Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1164Visninger
AA

26. 24. December

24. December

"Annabell"

Sommerfuglene kørte på fuldt tryk i Annabells mave, men det var ikke pga. den foregående konkurrence. Erik trak sig tilbage fra hende med et skævt smil og strøg hende blidt over kinden. Varmen havde steget hende til kinderne og et snefnug smeltede i samme øjeblik det ramte hendes kind.

”Var det nok?” spurgte han hende drillende og lænede panden mod hendes. Hun trak sin sportstaske bedre over skulderen og prøvede at få styr på sit bankende hjerte, selvom det ikke virkede så godt.

”Til at distrahere mig totalt? Ja”, svarede hun ham og et lykkeligt smil lå over hendes læber, selvom det her virkelig ikke var godt for hendes koncentration. Men på den anden side så var der nok heller ikke noget, der ville være bedre for hendes koncentration.

”Der er jo nogen, der skal få dit fokus væk fra is. Er du klar til at gå ind og vinde det hele?”

Annabell kunne ikke holde et tøset fnis inde, og kørte en krøllet hårtot væk fra sit ansigt med den ene luffe. Hun følte sig overhovedet ikke klar og lige i øjeblikket tænkte hun overhovedet ikke på at vinde noget som helst. Ikke andet end mere tid med Erik.

Derfor tøvede hun også lige præcis længe nok til, at Erik trak sig let væk fra hende og rodede lidt i sin lomme, inden han trak en fin lille pakke op.

”Egentlig var den først til i aften, men når du nu ikke er klar, så skal du jo have noget, der bringer alt det held, du kan have brug for”, sagde han med et smil. ”Og så regner jeg også med en god tak.”

Hun tog forsigtigt imod pakken og trak sine luffer af, inden hun åbnede gavebåndet og derefter trak papiret af. Langsomt og med tilbageholdt spænding åbnede hun æsken og indeni var det smukkeste spænde, hun nogensinde havde set. Hun lod beæret fingrene glide over det spinkle design, inden hun løftede blikket mod ham.

”Det kan jeg ikke tage imod. Det er alt, alt for fint”, hviskede hun til ham, men kunne alligevel ikke gøre andet end at holde spændte i sin hånd. Selvom hun følte, at det var alt for generøst af ham, så havde hun alligevel ikke lyst til at give det fra sig igen.

”Det fineste af det fine til min skøjteprinsesse. Og desværre, der er ikke byttemærke på”, sagde han drillende og stak veltilfredst hænderne i lommen, mens han betragtede hende med et skævt smil. ”Prøv at sæt det i. Det bringer lykke.”

Hun tog ganske forsigtigt spændet ud af beholderen og åbnede det for derefter at sætte det fast i hendes stramt opsatte hår. Det sad perfekt og hun havde aldrig nogensinde før følt sig så fin, hvilket fik hende til hvert andet sekund at tage hånden op og tjekke, om spændet nu var der.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tusind tak”, sagde hun stadig overvældet og endte med at lægge armene om ham i et kram. Han skubbede blidt hendes hage op og hun var ikke langsom til at fange hentydningen og stillede sig op på tæerne for at give ham et kys.

”Er du så klar til at vinde det hele nu?” spurgte Erik med et drillende smil, da de nogle sekunder efter trak sig fra hinanden. Varmen var igen steget Annabell til hovedet, men hun var ligeglad. Hun havde aldrig før følt sig så helt igennem lykkelig.

”Ja. Det er jeg”, sagde hun og følte sig faktisk klar. Så længe hun havde Erik ved sin side, kunne hun klare alt.

Erik greb fat i hendes hånd og førte hende med rundt om skøjtehallen, som de havde stået bag for at være i skjul for alle andre. Da dørene til indgangen blev skubbet op og lydende indefra nåede Annabell kunne hun mærke spændingen komme frem i maven. Hun stoppede dog ikke en eneste gang, for det var ikke nervøse spændinger. Det var nærmere glæde over snart at skulle komme ud og vise sit værd.

*

Annabell havde opvarmet og gjort sig mentalt klar i godt en halv time, inden konkurrencen startede. Erik havde flyttet sig hen til tilskuerpladserne, hvor Annabell kunne se ham stå sammen med Henrietta og en storsmilende Daniel, der virkede i bedre humør en nogensinde før. Tanken om, at han rent faktisk endte med at få Mason fanget i sit net gjorde hende helt varm om hjertet, da den fyr virkelig fortjente at få den, som han gerne vil have.

