Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1159Visninger
AA

22. 20. December

20. December

"Annabell"

Annabell havde aldrig før følt sig så let. Det var som om den evige glæde, der boblede i hendes maveregion kunne få hende til at gøre alt, lige meget hvor umuligt det så end virkede, og det var det, hun så gjorde. Skøjtningen gik klart bedre, end hun havde turdet håbe på efter at have brudt ud af sit søvnmønster forrige aften, og der var ikke længere nogen problemer med at benytte sig af den højre fod. Det var klart en fordel.

Den eneste hæge ved det hele var, at Leonora var værre end normalt. Hun var uden tvivl godt vred på Annabell, som dog på ingen måde tog sig af det. Ikke i dag. Hun vidste, at hun havde vundet, og derfor kunne Leonoras små onde kommentarer ikke slå hende hen, nærmere tværtimod. Det mindede hende bare om, at hun havde vundet, hvilket gav hendes selvtillid et klart boost og dermed også hendes præstation. Hun følte hun kunne gøre alt.

”Tak for i dag piger! Godt arbejde, men husk nu at minde jer selv om at rette op på de fejl, I laver, ellers kommer I ingen vegne!” Træner Dinel nikkede til dem hver især, inden hun som altid vendte rundt og marcherede nærmest ud af hallen. Annabell havde altid beundret hende for det og gjorde det stadig. Den kvinde kunne virkelig yde respekt uden at gøre det store.

Annabell blev på isen, da de andre forsvandt ned i omklædningsrummet, men dette ændrede alligevel ikke på, at hun kort kunne få en spydig kommentar fra Leonora (”Det hele er bare et spil. Synd du ikke kan se det endnu!”), og fornemmede de stirrende blikke, hun fik sig, da hendes humør uden tvivl kom noget bag på de andre. Men det var hun lige i øjeblikket ligeglad med, der var intet, der kunne pille hende ud af sin lille boble.

Hun var også hurtigt fokuseret på det næste og fik fundet den rigtige sang frem på sin mobil, inden hun gled ud på isen. De sidste par dage havde hun leget lidt med tanken om at blande takter i musikken og hun havde fundet den perfekte sang, der kunne fungere med princippet. Hun var også i fuld gang med at udvikle den endelige koreografi, som var den, hun ville bruge til konkurrencen d. 24.. Alt skulle bare være perfekt og helt i orden, for hun skulle bare vinde!

Sangen sluttede med et brag, som hun havde planlagt at kollapse på, og hun lå et øjeblik og trak efter vejret, da det havde været et noget intenst program. Men hun var tilfreds. Det havde fungeret, nu skulle det bare finpudses.

En ensom klapsalve lød fra sidelinjen og Annabell løftede ansigtet med et sæt, og fik med det samme øje på Erik, der stod lænet op af barrieren. Automatisk gled et smil over Annabells læber, da hun skubbede sig på benene og langsomt skøjtede over mod ham, selvom hun kunne mærke, hvordan hendes krop næsten hyperventilerede.

Aftenen før havde ikke forløbet, som hun havde håbet på, men der var ingen tvivl om, at den var endt perfekt. Hun havde aldrig følt sig så levende, som hun sad der på trappen med Erik og kunne mærke, hvordan kysset trak hende helt væk fra virkeligheden. Alt det raseri og håbløshed, der havde fyldt hende de forrige dage var forsvundet i samme øjeblik, og lykken var overvældende. Hun havde følt, at hun kunne alt. Det samme var sket, da han havde fulgt hende tilbage til hendes værelse og havde kysset hende godnat. Hun havde ikke lyst til nogensinde at sove. Men på den anden side fortalte hendes fornuft hende, at det var nødvendigt. Ellers ville hun aldrig kunne vinde til fulde.

”Det ser godt ud. Du er klar til konkurrencen?” spurgte Erik kækt, da Annabell kom tæt nok på. Hun satte farten af, da hun nærmede sig barrieren og stoppede op omkring en meter fra den med et skævt smil på læben.

