Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1177Visninger
AA

13. 11. December

11. December

"Erik"

Han havde brugt den foregående dag på at overveje, hvad fanden han skulle stille op med det hele. Fingrene gled igennem det viltre rødlige hår, hvor krøllerne stod ud til alle sider. Han havde hverken kunnet finde Mason, Annabell eller Leonora i går, så det havde været et rent socialt helvede. Den eneste han havde kunnet finde var Henrietta, og hende havde han ikke haft et svar til, så han var endt med at undgå hende og i stedet for søgt selskab hos nogle af de andre drenge. Men nu måtte han ud af fjerene. De blev nød til, at finde ud af det, og han havde brug for at finde ud af det sammen med Annabell. Den eneste indgangsvinkel var tydeligvis Henrietta, for hun havde allerede en fod i begge lejre.

Derfor sad Erik nu på den lokale café, mens der var en let summen af musik i baggrunden og støj fra andre der sad og spiste, mens de konverserede med hinanden. Overfor ham sad Henrietta, som han havde måtte se sig nødsaget til at alliere sig med. Han havde nu ikke noget imod hende. Erik vidste bare ikke, hvordan han skulle have det med det hele og det så sikkert fuldstændig forkert ud, at han havde fucket det op med Annabell, var kærester med Leonora og nu sad på café med Henrietta. Duften af mad hang i luften, og han sad selv og prikkede en anelse til maden. Han var ikke engang sulten, trods han kun havde spist halvdelen af det.

”Hvis du regner med, at vi skal sidde og læse poesi, for at du kan vinde hende tilbage, så kan du godt glemme det. Jeg tænker et eller andet romantisk og alligevel normalt. Noget som du kunne finde på uanset hvad” Erik stønnede og strøg en hånd igennem sit hår, da hun pegede på ham med gaflen.

”Hvis det er det eneste, du har at sige om den sag-”, begyndte han.

”Det-”

”Lad mig nu for helvede tale ud. Argh!” Fløj det ud over hans læber. Han var som en tikkende bombe ovenpå alt det her. Henrietta lænede sig tilbage i stolen og så noget chokeret ud. Ja okay, han plejede ikke at flippe, men han følte sig virkelig presset og lederposten hos basket holdet stod allerede for skud og de havde kamp på søndag. Det måtte ikke gå galt. ”Det jeg var ved at sige, var at hvis det er dine eneste valgmuligheder, så tror jeg allerede vi er færdige med at snakke. Det skal ikke være noget romantisk. Jeg ved stadig ikke, om jeg vil slå op med Leonora” Erik grynte og der dannede sig en let rynke i panden på ham.

Henrietta var ved at få maden galt i halsen. De havde sat sig ind på en lille café for at få burgere og snakke over maden, så de ikke blev alt for bookede, alligevel havde Erik det noget ambivalent med det. Det så forkert ud og han var ikke engang sulten. For fanden det var noget rod det her.

”Bortset fra, at du ikke kan tage dig sammen og finde ud af, hvad du vil, så har du brug for min hjælp. Det må du bare indse, og jeg har allerede samlet idéer til det”

”Henrietta drop det nu”

”Nej, nu skal du fandme høre på, hvad jeg siger, din store idiot!” Hun skubbede stolen tilbage og slog hænderne ned i bordet. Den lette summen af snak forsvandt med det samme. Erik måtte spærre øjnene op og så forundret på den spinkle gymnast. Hvor fanden kom den attitude lige pludseligt fra? Hun var sku’ da ikke typen der pludseligt blev sådan? Det havde i hvert fald ikke slået ham. ”Og hvis du afbryder mig! Så skal jeg fandme nok sørge for, at hun bliver kærester med en som .. en som … Jake!”

Erik sad fuldstændig anspændt og stirrede på hende. Hvad fanden? Det kunne hun sku ikke bare gøre.

”Nå, det kunne nok lukke munden på dig. Først og fremmest, må jeg nok hellere lige hive nogle ord i mig igen; Jeg synes ikke du er en idiot. Du er bare skide uheldig og tænker ikke over konsekvenserne af det du rent faktisk gør. Og nu prøver jeg at rette op på det. Det er nu eller aldrig Erik!”

Hendes øjne var noget i stikkende følte Erik, og han sad lidt sammenkrøllet og stirrede på hende med åben mund. Hvad fanden? Hvordan kunne hun overhovedet joke med det. Bare tanken om, at Annebell og Jake .. Det.. Nej det måtte ikke ske! Det var noget af et skramme billede og han mærkede jalousien stikke i ham. Ligesom ham Daniel-duden.

