Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1154Visninger
AA

6. 4. December

4. December

"Annabell"

Annabell var virkelig i vildrede. Hele dagen havde hun gået rundt og spekuleret over, om hun nu skulle tage med til den pokkers fest eller ej. Det havde heller ikke hjulpet på det, at Erik var kommet hen til hendes bord til frokost og havde spurgt hende endnu en gang. Det havde bare gjort det sværere at bestemme sig.

Egentlig havde en personlig regel om ikke at deltage til sådan nogle fester. For det første blev det altid alt for sent, og for det andet var der alkohol indblandet. Og hun vidste, at alkohol virkelig kunne dræbe al den hårde træning, hun gik igennem. Hvorfor der overhovedet blev holdt sådan en fest herude var et under for hende, men hun havde engang fået det forklaret med, at det var for at ryste dem alle sammen. Hun kunne nu ikke se meningen med det, men det var jo også hende.

Hun var endnu en gang den sidste i skøjtehallen og hun trænede omtrent en time mere end de andre, for at få det sidste på plads og samtidig også for at bestemme sig. Da hun behageligt træt i kroppen trak skøjterne af og skyllede sig over, havde hun endelig besluttet sig. Hun ville tage med til festen. Erik havde sagt, at det nok skulle live hyggeligt. Og for sig selv indrømmede hun, at hun nok gerne ville have en aften med ham.

Hvordan hun pludselig havde fået det sådan var hende en gåde. Selvfølgelig havde hun altid holdt af hans selskab mere end de fleste andres, men her for tiden virkede det bare til, at hun nærmest ikke kunne vente på andet. Når han var i nærheden var alt bare godt. Hvorfor havde hun behandlet ham så skidt tidligere?

Eller det var ikke fordi hun havde behandlet ham skidt. Problemet lå nærmere i, at hun gang på gang havde afvist ham, hvilket hun nu fortrød. For han var jo sød. Men på den anden side, hun kunne ikke have noget, der kunne forstyrre hendes træning. Lige meget, hvor meget hun så end ville.

Et suk forlod hende, da hun trak sit tøj på og for en gangs skyld lod de krusende krøller stå som de gjorde. Normalt var håret altid sat op, da det ellers sad i vejen, og det var noget, hun absolut ikke brød sig om. Men en aften skulle jo være den første.

Sneen dalede igen roligt ned, og hun nåede lige nøjagtig bussen, som førte hende tilbage til hotellet. Da hun steg af kunne hun høre larmen omme fra anlægget bag hotellet og hun overvejede endnu en gang sin beslutning. På den ene side afskrækkede det hende, men på den anden var det også utrolig tiltrækkende at gøre noget, som bare var en lille smule ud af programmet. Det ville kun være en aften. Og hun ville jo hygge sig med Erik, så det ville være godt.

Sportstasken blev smidt op på værelset, inden hun gik ned for at tage aftensmad, som der stod i hendes plan. Hun kunne lige så godt holde planen så langt ud som muligt. Under ingen omstændigheder at hun skulle forværre sin træning ved ikke at gøre, som der stod. Så meget var den fest ikke værd.

Hendes blik var vagtsomt, da hun endelig tog sig sammen til at gå gennem sneen og om til anlægget bagved. Der var blevet skovlet en sti af sne væk, så det var muligt at komme frem og fakler var på hver side af stien, så man ville kunne finde vej. Et let smil var på Annabells læber, da hun egentlig meget godt kunne lide selve stemningen, faklerne gav. Larmen fra anlægget var dog tydelig og ødelagde den idylliske fornemmelse, hun ellers ville få. Hun måtte få skrevet en aftengåtur ind i sin plan en af de følgende dage.

Menneskemængden var overvældende, da hun kom ind i det store lokale. Det var nu ikke så underligt, da der jo var hundredvis af sportsudøvere her, men hun havde på ingen måde regnet med, at der var så mange. Det var alt for mange til, at hun umiddelbart følte sig tilpas. Og hvor var Erik?

Hun gik noget utilpas rundt mellem alle folkene og ledte efter ham. Han kunne ikke være så svær at finde, basketdrengene var sammen med håndbolddrengene kendt for at være nogle af de mest højtråbende. Men hun kunne på ingen måde finde ham i menneskemængden. Var han her overhovedet?

”Hey!”

Annabell spjættede overrasket ved at der var en, der greb fat i hendes arm og da hun vendte sig om, stod Henrietta der.

”Jeg troede ikke, du kom!” råbte Henrietta for at overdøve larmen, da Annabell i sin søgen havde bevægfet sig ret så tæt på de store højtalere. Derfor trak hun også bare på skuldrene og nikkede mod længere henne i salen, så de ville kunne snakke.

Det var først, da de kom derned og Annabell vendte sig mod Henrietta igen, at hun lagde mærke til, at der var kommet en med på slæb.

