Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1167Visninger
AA

16. 14. December

14. December

"Annabell"

Lyden af de jublende tilskuere omkring hende var på ingen måde noget, der tiltalte Annabell. Hun havde altid sørget for at holde sig på afstand af sådan nogle sportsbegivenheder, da det altid havde frastødt hende, hvor urespektfulde folk var. Det var jo ikke fordi det hjalp, at der var nogen, der stod og råbte på dig. Nærmere tværtimod. Det måtte jo bare lægge et endnu større pres på idrætsudøveren, og dermed gøre kampen endnu mere stressende. Hun ville på ingen måde kunne have klaret sådan et spil her.

Ellers var der ikke noget synderligt galt med basketsporten. Der skete jo hele tiden noget, spillerne så godt ud, og taktikken var fantastisk. Hun kunne bare godt have undværet alle de larmende tilskuere.

Hun var med besvær kommet op på tribunerne og havde krykket sig hen til en plads lidt isoleret, så larmen ikke ville være så overdøvende. Det var trods alt kun en træningskamp, så helt så mange tilskuere var der ikke, så hun kunne få en plads. Hun havde spurgt Henrietta og Daniel, om de ville med, men de havde begge to takket nej og undskyld med, at de skulle passe deres træning, hvilket Annabell fuldt ud bifaldt. Andet ville være komplet idiotisk.

Hun havde også selv været i gymnastikhallen en stor del af morgenen for at træne balance på det venstre ben, og det var gået overraskende godt, uden tvivl bedre endnu de forrige dage. Hun var ved at lære at finde balancen og kunne benytte sig af den, ligesom hun kunne med højre ben, og det ville klart være en fordel. Overbeviste hun sig selv om.

Hendes blik lå fæstnet på Erik, som han lød rundt på banen og nærmest så ud til at have styr på det hele. Et suk forlod hende, da hun øjeblikket efter at have overværet et yderst flot mål fra Masons hånd fik øje på Leonora, der kom styrtende ind i hallen. Hvorfor var pigebarnet ikke til træning? Det kunne selvfølgelig være, at de havde fået fri, men alligevel. Hun burde tage sin træning mere seriøst. På den anden side var hendes sløseri udelukkende en bonus for Annabell.

Resten af kampen sørgede Annabell for at ignorere Leonoras eksistens, og holdt i stedet øje med den store lysende tavle og spillet. Selvom hun egentlig syntes, at det var et meget interessant spil, forstod hun sig overhovedet ikke på reglerne. Ikke andet end at det gjaldt om at få bolden i kurven, for så ville man få point. Men hvor mange point og hvorfor havde hun ingen forstand på overhovedet. Det fik hende dog ikke til at hade spillet på nogen måde. Tværtimod.

Da uret virkede til at være gået i stå tog Annabell det som, at kampen snart var færdig, og derfor fik hun balanceret op på det venstre ben og ellers krykket sig ned af tribunen. Hun hadede virkelig trapper. Hvorfor skulle der også være sådan nogle alle steder? Det var ikke fair for skadede som hende. Det var egentlig ikke fair, at hun var skadet.

Hun valgte at droppe alle de selvmedlidende tanker og i stedet fokuserede hun på at nå sit mål. Folk klagede, da hun langsomt bevægede sig forbi dem og dermed spærrede udsynet, men hun fortsatte bare besværligt gennem mængden og hen til udgangen af banen. Selvom hun vidste, at Leonora nok uden tvivl stod klar, så ville hun også ønske Erik tillykke. Hvis de altså vandt. Det ville Annabell først finde ud af, når spillerne bevægede sig ud af banen. Man kunne på den måde altid se, hvem der havde tabt og dermed var slukørede, og dem der havde vundet og jublede i vilden sky. Endnu en ting Annabell ikke forstod ved sporten.

Uret ringede med en biblyd og jublen brød ud i salen. Annabell havde blikket rettet mod Erik, der så fantastisk ud i sin spillerdragt og let udmattet fra kampen, og da han faldt og halsen på sine holdkammerater, kunne hun forstå på det hele, at de havde vundet. Det var da heldigt nok. De havde også spillet godt, ikke hvad Annabell forstod af det, men alligevel.

Spillerne kom alle som en ud af banen, og til Annabells held fik Erik med det samme øje på hende. Et smil gled over begges læber, da han satte kursen mod hende, og selvom Annabell vidste, at det var en ikkeeksisterende drøm, så ville hun sådan ønske, at han havde set Leonora og så alligevel valgte at komme hen til hende. Det var nok ikke tilfældet, men hun havde da lov til at håbe?

