Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1151Visninger
AA

12. 10. December

10. December

"Annabell"

Det hele var begyndt at falde lidt mere på plads omkring Annabell, og eftersom hun heller ikke havde set Erik siden sidste nat, hvor han prøvede at komme i kontakt med hende, tog hun det som, at han havde forstået budskabet. På den ene side gjorde det ondt dybt i sjælen ved at tænke på det. Men på den anden side, så var det bare sådan, det skulle være. Han kunne ikke bare komme sådan ind og ødelægge det hele for hende. For det var jo lige det, han havde gjort.

Hun var begyndt at falde tilbage i den normale rutine og efter en morgenfrisk svømmetur mødtes hun med Henrietta til en hurtig morgenmad. Endnu en gang sad Henrietta ved deres bord alene, og ventede på Annabell og endnu en gang overvejede Annabell, hvorfor det var sådan. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at Henrietta var populær blandt gymnasterne, men alligevel blev hun trofast ved med at vælge det samme bord, selvom hun vidste, at Annabells måltider var ultrakorte.

”Morgen”, hilste Annabell med et smil og satte sig ned med sin nøje planlagte morgenmad. Henrietta rejste blikket og et smil gled over hendes læber.

”Jeg kan se, at du er kommet tilbage til rutinen?” Hun nikkede mod Annabells stadigt fugtige og vildere hår.

Annabell sendte hende et smil og slugte en god mundfuld. ”Selvfølgelig. Sådan noget skal aldrig ske igen.”

Henrietta granskede hende nærmest med de blå øjne, som for at finde noget spor på… et eller andet. Ubevidst krympede Annabell sig for blikket, da hun virkelig ikke kunne se, hvad det skulle til for. Hun var faldet til ro, sådan var det bare. Og sådan var det så bare ikke alligevel.

Selvom hun virkelig prøvede at overbevise sig selv om, at hun var ovre episoden for tre dage siden, så hang den stadig stærkt i hende. Bare tanken om, at Leonora kunne gå rundt sammen med Erik efter træning, var skærende helt inde i sjælen, men hun havde valgt at ignorere smerten. Smerte skulle der til for at være på toppen, sådan var det bare. Nu ville hun bare fokusere på at få sit program færdigt til den næste træningskonkurrence om søndagen. Hun ville ikke tabe ansigt endnu en gang. Aldrig.

”Du ved godt, at du altid kan snakke med mig, ik’? Jeg ved, at Daniel nok er meget rar at snakke med, for han giver dig ret, som den tøffelhelt han er, men du har altså brug for at få det snakket igennem. Ikke med mig, eller jo også med mig, men mest af alt med… Erik.”

Annabell stivnede ved lyden af navnet og stirrede ned i sin mad.

”Se. Jeg sagde det jo. Du bliver aldrig okay, hvis du gemmer dig bag Daniels jokes og opløftende humør. Jeg siger det bare.” Annabell følte det dog ikke bare som noget, hun sagde. Henrietta havde altid haft noget med at sige tingene lige ud, men lige nu hadede Annabell den evne. Hvis man overhovedet kunne kalde det en evne.

”Tænk over det. Vi ses til aften”, sagde Henrietta og rejste sig med et let smil. Kort så hun en smule rådvild ud, inden hun gik hen og lagde armene om Annabell i et kram bagfra. ”Jeg vil dig bare det bedste.”

*

Endnu en gang opholdt hun sig i skøjtehallen efter træning og denne gang var hendes fokus rettet på den serie, hun havde tænkt sig at vise til det næste træningsstævne. Hun ville ikke fejle endnu en gang. Det kunne hun simpelthen ikke tillade sig selv. Heldigvis havde hun planlagt det hele i forvejen, så det eneste hun skulle have på plads var at kunne udføre øvelserne til fulde.

Daniel havde lovet at komme med det samme efter træning, og det var Annabell taknemmelig for. Selvom hun følte sig svag ved at indrømme det, så havde hun brug for en i nærheden, hvis Erik nu dukkede op. Hun ville umuligt kunne stå fast ved noget som helst, hvis han kom og undskyldte. Hun ville sikkert bare falde om halsen på ham. Og det ville ødelægge det hele, specielt fordi Annabell tydeligt endnu en dag havde hørt Leonora prale med sin fantastiske kæreste. Ergo, havde Erik ikke slået op med hende, selvom det nok var det, som Annabell ønskede allermest.

Hun havde lige udført den sidste seance i serien, og stod et kort øjeblik og koncentrede sig om at tænke på, hvad der kunne gøres bedre, da hun hørte en let sludren ude fra gangen. Hun stivnede, da to mandestemmer kunne høres. Blikket gled med det samme op på det store ur, og hun kunne se, at det var det tidspunkt på eftermiddagen. Det tidspunkt Erik normalt plejede at komme. Hun vidste på ingen måde, hvad hun skulle gøre af sig selv, da hun på den ene side bare gerne ville have alt til at blive godt, men på den anden ville hun også bare bryde sammen med det samme. Hun valgte alligevel at skøjte forsigtigt hen mod barrieren, som hun kunne høre stemmerne komme tættere på. 

