Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1150Visninger
AA

8. 6. December

6. December

"Annabell"

Annabell måtte indrømme, at hun uden tvivl havde sommerfugle i maven. Det var ikke noget, hun som sådan havde prøvet at have før, eller i hvert fald ikke i denne grad, da hun for det meste bare tog alt roligt og stolede på sig selv. Men det gjorde hun ikke her. Ikke på nogen måde.

Hun havde ellers regnet med at kunne tage den med ro. Det værste var næsten, at hun kunne mærke, hvordan hun var mere ukoncentreret i den første del af træningen, og det var absolut ikke ideelt. Træningskonkurrencen var i morgen, og hun skulle have det hele klar inden da. Hun havde planlagt en serie af nogle trin til noget musik, som hun personligt mente, var definitionen på god musik. Det hjalp altid på hendes inspiration ved at lytte til sådan noget.

Fokusset var også blevet bragt tilbage igen, da hun fik lov til at være alene i hallen inden frokost. Hun fik sat musikken ovre højtalerne og med det samme var hun sikker på benene. Der var en grund til, at hun havde afvist Erik før. Hun kunne ikke gå rundt og blive ukoncentreret hele tiden. Selvom sommerfuglene flagrede rundt i maven bare ved tanken om ham.

Hendes spænding måtte også kunne ses, for Henrietta hævede øjenbrynet af Annabell, da hun satte sig ned ved siden af hende ved deres stambord til frokosten.

”Hvad så. Har du forudsagt fremtiden og set, at du vil vinde den endelige konkurrence d. 24.?” spurgte hun drillende og tog en god portion pastasalat i munden, så kinderne blev helt udspilede. Annabell prøvede ikke at se for forlegen ud, men farven kom alligevel frem i hendes kinder.

”Nej… Men det kan være, at du har set det?”

Henrietta rullede med øjnene af hende, og tog sig god tid til at få tygget af munden. Hvorfor hun egentlig ikke bare fik nogle af sine gymnastveninder til at sidde med hende, hvis Annabell ikke var her med det samme, forstod Annabell ikke. Men hun var lykkelig for det, for det var langt fra alle af gymnasterne, hun egentlig brød sig om.

”Så ville jeg ikke fortælle dig det, tænk hvis du droppede din intensive træning. Det ville jo være verdens undergang!” En fnisen forlod Annabell. ”Nej seriøst, hvad er det, der gør dig så glad?”

De blå øjne lå nysgerrigt på Annabell og hun prøvede at trække tiden ud ved at lade som om, at det tog lang tid at få tygget sig gennem salatbladet. Hvordan skulle hun sige det? Kunne hun sige det?

”Det er Erik, er det ik’?”

Annabells blik skød med det samme op med overraskelse.

”Jeg er ikke dum. Og så har jeg Daniel til at underrette mig om andres følelser, så jeg har begge kompetencer til at vide, hvad der kan påvirke dig på den måde.”  Henrietta så alvorligt på hende, nærmest bekymret. Annabell forstod ikke hvorfor.

”Jo… Vi skal bare mødes efter træning. Sådan, du ved, da han jo på en måde brændte mig af i forgårs.” Et smil lå på hendes læber, da hun stak glasset til sine læber og tog en god slurk vand. Men hvorfor var det nu så underligt? Det var jo bare et møde som venner, det havde hun jo gjort klart for længe siden. Meget længe siden. Det kunne jo være, at han havde glemt det. Ikke fordi det var godt, men ja, det kunne jo være?7

Henriettas blik lå granskende på hende og kort glanede det bagved Annabell. Annabell vendte blikket og fik øje på Daniel nogle borde henne. Han så ud til at være i gang med at fortælle noget sindssygt sjovt, hvilket fik et roligt smil frem på hendes læber. Selvfølgelig gjorde han det.

