Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1167Visninger
AA

17. 15. December

15. December

"Erik"

Erik bevægede sig fortvivlet rundt på værelset. Hovedet kørte på højtryk. Han havde virkelig et problem nu. Hans moral med, at man for alt i verden skulle være loyal overfor sin kæreste og aldrig måtte så tvivl til noget i et forhold, var nu blevet skubbet ud over en kant og det bristede langsomt. Hvad fuck skulle han gøre? Hele natten havde han lagt og tænkt det hele igennem. Det var virkelig noget lort det her. Han var blevet så overrasket over, at hun havde kysset ham og det havde fået ham til at stivne i situationen. Han havde ikke kysset Annabell igen. Han havde haft en forfærdelig træng til det, men han kunne ikke gøre det mod Leonora. Fuck noget lort. 

"Argh!", udbrød Erik og i sin frustration løftede han den ene fod og sparkede den imod skraldespanden, der straks gled igennem rummet med en metallisk lyd, inden den ramte imod stolebenet og trillede tilbage. Erik greb fat i sine rødlige krøller og begyndte at rykke lidt i dem, lidt efter lidt. Fuck noget bæ. Han endte med at stikke hånden ned i lommen og hive sin telefon frem. 

S.O.S - Værelset nu!
- E

​Han trykkede send på knappen, da han havde fundet Masons navn. Han havde virkelig brug for råd. Ikke at Mason, ville kunne komme med et rigtigt svar. Hvem fanden kunne han få hjælp af. Måske Henrietta? Han overvejede Daniel, men det stak alligevel i ham. Han brød sig ikke om den fyr. Telefonen blev lagt på bordet, men med forsiden opad, så han ville kunne se, når der kom svar. Forhåbentlig tog det ikke lang tid.

Erik sank sammen på en stol og begravede sit ansigt i hænderne, da en brummen forekom fra hans telefon. Sukket undslap hans læber, i sammenråd med at han slap sit ansigt og slog hånden ud efter telefonen, da skærmen lyste op. Han strøg fingerne over og låste den op, inden han til sin frygt så navnet 'Leonora' på displayet. Fuck. Han havde ikke turde snakke med Leonora siden, så han havde meget bevidst låst sig inde på sit værelse og kun været udenfor til træning. Han kunne ikke blive ved med at ignorere hende. Hun var hans kæreste. Også selvom det ikke havde været lang tid. Det gnavede i hans mellemgulv ved tanken om alt det lort, som han var igang med at rode sig ud i. Det var virkelig ikke gode tegn. Han slukkede skærmen. Hun havde sendt mange beskeder, men han havde ikke kunnet få sig selv taget sammen til, at gøre noget ved det. Mobilen nåede kun lige at ramme bordet, inden den brummede igen og Masons navn straks stod på displayet.

Er der er om 2!
- M

Der gik ikke lang tid, inden han så håndtaget blive trukket ned, og Erik derfor rejste sig op og lod låsen klikke op og lukkede den velkendte Mason ind, og derefter skubbede døren i igen. 

"Hva så, mate? Er der knas i forholdet?" Mason var ikke langsom til at gå direkte til sagen. Erik havde ikke fortalt ham om kysset endnu, han havde slet ikke kunne håndtere, at han havde gjort det her i første omgang. Han gjorde ikke sådan noget. 

"Hun kyssede mig!" Ordene flyver ud over hans læber og Erik når ikke, at få nogen som helst kontrol over sin frustration, som står tydeligt ud af hans øjne. Det er virkelig belastende det her. Det er noget lort og han ved ikke, hvad han skal stille op med det. Det er ikke noget, som han har prøvet før. 

Mason hæver det ene øjenbryn og laver et elevator blik.

"Havde du regnet med andet, hun er din kæreste?" Mason så undrende på Erik, og Erik slog en hånd ud i luften for at afvise. Nej nej, han fangede det helt forkert. Det var jo ikke Nora, som havde kysset ham. Hvorfor tænkte Mason ikke over hvad der lå i ordene i stedet for det fis der? Erik sukkede tungt.

Erik sank tilbage i stolen og lænede sig tilbage med et suk.