”Hallo, jorden kalder Erik? Hvad siger du til det?”

”Så nu må jeg sige noget?” En ’tsk’-lyd forlod hende og Henrietta himmelvendte sine øjne på en måde, som han bestemt ikke brød sig om. Det var alt for flabet.  Han kunne dog ikke holde en kommentar inde. ”Hvad med ham duden, som hun hele tiden er sammen med? Har hun måske ikke noget kørende med ham?”

Latteren sprang ud af Henrietta.

”Det er en joke, ikk?”

Han rynkede i panden og så på hende. Han fattede bjællede af, hvad hun mente. Hvad fanden? Hvorfor grinte hun overhovedet. Hun var allerede sunket ned i stolen igen. Skulderne hoppede let, så håret bevægede sig, mens han ikke kunne fjerne blikket fra brysterne der hoppede i takt med det.

”For fanden Erik, det er min bror. Han er så über gay, så det halve kunne være nok. Har Annabell aldrig fortalt dig om ham? Anyways-”

Erik var ved at tage en tår af sin sodavand, da han fik den information og var ved at blive kvalt i den. Han hostede nogle gange.

”Er du okay?”

”Seriøst? Er han gay? Hvad fanden-”

”Et forkert ord om homoseksuelle og jeg er skredet, det er MIN bror” Hendes pupiller udspilede sig og hun så noget skarp på ham. Hendes blik var alt for intenst og Erik hævede det ene øjenbryn.

”Selvfølgelig ikke, bare hjælp mig, ikk?”

”Fint, nu skal du høre planen –”

Hans telefon ringede og han blev noget distraheret.

”2 sekunder”, brummede han og hev telefonen op fra sin lomme. Masons navn stod svunget hen over skærmen og han sukkede. ”Jeg bliver nød til lige, at tage den her”

Det kunne være, at deres træningstider var blevet ændret og så belv han nød til at tage sig sammen. Det gik ikke, at han missede noget, når han i forvejen havde en noget udsat position.

”Hva’ så mate?” Brummede Erik.

Hvor fanden er du?” Lød Masons forhutlede stemme.

”På café. Jeg snakker lige med Henrietta om .. Du ved Annabell og alt det der”

Awesome! Jeg snakkede med Annabell og .. ham der .. Du ved fyren .. Nå, men hvis vi kan få jer rykket i et rum alene, så vil hun forsøge at tale med dig

”Seriøst?”

Ja, jeg laver sku ikke joke med sådan noget. Nå, okay jeg har arrangeret det, så klokken 20:00 på dit værelse – Jeg skal nok opholde Leonora, og .. Ja du skal lige vide, at de to piger måske havde noget af en fight i går ..

*

Raseriet pumpede igennem hans krop, som han sad på værelset. Klokken var kun 19. Hvad fanden var det for noget? Leonora havde fløjet på Annabell og det havde endt med, at Annabell ikke kunne gå på sin fod og Leonora havde vidst – ifølge Mason fået nogle hudafskrabninger. Han begravede sit hoved i håndfladerne. Han blev nød til at snakke med Leonora. Det skulle være nu. Han skubbede sig op fra sengen og bevægede sig noget målrettet ud.

”Hva’ så dude? Klar?” Lød Masons stemme. Erik flyttede blikket mod ham, hans hår sad perfekt og som det skulle, ligesom han plejede. Han havde altid styr på det hele. ”Wow, du ser noget alvorlig ud, hvad sker der?”

”Jeg skal snakke med Nora, det dur fandme ikke, at hun flyver sådan på Annabell”, han hørte nogle ord bag sig fra Mason, men lod ikke noget af det sive ind.

Erik bevægede sig ned af gangen, og hvert skridt gav genlyd, som han bevægede sig afsted. Det var ikke forid, at han ønskede at tale med hende om det, men han blev nød til det. Han knyttede sin hånd og hamrede imod døren. En af Noras værelses kammerater åbnede den op og han skubbede sig forbi og drejede ind på værelset, inden han åbnede døren ind ti lhendes værelse, hvor et gisp lød.

”For fanden Erik! Jeg fik et helt chok.” Lød det fra hende, som hun stod der med det lange lyse hår hængende ned af kroppen og med kun et håndklæde omkring livet. Han skubbede døren i bag sig og trådte ind, og imod hende.