”Bare… Sørg for at passe på dig selv ik’? Vi kan jo ikke have, at du bliver så ukoncentreret vel? Så vil vi ikke kunne kende dig længere”, blinkede Henrietta til hende, og Annabell nikkede, inden hun tømte sin tallerken i nogle hurtige mundfulde. Hun skulle, ligesom de andre dage, nå at klæde om og gøre klar til eftermiddagstræningen før de andre piger, så hun ville slippe for deres sladder.

”Bare rolig. Og ellers må I jo lige slå mig, så jeg kan blive bevist om det igen ik’?” sagde Annabell med et smil og rejste sig. Hun klappede kort Henrietta på hovedet, hvilket fik en utilfreds brummen til at forlade hende.

”Det vil jeg lade Daniel stå for. Du skal jo ikke komme til skade ved det.” Annabell rakte tunge til Henrietta, inden hun trak sportstasken over skulderen og vinkede som hilsen.

*

”Tak for træningen i dag. Bianca, du skal træne lidt mere på dine arme, Rachel, sørg for at være fokuseret på det næste og Leonora… Du må virkelig koncentrere dig mere om øvelserne.” Annabell rynkede frydefuldt på næsen over det sidste. Så kunne Leonora lære det.

Leonora virkede dog ikke til at tage det så tungt, nærmere tværtimod. Hun nikkede med det blændende hvide smil og så lige der ud til at være uskyldig og sød. Som om.

Da træner Dinel takkede pigerne af og ønskede dem held og lykke til morgendagens konkurrence nejede de alle sammen, som de havde lært. En efter en forsvandt de andre ned i omklædningsrummet, og Annabell nåede lige at høre en bruser blive sat i gang, inden døren lukkede sig bag dem. Et suk forlod hende af lettelse, og hun skøjtede elegant hen til anlægget, der ville sørge for musik til morgendagens konkurrence. Hun blev jo nødt til at gøre noget, inden Erik kom. Og hun kunne ikke bare bruge tiden på at tænke på ham, selvom hun havde været ved at henfalde til det flere gange. Ret uheldigt. Heldigvis havde træneren ikke lagt mærke til det.

“Well I was the one who showed you the sky, but you brought it down, down to my thighs. Sadly believed every word I didn’t mean about loving darkness...”

Et smil kom med det samme frem på Annabells læber, da musikken brød ud af højtalerne og omringede hende. Hun hørte sangen igennem en enkelt gang, mens hun memorerede sit program, inden hun gled ud på isen og stillede sig klar til at sangen ville starte forfra. I det øjeblik trommerne begyndte deres heftige leg, foldede hun sig ud fra sin sammenfoldede stilling og satte i gang på isen.

Der var ingen tvivl om at musikken sammen med dansen fangede hendes koncentration fuldstændig og hun lød sig helt fange af den, mens musikken kørte på repeat, så hun var sikker på at kunne få øvet programmet. Når der var små ting, der ikke passede øvede hun dem separat, inden hun satte det hele sammen igen til programmet, som hun havde øvet på de sidste mange uger for at være helt klar. Eller hun havde nu øvet på tre forskellige programmer, et til hver konkurrence på vinterlejren, så hun var sikker på at have noget helt klart. Det trængte ikke til andet end en finpudsning, og det var, hvad hun gav det nu.

Skøjterne kørte heftigt over isen og hun satte af til det sidste afgørende spring i samme øjeblik, som musikken stoppede. Overrasket blev hun, men hun formåede alligevel at lande på benene, dog var det ikke yderligere elegant. Hun vendte kroppen hundrede firs grader og selvom det ikke var meningen gled et smil over hendes læber, da hun fik øje på Erik stå ved anlægget. Hendes hjerte hamrede derudaf, men hun bortforklarede det med programmet, som hun lige havde udført flere gange. Hvor mange havde hun ikke tal på.

”Hey. Du kunne alligevel ikke lade være med at komme?” spurgte hun drillende, da han havde virket noget afskrækket over tanken om at komme ud og stå på skøjter. Hun gled let over mod ham og stoppede op et stykke fra barrieren.