"Ikke Nora - Annabell! Hun kyssede mig igår! Det er noget lort!" Han havde slet ikke styr på sin stemme. Det hele væltede rundt og han kunne ikke finde ud af, hvad fanden han skulle stille op med det hele. Det var noget lort og det var bare ikke godt. Tag en dyb indånding Erik, mindede han sig selv om og hev derfor luften ind i sine lunger, så de blev fyldt til renden ,inden han pustede ud. Det hjalp ikke. Overhovedet ikke.

Mason havde bevæget sig tværs over rummet og smidt sig ned i sengen. Han skævede imod Erik og satte sig langsomt op i den uredte seng.

"Er det ikke det, du har ønsket dig i evigheder? Det er sku' da godt mand?"

Erik sukkede tungt og endte med at skubbe sig op fra stolen igen i frustration. Han vandrede frem og tilbage i rummet, inden ordene bare fløj ud af munden på ham; "Du er ikke til meget hjælp, hvad fanden skal jeg sige til Nora?"

Armene blev demonstrativt slået ud til siderne og han sukkede tungt. Det her var sku ikke særlig let. Faktisk var det noget værre bæ. Hvis han nu aldrig var blevet kærester med Leonora i første omgang, så havde det ikke været et problem. Men måske havde Annabell ikke taget chancen så? Han ønskede jo ikke at miste sit venskab til Leonora, men han måtte bare erkende, at sommerfuglene i maven, som var dukket op under Annabells kys, det var mere end han havde oplevet med Leonora. 

"Slå op? Hvis Annabell mener kysset, så er det da den ultimative løsning for at få hende som kæreste nu? Nora er vel også bare en mellemstation er hun ikke?" Sådan havde Erik aldrig tænkt det som, derfor hævede han også det ene øjenbryn og stoppede sin evige og rastløse vandren gennem værelset. Hans blik imødekom Masons.

"Hvad mener du?" Fløj det undrende over hasn læber.

"Du har da aldrig ment, at det med Nora var holdbart i enden, vel?" Mason lænede sig frem og så mod Erik. Erik summede en anelse over de ord. 

"Det har jeg ikke rigtigt tænkt over", måtte han derefter konkludere. Var Leonora bare en mellemstation, som var forudset til at briste i løbet af et øjeblik? Han overvejede det nøje, og summede over det. Men intet kom til ham. Han endte dog med at indse, at de var kommet på noget af et sidespor fra, hvor de skulle være endt. "Men det er heller ikke pointen, pointen er at du skal sige, hvad fuck jeg skal stille op med den her situation!"

"Det er da simpelt. Du starter med at slå op med Nora - eller vent, find lige ud af, hvad Annabell vil? For hvis hun ikke mener noget med det, så er der ingen grund til at slå op med Nora? Og du ved - fri sex, er ikke noget man skal sige nej til" 

Erik hævede det ene øjenbryn og så undrende på Mason.

"Kæft du klam" - fløj det ud over hans læber, da han så på Mason. Hvorofr skulle han altid komme med sådanne ord, det var da klart at han ikke fik noget ud af det her. Erik endte med at smide sig i sengen ved siden af Mason. 

"Ja, men jeg har noget at veje op for - Overvej lige, at jeg har hængt ud med en bøsse i flere dage pga. dig og jeg har en idé om, at han måske er lidt for nærgående?" Mason så indgående på Erik, og Erik kunne ikke lade være med at komme med et fnys. Han havde faktisk godt opdaget, hvordan Daniel havde efterlignet Mason flere gange og ikke konfronterede ham med noget. Han begyndte at summe lidt over den.

"Du er bare sippet nu" Brummede Erik.

"Tag et valg - og snak lige med tøserne om det?" Endte Mason ud med at sige inden, han gav Erik et skulderklap og bevægede sig imod døren. 

"Ja ja"

*

"Hvorfor svarede du ikke på mine beskeder i går? Du var sammen med hende ikke? Det var derfor?" Leonora stod med en hånd i siden og det anklagende udtryk og de sammenpressede læber fik Erik til virkelig at mærke den dårlige samvittighed der hobede sig op i hans indre. Specielt fordi, hun på den ene side havde ret. På den anden side, så var hun så langt fra sandheden. Erik havde været sammen med Annabell, men ikke hele aftenen, som han regnede med at hun havde hentydet til. Det nagede ham virkelig og hans ansigt var tynget af den gnavende samvittighed der truede med at vælte hans loyalitets remote. Han tog en dyb indånding.