”Ikke endnu. Men det vil jeg blive”, svarede hun ham og strøg en undsluppen hårtot bag øret.

”Så det betyder, at du ikke vil tage med mig på julemarked nu her?”

Hun bed sig i læben og hendes blik gled fra ham ud til isen.

”Det… Erik, jeg bliver bare nødt til at træne, ellers vil jeg aldrig vinde og jeg skal bare…”

”Hey, rolig nu smukke. Jeg ved godt, at du elsker træningen højere end mig, men hvad med så at dele tiden ligeligt op? Så en times træning nu her og derefter aftenen med mig?”

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans forslag og forsigtigt skøjte næsten helt hen til barrieren. Han rakte ud efter hende og trak hende helt tæt ind til sig, selvom der var en træplade imellem dem, men lige nu var hun ligeglad. Hendes hjerte hamrede alligevel derudaf.

”Kun hvis du lover, at det bliver en god aften”, svarede hun ham drillende, da hun ikke kunne stå for hans forslag. Det var faktisk mere tiltalende, end det stramme program, hun ellers havde lagt for sig, der inkluderede et varieret måltid mad, en kort svømmetur og derefter på hovedet i seng. Hun burde nok følge det… Men på den anden side, så var det overhovedet ikke det, hun havde lyst til.

Han lænede sig ned mod hende med et smil og kyssede hende blidt, inden han trak sig tilbage med et skævt smil.

”Er det ikke altid en god aften med mig?” spurgte han drillende og gav hendes talje et klem, inden han slap hende. ”Lad mig nu se dig føre dig frem.”

Hendes smil var en anelse fjoget, da hun kort strøg hånden igennem hans krøller, inden hun gled ud på isen.

*

”Er du sikker?”

Bussen rumlede under Annabell, og hun greb bedre fat i sin sportstaske, mens hun ventede på, at de snart kunne komme ud af fartøjet. Hun brød sig ikke synderligt om at køre bus, der hun ofte havde hørt om busulykker og specielt på så sneklædte veje, som der var her. Det virkede på ingen måde sikkert.

”Ja, ellers ville jeg ikke sige det? Hvis du bare gør det lige så godt d. 24. som i dag, så skal du nok vinde det hele”, forsikrede Erik hende om og gav hendes hånd et blidt klem. Hendes blik gled kort ned på deres sammenfoldede hænder og endnu en gang steg varmen op igennem hende.

”Det må vi da håbe. Ellers vil jeg bare bure mig sønderknust inde på værelset resten af lejren”, sagde hun drillende, selvom det nok ikke ville blive så slemt igen. Eller ville det? Hvis hun tabte til Leonora endnu et år ville det nok ske. Men det var også fordi det var Leonora.

”Hvem skal så være min heppekorspige? Jeg bliver jo nødt til at have en eller anden, der kan indgyde mig mod, og hvis du ikke er der, hvilken pige skulle det så være?”

Annabell rakte tunge af hans og skubbede let til ham med den ene skulder i samme øjeblik, som bussen stoppede op og en velkendt skikkelse trådte ind og stilede direkte imod dem.

”Hey Mason”, sagde Erik med et smil, da Mason satte sig på sædet foran dem og vendte ansigtet mod dem. Hans ansogt var lyst op i et smil, og da han lod hånden glide igennem håret blev det siddende ligeså perfekt som altid. Hvordan han gjorde det var virkelig noget af en gåde.

”Hey i to.” Masons blik gled ned til deres sammenfoldede hænder og et drenget smil gled over hans læber. ”Er det så endelig officielt?”

Annabell rakte tunge af ham, men Erik virkede ikke synderligt påvirket af det, han sendte bare Mason et stort smil og gav Annabells hånd et blidt klem. ”Det kan man vist godt sige. Men det er jo ikke det interessante. Lad os høre om din nyhed.”

