Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1172Visninger
AA

7. 5. December

5. December

"Erik"

Det ærgrede virkelig Erik, at Annabell ikke var dukket op til festen. Han havde sådan håbet på, at hun ville dukke op, så de kunne have noget sjov sammen, men nej, hun havde som altid valgt at afvise det. Ikke at aftenen havde været dårlig, de havde haft det ret sjovt. Nu hamrede hans hoved bare med en let dunken af hovedpine, som bagslag for de tømmermænd, han havde pådraget sig efter festen. Han var blevet slæbt i seng lidt i et om natten, og Leonora havde været noget opsat på, at de ikke bare skulle sove, så den var gået hen og blevet næsten tre, inden han var faldet i søvn med armene omkring hende.

Nu kæmpede han sig igennem dagen. Træner Seegar var ikke ligefrem stolt af holdet. Jake og Elijah var ikke dukket op, og Erik havde været oppe og hælde vand i hovedet på både den ene og den anden, men end ikke det havde fået dem ud af sengen.

”Erik, det er dit ansvar at hele holdet er samlet og møder op til træningen, det forstår du godt, ikke?” Træner Seegar så noget på ham, mens Erik kneb øjnene en anelse sammen og sukkede tungt.

”Jeg ved det godt. Jeg har virkelig også forsøgt, vi lavede en fælles beslutning i går om, at deltage i festen mod at alle mødte op til træningen” Sukkede Erik.

”Jaså”, brummede Seegar og lod blikket glide rundt på den resterende skare af basketball spillere, inden han slog armene ud i irritation. Erika hadede, når det foregik sådan her. Det betød altid, at de skulle træne hårdere, og de havde allerede været i gang i fire timer intensiv og Erik vidste, at der var mere over frokost. Sveden piplede allerede af hans krop og stanken af mandehørm havde allerede fundet sin vej ud i alle afkroge af den lille hal.

”Vi springer frokosten over”, Seegar sendte et skarp blik rundt til de andre.

”Hvad?” Udbrød Mason og var ved at tabe underkæben.

”Det kan i takke jeres resterende holdkammerater for. Det går ud over jer, at de ikke dukker op. Basketball er en holdsport, hvis én mangler kan det have katastrofale konsekvenser for resten af holdet. Det må i vænne jer til”, sagde han og så på dem. ”10 omgange rundt om hallen i bare fødder og ingen trøjer!”

”Men-” Lød det fra Travis, mens han skubbede sine briller længere op på sin lettere krogede næse. Han havde brækket den under en kamp og ligesiden havde den set en anelse spøjs ud, men det hjalp at han havde fået briller i stedet for kontaktlinser, selvom det sidste var at foretrække under kamp.

”-Ikke noget men, gør som jeg siger, eller vil i hellere tage det dobbelt?” Seegar sendte et bestemt blik til Travis.

”Afsted gutter,” var Erik hurtig til at indvende og klappede i hænderne. ”Kom, det kan vi godt klare. Af med sko og sokker også ser vi hvem der kommer først”.

Mason mødte hans blik med et seriøst-udtryk, inden Erik nikkede og Mason dermed sukkede tungt og bøjede sig ned ligesom alle de andre og snørede sine indendørssko af. Erik fulgte alles eksempel og gjorde det samme.

Han fulgte med de andre ud. Alle stod de og trippede i døren, inden Erik tog en dyb indånding og skubbede sig igennem mængden.

”Bare få det overstået, så vi kan komme ind igen”, sagde han og satte frem i løb, mens han skubbede dørene til siden.

Fuck hvor var det iskold! Det gøs i ham, da hans fødder ramte den iskolde sne, der straks fik ham til at sætte spurten op og drøne afsted. Kort lod han blikket glide tilbage og så, hvordan resten af sine holdkammerater fulgte hans eksempel. Automatisk skød skulderne op og han spændte i sin krop, mens han løb alt, hvad han kunne klare. Mason var lige bag ham hele tiden.

”For fanden det er kold! Jeg hælder fandme sne i Jakes seng når vi kommer tilbage, det her kommer han til at betale for!” Fløj det ud af munden på Mason med sammenbidte tænder. Erik følte kulden der strøg igennem hans krop.