”Sprang du på Annabell i går?” Det fløj ud over hans læber med det samme og de gullige øjne lå intenst mod hende. Han bemærkede straks skrammerne på hendes albuer. Fuck, det var bare løgn. Det var fandme sket. ”Hvad fanden tænkte du på Nora? Du kan sku’ da ikke bare flyve på hende! Hun har ikke gjort dig en skid”

”Hun fløj på mig! Jeg forsøgte bare at fortælle hende stille og roligt, at jeg gerne ville have, at hun ikke talte med dig, fordi du er MIN kæreste og ikke hendes” Hendes ansigt blev noget spidst, og Erik kunne ikke lade være med, at forsøge at lede efter tegn på løgn. Men han kunne ikke finde det. For fanden, enten var hun en genial skuespiller, eller også fortæller hun sandheden.

”Mason sagde at-”

”Mason løj vel så? Det var det der skete. Hvem stoler du mest på? Din kæreste eller rygter?” Hendes kæber blev anspændt og hun smed håndklædet mod jorden, så hendes blottede krop kom til syne og Erik blev noget distraheret, da hun elegant bevægede sig frem og hendes kvindelige former blidt hoppede i takt med hendes bevægelser. Han sank en klump, mens han mærkede pulsen stige. Lort.

”Mason lyver ikke” Erik rømmede sig, og måtte holde tungen lige i munden for at snakke bare nogenlunde roligt. Pulsen steg, og han skubbede hendes hånd væk, da den lagde sig omkring ham, men hun greb blot fat i hende og pressede den mod hendes bryst. Det fyldige, varme bryst. Fuck, en distrahering. Han mærkede reaktioner. Lort med lort på.

”Erik,” hendes stemme var forførisk. ”Erik, Erik, Erik .. Annabell har manipuleret med Mason, de var sammen for en time siden. De stod og kyssede ude i sneen. Har du ikke set det?”

Erik trak sig og måtte rømme sig.

”Hva-”

”-De har været sammen bag din ryg, det er bare et spil for galleriet. Hvor var han måske i går aftens? Og i formiddags? Skal jeg vise dig billeder af det?”

Erik sank en klump. Nej, det kunne ikke passe!

”Jeg tror ikke på dig”, hun trak sig noget fornærmet tilbage og fandt sin nye Iphone frem og begyndte at rode rundt i billederne, inden han fik stukket et billede lige i hovedet, hvor han så Mason stå lænet op af barrieren og med en smilende Annabell overfor. Han sank en klump. Det var det samme tøj, som Mason havde på i dag.

”J-jeg må gå,” lød det fra Erik og ham forsvandt ud af døren. Hvad? Nej? Nej det kunne ikke være sandt. Hans hoved var ved at eksplodere.

*

Erik var endt på sit værelse, hvor han vandrede rundt. Han havde flere gange hørt stemmer udenfor værelset. Både kendte og ukendte, inden døren gled op og Annabell trådte ind, han bemærkede straks, hvordan hun humpede og havde en enkelt krykke som støtte, foden var ligeledes bundet ind. Lort, det var fandme sandt. Hun var dog ikke alene, bemærkede han som det næste. Fyren – som så var Henriettas bror kom ind og Erik så skeptisk på ham. Han havde ikke engang kunnet finde Mason, så det var noget værre rod.

”H-har du noget sammen med Mason?” Ordene fløj ud af munden på ham, da de trådte ind. Fyren bag Annabell stivnede og blikket flakkede. Annabell kiggede sig over skulderen også videre hen på Erik.

”Det er en joke ikke?” Flød det ud af munden på fyren. ”Hun er sku ikke sammen med Mason”

”Jeg talte ikke til dig, jeg talte til Annabell” Pointerede Erik og trådte frem, men fyren satte sig straks i vejen.

”Det er okay, Daniel. Jeg kan godt klare det selv, bare gå ud og vent,” Annabells stemme var lav, men Erik hørte hvert eneste lille ord, der forlod hendes læber. Han mærkede nervøsiteten strømme igennem hans krop. Blikket fulgte skarpt denne Daniel, da han bevægede sig ud med modvillige bevægelser.

”Jeg har kun indvilliget i det her, fordi jeg vil høre, hvad du har at sige, og det betyder ikke, at du er tilgivet” Annabell hævede den ene finger, men hold sig på afstand fra Erik. Han trådte frem og hun humpede et skridt tilbage. ”Og bliv der, jeg har ikke brug for at du distraherer mig mere end du allerede har gjort!”