Annabell prøvede virkelig ikke at være alt for imponeret, da Leonora som den første gled ind på banen og fremførte sin opvisning. Dog måtte hun sammenbidt indrømme, at Leonora virkelig gjorde et godt stykke arbejde uden de store fejl og mangler. Selvfølgelig var hendes program ordinært og uden de store overraskelser, men det var nu engang Leonora. Hun ville hellere gøre det, hun vidste hun kunne, i stedet for at eksperimentere med noget nyt, der kunne vise sig at bringe hende endnu længere til tops. Og det var den lille ekstra-ting, Annabell håbede at vinde på.

Leonora sluttede sit program til klapsalver og kommentatoren da kommentatoren meddelte hendes point, sørgede Annabell for at gemme dette bag øret. Det var det, hun skulle slå. Det hun blev nødt til at slå. Det var det, hun havde kæmpet de sidste mange uger for at slå.

Efter Leonora fulgte et af hendes vedhæng, derefter Bianca, efter hende den anden af Leonoras vedhæng, så en af dem fra gruppen på tre (som Annabell stadig ikke vidste, hvem var), og så var det ellers Annabells tur. Hun tog en dyb indånding og sørgede for at tone den begyndende nervøsitet ned. Der ville ikke ske noget. det ville ikke blive en fiasko som sidste gang, sidste gang var det hele bare noget rod.

Hun kørte forholdsvist fattet ud på banen og lod blikket glide mod Erik, som stod lænet op af en af barriererne, som han havde gjort så mange gange før. Det smil gled over Annabells læber, inden hun gled ud på midten af isen og nikkede til, at hun var klar. Selvtilliden var i top, da musikken begyndte og hun helt igennem lod sig opsluge af den og dermed også det nøje memorerede program.

Den ene øvelse førte hende til den næste, som førte hende til den næste, indtil hun ikke længere handlede sådan rigtig bevidst, men mere efter instinktet. Hun havde øvet det her program så mange gange, at det nu sad på rygraden og hun kunne udføre det med ro i kroppen og samtidig den spændte glæde, der altid var over hende, når hun fremførte sine evner.

Programmet endte i et dybt nej, og klapsalver fulgte salen til de sidste døende toner fra anlægget. Lykken strømmede igennem Annabell, da hun vinkede til dommerne og tilskuerne, inden hun gled ud af banen. Hendes blik gled med det samme hen mod pladsen, hvor hun havde set Erik og de andre stå, men barrieren var blevet optaget af et ældre ægtepar. Annabell rynkede i panden, men da kommentatorens stemme gled over højtalerne vendtes hendes opmærksomhed med det samme mod dem.

”Bare ærgerligt, at den præstation ikke var god nok, hva’?” lød det hvislende fra Annabells side, da kommentatoren var i gang med at forklare det resterende program og noget med en rød Opel, der gerne skulle flyttes hurtigst muligt. Annabells blik gled til siden mod Leonora, der stod med et veltilfredst smil over læben. ”Vi ved jo alle, at du bare ikke kan vinde over mig. Nogensinde.”

Tænderne skar mod hinanden og Annabell prøvede virkelig at bevare fatningen. Hun skulle lige til at komme med en snerpet kommentar, da en stemme brød igennem: ”Det var simpelthen bare så fantastisk!”

Et lettet suk forlod hende, da hun vendte sig om og fik øje på Erik, der kom hen imod hende. Leonora fik dog først øje på ham og stilede med det samme hen mod ham med et flirtende smil over læben.

”Jeg vidste, at du ville elske mit program. Det var også tiltænkt lige præcis dig, så du virkelig kunne se, hvad du går tilbage til. Det var jo uden tvivl et program, der…”

Leonora blev afbrudt i sin talestrøm.

”Sorry Nora, men den brændte du af for længe siden.” Uden yderligere ord til Leonora gik Erik forbi hende og lagde armen om Annabell, hvilket fik et lykkeligt smil til at glide over hendes læber. ”Du har aldrig nogensinde udført det så godt. Og det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har set det en del gange.”

