Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1167Visninger
AA

24. 22. December

22. December

"Annabell"

Pigerne sad i stilhed de første få minutter til morgenmaden, inden Annabell ikke kunne holde spørgsmålene inde længere.

”Kyssede du virkelig med Mason?” udbrød hun efter at have tygget en mundfuld gryn godt igennem og slugt dem. Henrietta løftede undrende blikket mod hende, inden de blå øjne rullede rundt i hovedet på hende og hun med et suk lod skeen hvile mod tallerkenens kant.

”Så det er derfor, at du er i det her humør og ikke bare fordi du er kærlighedskuller.” Et glimt var at se i hendes øjne, da Annabells kinder tydeligt blussede op over de ord. Hun kunne dog ikke nå at modsige dem, inden Henrietta fortsatte. ”Men ja. Jeg kyssede ham. Men det I så, var rigtig nok.”

Annabell hævede øjenbrynene af hende og var nu helt sat af vognen for at forstå noget af det, der skete.

”Så… Både du og Daniel kyssede med Mason til festen? Sådan, seriøst?”

Henrietta trak på skuldrene.

”Daniels var nok seriøst, mit var bare for… Ja, du ved, Mason var alligevel for fuld til at kende ordentligt forskel på os, så vi udnyttede chancen?” Et roligt smil lå over hendes læber, da hun bare begyndte at spise videre.

Annabell forstod virkelig ingenting lige nu.

”Men… så… var Daniel okay med det?”

”Ja, selvfølgelig, han var med på den. Jeg skulle bare få Mason opstemt til kys og derefter sende den videre. Det skete så nemmere end forventet. Men på den anden side, han er jo en sportsidiot, så hvad havde jeg regnet med?”

Annabell stirrede chokeret på hende, inden hun rystede opgivende på hovedet. Det her gik ud over hendes forstand, det var alligevel utroligt.

”Så… Ved du så hvem af jer, der var det fantastiske kys?”

Henrietta sendte hende et skummelt smil, for hun vidste det uden tvivl og kunne uden tvivl godt lide at vide det.

”Hvis mit tantekys er det fantastiske kys, så har han godt nok ikke fået noget, der var noget værd nogensinde før. Det var selvfølgelig Daniel, han er jo en fantastisk kysser. Men dette gør så også, at din kærestes ven nok inderst inde er homo”, blinkede hun til Annabell, som med det samme fik ufatteligt røde kinder.

”Han er ikke min kæreste”, mumlede hun som forsvar, ”men hvorfor fortalte du ham så ikke bare sandheden i går? Nu går han jo rundt og overbeviser sig selv om, at det var dig og ikke Daniel, og hvad vil Daniel ikke…”

”Hey, frøken positiv, vi har det hele under kontrol okay? Fyren ved jo godt, at det var det, der skete. Det er jo derfor, at han afviser det så meget. Så bare lad tiden gå og se, hvad der sker. Det er jo trods alt jul, og det er jo ikke ualmindeligt, at der sker mirakler på denne tid af året, vel?” Henrietta blinkede til Annabell. ”Koncentrer dig nu bare om dit eget kærlighedsliv, så skal jeg nok holde styr på alle stumperne som altid.”

Annabell sukkede tungt, men sendte alligevel Henrietta et smil.

”Du er bare fantastisk. Hvordan klarer du dig?”

Henrietta sendte hende et smil og bundede sit glas, inden hun skubbede stolen ud fra bordet, så hun kunne rejse sig. Hun greb fat i bakken og vendte de blå øjne mod Annabell med et lusket udtryk.

”Det er min lille hemmelighed.”

Og med de ord forsvandt hun ned mellem bordene og lod Annabell sidde og tænke over den betydning.

*

Alle pigerne var forsamlet rundt om træner Dinel efter den dags eftermiddagstræning. Træneren virkede ellers bare helt uanfægtet af de ventende piger, der alle masede om at komme forrest, så de kunne se, hvad der kom til at stå på sedlen. Annabell kunne tydeligt mærke bekymringen komme over hende, da hun virkelig ikke ville have, at hendes skøjtetid og Eriks kamp skulle ligge på samme tidspunkt. Det ville virkelig bare være sort uheld gange to. Hvordan kunne deres træner også bare lige flytte deres kamp sådan? Det var ikke fair. Det kunne ødelægge det hele.

Endelig flyttede træner Dinel sig fra tavlen og ønskede alle pigerne en fortsat god dag, men ingen hørte hende. De var alle sammen stimlet rundt om det lille A4-ark, der var hængt op på den enlige opslagstavle. Et sug gik igennem Annabells maveregion, da hun så, hvad der stod. Hvor uheldig kunne hun lige være? De var ikke mere end 10 piger, og hvert program måtte tage fem minutter, men der var selvfølgelig lagt tid ind til, at de kunne komme ind på banen og gøre sig klar. Annabell var blevet sat nogenlunde i midten, men alligevel for sent. Klokken 15.50. Hun vidste, at Erik skulle bruge omkring halvanden time på at opvarme og det passede overhovedet ikke ind. Hvordan skulle de kunne nå begge konkurrencer?