”Hey, jeg troede, at du havde for travlt med at træne”, grinede Erik lykkeligt og det var tydeligt, at denne sejr havde betydet en del for ham og hans hold.

”Jeg skulle jo se, hvad du ellers bruger så meget tid på. Tillykke.”

Kort så han ud til ikke at vide, hvad han skulle gøre, inden han så ud til at smide alle mistanker bag sig og i stedet læne sig frem og give hende et klamt, men alligevel rart, bjørnekram.

”Tak. Så du lige, hvordan de samarbejdede? Så du det?”

Et grin forlod hende over hans entusiasme og hun skulle lige til at svare ham, da hun blev skubbet hårdt til side.

”Eriiiik!!”

Hendes balance havde ikke ligget på krykkerne og derfor skulle der intet til for at få hende til at ende på bagen med et bump og et sikkert blåt mærke bagi. Hun følte sig med det samme panisk og fik hurtigt stablet sig på bene af frygt for at blive mast. Det var virkelig hendes værste frygt. Specielt på et sted med så mange mennesker som her.

En hjælpende hånd blev rakte mod hende og hun tog taknemmeligt imod den, så hun kunne komme op at stå. I faldet havde hun tabt sin ene krykke, men inden hun nåede at bøje sig ned for at samle den op, var den blevet placeret i hendes hånd.

”Årh Erik! Hvorfor kom du ikke først til mig for at fejre din sejr? Jeg er jo din kæreste, og kæresten har jo førsteret."

Annabell prøvede virkelig at lade være med at håbe for meget, men det havde hun så gjort. For da Erik havde sendt hende et opmuntrende smil, vendte han derefter opmærksomheden mod Leonora, som tydeligt havde været skyld i det hele. Det var hun jo altid. Og dette valg fik det endnu en gang til at knække i hende. Hvorfor blev hun ved med at håbe, da han jo havde gjort det klart?

”Hey Nora. Jeg troede, at du selv var til konkurrence?” prøvede han pædagogisk at sige, og han endte med at lægge armene om hende, som for at trøste hende. Annabell var ved at brække sig.

”Den er overstået for længe siden med en klar sejr, hvad havde du regnet med? Jeg er din prinsesse, sådan er det bare”, sagde hun og sendte et hoverende blik til Annabell, inden hun var i gang med at suge Eriks ansigt ud. Hvilket han desværre ikke så ud til at have noget imod på nogen måde.

Med en stikkende følelse i brystkassen fik Annabell manøvret sig rundt og krykkede så hurtigt som muligt ud af den stadig larmende baskethal. Hvorfor var hun overhovedet taget herud? Bare for at få bekræftet den skindbare sandhed? Den kunne hun nu godt have undværet.

*

Thought I ran into you down on the street. Then it turned out to only be a dream. I made a point to burn all of the photographs. She went away and then I took a different path.

Annabell håbede virkelig ikke, at musikken forstyrrede gymnasterne i de andre haller, men hun kunne ikke gøre for det. Hun blev bare nødt til at høre noget, så hun kunne holde koncentrationen, da hun endnu en gang var i gang med at træne. Der var ingen tvivl om, at det venstre ben var blevet noget mere stabilt de sidste par dage og hun tog chancen og prøvede at udføre nogle øvelser for at teste balancen. Der var ingen problemer. Ingen overhovedet.

Et brus af lykke strøg igennem hende, og hun sprang elegant ned fra bommen og landede uden problemer på den venstre fod, inden hun fik fat i sine krykker. Hun nåede ikke andet end at overveje at føre denne nyskabte evne videre til skøjtesporten, inden musikken blev skruet ned. Hendes blik vendtes med et ryk hen til det lille anlæg, og der stod Erik. Et fnys forlod hende, og hun krykkede hen til en af bommene.

”Hey, hvad sker der?”

Hun vendte sig rundt og lænede sig op af bommen.

”Hvad tror du?” spurgte hun og lagde armene over kors. Hvordan kunne han tro, at det hele bare var i orden sådan her? Hun løftede øjenbrynet af ham, da han stadig ikke så ud til at forstå hendes reaktion. Nærmere tværtimod. Han trådte hen mod hende og stillede sig ved siden af hende.