Hun genkendte rimelig hurtigt Daniels jokende toneleje, men alligevel var der noget over det, som hun ikke fandt bekendt. Det var i hvert fald ikke noget, han havde brugt mod hende tidligere, men hun kunne ikke helt finde ud af, hvad det var. Men heldigvis var det sikkert, at det ikke var Erik, der var sammen med ham. Stemmen var noget dybere og roligere end Eriks. Annabell kunne ikke bestemme sig for, om det var godt eller skidt.

”Det mener du ikke vel?”

”Jo… Men på den anden side, det er jo Erik, hvad kan man regne med?”

”Det ved jeg sgu da ikke, jeg kender ikke fyren. Men det er alligevel utroligt, at han…”

”Ja, det må du roligt sige.”

I samme øjeblik rundede stemmerne hjørnet, og Annabell kunne endelig se, hvem det var, der havde forstyrret hendes træning.

Ganske rigtigt var Daniel en af fyrene. Med det sorte hår siddende vildt om ansigtet så han ud til at være en, der lige havde overlevet en storm, eller havde sovet forkert på håret hele natten, og det fik automatisk et smil til at sprede sig over Annabells læber. Han var jo bare ligeglad.

Den anden fyr kendte Annabell dog ikke som andet end en af Eriks venner. Han var på ca. samme højde som Daniel, men det var så også den eneste lighed, der var. Daniel var høj og tynd og man kunne kun se antydningen af de mange muskler, han havde overalt på sin krop. Den nye fyr havde tydelige muskler og et lettere alvorligt ansigt, der alligevel havde en let drenget trækning. Det var dog intet i forhold til Daniel. Fyren havde endda sit brune hår sat perfekt til siden, der var ikke et hårstrå sat forkert. Annabell vidste virkelig ikke, hvad hun skulle sige til det. Hvorfor kom Erik ikke nu?

Fyrene var i fuld snak og den eneste måde Annabell fik deres opmærksomhed på, var at rømme sig en anelse utilfreds. De skulle ikke regne med, at de bare kunne komme svalsende sådan og forstyrre hendes træning, og så tro, at det var i orden. Specielt ikke, da det snakkede om hende.

Begge drenges blikket blev med det samme vendt mod hende og Et stort smil spredte sig over Daniels læber.

”Hey, krøltop. Her er lige en, du skal hilse på. Jeg mødte ham egentlig først i bussen, men han påstår at være du-ved-hvems bedste ven, og dermed antog jeg, at han kunne accepteres. ” Daniel brugte altid sådan nogle underlige og let gammelsags fraser, med det samme muligheden bød sig. ”Hans navn er Mason, hvis du kender ham ud fra navnet?”

Umiddelbart var der ingen klokke, der ringede i Annabells tanker, selvom hun var sikker på at have set fyren rende rundt med Erik de sidste par år. Det var egentlig utroligt, at hun aldrig sådan rigtig havde stødt på ham? Ellers havde hun sikkert bare svedt det ud.

”Og hvad vil du så her?” Annabells stemme var nok mere brysk end det egentlig var meningen, men hun mistænkte fyren for at komme med en besked fra Erik. Hvorfor kom han ikke selv? Var det fordi heksen holdt ham fanget? Hun skar tænder ved tanken.

Fyren, Mason, trådte et skridt tættere på og holdt fast i hans taske, som hang over skulderen. Det gjorde Annabell også altid, når hun var usikkeer på noget. Hvad havde ham her at være usikker på? Ingenting. Det var jo ikke fordi hun kunne finde på at rive hovedet af ham. Eller noget…

”Jeg vil høre det direkte fra dig.” Mason endte med at slippe taget i sportstasken og smide den på jorden, inden han gik hen til barrieren, som Annabell stod let lænet op af. ”Du ved vel, hvor påvirket Erik er over alt det her ik’?”

Det var en drejning, hun ikke helt havde regnet med, at han ville dreje ned af. Hun bed sig i læben og vendte usikkert blikket mod Daniel, der trak på skuldrene og nikkede til, at hun bare skulle svare.

”Ehm… Nej…? Hvorfor skulle han være påvirket?” Hun havde faktisk på ingen måde overvejet det. Det var jo Eriks skyld det hele, hvorfor skulle det påvirke ham? Han burde da have regnet ud, at det var det her, der ville ske, havde han ikke? Han var vel ikke dum?

Et opgivende suk forlod Mason og han kørte det perfekte hår til siden. Daniel prøvede akavet at følge den samme bevægelse, som var umulig med hans hår.

”Du er virkelig langsomtopfattende… Altså på nogle måder. Hvis du tænker det fra Eriks vinkel et øjeblik, så prøv til at forestil dig, hvordan det må være at miste sin bedste veninde og forelskelse på den måde. Og nej, du skal sgu ikke afbryde mig nu, hvor jeg endelig siger noget nogenlunde klogt. Det har sgu da hele tiden været klart, at Erik har været skudt i dig, og når du så år efter år vælger at afvise ham, hvorfor overrasker det så dig, at han har fundet en anden kæreste? Det ville enhver fornuftig fyr gøre.”