"Nora! Slap af," forsøgte han at få hende lidt ned på jorden med. Det var ikke ligefrem let, specielt fordi hendes øjne udvidede sig med det samme ordene forlod hans mund. Hvad var der nu galt i at sige det? Hendes hånd faldt ned langs siden og hendes læber blev en anelse slappe, så de i stedet for den anspændte sammentrækning, der mest af alt lignede en hønserøv, blev mere til en sur mine, der fik mundvigene til at bue nedad i utilfredshed.

"Så det er sandt? Du benægter det ikke engang?" Fløj det ud over hendes læber og hun så anklagende på ham. Shit, den havde han slet ikke overvejet som et pejlemærke til det her. Lort.

”Altså-” Erik vidste ikke, hvordan han skulle  forklare sig ud af det her. Ikke at han kunne det, men han ville gerne gøre forsøget, hvis det var muligt. Han nåede ikke at få mere end det tøvende og forsøgende ord over sine læber, inden hun allerede havde afskæret ham talestrømmen og afbrudt ham i sit elendige forsøg på redde sig ud af situationen.

”-Du var sammen med hende! Jeg er din kæreste!”  Hendes stemme var steget noget og ordene fløj ud af munden på hende, og han mærkede den knude i brystet, der blev værre og værre. Han bed tænderne sammen.

”Nora, det er ikke som du tror”, han løftede den ene hånd og lod to fingre glide ved hans næseryg i frustration, inden han sukkede tungt.

”Hvad er det så jeg tror? Hva? For du kan tydeligvis godt sms’e til hende, når vi er sammen, men ikke skrive til mig, når du er sammen med hende?” Shit noget lort. Han kunne godt se problematikken. Det var ikke helt godt. Ikke for ham i hvert fald. Hvad fanden skulle han gøre ved det? Tænk Erik, tænk.

”Måske vi skulle tage en pause fra det her?” Endte han med at ånde ud, og noget tøvende lod han blikket flytte sig imod hende. Bange for, at hun ville flippe helt ud. Hendes øjne var allerede store som snebolde og han kunne allerede nu fornemme, hvor meget han havde lyst til at hive ordene tilbage igen. ”Jeg-”

”-SLÅR DU OP MED MIG?” Råbte hun højt op, så Erik var sikker på, at vinduerne måtte vibrere, og han endte med at bevæge sig hen til hende i stedet for.

”Nej det-” Han forsøgte at redde den, da den dårlige samvittighed gnavede sig ind i hans krop og han ikke brød sig om at skuffe andre. Slet ikke hende.

Hun pustede sig nærmest op og han fik ikke lov at sige mange ord, inden hun allerede var steget endnu højere i sine ord.

”-Hvorfor fanden skulle du så have en pause? Er jeg ikke god nok til dig? Er det det du forsøger at fortælle mig?” Det fløj ud over hendes læber, mens han så hvordan hendes øjne blev mere og mere glasserede og tårerne begyndte at glide over øjenkrogen på hendes øjne. Den blålige kjole lå elegant omkring hendes figur og hendes mørke make-up så ikke ud til, at ville kunne holde imod de mange tårer. Han havde en forfærdelig lyst til at trække hende ind i sit greb, men han afstod fra det. Bange for, at hun ville afvise ham, hvis det endelig var tilfældet. Det ville han nok ikke kunne bære. Det var trods alt ham, som havde givet hende denne dårlige nyhed.

”Nora, lyt nu for helvede til, hvad det er jeg forsøger at sige!” Det gnavede i marven på ham, og han vidste oprigtigt ikke, hvad han skulle stille op med alt det her. Han måtte forsøge sig frem. Han hadede disse situationer, hvor han blev nød til at redde sig ud af det. Nej, han kunne ikke redde sig ud af det, men han måtte forsøge at glatte det ud. Han havde aldrig overvejet denne situation og ordene var bare kommet til ham. Det var det rigtige at gøre. I hvert fald nu.

”Det er derfor du har været så meget sammen med hende på det sidste, er det ikke? Fordi du vil have et knald med hende, inden du kan være sammen med mig igen?”

