Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1174Visninger
AA

14. 12. December

12. December

"Annabell"

Annabell var virkelig ikke tilfreds med noget som helst længere. Hun kunne på ingen måde falde i søvn fordi hendes fod dunkede med det samme hun flyttede den, og også fordi alle tankerne styrtede omkring i hendes hoved. Det hele var bare noget møg. Hun havde lyst til at krølle sig sammen og græde, til at smide rundt med ting, men hun holdt sig pænt liggende i sengen. Hun kunne ikke gøre andet.

Det værste var næsten, at Leonora ikke havde fået andet end en enkelt dags karantæne fra banen, når hun var den, der havde startet det og havde sat Annabell i den situation, at hun havde forstuvet foden. Hun havde fået udleveret nogle krykker, da hun på ingen måde måtte støtte på den, selvom hun virkelig prøvede at overbevise alle omkring sig, at det ikke var så slemt. Hun kunne bare ikke misse træningen, det ville ødelægge alt! Men det var nu en gang sådan, det var endt.

Hun valgte at skubbe sig ud af sengen og fik fat i sine krykker, som hun havde smidt ved siden af. Det her var ikke fair. Det var hende, der havde misset chancen til at være med til træning, men det var Leonora, der havde startet det. Og ikke nok med det, så havde Leonora også endegyldigt bevist sin overlegenhed ved at få Erik. Selvom han ikke havde virket så glad for det? Stop, tænkte hun, inden du begynder at opdigte noget, der ikke var der.

Der var helt tyst, da hun kom ud i den lille fællesstue hun havde med badmintonspilleren og curleren (som hun egentlig ikke havde set meget til de sidste par dage), og hun endte med at smide sig ned i en af de behagelige lænestole og smide benet op på skamlen. Det skulle åbenbart være godt, selvom Annabell virkelig følte sig skadet, når hun gjorde det.

Hun endte med at sidde med høretelefoner i ørene og bladre igennem alle de forskellige sange, hun havde samlet gennem tiden, for at kunne prøve at udtænke den bedst mulige serie til d. 24.. Nu, hvor hun jo gik glip af det andet træningsstævne måtte hun komme op med noget helt exeptionelt for at kunne rette op på katastrofen sidste gang. Det skulle under ingen omstændigheder gentage sig nogensinde. Hun blev dog forstyrret i sit arbejde, da hendes mobil bippede. Hun rynkede i panden og åbnede beskeden.

”Jeg står udenfor din dør. Please kom ud, eller jeg vækker hele dit værelse. – Erik”

Hun stirrede i nogle sekunder på beskeden, inden hendes blik gled nogle sekunder på døren, for derefter at glide tilbage på beskeden igen. Hvorfor i alverden valgte han at troppe op på denne tid af døgnet? Det var da komplet idiotisk. Men på den anden side, det var Erik.

Hun svang roligt benet ned og kom op at stå, inden hun valgte at ignorere krykkerne og i stedet humpe hen til døren, som hun langsomt låste op og åbnede. Ganske rigtigt. Der stod Erik.

”Hvad laver du her? Det er midt om natten. Du ved godt, at du kan komme i store problemer, ik’?” hviskede hun til ham, men han så bare ligeglad ud. Eller ikke ligeglad. Nærmere glad. Og selvom hun virkelig ikke ville have, at han skulle få hende til at smile, så fik han hende til at smile.

”Jeg troede ikke, at du ville snakke med mig? Og så måtte jeg ligesom gribe til drastiske handlinger”, blinkede han drillende til hende. Hun rullede med øjnene og kiggede kort tilbage mod værelserne, inden hun trådte ud på gangen i et humpende skridt.

”Hvad vi du så? For hvis du endnu en gang vil slå fast, at Leonora er din kæreste og at hun er uskyldig, så kan du godt skride.”

Han sukkede tungt og kørte en hånd igennem håret.

”Annabell… Kan vi ikke bare være venner igen? Please. Og… Så skal jeg nok rette op på det hele, det lover jeg.”

Han så virkelig ud til at mene det, men Annabell vidste virkelig ikke, hvad hun skulle tro. Hvadkunne hun tro? Hun havde jo stolet på ham før, men lige nu vidste hun hverken fra eller til.

”Du kan prøve… Men du kan ikke rette op på det her. Din kæreste har lige sørget for, at jeg ikke kan træne de næste par dage og dermed forringer jeg mine chancer for at vinde betragteligt.”

Han så faktisk ud til at få en smule dårlig samvittighed omkring det, inden et drenget smil gled over hans læber.

”Du kan tro, jeg vil rette op på det. I morgen efter frokost?”

”Hvilket altså er i dag efter frokost?” påpegede Annabell, da de jo var klart over midnat.

