Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1174Visninger
AA

4. 2. December

2. December

Annabell

Swusch. Swisch. Skøjterne skød hen over isen en efter en, og Annabell kunne tydeligt mærke rusen, der altid kom, når hun befandt sig på isen. Wusch, whisch. Lyden af skøjterne var det eneste i hallen ud over hendes eget åndedrag, og hun frydede sig uden tvivl over lyden. Det var den bedste lyd hun kendte.

Hun havde taget en let morgenmad og ellers styrtet ud af hotellet med sportstasken over skulderen. Egentlig burde hun nok have socialiseret sig med sine nye værelseskammerater, men hun havde simpelthen ikke tid. Hun vidste, hvad denne lejr gik ud på. Det gjaldt ikke bare om at lære en masse andre sportsinteresserede at kende og dermed danne bånd, nej, det gjaldt om at blive bedre, og det blev man kun, hvis man trænede.

Det var nu ikke fordi hendes værelseskammerater var de værste. Da hun var den eneste kunstskøjteløber fra sin klub, der var blevet optaget, var hun ikke kommet på værelse med andre isdansere, nærmere tværtimod. Hun var kommet på værelse med en curler - hvad var det for en sport? - og en badmintonspiller, og selvom de virkede som meget flinke piger, så havde hun ikke ytret andet end et enkelt: ”hej” til dem. Hun havde ikke kunnet vente med at komme ud på isen, og da hun kom tilbage aftenen før havde de begge lukket sig inde i deres respektive rum, så hun slap for helt at kommunikere med dem.

Hendes krøllede brune hår var stramt bundet op i en knold, så det ikke ville komme i vejen, og hun havde endda sikret det med et ekstra lag hårnåle, da hun havde erfaret, at der skulle en del til, for at holde det på plads. På den ene side, burde hun nok enten klippe det helt kort eller lade det gro længere, men ingen af delene tiltalte hende, så det blev ikke til noget.

Skøjterne fejede over isen og hun vurderede sit spring, inden hun satte af og snurrede om sig i en piruette for øjeblikket efter, at lande på isen med lavt tyngdepunkt og fortsætte videre. Koncentrationen var fuld hos hende som altid, for hun havde aldrig ladet noget komme i vejen for hende på nogen måde. Hun rettede sig op og skøjtede ellers roligt videre, mens hun svingede let med armene, da pigefnisen kunne høres fra omklædningsrummet. De andre forstod hende ikke. De havde for travlt med alt muligt andet. De kunne ikke se, at det var nødvendigt at træne ekstra for at blive den bedste.

Pigerne kom op en for en. Som hun havde regnet med, kom Leonora med sine to holdkammerater, som de sidste og det var der, fnisende var tydeligst. Annabell hadede den tøs. Ja, det kunne godt være, at hun var god til at skøjte. Stadig, hun gik på ingen måde så meget op i sporten som Annabell mente at Leonora burde. Selvom Annabell kun kendte Leonora gennem eliteskolen, så var hendes had til pigen groet så stort gennem de sidste år, at hun ikke en gang ville ytre et ord til hende. Måske var det en smule snobbet, men sådan var det. Hun kunne ikke fordrage pigen.

Som hun havde lært hjemmefra lukkede hun nu af for al larmen og fokuserede endnu en gang kun på at skøjte korrekt. Synet af Leonora havde dog fået harmen frem i hende, og det gjorde hende mere ukoncentreret end hun burde. Leonora troede bare, at hun kunne få alt og gøre alt. Med det lyse snorlige hår, de lange smukke lemmer og en yndig stemme, var hun jo nærmest bestemt til det. Syntes hun selv. Og det var nok derfor, hun virkede så sløset, fordi hun bare var sikker på, at kunne få alt. De sidste par år havde hun også vundet over Annabell, hvilket Annabell hadede som pesten. Hendes mål var derfor også udelukkende at slå Leonora for enhver pris. Og derfor måtte hun holde fokusset helt klart.

Pigerne kom ud og overtog en del af pladsen på isen, mens de skøjtede rundt enkeltvis eller i små grupper. De var 10 piger, der havde klaret sig hertil, og Annabell vidste, at de alle sammen var dygtige, det måtte hun erkende. Georgia og Bianca var fra en større klub nordpå, og de var som to styk ud af en alen. Uadskillelige, men ellers noget identiske i deres dans. Ikke yderligere konkurrenter. Annabell skubbede sig ud fra kanten og lod sig glide efter en lille gruppe på tre, der bestod af nogle piger sydpå. Hun havde aldrig rigtig snakket med nogle af dem, og der var kun en af dem, som hun så som en potentiel konkurrent, da de andre, i Annabells øjne, var for pjattede. Så var der Leonoras gruppe, hvor de to andre bare var nogle vedhæng og så var der Freia. De få gange, Annabell havde snakket med hende, havde pigen virket sød og en smule genert, og Annabell respekterede hende, da hun virkelig også virkede målrettet.