”Daniel? Nej vel?” sagde hun med glæde i stemmen, da hun helt havde glemt, hvor meget hun egentlig havde savnet Henriettas altid jokende bror. Som altid havde han viltert sort hår og de blå øjne glitrede af ballade. Annabell havde egentlig regnet med, at han var blevet for gammel til at komme med her, men tydeligvis ikke.

”Hey smukke. Er træningen ikke så vigtig længere?” spurgte han hende drillende og Annabell rullede med øjnene og vendte blikket mod Henrietta. ”Behøver han virkelig være her sammen med os?”

Henrietta lo af Annabells tydelige utilfredse udtryk, hvilket fik latteren til at bryde ud mellem dem alle tre.

”Nu ikke så muggen krøltop. Det ligner bare ikke dig, at komme til det her. Og så med håret slået løs, wow!” I starten havde Annabell taget hans ord en anelse for meget til sig, men i løbet af årene havde hun lært, at han udelukkende gjorde det for at drille og holde en god stemning. Selv hans komplimenter var ment som i sjov, og det var derfor, at det var endt med, at Annabell rent faktisk var blevet venner med fyren.

”Vær sød ved hende Daniel. Ellers hjælper vi dig ikke med at finde nogle søde fyre”, blinkede Henrietta til sin bror, som med det samme fik et påtaget chokeret blik over sig.

”Nej vel? Uh, nu må jeg hellere passe på.”

Han rystede hånden, som om han havde brændt den og det fik Annabell til at le. Hun forstod ikke, hvordan det kunne være, at han ikke havde en kæreste med det humør. Men på den anden side så var det ikke alle, der så godt på hans seksualitet, så det kunne være grunden.

Det var vist først blevet officielt sidste år, at Daniel var bøsse. Han havde nok selv vist det lidt længere, men det var først til sin 20-års fødselsdag, at han havde turdet fortælle alle i sin omkreds om det. Og det var egentlig ikke kommet som et chok, for han havde altid været anderledes. Resten af gymnastikholdet, han var på, havde gået rundt og joket med det en del år, og da det så blev sandt, blev det taget ind med åbne arme. Hvad skulle det ellers?

"Hvordan kan det være, at du stadig er med? Er du ikke lidt for gammel?" spurgte hun ham og lagde armene over kors, da hun egentlig havde det køligt. Det var ellers ikke ofte, det skete, da hun jo var vandt til koldere klima.

Daniel og Henrietta sendte hinanden et sigende blik, inden de nærmest identisk trak på skuldrene. Et lusket smil var dog på begges læber, og det var nu tydeligere end nogensinde før, at de to var søskende. Og det var ret tydeligt i forvejen.

”Hvad?” spurgte Annabell med et grin, da hun hadede at folk holdt noget hemmeligt for hende.

”Det krævede bare lidt overtalelse. Og så brækkede Damian benet nogle dage inden vi skulle af sted, og så blev de nødt til at finde en anden. Og tada!”

Annabell rullede med øjnene af Daniels forklaring. ”Så indirekte siger I, at I fik en anden af jeres holdkammerater til at brække benet, så I begge kunne komme med?”

Det fik dem begge til at bryde ud i latter og Annabell forstod ikke helt hvorfor og stirrede bare undrende på dem. Det måtte uden tvivl være noget indirekte, siden de kunne le sådan.

”Nej, bare rolig krøltop. Det var bare fordi de vidste, at du ikke ville kunne klare dig her uden mig”, blinkede Daniel drillende og lagde armen om hende for at trække hende ind i et halvt kram. Hendes hår blev uglet godt og grundigt, inden hun fik revet sig løs og daskede til ham.

”Henrietta, sig noget til din bror!” lo hun og prøvede endnu en gang at undgå Daniels hånd, da han prøvede at ugle hendes hår.

”Daniel. På plads!” sagde Henrietta med sin mest myndige stemme og pegede på gulvet ved siden af sig. Annabell knækkede sammen af latter, og derfor fangede Daniel hende i sine tynde stærke arme og løftede hende med hen ved siden af Henrietta. Annabell var flad af latter.

”Se, hvad jeg har fanget!” bekendtgjorde Daniel stolt, inden han også knækkede sammen af latter og slap Annabell. Hun fik kort overbalance og støttede sig til Henrietta for ikke at falde. Hun havde helt glemt, hvordan det var at være sammen med det søskendepar. Det føltes som en evighed siden, at hun rigtig havde haft tid til det, da det sidste år havde omhandlet træning, træning og mere træning.

De fik nogenlunde hold på sig selv og efter at have sukket i kor rettede de sig alle op. Annabell korte en hånd igennem håret for at få det til at sidde nogenlunde igen. ”Jeg burde bare være gået, da jeg ikke kunne finde Erik, for det her går over gevind.”

En gøende latter forlod Daniel.

”For det første, så bruger man ikke vendingen ’at gå over gevind’ længere, bedstemor. Og for det andet, hvem er denne Erik? Er han lækker?” spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han lignede nærmest en nysgerrig hvalp. Ikke så underligt, at Henrietta havde kommanderet rundt med ham, selvom han var fire år ældre.