”Det skal du jo sige”, mumlede Annabell, men kunne alligevel ikke dy sig for at placere et blidt kys mod hans kind. Udelukkende fordi hun vidste, at Leonora ville brænde op indvendigt ved synet af det.

”Det skal jeg… Shhh!” tyssede Erik på sig selv, da speakeren igen begyndte at tale. Annabell nåede nærmest ikke selv at indse, hvad der blev sagt, inden hun blev trukket ind i et stort knus af Erik.

”Du gjorde det sgu! Du opnåede målet!”

Pointene havde været over Leonoras. Hun havde slået Leonora!

”Jeg… Gjorde det? Jeg gjorde det?!” udbrød hun totalt lamslået, inden hun slog armene om Erik. ”Jeg gjorde det!”

Han svingede hende let rundt om sig, hvilket fik et lykkeligt hvin til at forlade hende, inden hun igen fik fodfæste og han trak sig en smule tilbage, så han kunne se hende.

”Det skal fejres. Men ikke lige nu, prinsesse. Du kommer vel med lykkeamuletten og bringer dit held videre til mig, ik’?” spurgte han drillende og gav hende et blidt kys på panden, inden han hankede op i sin sportstaske. Annabell vidste, at han måtte gå, men hun var ikke helt tilfreds med det.

”Selvfølgelig. Vi kan jo ikke have, at du skal tabe det hele, vel?” svarede hun ham lykkeligt og gav hans hånd et klem, inden han trak sig tilbage og blinkede til hende. Hun betragtede ham, da han halv løb hen mod udgangen, inden han forsvandt fra hendes syn. Nu kunne denne dag bare ikke gå galt!

*

”Kom så Mason, fyr den i!” råbte Daniel højrøstet og stillede sig engageret op, så han spærrede udsynet for dem, der sad bagved, hvilket fik et utilfreds mumlen til at brede sig. Daniel virkede dog bare helt ligeglad og jublede, da Mason faktisk fik skudt bolden i nettet, og modtog klap på skulderen fra sine holdkammerater.

Annabell kunne ikke lade være med at sidde og smile af ham, og Henriettas derefter irettesættende ord om, at det ikke var sportsligt at buhe, når modstanderne scorede, men hendes tanker og opmærksomhed lå udelukkende på Erik, der så ud til at styre det hele dernede på banen. Annabell havde stadig ikke forstået reglerne indenfor basket, men hun havde forstået så meget, at det gik ud på at få ramt bolden i nettet i den anden ende. Og det var også noget af en start.

”Jorden kalder Annabell”, lød det drillende fra hendes side og hun vendte en anelse forvirret blikket til siden, hvor Henrietta betragtede hende med et skævt smil. Daniel havde med det same glemt alt om ordensregler og var igen oprejst, til stor gene for dem der sad bagved.

”Er du okay?”

Henriettas blå øjne betragtede hende intenst, og selvom hun havde et smil om læben, kunne Annabell stadig se bekymringen i hendes øjne. Annabell kunne dog ikke gøre andet end at smile og nikke, inden hendes blik gled ud mod basketbanen, hvor der, efter Daniels råb at dømme, lige var sket en skandale.

”Selvfølgelig er jeg det. Jeg er faktisk bedre end okay. Jeg fik jo opnået mit mål?” Det tilfredse smil bredte sig over Annabells læber, mens hun betragtede Erik få styr på resten af holdet. Et dask på skulderen fik hende dog til at vende opmærksomheden mod Henrietta endnu en gang.

”Ja, men du vandt jo ikke det hele. Du kom kun nummer to? Og du er ikke brudt sammen?”

En let latter forlod Annabell og hun trak på skuldrene, inden hun lænede sig tilbage på de højst ukomfortable bænke.

”Næh… Freia havde også fortjent det.”

Henrietta så ikke ud til at kunne tro sine egne ører. ”Annabell, du har lige fortalt mig, at du er okay med ikke at vinde? Er du syg?”

”Måske. Måske ikke. Okay, nok en lille smule”, indrømmede hun med en grimasse og vendte blikket tilbage mod banen for at betragte Erik drible bolden mod modstanderens net. Måden han bevægede sig på basketbanen så så let ud, og selvom hun aldrig havde tænkt på basket som en specielt elegant sport, så måtte hun indrømme, at der var noget elegance i sådan at kunne finte modspillerne og ramme bolden i nettet.

