Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1165Visninger
AA

18. 16. December

16. December

"Annabell"

Annabell vidste på ingen måde, hvad hun rigtig skulle gøre af sig selv, da hun for første gang efter en uge mødte op på træningsbanen til træning. Dagen før havde hun prøvet at støtte på højre fod og det havde virket overraskende stabilt og uden smerte, så hun regnede med, at den var så godt som helet nu. Eller det var i hvert fald, hvad hun håbede på, hun kunne ikke holde ud ikke at kunne gøre noget længere.

Hun havde fået bundet begge skøjter på og klædt om som den første endnu en gang og lod sig glide ud på isen. Hendes balance fejlede som altid ikke noget, og hun gled let rundt, mens hun prøvede sin fod af. Umiddelbart virkede den til at have det okay, så længe hun ikke ramte isen for hårdt med den. Hun ville umuligt kunne lave sine spring med den lige nu. Hun håbede virkelig bare på, at det ville fortage sig helt de næste par dage.  Hun skulle bare vinde.

For tretusinde gang gennemtænkte hun endnu en gang sin handling for to dage siden. Hvordan hun havde endt med at kysse Erik. Og hvordan han ikke havde besvaret det og derefter havde hun ikke set skyggen af ham. Hun sukkede tungt over det, men valgte alligevel at holde hovedet højt. Det var sådan det skulle være, hun vidste, at han nu havde Leonora og dermed aldrig ville ønske hende igen. Hun kunne fokusere på sin karriere og ikke bekymre sig om noget andet.

Pigerne begyndte en efter en at komme ind på banen og tanken om Erik faldt lidt i baggrunden da nogle af dem kom over for at snakke med Annabell. Det var uden tvivl lige, hvad hun havde brug for, og derfor tog hun også glædeligt imod selskabet, selvom hun normalt ikke havde følt at have brug for det. Det havde tidligere bare været endnu en ting, der kunne distrahere hendes træning, og sådanne ting måtte der ikke være. På ingen måde.

Derfor var det også først, da noget bumpede ind i hende, da hun lagde mærke til, at Leonora var kommet på banen. Normalt larmede hun og hendes veninder forfærdeligt, men lige i dag var der intet småsnak og småfnisen. Alle tre piger forholdt sig tavse og sendte i ny og næ Annabell dræbende blikke. Det måtte de selv om, det var umiddelbart ikke noget, som hun tænkte mere over.

Træner Dinel kaldte pigerne til samling og så begyndte træningen ellers. Selvom Annabell vidste, at hun ikke burde skøjte til sit yderste kunne hun alligevel ikke lade være. Hun var endelig på isen igen og følelsen var fantastisk! Hun havde aldrig overvejet, hvor meget hun kunne have savnet det her, men det havde hun uden tvivl! Det var jo trods alt hendes liv.

Hun fik at vide, at hun ikke behøvede lave alle øvelserne, men hun ville på ingen måde vise sig som uværdig til at være med på lejren, og derfor udførte hun hver og en. På venstrebenet. Et brus af sejr strømmede igennem hende efter hver vellykket øvelse og de sidste mange dages balance og styrketræning af det venstre ben viste sig nu til at være givet godt ud. Hun ville faktisk have en chance for at vinde det her! Det var i hvert fald uden tvivl hendes ypperste mål. 

*

Efter en hurtig frokost med Henrietta og endnu en træningsrunde var hun på vej tilbage til hotellet med bussen, der transporterede eleverne fra og til. Hun havde med vilje skyndt sig af sted, så hun kunne nå bussen før Leonora og hendes veninder, hvilket til hendes held var sket. De havde virkelig virket sure på hende og havde flere gange været ved at vælte hende, hvilket Annabell tog som noget, de gjorde med vilje. Selvfølgelig gjorde de det.

Bussen rumlede af sted på den snedækkede vej og udenfor faldt flere snefnug ned i deres egen rolige rytme. Ud over træningen var det, det bedste her. Sammen med selve julen. Selvom det var en del år siden, at Annabell sidst havde holdt jul derhjemme, så ville hun uden tøven kunne sige, at julen på hotellet var mindst, vist ikke bedre, end nogen anden jul. Der var altid så fint pyntet og bare selve stemningen overalt juleaften gjorde det til noget helt specielt. Det var nok det, hun glædede sig mest til. Altså efter at have vundet dette års konkurrence.

Hun var helt væk i tanker om det program, der var begyndt at tage form i hendes hoved, og derfor var det først, da hun blev trukket i hestehalen, at hun lagde mærke til, at der var en, der havde sat sig på sædet bag hende.  Hun vendte blikket bagud og et smil gled over hendes læber, da hun blev mødt af Daniels blå blik.