En fnisen forlod Annabell og hun kunne mærke, hvordan hun ikke var helt tilfreds med, at det kom på banen. Hun kørte en hånd igennem håret og fil sendt de to nysgerrige ansigter et smil.

”Erik? Ham basketspilleren med det røde hår? Ham som I mødte sidste år til afslutningen, da han kom for at sige farvel?” Hun prøvede at forklare dem det så kort som muligt og uden at vise alt for meget af, hvad hun egentlig følte. Hun vidste nemlig, at Daniel var alt for god til at gennemskue sådan noget.

Endnu en gang så de begge to nærmest ens ud med tænksomme ansigter og de blå øjne lettere ufokuserede, inden de så ud til at komme i tanke om det på samme tid. Det var alligevel utrolig, så identiske de var.

”Så er han jo lækker! Havde I aftalt at mødes, hva’?” spurgte Daniel og blinkede sigende til Annabell, så hun uden sit samtykke fik farve i kinderne. Han var simpelthen for træls at sige sådan noget. Hun nåede dog ikke at svare, inden hendes blik pludseligt landede på Leonora, der befandt sig lidt til venstre for Daniels hoved.

Pigebarnet så nærmest ud til at angribe en stakkels dreng med sine læber, og hendes perfekte krop var indrammet i en sort sag af en kjole, der virkelig ikke gav noget til tilfældighederne. Ikke nok med det så det ud som om hun prøvede at bestige drengen, som Annabell ikke kunne se noget af pga. Leonoras manke af blond hår. Annabell vendte blikket væk med et ryk, da hun fik kvalme af at se på det. Den stakkels dreng, der skulle klare det der. Han måtte være godt fuld eller helt igennem idiot, siden han ikke havde valgt bedre.

De to andre så ud til at have set hendes ubehag, for de vendte begge blikket bagud. Henriettas øjne udvidede sig og vendtes med et ryk mod Daniel, der stadig stirrede på overfaldet. Annabell skulle lige til at vende blikket tilbage, for at se, hvem staklen var, da Daniel greb fat i hende og svingede hende ind til sig. En overrasket lyd forlod Annabell, da hun blev svunget ud på gulvet.

”Hvad skal det til for?” spurgte hun og kiggede op på ham, da han svingede hende videre rundt i takt med musikken.

”Jeg syntes bare, at du fortjente en dans, nu du endelig er taget til fest, ik’ smukke?” blinkede han til hende og hun grinede af ham. Kort vinkede hun til Henrietta, der vinkede tilbage og gestikulerede mod et andet hjørne, hvor gymnasterne havde samlet sig. Annabell lavede thumps up, inden hun placerede hånden mod Daniels skulder.

”Og du kalder mig gammeldags bessefar? Hvad er det her for en dans?” spurgte hun ham drillende, da han prøvede at føre en tretaktet valsagtig dans med hende. Hænderne var endda placeret korrekt, hvilket var overraskende, da hun ikke lige så ham som typen, der kunne danse sådan noget.

Han endte med at slippe hendes talje og i stedet vise hende nogle mere moderne dansetrin, som hun besvarede med noget af det, som kunne overføres fra skøjteløbet. Det var jo næsten en slags dans i sig selv, så hun havde ingen problemer med at følge med.

Efter en del danse, endte Daniel med at bukke for hende og galant kysse hendes hånd. Hun rullede med øjnene af ham og daskede ham let over skulderen, inden hun lagde armen om hans talje.

”Du ved godt, at folk måske vil tro, at du er straight nu, ik’?” sagde hun drillende.

”Narh, det tror jeg ikke. Og hvis det er, så skal jeg bare stirre længe nok på den fyrs røv, så skal det rygte nok gå over igen”, svarede han hende drillende og nappede hende i siden, hvilket fik hende til at hvine. En latter forlod hende dog og hun gav ham et ordenligt kram, inden hun trak sig væk fra ham.

”Jeg skal have min skønhedssøvn, så du må finde en anden at torturere.”

Han smilede varmt til hende og klappede hende på det krusede hår.

”Javel lilleput. Men husk nu, at du altid kan komme til mig eller Henrietta ik’? Du er ikke alene.”

Hun smilede varmt til ham, selvom hun ikke helt forstod, hvorfor han kom med ordene. Det virkede lidt som noget, han sagde, fordi der var en grund, men det var der ikke, var der? Hun kunne i hvert fald ikke se hvorfor. Og det var jo ikke fordi hun tænkte på sig selv som alene på nogen måde. Hun havde Erik og… nogle andre.

”Det vil jeg huske, oh du store vise. Gå nu ud og scor nogle lækre fyre”, sagde hun drillende og kyssede ham på kinden som tak, inden hun vinkede til ham. Hun skulle falde i søvn med det samme, hun kom til hotellet for at holde sin plan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...