Annabell skulle lige til at skøjte op på siden af Freia, da træneren kom ind i hallen og råbte alle pigerne til samling. Annabell kastede et kort blik mod den spinkle pige med det stramtsiddende rødlige hår, inden hun skøjtede hen til træneren og elegant stoppede op. Hun måtte få alt det med, som hun kunne. Hun skulle bare ikke tabe til Leonora igen i år.

Annabell havde lavet et stramt program til sig selv, da hun ville være sikker på at kunne overgå alle de andre i år. Selvom hun havde fået at vide, at hun også skulle huske at hvile sig, havde hun alligevel indsat en ekstra time til træning ud over den tid, de i forvejen fik med træner på. Hun havde sat en morgenlig svømmetur før morgenmaden og en løbetur ind før frokost, så hun ville kunne holde sin kondition og hendes madplan var også nøje planlagt, så det passede med hendes træning. Hun havde i hvert fald ikke tid til at dalre den af her. Det var ikke meningen med lejren.

Hendes sportstaske bar hun med sig overalt, og det gjaldt også ned til frokost. Hun tog et udvalg af kulhydrater og proteiner, og satte sig ned i hjørnet, hvor hun ville kunne sidde stort set i fred. Med sig havde hun en bog om kunstskøjteløb gennem tiden, og selvom hun havde læst den ufatteligt mange gange, var det den, hun slog op på, da hun satte sig ned for at få frokost, inden hun ville tage til træning igen.

”Hey”, lød det ved siden af hende og hun lagde mærke til, at der var en der satte sig. Hendes blik blev løftet og selvom det ikke var meningen, så sneg et smil sig op på hendes læber. ”Hej Henrietta.”

Det sorte hår var som altid bundet stramt i nakken på pigen, og fregnerne regnede ned over næsen og ud over kinderne. De blå øjne var smilende ligesom resten af ansigtet og det smittede altid af. Det havde i hvert fald været tilfældet de sidste par år.

”Ikke noget med et jeg-har-savnet-dig-så-meget-kram?”

Annabell rullede med øjnene, inden hun skubbede stolen ud, så hun kunne læne sig over og lægge armene om pigen. Selvom Henrietta var gymnast og trænede i nogle helt andre haller, så havde de to piger fundet sammen det første år. Og det var et venskab, der bare holdt ved.

”Du er utrolig. Men jeg har desværre ikke så meget tid. Stramt program, du ved”, sagde Annabell med et smil, da hun trak sig tilbage fra krammet og igen begyndte på sin mad, men stadig holdt blikket mod Henrietta. ”Jeg skal bare slå Leonora i år.”

Henrietta, som selv havde taget en portion mad med, begyndte ligeså at spise, men formåede alligevel at holde pauser med indslusningen af maden, selvom hun virkelig så ud til at nyde det.

”Ved det… Du giver aldrig op. Men husk nu, at du ikke skal glemme mig. Ellers giver det konsekvenser”, sagde hun drillende og pegede med gaflen mod Annabell, hvilket fik en let latter til at glide imellem de to piger.

Annabell skyllede det sidste mad ned med en slurk vand, inden hun skubbede stolen ud fra bordet og svang sportstasken over skulderen. Hun havde ikke tid til at sludre, selvom Henrietta uden tvivl ville være hendes førstevalg.

”Det vil jeg huske. Det her, det er vores bord de næste uger?” spurgte hun med et smil og skubbede stolen på plads, inden hun tog servicet og nærmest allerede var på vej væk.

”Lad os se, om jeg gider efter denne behandling”, lød det efter Henrietta og Annabell vinkede bare som svar med et smil på læben. De første dage var altid de mest hektiske, for hun skulle virkelig nyde godt af alle faciliteterne her. Nu havde hun også været på intensivt kursus de sidste par uger, så hun skulle bare have trænet op på, hvad hun havde lært. Og så var der ikke tid til snak. Hvor meget hun så end havde lyst til det.

Den aften var hun endnu en gang den sidste, der forlod skøjtehallen og det var med optimisme i sindet. Det havde kørt for hende her til sidst efter de andre var gået. Hun nægtede nemlig at vise sig for meget mens de andre var i nærheden, for hendes sejr skulle komme som en overraskelse, det var sådan, hun ville huskes. Dette var nok også den primære grund til, at hun havde planlagt så meget ekstra tid i hallen, for hun ville kun vise sit bedste, når hun vidste, at Leonora ikke var i nærheden. Den pige kunne virkelig trække glæden ud af enhver.

