Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1179Visninger
AA

20. 18. December

18. December

"Annabell"

”Er du sikker? Jeg er ellers sikker på, at jeg kan give dig en noget bedre aften end ham rødtop. Han er ikke så fantastisk, som han tror han er.”

Annabell sukkede tungt, og sendte Henrietta et bedende blik, men hun spiste bare roligt videre, selvom man kunne se, at hun var ved at sprutte af grin. Annabell vendte blikket mod den lyshårede fyr, der lige i øjeblikket irriterede hende, og hun kunne ikke en gang huske, hvad han havde præsenteret sig som. Det kunne også være lige meget.

”Det finder jeg så ud af. Prøv at inviter Leonora, hvis du er så desperat, hun vil med det samme springe i armene på dig”, sagde hun en anelse kortfattet, selvom hun virkelig havde prøvet at være venlig mod denne fyr, hun ville jo ikke skaffe sig fjender. Altså andre end Leonora.

Fyren fnøs, inden han dog endelig fattede hentydningen og skubbede fra ved bordet for at forsvinde væk til et af de andre borde. Annabell sukkede tungt og tog igen gaflen i hånden.

”Du er virkelig blevet populær, hva’?” spurgte Henrietta drillende, og Annabell var virkelig fristet til at smide noget pasta efter hende, men hun ville ikke komme i problemer.

”Nej. Ham her ville udelukkende gøre det for at irritere Erik. Se selv, hvordan de skændes”, sagde hun og nikkede til siden, hvor hun ud af øjenkrogen kunne se den lyshårede fyr læne sig ned foran Erik. Erik så godt irriteret ud og det beviste bare hendes teori.

”Så siger vi det. Eller også er det bare din undskyldning, for du vil jo gerne af sted med Erik”; påpegede Henrietta drillende og Annabell rakte tunge, inden hun proppede noget mad i munden, så hun kunne få spist sin frokost, inden hun skulle videre til træning endnu en gang.

Selvom hun ikke ville indrømme det, så glædede hun sig faktisk til festen. Selvom det gjorde, at hun ikke kunne træne helt optimalt i morgen, så var det hele faldet sådan, som hun ville have det. Erik havde faktisk droppet Leonora og derefter inviteret hende med. Hun vidste bare stadig ikke helt, hvad hun skulle sige til det, specielt ikke, da hun jo havde afvist, at det forleden skete. Det var nok noget af det dummeste, hun nogensinde havde gjort. Tænk hvis hun ikke havde gjort det, og de så var sammen nu? Tænk hvis hun uden at føle skam bare kunne gå over og sætte sig ned ved siden af ham, for at spise, og så kunne de derefter følges ud til bussen og sidde ved siden af hinanden på de hårde bussæder og så ville deres hænder måske nå hinanden og så…

”Jorden kalder Annabell! Der er tydeligvis en der, der er mere påvirket, end hun vil indrømme”, drillede Henrietta, og lænede sig veltilfredst tilbage i stolen. Farven skød med det samme op i Annabells kinder, da hun igen kastede sig over maden for at skjule det.

Hun rømmede sig og prøvede ihærdigt at finde på et andet emne.

”Jeg er da ikke den eneste, der er blevet inviteret. Hvad synes du egentlig om Mason?”

Annabells spørgsmål havde på ingen måde den ønskede effekt hos Henrietta, der bare klukkede let og satte sig til at flette sit hår, der ellers havde siddet løst.

”Han er sikkert meget rar, men alt for drengerøv for mig. Og ikke nok med det, så er Daniel tydeligvis skudt i ham, så jeg kan jo ikke være det bekendt. Søskende-reglen du ved.” Henrietta virkede ikke til at tage det så tungt og et lusket smil lå på hendes læber. ”Jeg har jo også denne her plan, der skal ud i verden, så lad os nu se, hvordan det går.”

Annabell rystede opgivende på hovedet med et smil.

”Du kan virkelig være udspekuleret. Det er ikke lige det, man tror, når man ser dig”, sagde hun drillende og tømte sit glas vand, inden hun skubbede stolen ud fra bordet. Henrietta fulgte hendes bevægelse og tog sit service i hånden.

”Se, men skal jo også blive overrasket ik’? Der er jo en grund til, at du stadig kan holde mig ud, og det er jo fordi du aldrig ved, hvad jeg kan finde på”, blinkede hun drillende, og pigerne bevægede sig hen til afryddervognen.

Annabell nåede ikke andet end lige at sætte bakken på en af hylderne, inden hun blev prikket på den ene skulder og hendes blik derfor gled den vej, hvor der dog ikke var nogen. Øjeblikket efter mærkede hun dog en varm ånde ved det andet øre, hvilket fik hende til at stivne.

”Aftalen gælder stadig, ik’? Du tager med mig i morgen?”

Hun vendte blikket til siden og blev mødt af Eriks gule øjne. Et smil gled med det samme op på hendes læber og hun kørte en af de løse hårtotter om bag øret, bare så hun ikke virkede alt for påvirket af hans nærhed, selvom hun virkelig var det. Det var dog ikke noget, hun var stolt af, men hun kunne intet gøre ved det.

”Ja, jeg kan jo ikke rigtig løbe fra den, vel?” sagde hun drillende og bakkede et skridt tilbage, så de stod på respektiv afstand. Andre skulle ikke begynde at danne rygter om noget, der ikke var der. Og som nok heller ikke ville komme her efter hendes bommert.