Han kunne ikke engang koncentrere sig om at give sit monopol eller et modargument til det. Hans tænder klaprede allerede og han sørgede bare for at sætte den ene iskolde fod foran den anden. Vinden var ligeledes tiltagende kold og for helvedet, hvorfor var den idrætshal også så stor, det tog jo en evighed med de runder.

De nåede omkring den tiende gang og Erik var sikker på, at hans fødder ville falde af indenfor ganske kort tid. Han sprang ud af døren, og stod og hoppede, mens hans krop rystede af kulde. Han ventede lige indenfor døren og modtog de andre. Travis var sidste mand i flokken.

”Sådan, godt klaret gutter!” Forsøgte han at opmuntre dem med, mens han så hvordan folk pustede til sine hænder for at holde varmen ved lige. De bevægede sig ind i hallen. Erik lod blikket glide ned mod træerne der var helt røde og med små tegn på blålige nuancer af kulden og frosten som han havde fået på dem. Det gjorde fandens ondt at bevæge sig afsted, men han måtte bide det i sig, ingen tegn på svaghed. Sådan skulle en leder ikke være.

”Fremover er det sådan I bliver straffet for ikke at samle holdet. I er et hold, opfør jer som et.” Sagde Seegar og lod blikket glide rundt. ”En times træningskamp, og eftersom vi mangler to spillere er det fire på hvert hold, hver fejldribling vil koste endnu en tur rundt om hallen for alle mand”

”Det er fandme ikke fair, at vi bliver straffet for, at de ikke dukker op!” Fløj det ud af munden på Charlie, der ellers altid accepterede alting. Det fik Erik til at flytte sit blik mod ham.

”Protester vil ligeledes medføre en straf. Flere indvendinger? I står allerede til endnu en omgang” Træner Seegar kneb øjnene sammen.

Mason åbnede munden, men Erik skyndte sig at give ham en albue i siden.

Kampen forløb med en noget irritation fra de forskellige, selv ikke Erik kunne sige sig fri fra irritationen. Han måtte holde tungen lige i munden. Det blev til hele otte fejl og rundter omkring hallen. Fødderne føltes som to isklumper, da de endelig steg på bussen fuldt påklædt og noget sammenbidte. Mason sank ned i sædet ved siden af ham.

”Hvad er planen for resten af dagen?”

”Jeg regner med at finde Annabell og lave et eller andet med hende. Forsøge at få hende på andre ting end træning”, sagde Erik og trak på skulderne. ”Hun trænger til at komme udenfor den skøjtebane”

”Det var hun sku’ da i går? Så du ikke det? Når nej, du havde for travlt med at suge luften ud af Leonora”, sagde Mason og daske Erik over skulderen.

Erik stivnede straks. Havde Annabell set ham? Ham og Leonora? Han mærkede en knude i maven og en utilpashed.

”Jeg troede fandme ikke, at den tøs havde det i sig – men hun kom, du ved sammen med hende der tøsen. Hvad er det nu hun hedder? Hende hun altid hænger ud sammen med? Og broderen? Han er vidst gymnast eller sådan noget” Mason ord fangede Erik en anelse. Var det en anden der havde fået lokket Annabell med? Fuck og han havde ikke engang ledt efter hende, han måtte gøre det godt igen.

”Det mener du ikke seriøst vel? Hvorfor så jeg hende ikke?”

”Du havde sku da tungen i halsen på Leonora, de to hader hinanden – det siger vel sig selv, at de har undgået hinanden, og at hun ikke vil i nærheden af hende?” Mason hævede det ene øjenbryn og Erik måtte sukke.

”Nå, men så ved jeg da, hvad jeg skal bruge resten af dagen på”

”No way dude, du kan lige vove på at tage det op med hende.” Mason sendte ham et bestemt blik og en rynke formede sig i panden på ham.

”Hvad fanden skal jeg ellers gøre?”

”Du mener ikke seriøst, at du stadig ikke har fortalte hende, at du er kærester med Leonora vel?” Mason så på ham.

Erik skævede og lod blikket glide ud af vinduet.