Erik brød sig ikke om at høre hende sådan. Der var en såret og noget påvirket tone over hendes stramme ord, for hun virkede vitterligt arrig og alligevel, han kunne se hvordan hendes øjne var blodsprængte og hendes vejrtrækning var noget markaber.

”Du bliver nød til at fortælle mig først, om du har noget med Mason eller Daniel eller en eller anden, anden dude!” Han blev nød til at vide det og hun sendte ham det der sædvanlige latterlige blik, som han vidste var sandheden og at han var en idiot, med store bogstaver.

”Hvis du vil have et svar på det der, så er jeg skredet lige på stedet!”

Erik tog en dyb indånding. Ro på, træk vejret Erik. Det her er den chance du skal tage dig.

”Jeg ved godt, at det virkelig ser dumt ud. Og ja, jeg har dummet mig. Jeg burde have fortalt dig, at jeg havde fået en kæreste og .. At den kæreste var en, som du ikke bryder dig om”

”Fortsæt” Hendes læber var noget spidset sammen og Erik ville på enhver anden dag, have taget det som skuespil, men i dag mente hun den stramme holdning, det vidste han. Tårerne der langsomt var begyndt at flyde over hendes øjenkrog var indikation på det. Han sank en klump, mens han begyndte at svede i kropsregioner, som han ikke vidste var muligt at svede i. Det var alt for varmt og ubehageligt.

”Jeg dummede mig, og .. For fanden Annabell, jeg er virkelig ked af det. Det skulle aldrig være gået sådan. Men .. Du .. Du kan ikke bebrejde mig! Jeg har fandme gået efter dig i flere år og du blev ved med at afvise mig. Jeg troede ikke, du kunne lide mig? Også .. Ja, jeg hørte intet fra dig og jeg .. Ja jeg dumemde mig og jeg skulle have fortalt dig, at jeg havde fået en kæreste og at .. Ja det var Leonora. Du skulle ikke have haft det afvide på den her måde, jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan fanden jeg skulle fortælle dig det” Han tog en dyb indånding og pustede ud. Han faldt over sine egne ord kontant. Tårerne pressede på. Han græd aldrig. Men det gjorde han for tiden.

”Vi kyssede næsten i lørdags og du har en kæreste!” Hendes udtryk var såret og han kunne se det. Han bed tænderne sammen, det var lort. Det var det her, der ikke var godt ved det. Han havde selv haft dårlig samvittighed over det.

”Jeg havde også fucking dårlig samvittighed over det”

Hun kom med en tsk-lyd.

”Annabell, jeg .. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg vil bare gerne have os tilbage til det gamle, vil du ikke nok tilgive mig? Eller idét mindste forsøge? Jeg savner dig? Som i virkelig meget” Han sukkede og stirrede noget bedende på hende. Han havde brug for hendes påskønnelse.

”Hvad med at vise det? Hvad med .. Hende?” Vrængede hun ordene ud, og han lod blikket flakke rundt. Han åbnede munden for at sige noget, da der lød et rabaler udenfor.

”HVOR ER HAN?” Skreg en stemme op, og det var tydeligt, at det var Leonora. Erik sank en klump og strøg sine fingre igennem sit viltre hår. Hånden blev knyttet. Alt var en blanding af sorg, kærlighed, forvirring og .. Alt der var forvirring. For fanden, hvorfor alt det her på en gang?.

”Det- jeg .. Jeg ved det ikke. Giv mig en chance, jeg har virkelig forsøgte, det hele er noget lort, alt ramler bare sammen” Han stønnede ordene ud, og blikket flakkede rundt. Han bevægede sig hvileløst rundt.

Han svedte voldsomt. Hun åbnede munden for at tale, da døren blev flået op.

”Du! Fattede du ikke budskabet i går?” Fløj det ud over Leonoras læber. Erik spærrede øjnene op.

”Fuck-” - ”Vi kunne ikke, holde hende ude!” -  ”Vi forsøgte”, begyndte Daniel og Mason at udbryde i munden på hinanden, mens de forsøgte at gribe fat i Leonora og få hende hevet med ud. Annabell lignede dog mere en, der var ved at eksplodere. Hun humpede straks ud.

”Det .. Jeg .. jeg kan ikke det her”

Erik rejste sig op og trådte frem.

”Annabell!” Udbrød han, men blev skubbet tilbage af Leonora.

”Du kan lige vove på at skride efter hende! Du er min fucking kæreste! Ikke hendes!” Fuck og død. Erik vidste bare, at han ikke kunne følge efter Annabell for Leonora havde ret. Alligevel kunne han ikke lade være med at have tankerne på Annabell.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...