Vinterlejr

Vinterlejren er for de talentfulde atleter rundt fra landet, som sammen har et intensivt forløb med træning op til vinterens store konkurrencer. Skøjteløberen Annabell er yderst fokuseret på sin træning og konkurrence, da hun pludseligt får en information, der truer med at smække hende ud af kurs. Basketball spilleren Erik forsøger at holde niveauet højt og samtidigt ikke komme på kant med sine venner, når kampens hede springer ind.

3Likes
15Kommentarer
1154Visninger
AA

3. 1. December

1. December

Erik

Det gav et underlig sug i Eriks maveregion, da bussen trillede ind på den store parkeringsplads, hvor sneen allerede dalede ned og jorden bar præg af nedtrådt sne. Det var endelig første december og tid til den årlige vinterlejr, hvor alle eliteskolerne uanset talent blev blandet sammen i en stor massiv lejr. Alle hans gode venner og fællesbekendte var samlet på et sted. Det bedste ved det hele var næsten, at det betød ingen direkte undervisning, kun intensiv træning og nogle få ugentlige afleveringer til skolernes fag. Det var en af de bedste måneder på skolen, og specielt med tanken om, at de allerede næste dag ville få bekendtgjort opstillingen på basket holdet.

De gullige øjne havde et fast udsyn ud af bussens forrude, mens han sad helt ude på kanten af sædet. Snefnug dalede allerede ned, og han kunne ikke tørre det store smil af sine læber. De var de første der ville ankomme, og resten af skolerne ville dukke op i løbet af aftenen. Det ville blive fantastisk. Det var det altid. Mest af alt, så glædede han sig til at se nogle af de alt for velkendte hoveder igen. Specielt Annabell. Han havde ikke set hende i snart tre uger, og det var begrænset, hvilken kontakt de havde haft. Hun havde været på et eller andet intensivt forløb og han havde ikke hørt et eneste ord fra hende. Det nagede ham voldsomt, og der var sket så meget i mellem tiden. Så meget, som han var bange for, at der skulle komme hende for øre. Selvfølgelig gjorde det ikke det, hvad tænkte han dog på.

Lyden af de pivende bremser der blev klodset på parkeringspladsen nåede hans øre, inden han mærkede et ordentligt drenget dask over skulderen.

”Den gamle bus kan sku’ endnu, er du klar Erik?” Mason blinkede kækt til ham, og Erik kunne ikke smøre det store smil af, da han vendte opmærksomheden hen mod ham.

”Jeg er født klar, er der aften træning eller skal vi op i alperne og tage den første spurt?” Spurgte Erik og skød røven op af sædet, og greb sin rygsæk og svang den over den ene skulder.

”Sorry mate, aftentræning. Vi må tage den tur i alperne i morgen eftermiddag .. Altså medmindre vi skal ud og lure på piger, hvis du ved hvad jeg mener?” Mason blinkede til Erik, og de kunne begge to ikke holde den store latter inde, der straks flød over læberne, alt imens de ventede på at gangen skulle blive fri og de kunne smutte uden af bussen. Hvilket i princippet ikke tog lang tid, da der kun var et par enkelte i vejen i øjeblikket.

”Hvilke piger, skal vi lure på?” Spurgte Erik drillende, som de møvrede sig ud af bussen og indåndede den kølige luft, der nærmest skar sig vej ned igennem luftrøret og endte med at ligge kølende i maven på dem. ”Fuck det er kold!”

Mason lo.

”Det er vinter, det er altid koldt. Og det er sku da de nøgne piger vi skal kigge på, hvad skulle vi med dem der har tøj på? Dem ser vi jo hele tiden” Lo Mason.

”Nogen gange så er du virkelig en creep, Mason” Brummede Erik velfornøjet over det hele.

”Havde du forventet andet?” Spurgte han drillende.

”Når det er dig, så .. næh” Erik rystede let på hovedet og sukkede tungt. Det var bare typisk Mason at komme med de sjofle bemærkninger og specielt at skyde løst med dem.

Erik stod og trippede lidt – både af utålmodighed og af den snigende kulde, mens den friske luft fik malet hans kinder helt rødlige, så de passede ret godt til håret. Han skulle alligevel have taget sin vinterjakke på i stedet for at pakke den ned i bagagen. Hvorfor var det også lige, at han aldrig lyttede til sin mor, når hun endelig kom med noget fornuftigt?

Den mørkeblå taske ramte den knasende sne og Erik greb fat om den. Hans blik skød til siden, da han ventede på at Mason blev klar, så de kunne bevæge sig mod værelserne.

”Vi mødes i indgangshallen også udleverer vi nøglerne til jer og værelserne. Det er tremands værelser, ligesom det plejer at være” Brummede træner Seegar.

Erik udvekslede kort blikke med Mason. Så længe han ikke kom til at dele værelse med Jake, så gik det vel nok. Erik lod blikket glide hen mod den lyshårede og pumpede Jake. De havde altid været på kanten med hinanden, så det var ikke ligefrem det bedste udgangspunkt, og det sidste halve år havde de begge to kæmpet om at få lederrollen, og i morgen ville den endelige opstilling blive sat på plads. Erik var noget nervøs over, hvad resultatet blev. Jake var trods alt god. Det måtte selv Erik erkende.

”Hey, kommer du Erik?” Mason var allerede gået et par skridt imod igangshallen og stoppet op igen. Erik var tydeligvis faldet i med sine egne tanker og skyndte sig derfor efter, med lidt lange og hurtige skridt gennem sneen, mens kulden bed sig dybt ind i kødet på ham.