”Selvfølgelig ikke, du fik jo lov til at bestemme, hvad vi skulle lave.”

Hun kunne ikke lade være med at finde hans smil charmerende, men der var ingen tegn på den flirtende undertone, han havde haft tidligere. Hun tog sig dog ikke af det. Det var jo ikke noget, som hun skulle tage sig af, de var jo bare venner.

Hun skøjtede hen til udgangen fra skøjtebanen og satte sig på bænken for at få skøjterne af. Erik stirrede lidt undrende på hende, da han kom hen til hende og rakte hende sin mobil, som musikken var blevet afspillet fra.

”Jeg troede, vi skulle skøjte?” spurgte han en anelse forvirret og han så næsten sødere ud sådan.

”Selvfølgelig skal vi det. Men ikke her.” Hun trak skøjterne af en efter en og bandt snørerne sammen, så de ikke ville knudre sig sammen i tasken. ”Jeg skal lige klæde om, og så skal vi nok få skøjtet, bare vent.”

*

Sportstasken var som altid over hendes skulder, men anderledes fra normalt gik Erik ved siden af hende, hvilket fik hende til at have det varmt helt ud i tæerne. De havde taget bussen ned til landsbyen i nærheden, og var nu på vej ned gennem gaden med lukkede butikker for at komme til endestationen.

”Hvorfor kunne vi ikke bare skøjte i jeres træningshal?” spurgte Erik for fjerde gang og hun trak på skuldrene.

”Det ville mere være som træning. Og er det ikke det, du siger, jeg skal slappe af med?” spurgte hun drillende. Det var den fjerde forklaring, hun havde givet ham, de havde alle været forskellige. Den første havde været, så der med sikkerhed var ingen, der ville se dem, for de fleste sportsfolk vidste ikke en gang, at der var en by i nærheden. Den havde han godtaget i omkring to minutter, inden hun blev nødt til at finde på en ny.

”Du virker virkelig til at tage lidt let på det? Og der er endda træningsstævne i morgen, hvad er der lige sket?” spurgte han drillende og nappede hende i siden gennem vinterjakken, så hun hvinede og sprang til siden.

”Ingenting. Du skylder bare, og det kan jeg jo ikke lige lade gå forbi, vel?” svarede hun ham nemt udenom, da hun ikke ville give ham det rigtige svar. Hun ville ikke en gang give sig selv det rigtige svar endnu.

De fortsatte med at pjatte, da hun førte dem ned gennem byen og ned til skøjtebanen, der var oplyst i den stjerneklare aften. Hun kunne ikke lade være med at finde det hele ret så idyllisk, og der var heldigvis også kun nogle få mennesker på isen, så der ville være masser af plads til dem. De fik bestilt nogle skøjter til Erik og inden længe, var de begge to på isen.

”Kom så, ret dig op”, lo Annabell, da Erik var helt krumrygget og ikke virkede til at kunne holde balancen overhovedet. Han prøvede at rette sig op, men armene skød med det samme ud til siden, da han virkede ret så ustabil. Et utilfredst udtryk var over ham, da hendes latter fortsatte.

”Det kan du sagtens sige, skøjteprinsesse. Var det ikke meningen, at du skulle lære mig det her?” spurgte han med et skævt smil, inden panik kort kom frem på hans ansigt, da han endnu en gang var ved at vælte. Hun prøvede at holde latteren inden og skøjtede hen for at hjælpe ham.

Hun startede med at lære ham det mest basale, altså at holde sig oprejst og komme fremad, men selv det virkede han ikke helt til at kunne finde ud af. Han var hele tiden ved at vælte eller slå hende i hovedet med de fægtende arme, og hun havde aldrig troet, at der fandtes nogen, der var så dårlig til det.