”Åh okay, jeg forstår. Men skal vi så ikke gå ned og være klar til at lykønske din redningsmand? Hvis det ikke var for ham ville vi nok have fået en ret så trist trøsteaften i stedet for den fest, Daniel og jeg har planlagt.”

Annabell lavede en grimasse, men rejste sig alligevel og møvede sig ud fra tilskuerpladserne. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til Henriettas ord, men på den anden side havde hun lært, at Henrietta alligevel aldrig nogensinde ville stå fra sin mening, medmindre den var modbevist. Og lige nu var det ikke et modargument, der lå Annabell på sinde.

*

De fem venner sad rundt om bordet og sad og ventede på, at deres bestilling skulle komme. Annabell kunne ikke lade være med at fundere over, hvordan det egentlig var endt med, at det var de fem, der var kommet så tæt på hinanden de sidste firetyve dage. Hun havde aldrig i sit liv forestillet sig, at Mason og Daniel ville kunne klinge sammen og på ingen måde forestillet sig, at Henrietta uden tvivl ville komme til at holde styr på dem alle sammen på sin egen mærkværdige måde. Der var dog ingen tvivl om, at hun var ovenud lykkelig for at være i selskab med disse mennesker. Hun kunne ikke have drømt om at være i bedre selskab juleaften.

”Hvad tænker du på?” blev der let hvisket i hendes øre og hun vendte blikket med et smil mos Erik, som sad ved siden af hende. Bare ved synet af ham kunne hun mærke glæden boble igennem sig og intet kunne få den til at gå ud. I hvert fald ikke lige foreløbig.

”Jeg tænker på, hvor underligt det her egentlig er endt”, svarede hun ham sandfærdigt og nikkede mod Mason, Henrietta og Daniel, der sad og pjattede på den anden side af bordet. En joke fra Daniel fik alle til at le, selv Annabell som egentlig ikke havde hørt joken.

”Det er da endt meget fint, hvis jeg selv skal sige det. En sejr som holdkaptajn og en tilfreds pige”, blinkede han drillende til hende. Hun rullede med øjnene af ham, men smilet kunne alligevel ikke på nogen måde blive tørret af hendes læber.

”Det skal du jo sige. Hvad ville du gøre, hvis jeg var utilfreds?”

”Sprede lidt glimmer i dit hår og håbe på, at julen kommer over dig.”

Hans svar kom så promte, at Annabell ikke kunne holde et fnis inde, noget hun ellers ikke normalt henfaldt så nemt til.

”Du er tosset.”

”Det er det, du elsker.”

”Siger du.”

”Nemlig, det siger jeg.”

”Ahem, kan kæresteparret være så venlige at vende deres opmærksomhed mod det vigtige her; altså mig?”

Annabells kinder blussede med det samme op, da hun blev opmærksom på, at hun og Erik havde bevæget sig tættere og tættere på hinanden, og derfor vendte hun også hurtigt blikket mod Daniel som sendte hende et skævt smil.

”Mange tak.”

Han nikkede til alle rundt om bordet og tog sit glas med boblende cola i hånden.

”Jeg vil bare gerne sige, at det her har været en vellykket tid, og ja, alt endte åbenbart godt for alle parter.” Han sendte et tydeligt flirtende blik til Mason, hvis ører med det samme brød i brand, selvom han virkelig prøvede at spille cool. Stakkels fyr, han måtte virkelig snart vænne sig til Daniels handlinger, ellers ville hans ører nok brænde af.

”Jeg er ikke en taler, men en joker, og med de ord, vil jeg anbefale, at vi alle rejser vores glas med CO2 holddigt sukkerstads og skåler. Glædelig jul?”

Der skulle ikke mere end de to sidste ord til, at alle havde grebet fat i deres glas og hejst dem mod Daniels.

”Glædelig jul!”

Som brusen, der boblede ned gennem hendes svælg, brusede de lykkelige følelser rundt i Annabell, og hun kunne på ingen måde have forestillet sig et bedre scenarie til at holde jul hjemmefra. Hun havde aldrig nogensinde følt juleånden i samme grad som nu, og det gjorde øjeblikket til et øjeblik, hun uden tvivl ville huske i meget lang tid fremover.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...