Efter at have siddet på trappen aftenen før var Annabell og Erik gået ind, fordi kulden blev for overvældende. De havde søgt mod et af de mere afsides hjørner, så de kunne være alene, men det var i forvejen blevet optaget. Af Mason og Daniel. I fuld gang med at suge hinandens ansigter ud.

Mason virkede dog ikke til at være specielt påvirket over spørgsmålet, han smilede bare og trak på skuldrene. ”Hvad kan jeg sige? Din veninde er nok den bedste kysser i verden, jeg har aldrig fået sådan et godt kys”, sagde han ærligt. Annabell og Erik sendte hinanden et undrende blik.

”Min veninde?”

”Ja, Henrietta for fanden. Hun ved lige præcis, hvordan sådan noget skal gøres.”

Annabell sukkede tungt. Åh Gud, stakkels Daniel.

”Hvor fuld var du lige i går, Mason?” spurgte Erik med et medlidende smil. Mason virkede dog ikke til at fatte, at der var noget galt, han smilede bare videre. Endda rimelig lykkeligt videre.

”Ikke for fuld. Okay, jeg havde måske drukket en del. Men ikke nok til at glemme, at den pige virkelig var fantastisk. Hvorfor har du ikke præsenteret mig for hende noget tidligere?” spurgte Mason Annabell og hvilede hagen mod bussædet. Annabell bed sig i læben og vendte blikket mod Erik, der endte med at treække på skuldrene og tage over.

”Mason. Det var ikke Henrietta, du kyssede i går aftes.”

”Gu var det så. Jeg var ikke så fuld, at jeg ikke kan huske, hvem jeg kyssede med. Jeg er sikker på, at hun havde fregner og de klareste blå øjne og hvem andre passer under den beskrivelse?”

Annabell bed sig i læben og strammede ubevidst sit greb om Eriks hånd. Det her var ikke godt. På ingen måde. Hvordan kunne fyren have glemt, at det var Daniel, han kyssede med? Daniel ville blive knust.

”Daniel passer under den beskrivelse. Daniel er den beskrivelse”, afslørede Erik roligt.

Mason rynkede på panden og for første gang i den tid, Annabel havde kendt fyren, så han ikke så perfekt ud. Han så virkelig ud til at tænke som det knagede, inden han resolut rystede på hovedet.

”Nej. Nej, det kan ikke passe.”

”Mason… Vi så jer. I sad i kyssehjørnet og var ved at suge hinandens tunger ud”, fortsatte Erik med et blidt smil, da Mason på ingen måde så ud til at bryde sig om den oplysning. Han tog sig til hovedet og håret flyttede sig ud af den ellers perfekte stilling. Det umulige var sket.

”Nej. Det kan ikke passe… Jeg… Det var Henrietta, andet kunne det ikke have været!” sagde han en anelse bestemt og frustration kunne ses i hans øjne. ”Jeg er sgu da ikke homo.”

Annabell bed sig i læben, da hun ikke brød sig om den vending det hele havde taget.

”Mason, det var det der skete. Og hvad er der så slemt i det? Daniel er en sød fyr og…”

”Nej. I må have set forkert, jeg har fandme ikke kysset en eller anden dude!” sagde han bestemt, inden han noget brat rejste sig. Han virkede helt ved siden af sig selv, og Annabell tænkte, at det nok var fordi realiteten var begyndt at gå op for ham. Og han brød sig ikke om den.

”Hvor skal du hen? Hotellet er først om tre stop”, påpegede Erik, da Mason allerede var ude på gangen og på vej ned af den. Han vendte blikket mod dem og rystede derefter på hovedet.

”Jeg vil ikke høre på det der, det er ikke sandt.”

