikke helt, om hun kunne gøre det. Bare lyden af musikken fik alle de forvirrende og triste følelser frem igen, da hun tydeligt kunne huske, hvad Leonora fortalte og hvordan Erik og Leonora… Nej. Hun ville ikke tænke på det.

Hvis bare Leonora ikke havde gjjort andet end at sige sådan noget til hende, ville det ikke have været så slemt. Annabell ville ikke have troet en meter på, hvad hun sagde, og så ville det ikke have haft nogen betydning. Problemet var bare, at det ikke var det, der fik hendes tro på Erik til at vakle. Da Leonora havde set, at Erik havde blinket til Annabell, havde hun med et samme været klar med en spydig kommentar. Et eller andet med, at Annabell ikke skulle regne med noget, da hun jo var alt for uværdig og alt sådan noget. Da Annabell så havde svaret i lige måde, havde hun trukket den frem. Det var en halskæde med en fin lille kunstskøjteløber, som Erik bare få månedeer forinden havde tilbudt hende, men som hun venligt havde takket nej til. Det fortrød hun mere end alt andet nu. Hvis det ikke var for den, ville hun aldrig have troet på Leonora.

Hun tørrede begyndende tårer væk, og gled ud på isen, mens hun gennemgik alle øvelserne i sit hoved og ventede på, at sangen startede forfra. Der var en grund til, at hun havde afvist Erik. Det havde ødelagt det hele. Han havde ødelagt det hele. Han havde været… det hele. Hun fik et stramt udtryk over sig og al sorgen blev med det samme forvandlet til vrede. Han havde sikkert gået i ledtog med Leonora for at få hende til at fejle. Det var sådan det var.

Da musikken startede forfra var Annabell helt klar på det. Hun ænsede ikke Daniel et blik mere og fokuserede udelukkende på trinnet, der ville komme efter.

Well you were the one who thought it was funny that half of the world had never seen money. Shimmy-shuffle 'round, break it all down. It never comes to an end as long as you can help yourself.”

Hun følte sig på toppen igen. Hun ændrede sorgen og håbløsheden til vrede, så alle hendes trin fik mere følelse i sig og hvilket gjorde det hele så meget… mere. Hun fortsatte ufortrødent og ved afslutningsnummeret lagde hun an til spring og følte sig i det korte svævende øjeblik uovervindelig. Hun landede fejlfrit på isen og snurrede rundt om sig selv, inden skøjterne skurrede mod isen og stoppede hende op.

Hendes vejrtrækning var hivende, ikke fordi det havde været hårdt, men fordi hun aldrig havde overvejet at ligge så meget følelse i en dans. Hun havde aldrig lavet noget så helt. Aldrig tænkt på, at noget kunne laves så helt.

Klapsalver løs fra sidelinjen, og det var ikke bare en. Men to. Annabells blik gled brat op, og der stod han. Erik. Daniel så også først ud til at have lagt mærke til ham nu, for i samme øjeblik svang han sig over barrieren og marcherede ind over isen mos hende. Hun var som stivnet og stirrede bare på Erik, sådan som han stod der og stirrede tilbage. Hvorfor var han her? Hvorfor… Hvorfor var han her? Hun gentog spørgsmålet flere gange, da hun ikke forstod det.

”Annabell, jeg…” Han prøvede at forklare sig, men Daniel var allerede henne ved hende og lagde armen om hende med et smil. Erik stivnede tydeligvis ved den bevægelse og Annabell kunne mærke, hvordan hun heller ikke var specielt glad for det. Hun kiggede op på Daniel og rystede på hovedet, hvorefter han slap hende. Da hun skøjtede hen mod Erik, var han dog lige i hælene på hende, nærmest som en bodyguard.

Hun lagde armene over kors og prøvede at lade være med at vise den forvirring og mest af al sorg, hun følte, da hun så ham. Han så også godt forvirret ud med håret helt rodet og et sorgfuldt blik. Hvorfor var han ked af det? Han havde ikke en skid at være ked over!

Han kunne vist regne ud, at hun bare ventede på et svar fra ham, for han rodede sig i håret og så ud til at overveje mulige ord.

”Annabell, jeg… Det skete bare og det har bare aldrig været ideelt at sige det, for…” Mere nåede Annabell ikke at høre, inden Daniel var brudt ind og endnu en gang lagde armen om hende. Denne gang stod hun ikke imod, men lænede sig ind til ham, for hun kunne mærke, hvordan hun endnu en gang var ved at gå op i sømmene.

”For I har ikke tilbragt så meget tid sammen? Come on, man!” I samme øjeblik ringede Eriks mobil med den skingre tone. ”Du har jo også en kæreste, der skal passes, så lad være med at knuse andre.”

Erik havde ikke nået andet end at stikke hånden ned i lommen og hans blik skød nærmest gnister, da han løftede det mod Daniel. Annabell kunne se, at hånden blev knyttet nede i lommen, en bevægelse hun absolut ikke brød sig om.

”Det var ikke meningen, jeg…!”

”Nej, selvfølgelig var det ikke meningen. Men skrid så. Du skal ikke ødelægge mere her”, sagde Daniel bestemt, kyssede Annabell på håret og gav hende et klem. Det så ud til totalt at brække Erik og han stirrede på hende, hvor hun ikke kunne gøre andet end at stirre tårevæddet tilbage på ham. Hun havde ikke ytret et ord til ham, for hvad skulle hun sige? Hun vidste ikke, hvad hun ville sige.

Erik vendte blikket mod Daniel og så tilbage til Annabell, inden et fnys forlod ham. Han hankede bedre op i tasken, der hang ove rhans skulder.

"Og du siger, at jeg ikke skulle have holdt det hemmeligt. Dobbeltmoralsk, det er vist, hvad det er."

Med disse ord drejede han om på hælene og forsvandt ud af hallen. Annabell stirrede chokeret efter ham, inden hun knækkede sammen og kastede sig grædende mod Daniel, som holdt hende ind til sig i et tæt kram. Hvorfor skulle det hele også være endt sådan her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...