”Der kan man bare se hva’? Det var vel nok ærgerligt, at det ikke lige passede.”

Annabell bed tænderne imod hinanden for ikke at fare på Leonora med det samme, men fik vendt sig om nogenlunde behersket. Synet af det blonde hår, der omkransede det klart selvtilfredse barbie-ansigt fik bare endnu hurtigere hendes temperament i kog, men hun gjorde ikke andet end at knuge hænderne sammen og ellers have dem presset ind til sine sider.

”Det er det, man kalder karma. Se, jeg er heldigvis kommet på som den første, og derfor passer det lige med, at Erik kan nå at se mig og dermed blive helt forblændet af mig. Vel nok ærgeligt, at han ikke kan nå at se dig. Jeg er ked af det på dine vegne!”

Leonora svingede tilfredst med det blonde hår og grinede af sin egen vittighed sammen med hendes tog vedhæng, der altid hang med hende. Eller de var der i hvert fald hver gang Annabell virkelig skulle jordes.

Annabell tog nogle dybe indåndinger, inden hun maste sig vej forbi Leonora og gled ud på isen igen. Hun måtte ikke lade det her påvirke hendes præstation, det kunne hun bare ikke.

”Lær til en anden gang, at du aldrig skal komme på tværs af mig. For lige meget hvad du prøver på, så vil jeg jo altid vinde, sådan er det bare.”

Øjnene blev lukket og Annabell fokuserede fuldt ud på at memorere sit program. Hun kunne ikke lade sig distrahere. Det kunne hun bare ikke, det måtte hun bare ikke. Hun skulle vinde over Leonora, andre udveje var der bare ikke!

Hendes tavshed virkede dog til at skræmme Leonora væk og hun og hendes slæng forsvandt ned i omklædningsrummet med en del hånlig latter, som Annabell insisterede på at holde ude.  Hun havde dog mest af alt lyst til at krølle sig sammen, da det her på ingen måde passede ind i hendes system. Hvordan skulle det ikke ende? Hun ville jo bare så gerne have Erik ved sin side og ville også så gerne se hans kamp. Men hvordan kunne det overhovedet hænge sammen i sidste ende?

Det var først, da hun var sikker på, at alle var forsvundet fra hallen, at hun satte sangen på og prøvede at udføre nummeret, som hun havde planlagt til konkurrencen. Hun kunne bare ikke fokusere, da hun hele tiden funderede over, hvordan det ville ende og hvordan det kunne gå så galt? Hun gav dog ikke op og fortsatte gang på gang med at udføre øvelserne.

Det var først, da hun kunne mærke et stirrende blik, at hun opgav og vendte blikket, så hun rigtig nok fik øje på Erik. Et trist smil gled over hendes læber, inden hun skøjtede hen til ham.

”Det går ikke. Det kommer ikke til at fungere”, mumlede hun, da hun kom tæt på og hun endte med at stoppe op og forsigtigt glide hen til ham og læne sig op med ryggen til barrieren ved siden af ham. Han kiggede uforståeligt på hende, og hun gennemspillede ordene. De kunne virkelig forstås på mange måder. ”Altså konkurrencerne. Jeg skal starte for sent.”

Han så kort ud til at være lettet, inden et suk forlod ham. Med rolige bevægelser bevægede han sig hen bag hende og lagde armene om hende i et kram bagfra. Hun knækkede i nakken, så hun kunne se ham og et smil spredte sig let over hans læber.

”Det er vist, hvad man kalder uheldigt… Men hvornår er det, du skal starte?”

”15.50, og mit program tager fem minutter.”

Han fik en tænksom rynke i panden, inden hans ansigt brød ud i et smil. Han gav hende et klem og vendte hende blidt om, så hun stod med fronten mod ham.

”Se, det er jo ikke så slemt igen, vel? Bussen kører først fem over og det tager omkring et kvarter at komme hen til hallen. Dermed vil jeg kunne være der tyve over og sagtens kunne nå opvarmingen. Og så kan du komme efter din konkurrence for at heppe på mig?” blinkede han til hende og hun kunne mærke, hvordan lettelsen med det samme strøg ind over hende. Det passede faktisk sammen. Det hele hang sammen.

”Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke havde dig til at komme med sådanne langt ude planer?” spurgte hun ham drillende. Hun ville aldrig selv have kommet med sådan en plan, nærmere tværtimod. Hvis ikke hun havde regnet med, at Erik kunne komme op med noget, var hun med sikkerhed gået i panik.

Erik sendte hende et kækt smil og uden hendes egentlige samtykke greb han kort fat i hendes ene balle, så et hvin forlod hende, inden han slap hende med et drillende smil og blidt skubbede hende ud på isen. Hendes kinder var med det samme opblussede.