”Har du overhovedet en balance?” spurgte hun ham drillende og skøjtede let ind foran ham for derefter at skøjte baglæns. Det så ikke ligefrem ud til at gøre det lettere for ham. Han havde ellers lige fundet nogenlunde fodfæste, inden armene igen svingede som møllevinger.

”Jaer…” muggede han og prøvede at komme op og stå stabilt igen. ”Men det her er ikke fair. Næste gang skal jeg lære dig at spille basket, så kan du selv få igen.”

Hun lo af ham, og det smittede heldigvis af, for han var ikke for utilfreds på den måde. Hun endte med at gribe let fat i hans handskebefængte hånd med sin egen luffe, og sende ham et smil, selvom hendes hjerte med det samme ræsede af sted over den længe overvejede bevægelse.

”Du prøver bare at blive stående, og så skal vi se, om jeg kan trække dig med”, sagde hun med et smil og ventede til, at han virkede til at have balancen. Hun betragtede ham kort, inden hun satte langsomt i gang på isen. Problemet var bare, at hun ikke havde overvejet, at han vejede noget mere end hende og derfor også var noget sværere at trække af sted med.

”Er du sikker på, at det her ikke burde forløbe omvendt?” spurgte han hende drillende, da han nok kunne se, hvor meget hun asede for at få ham videre. Han holdt sig dog oprejst nu og det gik overraskende godt, så hun ville ikke give op. Ikke endnu.

”Ja, for du kan ikke stå på skøjter.”

Et fnys forlod ham og som i protest prøvede han selv at skøjte frem i et nok lidt for ivrigt tempo. Et hvin forlod hende, da han endte med at trække hende til fald og derefter selv vælte på den glatte is, så han landede nærmest direkte på hende, så hun kort mistede vejret.

”Er du okay?” spurgte han med det samme og vægt forlod hendes brystkasse, så hun kunne kigge op på ham. Kort betragtede hun hans ansigt og det røde hår, der strittede ud under huen, han havde trukket over hovedet. Hun havde planlagt at sige noget sjovt, men den plan tabte hun fuldstændig.

”Du er nok den værste skøjteløber nogensinde”, sagde hun med et skævt smil, og det fik en latter til at forlade ham. Han flyttede sig dog stadig ikke og hans gullige øjne lå i hendes. Hun var noget opmærksom på, hvor tæt han var og hvor hurtigt hun trak vejret.

”Havde jeg ikke advaret dig?” spurgte han med et smil og hans handske ramte let hendes hår, da han kørte det bag øret. Hun var helt igennem fortryllet og kunne ikke få et eneste ord frem. Hvad var der at sige? Han lænede ansigtet længere ned mod hendes og selvom hun vidste, at det var forkert, ville hun sådan ønske, at han lænede sig helt ned. Det var et ønske hun aldrig havde haft så brændende før. Aldrig.

En høj lyd ramte hendes øre og det var som om at det hele kom tilbage til virkeligheden i det øjeblik.

Realisationen så ud til at ramme Erik og han trak sig op i siddende stilling med et ryk og lod hånden glide ned i jakkelommen for at fiske mobilen op. Han stirrede kort på displayet, sukkede og smed den ellers tilbage. En let farve var at se i hans kinder, da han rakte hånden ned for at hjælpe hende op.

”Er det ikke det skøjtning for i aften? Vi skal jo ikke have, at du brækker nakken vel?” sagde han kækt og prøvede tydeligvis at lade som om det før aldrig var sket. Det var aldrig sket. Var der overhovedet sket noget?

”Det må jeg så gå med til… Men inden den her vinterlejrs afslutning skal du altså have lært at skøjte”, sagde hun for at følge op på det. Han slap hendes hånd i samme sekund hun var kommet op at stå og stod på let rystende ben og prøvede at holde balancen.

”Så siger vi det”, brummede han, ”men lad os nu lige komme væk fra denne dødsfælde.”

Latteren forlod hende og hun førte ham hen til bænken, hvor de kunne få deres skøjter af. Det tidligere var aldrig sket. Det var det bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...