Han sukkede tungt. Hvorfor forstod hun det ikke? Hvorfor kunne hun ikke se det fra hans synsvinkel. Det gik op for ham, at hun ikke kendte til det. Hun kendte jo ikke hele historien! Det var det der var galt. Han ville helst undgå at fortælle hende om kysset. Det ville slå hende helt ud, var han bange for.

”LEONORA!” Udbrød han højt og hjerteskærrende, da han ikke så nogen anden mulighed end at smække det så hårdt ud. Hun så snøftende på ham, men hendes mund lukkede sig sammen. Han var bange for, at hun ville knække, hvis han sagde det for hårdt, alligevel kunne han ikke se, hvordan hun ellers skulle fatte budskabet. Hun lyttede jo ikke til ham? Havde hun nogensinde gjort det? Erik begyndte at overveje det. Nej, hun kørte altid sit eget spil ved siden af. ”Så lyt dog for helvede til, hvad det er jeg har tænkt mig at sige. Jeg synes vi skal tage en pause, hvis du ser det som, at vi slår op – så gør vi det. Jeg kan ikke det her. Ikke lige nu!”

”Så du slår ikke op?” Hendes stemme var chokeret, og en lille gnist af håb dukkede op i afkrogen af hendes øje. Hendes vejrtrækning var tydeligt påvirket af situationen, men han kunne ikke gøre så meget ved det. Han gav hende lige nogle sekunder for at tænke det hele igennem. Hun lignede en der tænkte så det bragede og Erik håbede, at hun fangede hvad han mente mellem linjerne. ”Hvad mener du med ikke lige nu? Er det pga. kampene? For vi kan bare ses senere på aftenen, eller jeg kan sove herinde?”

Han sukkede tungt og tog sig til hovedet, inden han trådte helt frem til hende og blidt lagde en hånd mod hendes skulder.

”Du hører jo ikke efter. Jeg kan ikke lige nu, det er .. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil” Erik så på hende. Søgte efter et tegn på erkendelse hos hende, men han fandt intet. Hun trak sig i stedet væk fra ham og hans hånd, og slog ud med den ene hånd.

”Jeg fatter dig ikke! Du gør kun det her for, at efterkomme hendes ønske – Du vil jo gerne være sammen med mig.” Hun rystede på hovedet og bevægede sig lidt rundt, inden hun nærmede sig sengen. Hendes hæle klikkede imod gulvet, og det var først nu, at han bemærkede, hvordan hendes hår lagde fladt og perfekt omkring hendes ansigt. Hun var smuk, det måtte han give hende.

”Du er umulig” Sukkede han tungt og rystede på hovedet.

Et smil formede sig på hendes læber, selvom hendes kinder var en anelse opsvulmede og hun kort snøftede. Håndryggen blev let strøget hen over kinderne og tæt ved næsen, inden hun bevægede sig hen til ham og blidt greb om hans sider og lænede sit ansigt frem mod ham.

”Men du kan lide det? Kan du ikke? Du elsker, at jeg tager magten fra dig.. Hvad med, at du lige sover på det, også kan vi lige lave noget i sengen nu?” Hun lænede sig frem, og han trak sit hoved til sig. Han vidste, at hun havde tænkt sig at kysse ham, og han blev nød til at afbryde det. Det kunne han ikke. Ikke med tanken om, at Annabell havde kysset ham dagen før og at hun dermed var den sidste der havde kærtegnet hans læber.

”Jeg kyssede Annabell i går .. Eller hun kyssede mig, men det er ikke pointen. Pointen er, at det skete” Det fløj ud af munden på ham, og han fortrød med det samme. Din store idiot Erik! Hvad fanden har du gang i?

Hun trak sig med det samme tilbage. Øjenbrynene skød i vejret, og hendes isblå blik lå i hans gullige uden et ord. Hun lignede en der søgte efter noget. Han holdt ganske kort vejret, bange for reaktionen. Han vidste at Leonora kunne finde på mange ting.

”Hva-hvad?” Hendes stemme var hakkende og han kunne fornemme at hun var på nippet til gråd, da hendes mundvig bævrede.

”Og jeg lod det ske” Tilføjede han med et suk. Hånden gled op for at stryge igennem de rødlige krøller.