Han smilede som et lille barn, der lige havde fået sit største ønske opfyldt og inden Annabell kunne nå at gøre noget, lænede han sig ned og gav hende et kram. Kort vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre, inden hun alligevel fik besvaret det. Et smil var gledet op på hendes læber, da han trak sig.

”Aftale. Og vi ses i gymnastikhallen!”

Han blinkede til hende og hun betragtede ham med blandede følelser, da han gik ned af gangen.

*

Selvom hun nok virkelig ikke burde være det, så kunne hun mærke nervøsiteten stige, da hun steg af ved gymnastikhallen efter frokost. Hun humpede nu rundt på krykkerne, da hun jo skulle langt og helst ikke ville overbelaste sin fod, men det gjorde også bare, at hun var dobbelt så langsom som normalt, hvilket irriterede hende grænseløst. Hun hadede, når tingene gik langsomt, hun kunne overhovedet ikke klare det. Det var nu ikke derfor nervøsiteten overrumplede hende. Hvad nu, hvis han havde glemt det? Eller bare sagt det for at give Leonora endnu en chance? Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle tro om ham længere, men på den anden side ville hun også bare gerne have det hele til at være som før. Som helt før før.

Hun skubbede de tunge døre op med skulderen og bevægede sig humpende ind i den store hal, der endda var delt ind i mindre haller. Der var ingen tvivl om, at der var en del gymnaster på dette sted, og derfor blev de også nødt til at have enormt meget plads for ikke at stå som sild i en tønde.

Selvom hun nok ikke kom til at træne havde hun stadig sportstasken svunget over skulderen og hendes blik gled rundt i betongangen. Havde han virkelig brændt hende af? Ville han virkelig gøre det? Hun vidste det ikke længere.

”Hey.”

Her ville hun virkelig ønske, at hun ikke havde de pokkers krykker, for hun kunne på ingen måde dreje om på hælen. Men alligevel var det uden tvivl klart, hvem der havde forstyrret hende. Erik var på vej imod hende udefra og lette snefnug sad i hans hår, hvilket fik ham til at se sødere ud. Ikke fordi det var ordentligt at tænke, men det gjorde han.

”Hey. Hvorfor skulle vi mødes her? Sådan at du ikke ville støde ind i din kæreste?” spurgte hun, måske en anelse for spydigt, men han så kun ud til at blive dårligt tilpas et kort øjeblik, inden smilet igen overskyggede det.

”Både derfor, og også fordi de har lige det udstyr vi skal bruge.” Han lod kort blikket glide ned af hende og tilbage til det opsatte hår, inden han tilbydende rakte den ene hånd ud. ”Skal jeg ikke tage din taske? Den må ikke være sjov at rende rundt med på de krykker.”

Hun overvejede det kort, inden hun rakte den til ham. Det var virkelig besværligt at rende rundt med det på krykkerne. Men hun havde da klaret sig hele busturen herud. Det talte godt nok ikke, da hun jo havde siddet ned hele vejen, men alligevel.

Han førte dem ned af den lange gang, der forbandt hallerne og helt ned til en ganske lille hal på ikke mere end omkring 15 gange 30 meter. Det var virkelig ingenting i forhold til de helt store, men han så ud til at være ret så tilfreds.

”Øjeblik, så henter jeg det hele frem. Prøv at balancer på venstre ben uden krykker”, blinkede han til hende, inden han smed taskerne ved kanten og gik ud af rummet af en anden dør, end de var kommet ind. Hun sukkede af det hele og valgte at lægge krykkerne, inden hun prøvede at balancere på den venstre og uskadede fod. Det var dog på ingen måde lige så nemt. Der var ingen tvivl om, at hun havde en formidabel balance, men problemer var, at den kun var blevet trænet ved at benytte det højre ben. Det var altid det ben, hun brugte til at holde balancen, tage afsæt og få sin krop til at dreje med. Det venstre var der bare og fulgte med. Derfor skulle der heller ikke meget til, inden hun følte sig i ubalance og blev nødt til at gribe fat i væggen.

Hun forsøgte stadig, da Erik kom ind igen, men det gik på ingen måde specielt godt. Hvordan kunne hun være så dårlig? Hvorfor havde hun aldrig tænkt på det før?

”Jeg tænkte det nok. Isprinsessen er ikke helt så stabil længere”, sagde han drillende og trak en efter en masse redskaber ind. Hun vidste virkelig ikke, hvad halvdelen af dem bestod af, men det hele så noget uinderligt ud. Og specielt fordi det var Erik, der fandt dem frem. Hvad vidste han om sådan noget her?

”Har du fået assistance udefra? Har Daniel eller Henrietta… Henrietta?”

Det kunne kun være hende, for Daniel havde opholdt sig med hende en del tid de sidste par dage. Men på den anden side havde hun næsten ikke set noget til Henrietta, hvilket gav god mening nu. Han nikkede endda til hende som en bekræftelse på de tanker. Wow. Den havde hun ikke set komme.