”Det ved jeg sgu da ikke. Du forsvandt bare?”

Hun sukkede og kørte en hånd igennem håret, inden armene endnu en gang var foldet over kors.

”Hvorfor tror du?” Han måtte virkelig tage sig sammen og se det, som skete omkring ham. Umiddelbart virkede han ikke til at kunne lægge mærke til noget som helst og det irriterede hende grænseløst. Hvorfor forstod han ikke?

Han så stadig helt forvirret ud, men endte med at flytte sig hen foran hende og nærmest stå som et spejl. Han havde lagt armene over kors og prøvede uden tvivl at imitere hendes mugne ansigtsudtryk. Hun endte med at række tunge af ham, og blidt daske til hans brystkasse.

”Stop. Du er dum lige nu”, sukkede hun og hendes blik skød ned.  Hans hånd strøg hende let over kinden og hun løftede blikket mod ham. Hvorfor skulle han også være så dum?

”Hvad har jeg gjort galt? Var det pga. Leonora?”

Han virkede oprigtig spørgende, men hun vidste, at hvis hun ytrede et eneste dårligt ord om den pige, så ville han forsvare hende. Og det var næsten det værste. Hvorfor var det også endt sådan her.

”Det er altid pga. Leonora”, sukkede hun og lagde al vægten over på krykkerne.  Hun løftede blikket mod ham og han var så uendeligt tæt på. Hvorfor skulle han være så tæt på og samtidig være forbudt område?

Et suk forlod ham og han endte med at trække på skuldrene.

”Lad os nu lade det emne ligge. Det er sådan her det er, og det er det.” De ord var næsten værre end noget andet, han kunne have sagt. ”Lad mig se dig træne, ik?”

Han prøvede at sende hende et opmuntrende smil, som hun prøvede at besvare på samme tid. Det var tabu, og sådan var det bare. Selvom hun virkelig ville ønske, at det emne overhovedet ikke havde været relevant. Hvis bare det hele havde været anderledes, så… så ville der være mange ting, der var anderledes.

Hun endte med at skubbe sig væk fra bommen og fik Erik til at holde krykkerne, inden hun fik svunget sig op på bommen. Hun sørgede for ikke at støtte på det højre ben og formåede at få løftet benet ret op, mens hun holdt balancen på det venstre ben. Hun strakte benet ind foran sig og bøjede derefter i knæet for at springe ned fra bommen og lande i perfekt balance på et ben på måtten nedenunder. Et smil gled over hendes læber og hun nejede, da Erik klappede af hende og hun fik rakt sine krykker igen.

”Det må jeg sige, der er vist en, der har trænet der, hva’?” spurgte han drillende og trådte ind foran hende. Hun kiggede op på ham og nikkede.

”Det her vil klart blive en fordel. Jeg tror faktisk, at hvis jeg kan komme til at bruge foden igen, vil jeg have en klar chance for at vinde konkurrencen d. 24.!” Glæden var tydelig at spore i hendes stemme, og da han spredte armene som for at give hende et kram, smed hun krykkerne og lagde armene om ham. ”Tak for hjælpen.”

Hans arme lagde sig om hende, og de stod et øjeblik bare i omfavnelsen, inden han trak sig lidt tilbage.

”Det er jo det mindste jeg kan gøre, ik’? Vi skal jo ikke have dig til at miste alt, hvad du har kæmpet for, vel?”

Hun betragtede ham med hans smil og hans varme og det tog ikke meget overvejelse, inden hun vidste, at hun bare ikke kunne misse chancen, nu han endelig var så tæt på.

I en hurtig bevægelse stillede hun sig op på den ene tå, og ramte hans læber med sine. Det hele eksploderede igennem hende, og hun følte sig mere levende end nogensinde. Dog kunne hun dog ikke mærke noget respons, hvilket fik hende til at trække sig.  

Hendes blik gled spørgende op på ham og hun kunne se, hvordan han stod som forstenet og stirrede på hende. Hun bed sig i læben og vendte sit blik væk.

”Tak for hjælpen. Jeg skal træne”, sagde hun lavt og vendte tilbage til bommen, som hun kravlede op på. Hun kunne høre, hvordan hans trin forlod hallen og musikken blev skruet op igen. Et suk forlod hende, og hun tog en dyb indånding for at finde tilbage i fokus. Det var sådan her, det skulle være. Hvorfor havde hun overhovedet håbet på andet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...