”Så ville du aldrig komme ud af din skøjtehal og opleve den virkelige verden. Lad mig nu se dit program til på onsdag. Jeg skal jo se, hvad jeg skulle komme med sådan en god plan for, ik’?”

Et skævt smil gled over hendes læber og hun gled ud på isen.

*

Da de steg ind i bussen en time senere havde Annabell helt glohede kinder og det var ikke fra træningen, der faktisk var endte med at være ret så vellykket. Erik havde bare valgt i ventetiden ved busstoppestedet at vise hende, hvordan et rigtigt kys var, og det var hun stadig påvirket under. Derfor lagde hun ikke lige med det første mærke til det mærkværdige par, der førte en højst så højrøstet samtale i bagenden af bussen.

”Der har vi vidst vores andet kærestepar”, hviskede Erik drillende til hende, hvilket fik hende rystet ud af døsen og til at tage sine omgivelser til sig. Det var først nu, hun rigtig lagde mærke til, at to velkendte personer sad i bagenden af bussen og til hendes overraskelse virkede de faktisk til at tage det godt nok sammen.

”Du vil bare ikke indrømme, at jeg er den bedste, du nogensinde har fået.”

”Nu stopper du, Daniel. Det skete ikke, det var Henrietta. Det ved vi begge to.”

”Det skal du jo sige. Skal vi tage en test og se, hvad du siger?”

Daniel lavede trutmund til Mason, som med det samme fik røde ører og en anelse febrilsk kørte hånden igennem sit stadig perfekte hår. Hvordan gjorde han?

Mason var hurtig til at få øje på Erik og Annabell og endnu hurtigere til at skubbe sig ind til vinduespladsen, så langt fra Daniel som muligt. Daniel sendte dem et stort smil, da han så dem komme ned mod dem og han lænede armene mod ryglænet og hagen mod armene.

”Passer han ordentligt på dig, eller skal jeg lige sige et ord eller to til ham?” spurgte Daniel med et skælmsk smil, hvilket fik Annabell til smilende at ryste på hovedet, så de brune krøller strøg om hendes ansigt.

”Bare rolig. Du behøver ikke lege storebror overfor mig også”, forsikrede hun ham om og satte sig ned på pladsen foran ham, hvorefter Erik satte sig på sædet foran Mason, der virkelig virkede til at prøve at lade som om den foregående samtale aldrig var forløbet.

Erik sendte Daniel et let smil, og Annabell kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at det overhovedet ikke var med samme anstrengthed som tidligere, hvilket glædede hende. Man kunne jo heller ikke blive ved med at hade Daniel, det var praktisk taget umuligt.

”Forstyrrer vi jer i noget?” spurgte Erik drillende og havde blikket vendt mod Mason, som for nok første gang nogensinde prøvede ikke at gøre sig bemærket. Det fik Annabell til at fnise for sig selv, da det var en utrolig forskel, der kunne være på den fyr.

”Næh, egentlig ikke. Ikke andet end at jeg var liiige ved at få endnu et kys, inden I kom og forstyrrede. Men whatever, det skal nok ske igen”, sagde Daniel henslængt og for god ordens skyld blinkede han en enkelt gang til Mason, som bare fik endnu rødere ører.

”Så det er nu blevet officielt?” spurgte Erik drillende ind og havde specielt blikket rettet mod Mason, der på ingen måde virkede til at bryde sig om situationen.

”Nej”, mumlede han muggent. ”Som Henrietta sagde, så var det hende, jeg kyssede med.”

”Den ene af gangene. Tantekysset, husker du vel nok?” påpegede Daniel med et skævt smil. De havde tydeligvis snakket om episoderne inden Annabell og Erik var kommet ind i bussen. Og Mason havde vist husket begge episoder.

”Jeg er ikke gay”, sagde Mason og skubbede sig ud fra bussædet. ”Det har jeg jo sagt. Det var din søster jeg råsnavede med og sådan er det bare.”

Et suk forlod Annabell, da Mason ikke rykkede sin mening ud af flækken, men det virkede på ingen måde til at påvirke Daniel. Han sad stadig med det charmerende smil over læberne og da Mason passerede dem og endnu en gang udførte en flugt fra samtaleemnet, rejste Daniel sig bare og fulgte med.

”Jeg må hellere følge med ham, hvis han nu pludselig skulle få lyst til en fyr. Jeg vil jo ikke have, at han kaster sig over en anden, vel?” hviskede Daniel til Annabell og fortsatte ellers uanfægtet med ud af bussen efter Mason, som ikke opdagede sin efterfølger lige med det samme.

Annabell sendte Erik et opgivende blik, men han smilede bare og trak på skuldrene.

”Det må jeg give ham, den fyr giver virkelig aldrig op.”

Annabell kunne ikke bedømme, om det var godt eller skidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...