”Ja ja”, brummede han med et smil over læben, mens de bevægede sig igennem den knasende sne, der trykkede sig sammen og efterlod fine fodspor efter dem.

Der var stadig nogenlunde lys, så de ville nok have en times tid til at få pakket ud, inden de skulle være klar i træningssalen. Aftensmaden havde de fået for en time siden ved det sidste hold, så de ville være klar til at træne inden sengetid. Dørene svang let til siden for dem, og den varme luft sprang dem i mødet som en mur. Erik tog en dyb indånding og trådte ind i den store hal.

Sofaerne stod til højre og forude var skranken, mens den venstre side var fyldt med døre og elevatorer, der førte forskellige steder hen. Dette sted husede trods alt mange sportsatleter, så der skulle være plads til mange. Erik mærkede fornemmelsen af sommerfuglene der boblede i hans mave af spænding over, hvad der ville komme til at ske indenfor ganske kort tid. Det blev godt, han kunne mærke det.

Erik løftede blikket og så op i lamperne der lyste op i mangfoldige farver over hovedet på ham. Der gik ikke længe inden han fik en albue i siden og måtte flytte fokus til træneren.

”Travis, Elijah og Wren. Erik, Mason og Jake..” Erik tabte sin ene taske mod gulvet så det gav en klaskende lyd fra sig af et bump. Det var bare løgn! Underkæben faldt fra ham, så han i ganske få sekunder stod med åben mund, inden han fik klappet kæberne sammen og i stedet for spændte op i dem. Skulle han, han af alle virkelig være her i en måned også bo med den torsk? Han skævede til Mason som trak på skulderne og begge sukkede de teatralsk i kor med hinanden. Det måtte bare ikke ødelægge deres vinterlejr.

Mason bevægede sig frem og nuppede nøglen, inden han gjorde et kast med hovedet til elevatoren. Erik samlede sin taske op og traskede efter de to andre, mens han gik og mumlede bandeord for sig selv. Fødderne slentrede afsted og han mærkede irritationen blive større og større i hans krop.

Det var ikke ligefrem den start, som han havde håbet på. Hvorfor fanden kunne Jake ikke være blevet skadet eller have skiftet hold i første omgang? Erik rystede let på hovedet, som de trådte ind i elevatoren alle tre mand, og dørene gled i.

”Jeg håber fandme der er en god grund til, at han har sat mig på værelse med jer to” Fnøs Jake, mens han knugede hånden bedre om tasken.

”Vi kan vel få skiftet, sådan at Travis kommer over på vores værelse i stedet for”, forsøgte Mason og skævede imod Jake. Det ville ikke være en helt tosset idé.

”I kan sku’ selv gøre noget ved det,” lød det selvfedt over Jake, inden det klassiske kling lød og dørene skød fra og de trådte ned af den lange gang, inden de nåede frem til den rigtige dør og fik låst op ind til værelset.

Det eneste positive ved disse lejligheder var, at der var fælles stue og ellers tre separate værelser, som de kunne have hver for sig. Erik var derfor hurtig til at smutte ind på det ene værelse og gemme sig væk. Han smed tasken på sengen og kastede sig ned ved siden af den.

”Fuck!” Sukkede han tungt. Det var jo noget lort det her!

Døren fløj pludseligt op og Erik måtte skubbe sig op på albuerne og se frem, da han opdagede Mason i døren med et fjoget smil.

”Har du hørt fra tøserne?” Spurgte Mason med et kækt glimt i øjet.

Erik rullede let med øjnene.

”Næh, har du?”

Mason kneb øjnene sammen og så på ham. Erik havde en fornemmelse af, at han var blevet taget i noget, som han ikke skulle.

”Du har ikke engang tjekket din telefon endnu, vel?”

Masons skridt kunne høres, da han bevægede sig hen over gulvet og sank ned på sengen, så det lige kunne mærkes som en kortvarig ubalance, inden Erik havde vænnet sig til den nye forskydning af madrassen.

”Egentlig ikke, men det er der sku ikke nogen der opdager” Sagde Erik roligt og så op på Mason.

”Jeg gør, for tøserne ender med at skrive til mig, når de ikke kan få fat i dig. Det er faktisk en anelse belastende.” Han fik en skæv trækning i mundvigen. ”Eller i hvert fald, når det kun er mig de skriver til, hvis de ikke kan få fat på dig”

”Du elsker det”, sagde Erik drillende og prikkede til ham. ”Var det det eneste du kom for at spørge om eller, skal vi virkelig til at have den samtale nu?”

”Næh, vi skal være i hallen om en halv time, omklædt – du ved. Og nej, det andet det tager vi i morgen, eller efter træning. Du har vidst meget at informere mig om” Mason blinkede kækt.

Erik kunne ikke lade være med at gribe sin pude og kaste den efter Mason.

”Kan du så fjerne det smørrede smil” Lo han, og sprang på benene. ”Vi må hellere blive klar, så vi ikke skaber et dårligt indtryk allerede i dag.”

”Hov hov”, lo Mason og greb puden og smed den ned på sengen. ”Du har sku’ nok ret, men så skal vi også snakke om festen senere”, sagde han drillende og smuttede ud.

Festen. Når ja, den havde de også aftalt, at de skulle til. Men det var først om et par dage. Nu galt det træning først. Det var det vigtigste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...