”Jep, jeg har fået assistance fra mesteren. Og nu skal du spidse ører, for det her skal virkelig hjælpe dig til ikke at blive sindssyg, som det træningsmonster du nu er.” Hun rakte tunge af ham, og hvis han havde været i nærheden, havde hun dasket til ham.

”Men i hvert fald…”

Han begyndte at forklare hende ideen bag det hele og lød overraskende sikker, når man tænkte på, at han ikke vidste noget som helst om det, og hun lyttede med åbne ører til hans råd.

De havde tænkt, altså Henrietta og Erik, at Annabell på inden måde ville kunne klare at holde sig i ro, og dermed ville hun sikkert skade sin fod mere end godt var. Derfor havde Henrietta planlagt et program, som Annabell kunne følge, bare for at have noget at lave, og derefter nogle øvelser, som ville styrke hende som skøjteløber uden at befinde sig på isen.

Erik smuttede til træning nogle timer efter, hvilket gjorde, at Annabell selv kunne bruge hallen, indtil han kom tilbage. Eller han sagde i hvert fald, at han ville komme tilbage, så hun håbede virkelig på, at det ville ske.

Hun begyndte selv at træne på balancebomme og andet, men udelukkende ved at benytte det venstre ben. Hvorfor havde hun aldrig tænkt på at træne det noget tidligere? Det skulle hun virkelig have gjort, det kunne have gjort en enorm forskel i hendes dans. Men på den anden side, så ville hun ikke have haft noget at lave nu og dermed røvkedet sig. Det ville hun absolut ikke have kunnet klare.

”Se, det er den Annabell, vi kender.”

Hun var lige i gang med at synke sin krop ned på et ben, i samme øjeblik som stemmen afbrød hende, og hun endte med at falde på enden. Hendes blik gled bagud og ganske rigtigt, der i døråbningen stod Daniel og Henrietta.

”I er virkelig fantastiske”, sagde Annabell med det samme og kom op at stå, for derefter at gribe fat i hendes krykker, så hun kunne humpe hen til dem. Hun startede med at give Henrietta et kram, og da Daniel følte sig overset masede han sig ind, for at være med.

”Lige som den hund, du nu er”, kommenterede Henrietta med et grin og kørte viltert hånden igennem hans hår, så det blev endnu mere viltert end normalt. Og det sagde alligevel en del.

Annabell førte dem hen til alle redskaberne og kunne ikke lade være med at fortælle dem, med smil i stemmen, hvordan Erik havde fortalt hende om aftalen midt om natten. Hun kunne stadig ikke fatte, hvorfor han turde, men det var selvfølgelig ikke hendes valg.

”Han er virkelig en bad boy… Pas nu på, at det ikke ender galt igen”, sagde Daniel oprigtigt og strøg hende over håret, så det også kom til at sidde rigtig elendigt. Hun smilede taknemmeligt til ham, og trak på skuldrene. Det skulle bare ikke gå galt igen, det havde hun sagt sig selv.

”Bare rolig, det går ikke galt igen. Erik og jeg er bare…” I samme øjeblik bibbede hendes mobil og hun samlede krykkerne i en hånd, inden hun tog den op af lommen. En besked fra Erik.

Hey Annabell, jeg kommer nok ikke tilbage lige foreløbig. Problemer, du ved, som lige skal ordnes. –Erik

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra smilende til lettere trist og det kunne de andre se. Daniel endte med at snuppe mobilen fra hende og læse beskeden, inden han sukkede tungt. Han kommenterede dog ikke på det, hvilket Annabell var taknemmelig for. For det her var jo, hvad hun egentlig burde have forventet?

”Hey krøltop, op med humøret! Ved du hvad, Henrietta inviterer os lige til hendes værelse, og jeg kommer med film og popkorn, så kan du tro, vi skal hygge os. Bare os tre, ligesom i de gode gamle dage for et år siden.”

Annabell kunne ikke lade være med at smile til ham og proppede mobilen tilbage i lommen, inden hun greb fat i begge sine krykker. Hun kunne ikke regne med Erik lige nu. Ikke så længe, han ikke fortalte hende sandheden. For bare at bruge undskyldingen ’problemer’ var ikke nok. Annabell vidste udmærket nok, hvilke problemer det var. Leonora.

Hun havde et mål. Og det var, at hun d. 24. til den endelige konkurrence skulle bevise, at hun var pigebarnet overlegent. Hun ville under ingen omstændigheder tabe endnu en gang.

Med et begyndende selvsikkert smil fulgtes hun med de to andre ud af hallen og videre på bussen. Intet skulle stoppe hende for at nå sit mål. Intet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...