Betongangen var helt øde, da hun bevægede sig ud af omklædningsrummet og ned af den for at kunne komme ud til bussen. Ifølge hendes plan ville det passe med, at hun havde ti minutter inden afgang og dermed ville hun kunne eftertænke aftenens træning og dermed vurdere hvilke ting, der gik godt, og hvilke der skulle arbejdes mere på. Det var noget, hun gjorde hver aften, så hun vidste, hvad hun skulle gøre dagen efter.

Hun trak sportstasken bedre op på skulderen og rundede hjørnet, så hun kunne se udgangen. I samme øjeblik blev der grebet fat i hende bagfra. Et hvin undslap hende, da hun blev kastet op over skulderen på en person, og hun tabte tasken i overraskelsen. Øjeblikket efter fik hun dog øje på det røde hår og et grin undslap hende. ”Erik!”

Latteren kunne også høres fra ham, da han let drejede rundt med hende over sin skulder, inden han satte hende på jorden igen. Hun bukkede sig med det samme ned og samlede sportstasken op, inden hun  vendte blikket mod ham. Hun måtte indrømme, at hun i hvert fald havde savnet ham. Det var der ingen tvivl om.

”Behøver du virkelig at overraske sådan hver gang?” spurgte hun ham med et skævt smil og daskede let til ham. Han så ud som en, der lige var kommet fra træning med det røde hår siddende viltert omkring ansigtet. Hvordan han var kommet herud var et godt spørgsmål, da Annabell vidste, at baskethallen lå på den anden side af hotellet og på dette tidspunkt af aftenen kørte der kun en bus i timen.

”Ja selvfølgelig. Specielt nu, hvor du har holdt dig væk de sidste mange uger, så må jeg jo komme tilbage i dit liv med en ordentlig entre.” Han blinkede til hende og samlede selv en sportstaske op og svang den over skulderen. Hun havde haft ret i sin tanke.

”Du er i mit liv, tumpe. Jeg har jo prøvet at komme af med dig, men det har ikke rigtig virket”, svarede hun ham drillende, og nikkede ud mod udgangen, for de skulle bare ikke misse den bus her. ”Men whatever. Hvordan går det så? Er jeg gået glip af noget vigtigt på tre uger?” spurgte hun ham. Det kunne jo være, at der var sket noget, som hun burde vide noget om.

Han så et kort øjeblik vildrådig ud, inden han rystede det væk med et træk på skuldrene.

”Næh, egentlig ikke. Der sker ikke så meget på tre uger”, svarede han hende med et smil og åbnede døren for dem, så de kunne komme ud i sneen, der let dalede ned. Annabell elskede virkelig det her vejr.

”Men så valgte du alligevel at møde op på dette tidspunkt og skræmme livet af mig? Der må være noget, du vil fortælle”, påpegede hun med et skævt smil og trak den friske vinterluft ned i lungerne. Det her var lige hendes element.

Endnu en gang så han kort ud til ikke at kunne bestemme sig, inden han så ud til at fortryde det og det blev dækket af et smil. Eller var det bare noget, hun havde forestillet sig i gadelampens lave skær?

”Hvem siger, at jeg ikke bare har savnet min lille krøltop? Der har jo ikke været nogen til at pille mig ned på det sidste”, blinkede han til hende og rodede let i hendes hår, så det blev uglet og overhovedet ikke sad, som det burde.

”Rolig, din selvtillid skal nok komme helt i bund efter de næste fire uger.”

”Så du har tænkt dig at tilbringe tid med mig?”

”Det sagde jeg ikke noget om”, svarede hun hurtigt.

”Jeg så det som en aftale. Sorry, nu er det aftalt.”

Hun rullede med øjnene af ham i samme øjeblik som bussen kom rullende ind foran hallen og blændede hende i dens skarpe lys. Hun sendte ham et smil inden hun gik op i bussen og kunne mærke, at han fulgte efter. Han virkede så rolig, så jokende i forhold til før.

Før i tiden havde der hele tiden været et eller andet under hans ord, som en form for flirten, men det virkede der ikke til at være længere.  Nu var han bare helt nede på jorden og fyrede joke efter joke af, og det var på en måde beroligende, men alligevel var der noget, der trak sig sammen i hende. Hun overbeviste dog sig selv om, at det var det bedste. Han havde opgivet hende. Det var også på tide. Hun kunne ikke have noget til at fjerne fokusset fra træningen. Hun var ikke som de andre piger.

De snakkede hele vejen hjem med bussen og skiltes først, da Erik forsvandt over til sit bord med de andre basketdrenge. Annabell glanede kort efter ham med et smil på læben, inden hun banede sig vej ned til bordet i hjørnet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...