”Se, det er det, jeg havde håbet på, at du ville svare. Jeg henter dig klokken 7?” Han kørte en hånd igennem de rødlige krøller, hvilket var et bevis på, at han nok også var lige så nervøs som hun var. Det var hun på en måde lettet over, for så var hun ikke den eneste, der var bange for at ødelægge det hele efter lige at have fået det bygget op igen.

”Det lyder godt. Jeg vil se, om jeg kan være klar.”

Han klukkede af hende og ruskede kort op i hendes krøller, så hendes hår på ingen måde sad, som hun ville have det til.

”Ellers slæber jeg dig med, lige meget hvordan du så ser ud”, svarede han, inden han blinkede til hende og bevægede sig over til Mason, som stod og ventede på ham. Annabell kunne ikke gøre andet end at stirre efter ham med et smil på læben, inden hun blev rusket vågen af et knips fra Henrietta.

”Du er helt fanget i hans spind. Det havde jeg alligevel ikke regnet med ville ske”, sagde hun drillende og Annabell rakte tunge af hende, da de gik videre ud af cafeteriet. Henrietta havde dog ret. Det her var imod alle Annabells normale idealer, men lige nu var Annabell ligeglad. Tingene var begyndt at gå som det skulle. Og det var sådan, det skulle være.

*

Sejrsfølelsen kom også mere til fulde, da hun nu uden de værste problemer kunne bruge begge ben på isen. Den højre fod havde næsten ingen gener længere, selvom hun godt kunne mærke, at hun ikke skulle lande for hårdt på den, inden det ville gå galt. Og det skulle det bare ikke gå. Derfor sørgede hun for at benytte sig af den venstre til de vanskellige spring, hvilket virkelig krævede al hendes koncentration, da det var noget anderledes end bare at gøre det på den normale måde. Men det var det her, der kunne give hende en chance for at vinde, og den chance ville hun ikke misse.

”Tak for i dag piger, det var det. I skal alle sammen træne lidt mere på at følge rytmen. Freia, du skal dog mest fokusere på, at time springene korrekt, ellers er det rigtig godt. Alle jer andre, sørg bare for at fokusere. Og jeg mener virkelig at fokusere.” Hendes bestemte blik gled rundt på dem alle en efter en og alle pigerne nikkede samtykkende, da der selvfølgelig ikke var nogen, der ville sige hende imod. Hun havde jo ret.

Annabell blev som altid på banen, mens de andre bevægede sig ned i omklædningsrummet og hun var endnu en gang mentalt ved at gennemgå sit nyopbyggede program til konkurrencen den 24.. Det hele skulle være planlagt ned til mindste detalje, og hun ville ikke have, at noget skulle gå galt. Alt skulle forløbe som smurt, sådan var det.

”Hvorfor bliver du ved med at træne efter alle os andre? Du ved vel, at du alligevel ikke har en chance, ik’?” Annabell vendte sig om med et sæt og blev mødt af Leonoras sammensnerpede ansigt, der på ingen måde var inbydende. Lige nu så hun virkelig ikke køn ud. Men det turde Annabell dog ikke at fortælle hende.

”Jeg har lige så stor chance som alle jer andre. Større chance end dig.” Annabell vidste ikke helt, om det var sandt, men hun kunne lige så godt smide det ud, for det var sådan, hun mente det. Hun ville have en større chance end Leonora, hun ville vinde!

En hånende latter forlod Leonora, og hun rakte op for at løsne det lyse hår fra den stramtsiddende knold, hvilket bare fik hende til at se endnu mere frygtindgydende ud. Ikke at Annabell bekymrede sig om det. På ingen måde.

”Årh, der er noget, du helt har misforstået her. Jeg vinder altid. Jeg vinder alt. Så selvom du træner så meget ekstra, vil du aldrig vinde over mig til den endelige konkurrence. Og selvom Erik har inviteret dig med til festen i morgen, så vil jeg alligevel vinde ham til sidst. Bare vent og se, han vil fortryde sin handling i samme øjeblik han ser mig. Og så ville det jo være ærgerligt, hvis du pludselig fik et følelsesmæssigt sammen brud endnu en gang, ik’?”

Annabell skar tænderne mod hinanden, og prøvede virkelig ikke at blive for påvirket af det, men det var svært, da ordene virkelig ramte ind. Det var jo lige præcis derfor, hun havde afvist Erik første gang år siden. Hun ville ikke ende ud i, at følelser skulle ødelægge hendes chancer. Hvilket de allerede havde gjort.

”Lad os se, hvad der sker, når din plan ikke virker. Det kunne jo være, at du så ville få et følelsesmæssigt sammenbrud?” gav Annabell igen, bare for at sige noget.

Et fnys forlod Leonora, inden hun bakkede tilbage i glidende bevægelser på skøjterne. ”Det sker ikke. Som jeg sagde; jeg vinder jo altid.” Bare for at gøre det hele værre, valgte hun at vinke til Annabell, inden hun vendte rundt og skøjtede ned til omklædningsrummet.

Annabell bed tænderne sammen og prøvede virkelig ikke at være påvirket. Men hvad hvis Leonora havde ret? Hvad hvis Erik ville fortryde sin handling, med det samme han så hende i en af de der små sorte sager, som alle fyre åbenbart tændte på? Annabell bed sig i læben, inden hun skøjtede over og fandt sin mobil frem fra sportstasken. Hun tastede hurtigt det velkendte nummer ind og ventede tre biptoner, inden hun kom igennem.

”Hey Henrietta. Vi skal have købt kjole. Nu. Passer det dig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...