”Din din …” Hun snøftede og om end det var muligt, så begyndte tårerne at flyde over hendes kinder igen. Det var ikke sådan her det skulle være. Hun spændte i kæbepartiet så læberne blev noget smalle; ”Jeg dræber hende!”

Eriks øjne udspiledede sig. Nej! Hvad fanden var det han havde gjort? Sagde hun lige det? Det chokerede ham trods alt. Find på noget, nu lige nu! Hans hjerne arbejdede på højtryk for at redde sig ud af situationen, mens han så sin mobil lyse op på bordet. Han skævede kort imod den, men endte så med at se på Leonora ganske få sekunder efter.

”Det var ikke hendes skyld. Hør på mig Nora, jeg har brug for en pause, det hele kører rundt for tiden, det dur ikke.” Åndede han ud og så på hende. Det var det ikke, og det måtte han understrege. Han var forvirret og havde brug for den pause.

”Hvordan kunne du?” Hendes stemme var anklagende og samtidigt grådbetynget, da hun skubbede til hans brystkasse og han vaklede et usikkert skridt tilbage. Hånden fløj op og greb blidt fat om hendes håndled. Han ønskede ikke at skade hende, men han ville heller ikke skubbes sådan til.

”Det skete bare” Sukkede han og så tøvende på hende.

Hendes læber var anspændt og blikket flakkende, inden han så den indebrændte vrede der meldte sin ankomst og ganske svagt kunne ses en antydning af i hendes blik.

”Kyssede du med?” Hendes tænder var lettere sammenbidte og kunne ses mellem de velformede læber, mens kinderne blev mere og mere glasserede og små mørke streger begyndte at danne sig under øjnene.

Han så på hende og med det samme kom det sandfærdige ord; ”Nej”

Leonora bevægede sig lidt rundt, rykkede hånden til sig, som om hun netop havde opdaget, at han rørte ved hende. Hun tog hænderne op til hovedet. Strøg derefter fingrene igennem håret, da hun bevægede sig hen til vinduet og så sneen dale ned udenfor. Det var snart jul og han havde ikke overvejet konsekvenserne af alt det her. Hans forældre havde endda inviteret Leonora med hjem til julefrokost med resten af familien.

”Vi .. Fuck hende .. Hvem fanden tror hun lige hun er!? Du kan ikke slå op, ikke når vi har den store fest på fredag! Hvem skal jeg nu følges med?” Hun snurrede rundt, lagde armene over kors og så på ham med et bestemt og beslutsomt blik. Det her skulle hun ikke have valget ved. Han blev nød til at få det banket ind i knolden på hende og det skulle være nu. Hvad fuck skete der egentlig for, at hun tænkte mere på den fest end på, hvad han mente om alt det her?

”Hør dig lige .. Jeg har lige fortalt dig, at jeg har kysset med en anden pige og at vi skal holde pause og du tænker mere på festen om et par dage?” Ordene blev spyttet ud og han slog armene ud for at understrege det.

”Men Erik-” Som sædvanlig afbrød hun ham og denne gang måtte han bide lidt af hende.

”-Vi er færdige Nora, i hvert fald som kærester” Understregede han på det kraftigte.

”Du kommer til at fortryde det” Snerrede hun af ham og så på ham.

”Ja, men hellere det end at leve med, at jeg er i tvivl” Sukkede han og så på hende, da hun sendte en sygende lussing imod hans kind, så den brændte af sammenslagets kraft. Han tog sig til kinden. Den havde han fortjent. Det havde han virkelig.

”Jeg skal nok få dig til at ønske, at du stadig var min kæreste”, hendes øjne var tårevædede, da hun forsvandt ud af værelset. Make-uppen var tværet ud, og hendes ellers fantastiske ydre stod til at kollapse, og Erik stod tilbage med en gnavende samvittighed der langt fra var god. Han tog en dyb indånding. Ro på. Det skulle gøres. Det blev du nød til, mindede han sig selv om.

Han bevægede sig hen til sin mobil og så Annabells navn over skærmen. Han tog mobilen op og strøg fingeren hen over den og gik ind i beskeder. Hans ansigt frøs fast og alt føltes som om det smuldres mellem hans fingre, mens han læste teksten.

Det i går. Det glemmer vi bare. Det var en impulsiv handling og det skal ikke ske igen.
- Annabell

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...