Han fortsatte ned af gangen og steg ud, da bussen stoppede. Da de kørte forbi ham kunne Annabell se, hvordan han stod i sneen og bandede for sig selv. Et suk forlod hende og hun hvilede hovedet mod Eriks skulder. Stakkels Daniel…

*

Julemarkedet var noget af det hyggeligste, Annabell nogensinde havde set. Hun havde, i årene inden sin stilen efter at blive den bedste indenfor skøjtesporten, hvert år været på det lokale julemarked i byen, hun boede i med sine forældre. Det havde altid været hyggeligt og de havde altid haft et juletræ og en masse små ting med derfra, som de rigtig kunne pynte op med hjemme i lejligheden. Efter hun blev udtaget til vinterlejren havde hun ikke været af sted til et julemarked, og hun havde næsten glemt al charmen omkring det. Hvordan de levende lys gav det hele en ny stemning og alle duftene, der blandede sig med hinanden i en behagelig og beroligende dunst.

De havde sat sportstaskerne af på hotellet, og derfor kunne de gå frit rundt på markedet uden at skulle tænke på, at de havde de forholdsvist tunge tasker at slæbe rundt på. Det var uden tvivl en klar fordel Annabell ikke havde haft længe, og som hun nød godt af.

Erik trak hende med til de forskellige boder og efter omkring to timer, havde de fået indsamlet en god portion varme julelækkerier og en fin lille engel, som Annabell havde købt som julegave til sin mor i en overvældelse af hjemve. De gik hånd i hånd ned af en af de mere rolige stier mellem boderne, da Annabell lagde mærke til klokken. Hun sukkede tungt og vendte blikket mod Erik.

”Klokken er mange”, påpegede hun og gav hans hånd et blidt klem. Han vendte blikket ned mod hende, inden han rystede på hovedet med et skævt smil.

”Nej. Den er kun halv otte”, påpegede han drillende og hun fnes lidt af ham.

”Du ved, hvad jeg mener. Jeg skal være i seng senest klokken ni, så jeg kan nå op til en morgensvømmetur klokken 7.”

Han fnøs af de ord og endte med at stoppe hende op og træde ind foran hende. Hun blev med det samme fanget i hans øjne, da han skubbede hendes hage op.

”Så du sætter en morgensvømmetur højere en mig?”

Hun sukkede tungt, men fik ikke lov til at vende sit blik væk, selvom det var det, der trak i hende. I stedet betragtede hun ham i noget tid, mens hun overvejede det. ”Men jeg skal bare vinde, Erik…”

Hun kunne ikke forsømme sin træning. Hendes fod havde i forvejen sat hende tilbage, og hun kunne ikke lade andet komme i vejen. Lige meget, hvor meget hun så end ville det, så måtte det bare ikke ske. Selvom tanken om at være sammen med Erik virkelig var tiltrækkende og… Nej. Hun skulle fokusere.

Han sukkede tungt og lænede panden ned mod hendes, så hun på ingen måde kunne undgå at holde blikket mod hans. De fangede hende nærmest med sin nærhed, og fik hende til at vakle en del på sit valg. Hvorfor kunne Erik ikke bare være hendes træning? Hvorfor kunne noget tid med ham ikke gøre, at hun med sikkerhed kunne vinde?

”Men hvad sjovt er der ved at vinde, hvis du går glip af så meget indtil da? Hvis jeg loooover, at vi er hjemme senest klokken ni, kan vi så ikke være lidt længere?” spurgte han og et bedende blik, hun aldrig havde set før blev sendt mod hende og gjorde hendes valg endnu sværere. Hun endte med at bide sig i læben, inden hun sukkede.

”Senest klokken ni”, svarede hun ham så overgivende, selvom hun inderst inde var mere end lykkelig for det. Det var jo det her, hun gerne ville. Hun ville ikke hjem endnu.

Et smil gled over hans læber og han slap hendes hånd.

”Se, du kan faktisk godt vælge fornuftigt”, sagde han drillende, inden han greb fat i hendes sider og svingede hende rundt, hvilket fik et hvin til at forlade hende. Hendes fødder fandt fodfæste igen og hun blev trukket ind til ham, mens en let latter forlod hende.

”Jeg vælger altid fornuftigt”, påpegede hun drillende. Han rystede på hovedet og lænede sig ned for at lukke af for alle hendes andre undskyldninger. Annabell besvarede lykkeligt kysset og glemte med det samme verden omkring dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...