”Hey, har du hørt det?” spurgte han og trak, sikkert udelukkende for at drille hende, endnu en gang i hendes hestehale. Hun skar en grimasse og trak hestehalen til sig, så hun kunne vende blikket hele vejen mod ham.

”At du dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter? Hvad laver du egentlig her, det her er jo…” Hun tøvede, da det gik op for hende hvilket busstoppested de lige havde passeret. Det ved baskethallen. Ved Erik. Var Erik på bussen?

Hendes blik gled med det samme rundt, men der var ingen tegn på hans røde hårpragt nogle steder og hun endte med at synke tilbage i sædet. Hvorfor havde hun overhovedet kigget sådan efter ham? Han ville sikkert ikke en gang tale med hende efter hendes fejltrin forleden.

”Baskethallen ja. Men nu er det sådan, at jeg opsøger informationerne og dermed også får dem.” Daniel greb igen fat i hendes hestehale og trak blidt i den, så hun vendte blikket mod ham. ”Og dermed kan jeg overbringe dig nyheden om, at din prins er fri på markedet.”

Annabell rynkede i brynene over de ord. ”Han er ikke min prins.”

Hun vidste uden tvivl, hvem Daniel hentydede til, men hun vidste også, at hun havde ødelagt den chance for altid med sit stunt forleden. Erik ville jo på ingen måde kunne se på hende længere. Hun kunne i hvert fald ikke se på ham uden at mærke følelsen af hans livløse læber og dermed afvisningen. Selvfølgelig var hun blevet afvist.

”Men han kan nu blive din prins”, fastslog Daniel dog og Annabell rullede med øjnene.

”Nej, han kan ej, for han har Leonora og hvad ville han med mig?” spurgte hun som det var og trak den ene fod op på sædet, selvom hun vidste, at det var imod busreglerne. Hun havde bare lige brug for at sidde lidt sammenkrummet og dermed beskytte sig selv på den måde.

”Hørte du overhovedet, hvad jeg sagde i første omgang, krøltop? Han er fri på markedet nu. Fri fisk. Friskt kød. Eller hvad man nu end siger på pigesprog”, sagde Daniel muntert og hun fik endnu et træk i hestehalen. Hun forstod dog på ingen måde ordene.

”Har han… Har han slået op med Leonora?” spurgte hun forvirret og vendte nu hele fronten mod Daniel, der sad med et stort og skurkagtigt smil på læben.

”Jep. Har du ikke oplevet noget mordforsøg i løbet af træningen?” spurgte han drillende.

 Leonora havde faktisk været mere muggen end normalt og hende og hendes veninder havde virkelig prøvet at gør alt for at Annabell kom til skade. Men…

”Er du sikker? Har han virkelig slået op med hende? Hvornår?”

En dårlig fornemmelse begyndte at nage hende. Tænk hvis han havde slået op, inden hun skrev beskeden til ham. Tænk hvis han havde slået op pga. det kys. Og dermed havde hun så øjeblikket efter skrevet, at det skulle glemmes.

Hun tog sig til hovedet og prøvede at ryste tanken af sig. Det var ikke sket. Det var det værste scenarie og dermed kunne det ikke være sket. Det måtte ikke være sket.

”Mason fortalte mig det. Det var vist i går en gang ud på eftermiddagen eller aftenen. Hun var vist ikke blevet tilfreds.”

Det lignede Leonora at flippe totalt ud. Annabell kunne bare ikke helt forestille sig om det var over, at Erik slog op med hende eller om det bare var over det fact, at der rent faktisk var en eller anden, der slog op med hende. Den havde hun vist aldrig oplevet før.

”Men… Ved du hvorfor?”

”Mason ville ikke sige noget. Ikke andet end at jeg skulle huske at fortælle dig det”, blinkede Daniel muntert. ”Er det ikke det her, vi har håbet på? At I kan få chancen?”

Hun bed sig i læben og vendte blikket ud af vinduet. Var det det her, hun havde håbet på? Var det denne chance, hun havde håbet på? Nej. Hun havde håbet på at kunne vinde konkurrencen. Det var der, hendes held skulle gå. Ikke til noget plat teenagekærlighed. Selvom… Nej. Hun havde ikke held nok til begge dele.

”Nej… Jeg… Jeg skal bare vinde konkurrencen. Det er… Der er ikke råd til andet”, mumlede hun og hvilede panden mod den kolde rude. Det var sådan det skulle være. Det var den eneste rigtige måde, det kunne være på.