Annabell bed sig i læben og kiggede væk. Hun vidste udmærket godt, at det var sådan verden hang sammen. Selvom det var egoistisk havde hun nok bare håbet på, at hun kunne have Erik ved hånden, når hun endelig valgte at tage chancen. Det var bare ikke sådan, det foregik.

”Men… Det var ikke meningen… Hvorfor fortalte han mig det ikke bare?!” Hun prøvede at få kontrollen igen, da hun absolut ikke brød sig om Masons ord, for han havde jo ret. Men på den anden side var det nok mere det med, at Erik ikke havde fortalt hende det, der trykkede. Eller det prøvede hun at overbevise sig selv om.

Mason trak på skuldrene, og Annabell lagde mærke til, hvordan Daniel prøvede at følge bevægelsen bag ham, hvilket fik det fnis til at undslippe hende. Det så Mason heldigvis ikke ud til at lægge mærke til, men Daniel blinkede drillende til hende.

”Fordi Erik er en idiot, hvad der angår at sige sådan noget lige ud.”

Daniel nikkede anerkendende til det, selvom han samtidig ikke så ud til at vide noget som helst om det. Han var bare en klovn, tænkte Annabell for sig selv.

”Men det skulle han have gjort. Det er hans egen skyld det her”, endte Annabell med at sige efter meget tænketid, og hun skubbede sig væk fra kanten og ud på isen. Han skulle have sagt det. Det ville nok ikke have gjort det bedre, men så ville hun ikke have været så påvirket under træningskonkurrencen. Det var nok det, hun hadede ham mest for, at han havde fået hende til at fejle offentligt.

Daniel så ud til at fatte hintet, men alligevel virkede han ikke så hurtig. De sidste par dage havde han ellers med det samme støttet op om hende, men nu virkede han nærmest til at tøve. Han endte med ikke at sige noget og stå i baggrunden. Annabell var godt forvirret. Hvad havde han gang i? Han plejede ikke at misse chancen for at blande sig.

”Det kan godt være, men du ved jo lige så godt som mig, at det også et din skyld, selvom en stor del af skylden kan skydes over på hans idiothed.” Det var ikke en gang et ord, men Mason så ikke ud til at studse over det.

”Du burde snakke med ham. Han er helt nede og der er en risiko for, at han ryger af lederpositionen pga. hans nedern humør. Og selvom jeg ved, at det er idiotens egen skyld og at han selv skal redde trådende ud, så synes jeg, at du skal snakke med ham.”

Hvordan kunne en basketspiller være så vis? Og hvorfor insisterede alle lige pludselig på, at hun skulle snakke med Erik? Hvorfor kunne de ikke bare lade hende om at bestemme det? Annabell søgte støtte hos Daniel med blikket, men han var for travlt optaget med at betragte Mason klø sig i håret til at opdage det.  

”Men… Okay. Men så skal det være ham, der starter og det skal være et sted, hvor Leonora ikke er. Og jeg vil ikke love andet end at snakke med ham, du må selv få ham til at finde mig.” Annabell regnede stærkt med, at Mason var blevet sendt at Erik, og derfor ville hun have nogle principper. Det skulle gå på hendes måde.

Mason hævede øjenbrynet af hendes kommando, inden et fnys forlod ham.

”Se, det giver bedre mening. Men okay. Men så har du fandme også bare at gøre ham normal igen.” Der var ingen tvivl om, at han var muggen over denne ændring i aftaler, men Annabell stod fast. Hun ville ikke komme til ham, så ville det først være som om hun virkelig havde tabt.

”Nå, det var vist det. Jeg må hellere…” Mason nåede ikke længere end det og at sætte på håret endnu en gang, inden en skarp stemme skød igennem hallen udefra.

”Hvor er han?”

Annabells blik gled hurtigt hen på kilden til stemmen. Op af trapperne til omklædningsrummet kom Leonora, som altid perfekt pyntet, men lige i dette øjeblik, var der intet perfekt at sige om hendes ansigt. Det var en grimasse af vrede, og hele hendes holdning understøttede dette.

”Hvem mener du? Hvis du snakker om din mascara, så kan det være, at det er den, jeg har taget?” sagde Daniel jokende, nok mest for at løfte stemningen. Mason sendte ham et chokeret blik, mens Annabell fokuserede på blondie.

”Hvorfor tror du, han skulle være her?” spurgte Annabell spydigt, da det så absolut ikke gav nogen mening. ”Er du bange for, at han er ude at kigge på andre skøjteprinsesser? At du ikke er god nok?”

Leonora kom tættere og tættere på, men Annabell forholdt sig rolig. Pigebarnet ville aldrig turde gøre hende noget, andet end at smide spydige bemærkninger og andet efter hende.

”Jeg er den bedste. Og det ved du også udmærket, du er bare hans lille legetøj”, hvæste Leonora, inden hun til Annabells overraskelse sprang på hende. De to piger væltede om på isen og skrig fyldte den ellers tyste skøjtehal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...