”For fanden Erik”

”Jeg kan sku’ da ikke sige til hende, at jeg er blevet kærester med hendes ærkerival? Og da slet ikke nu, overvej lige hvordan hun vil-”

”Point taken, du har ret.. Så vent til efter kampen på søndag, er det ikke der alle istøserne skal ud og danse. Det skal vi for resten se, de har så små dragter på at man kan se-”

”-Stop dig selv”, Erik kunne mærke latteren bruse af det og rystede på hovedet.

*

”Annabell!” Udbrød Erik, da hun havde nægtet at reagere på de tidligere kald, som han ellers havde slynget ud de sidste minutter, så nu var stemmen blevet hævet. Var hun sur på ham? En bekymret rynke formede sig i panden på ham, da hun endelig vendte front imod ham i en let bevægelse.

”Hvad er der?” Svang hun ud, inden hun skøjtede han imod ham med korslagte arme. Noget han vidste, at hun aldrig benyttede sig af. Okay, der var noget helt galt. Han sank en klump. Vidste hun det?

”Hvorfor ignorerer du mig?” Han var nervøs, da han så på hende. Han havde en dårlig fornemmelse af det her og en knude for brystet. Hun virkede ikke ligefrem begejstret for at se ham. Det var ikke gode tegn.

”Hvorfor tror du?” Slyngede hun ud, og han fik en mistanke om, at hemmeligheden var kommet ud. Nej, hvorfor skulle hun overhovedet reagere sådan på det? Altså hun havde selv afvist ham. Fokuser Erik!

”Det ved jeg da ikke?” Han trak på skulderne og slog armene ud til siden for at understrege sin frustration over det.

”Seriøst Erik, jeg tog til festen også er du der slet ikke?” Hun så fornærmet på ham og han hævede det ene øjnebryn. Han sank en klump.

”Mason fortalte mig godt før, at du var til festen. Jeg så dig altså ikke, hvor gemte du dig?”

”Så Mason mig?” Hun rynkede let i panden. Havde Mason løjet? ”Nevermind, hvor gemte du dig? Jeg rendte rundt med Daniel og Henrietta i lidt tid, inden jeg tog hjem, da jeg ikke kunne finde dig nogen steder”

”Jeg troede virkelig ikke, at du kom efter du sådan afviste det i går eftermiddags?” Han så spørgende på hende, armene faldt ned langs siden igen, mens han så på hende.

”Jeg ombestemte mig” Hun kunne ikke holde et lille smil tilbage og han så på hende, inden han daskede hende blidt over den ene side.

”Din snydepels! Jeg troede fandme næsten på, at du var sur på mig!” Han rystede på hovedet af det og sukkede tungt. Det var alligevel noget af en lettelse fra hjertet.

”Du skylder stadig!” Hun holdt en pegefinger ud i luften for ham.

”Tja, så må jeg hellere gøre det godt igen. Hvad med at vi laver et eller andet i morgen sammen? Du har eneret på, hvad vi skal lave” Han smilte drenge til hende og kunne ikke lade være med at læne sig op af åbningen, mens han så på hende.

Et drillende glimt formede sig i øjet på hende.

”Så skal du lære at stå på skøjter”

Han var lige ved at kløjes i sin vejrtrækning, så han kom til at hoste.

”Jeg skal hvad?” Lød det en anelse forhutlet. Han havde helt klart hørt forkert.

”Du skal lære at stå på skøjter,” Tilfredsheden hang over hendes læber og ansigtsudtryk, da hun nærmest strålede af lykke ved det.

”Det mener du ikke seriøst vel?” Han håbede virkelig, at hun tog fusen på ham igen.

”Jo, og nu skal jeg altså træne. Kom herhen, når du er færdig med træning, så skal jeg sørge for, at vi får det skide skægt. Og du må nok hellere tage noget bedre tøj på”, hun blinkede og inden han nåede at sige mere, var hun skøjtet ud på banen.

Seriøst? Skulle han stå på skøjter.

”Du kan lige vove på at fortælle de andre, at jeg gør det her” Sagde han og rystede på hovedet. ”Vi ses, Annabell”

Han kunne ikke tvære det tilfredse smil af sine læber, da han løftede sin mobil op af lommen og så Leonoras navn på skærmen. Han sukkede og strøg fingeren over den, og tog den. Hvad ville hun så nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...