Resten af busturen sad de begge to i stilhed, hvilket på ingen måde lignede Daniel. Han havde nok bare endelig fundet ud af, hvornår han skulle tie.

*

Til aftensmaden forestillede hun sig, at hun så ham overalt. Ved siden af sig i buffeten. Ovre ved drikkevareautomaten. Et par borde fra hende og Henriettas stambord. Men hver gang vendte hun blikket og blev mødt af skuffelse. Selvfølgelig var det ikke ham. Og selvfølgelig skulle hun ikke håbe på, at det var ham.

Henrietta måtte enten være blevet underrettet fra Daniel eller bare havde fanget en hentydning, for hun var også helt tyst, da hun satte sig ned overfor Annabell. Der gik dog ikke længe, inden bekymret-veninde-kortet blev taget frem og Henriettas bestik ramte tallerkenen med et klir.

”Du bliver seriøst nødt til at tage dig sammen Annabell”, begyndte hun. Annabell løftede blikket fra tallerkenen og kunne se alvoren i sin venindes blik. ”Du vil ikke have fyren, før han er optaget og når han så bliver fri igen vil du absolut ikke have ham endnu en gang? Hvad tænker du dog på? Er det ikke det her, du har drømt om siden konkurrencen? At han rent faktisk ville droppe Leonora?”

Annabell bed sig i læben og vendte blikket mod sin tallerken. ”Jo…”

”Hvorfor giver du det så ikke en chance i stedet for at være sådan en stivstikker, der bakker tilbage med det samme? Kom ud og lev livet. Bliv lykkelig.”

Annabell løftede blikket mod Henrietta, og det var tydeligt, at hun mente hvert et ord. Annabell havde aldrig set så meget alvor i de blå øjne og der var intet venligt smil om læberne. Det var der ellers næsten altid. Hun bed sig i læben og lod blikket glide rundt i salen endnu en gang.

”Se, det der kan vi arbejde med. Kom.”

Henrietta rejste sig uden yderligere kommando og nikkede mod et af bordene i midten. Rundt omkring det ene bord var propfuldt, men lige der sad der kun to drenge, der virkede til at være fordybet i samtale. Annabell rejste sig forvirret og efter endnu et blik på bordet kunne hun nu se, at det var Erik og hans ven, Mason. Det gav hende lyst til at sætte sig ned med det samme, men Henrietta var allerede på vej mod bordet og Annabell ville ikke lade sin ven i stikken, så hun greb hurtigt fat i bakken og fulgte ellers med gennem salen.

”Neeej, jeg kan se, at I lige har holdt to pladser til os!” udbrød Henrietta, da de nåede hen til bordet og skubbede sin bakke hen ved siden af Masons og satte sig ellers ned på stolen, hvilket satte Annabell til at sætte sig ned ved siden af Erik.

”Man håber altid på kvindebesøg, gør man ikke?” sagde Mason og tjekkede tydeligt Henrietta ud med et elevatorblik, som hun bare slog væk med en håndbevægelse, inden hun greb fat i sit bestik.

Annabell satte sig langsomt på pladsen med siden af Erik og lod sin bakke synke ned foran sig. Hendes bevægelser var langsomme og omhyggelige, mens hun sørgede for ikke at se for spændt ud, selvom det var det, hun gjorde. Hun havde dummet sig, det vidste hun.

”Hey.” Stemmen var nok den, hun mest havde håbet på at høre de sidste mange dage og hun vendte blikket mod Erik. Et forsigtigt smil gled over hendes læber for at besvare hans. Hun kunne simpelthen ikke gøre andet.

”Hey”, svarede hun ham. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun ellers kunne sige, da det jo var dobbelt hendes handlinger, der havde ødelagt det hele. Først det utilsigtede kys og derefter den besked, der fjernede mindet om det. Eller burde have fjernet mindet.

Han virkede til at blive lidt mere selvsikker, men alligevel var hans stemme tøvende, som om han havde overvejet sætningen mange gange, da han spurgte: ”Venner igen?”

Hendes hjerte både sank og begyndte at flagre, hvilket var en underlig kombi. Hun lukkede Henrietta og Masons sludder ude og tænkte det igennem, inden hun nikkede.

”Venner. Igen”, sagde hun med et smil, hvilket med det samme virkede til at løsne stemningen, selvom hun stadig kunne mærke alle de ubesvarede spørgsmål og alle de ugjorte gerninger. Men for nu var de ikke vigtige, for nu ville hun bare have tingene til at hænge sammen. Og det var de begyndt på. Igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...